24 timer i Tingstrups liv…

Når folk spørger hvad det er vi laver sidder jeg mange gange med hænderne i skødet uden at ane hvad jeg skal svare.

De sidste uger har jeg været ramt af en skrive blokade – mine forskellige blogs har derfor været helt døde. For at komme igang igen besluttede jeg mig for bare at tage en dag fra min dagbog. Så nysgerrige kan nu se hvordan en almindelig hverdag i Tingstrups liv foregår… 

 

Fredag den 28. oktober 2016, Tings, Lazimpat, Kathmandu, Nepal

Mari Boine på Soundcloud – hun spiller til Leila’s Nepal indsamlings koncert i Norge.

 

Torsdag 20.00 – 23.00 pm

20161026_204812

Hvor dum kan man være?

Ankom til Kathmandu onsdag kl 8:30 pm – og naturligvis til det sædvanlige kaos i lufthavnen.

Lufthavnen forsøger ellers at at forbedre ankomsten – men af helt uforståelige årsager bliver det værre og værre. De har udvidet bagage udleveringen med 2 nye bånd. Alligevel lykkedes det dem at fucke totalt up. I stedet for at sprede folk og bagagen i hele bagage hallen, sendte de bagagen fra de to største af aftenens tre fly til samme bånd, hvilket naturligvis gik fuldstændigt galt.

Taxaen til Tings var business as usual. 800 NRP sir var det første beløb chaufføren ville have – Idiot! sagde jeg til ham og satte mig ind i bilen. Meter garnus – det er ulovligt at køre uden meter i Nepal, hvilket de færreste ved….

20161026_212145.jpg

Dokmentationen på  taxa nattaksten til Tings.

Chaufføren vidste det udmærket – jeg behøvede blot at nævne det for ham og lække lidt ekstra tryk på Police for at få ham til at køre… Meter plus 200 NRP OK?

Vi er ikke nærrige – men vi vil gerne selv bestemme om – og ikke mindst hvor meget – vi vil give i drikkepenge. Vi holdt bare kæft og lod ham køre.

Meteret blev 355,80 NRP – under normale omstændigheder ville vi have rundet op til 400 NRP. Men chaufføren var en idiot, der helt åbenlyst tog os for endnu større idioter. Og jeg var indebrændt over ikke at nå at se Rolf der havde boet på Tings og som nu var på vaj til Lufthavnen for at nå flyet til Kuala Lumpur. Så jeg håbede ikke at Annette gave ham en Rupee ekstra.

Catherine – endnu en tilbagevændende gæst og nu nær ven – sad med hendes team i loungen og fordøjede deres middag. Hun har en masse problemer med hendes unger… dem overøste hun mig med som godnat chat…
 

Fredag 6:30 – 9:30 am

Vågnede tidligt til en af de smukke Kathmandu morgener, vi har savnet så længe, med frisk temperatur, blå himmel, smukke farver i vores blomstrende have og herlig duft af hjemmebagt brød fra køkkenet.

Svarede nattens første mails/beskeder fra sengen. Karma Claus’ søster Annette skulle have nogle tips til Azorerne – noget jeg har haft på samvittigheden i mange måneder. Nicolai skal have kontakter til den alternative/elektroniske scene i Lisbon. Svarede Annette – må udskyde Nicolai’s

Fik kæmpe kram af alle da jeg kom ind i køkkenet- inkl. Suza der fuldstændigt har smidt sin nervøsitet væk og kalder mig Thomas, og nu selv kommer mig i møde til et kram og oven i købet spurgte How was your trip!!! Hun er super – hun trænger til at komme videre med et eller andet – hendes skole er langt om længe afsluttet… (NOTE TO SELF: Vi skal have en samtale med hende).

Daldrede rundt med min kaffe for at fornemme stemningen – tænk at man skal rejse væk for at kunne fornemme, hvor hyggeligt her er.

Breakfast Phuket Old Town.jpg

Morgenmaden i Thailand er generelt en katastrofe. Her har jeg taget plastik filmen af vores morgenmad vi fik serveret på vores boutique hotel i Phuket Old Town. Morgenmaden på Tings er relativt basic – men de ting vi serverer er hjemmelavet eller det bedste af det vi kan få fat i. Og det er noget folk lægger mærke til.


 

De første gæster kom ned i haven omkring halv otte tiden. Er overbevist om, at det er duften af hjemmebag, der vækker dem – MEN PÅ DEN FEDE MÅDE. Det er mig en gåde at ikke alle hoteller bager deres eget brød.

Jeg har ikke set vores bookings, så blev lidt overrasket over at se alle de danskere, der har fundet vej til Tings. Der er en del flere end normalt og jeg fik en hygge sludder med dem alle, og som altid et par småopgaver som jeg ‘lige’ tilbød at hjælpe med…

Helle, der er sognepræst i Danmark, kom fra Bangladesh, hvor hun havde været i embeds medfør, spurgte om hjælp til kontakter i de lokale kristne cirkler til hendes projekt. Sjovt nok kunne jeg sætte hende i forbindelse med både Jan Kornholt – vores stamgæst og quiz partner fra Skotlands Plads i mit gamle hood i Sundby – samt til Helle fra Ambassaden, der har levet i Kathmandu i årtier.

Birgitte fra ambassaden har sine forældre boende her – de er super inspirerende – rejser med tid… da jeg hørte de skulle til Lumbini, foreslog jeg dem at tage et smut forbi Kapilavastu, der efter vores mening er den krone på værket, der gør et Lumbini-besøg turen værd…

Jeremy fra US er en af vores mange tilbageværende gæster – han er antropologi lærer/professor, der pt er i landet med en af sine studerende – Chris. De bruger det meste af deres tid i Ghorka, men er forbi Kathmandu nogle dage om måneden til en slags reality tjek i Kathmandu. Her bor de altid hos os. Fik den helt store krammer, da de så vi var tilbage. De var nærmest overstrømmende over de to nybagte franskbrød vi gav dem med sidst de tog tilbage til deres projekt i landsbyen. Tænk at så lidt kan skabe så meget glæde – de to brød koster os max 1 USD. Chris havde brækket en tand – eller tabt en fyldning – og havde brug for en tandlæge ASAP. De havde kun én dag inden de tog tilbage til Ghorka…. Henviste dem til Healthy Smile. Jeremy har været her i ufatteligt mange år – han fortalte triste historier om stemningen uden for Kathmandu. I følge ham er folk ved at mobilisere sig mod NGO’erne som de mener er roden til landets problemer. Da de ankom for et par månedersiden følte de sig ligefrem truet af de lokale – det var først da de forklarede at de var antropologer, at de blev accepteret. Jeremy siger, at vi skal være forberedt på problemer. Situationen kommer ikke bag på mig –  NGO’erne er en joke, der skalter og valter med folks skæbner. Håber dog på det bedste

Catherine fik sin sædvanlige morgenmad serveret i White Lounge (Dorje fortalte mig, at hun tilpasser sine rejser efter dette værelses tilgængelighed). Fik lige samlet op på vores late evening chat dagen før. Hun har kæmpe problemer med både staff og et par af ungerne på børnehjemmet. Hun er en af de mest loyale og altruistiske personer, jeg har mødt i den tid vi har været her i Kathmandu. Hun er den sidste jeg havde forestillet mig have problemer. Hun – og hendes vennesponsorer – betaler alt selv – og klarer sig uden hjælp fra fonde og organisationer.

Catherine fortjener det ikke.

Børn er Buisnes i Nepal… kan ikke klare tanken om alle de penge organisationer uden hverken erfaring, kendskab og fornemmelse til Nepal og kulturen spilder i dette land. Det er grotesk at tænke på, at mens den danske ambassade lukker og slukker, kommer der flere og flere danske projekter til landet, administreret af personer der bedst kan sammenlignes med høns uden hoveder.

Selv med vores mangeårige hands-on erfaring vågner vi op og må erkende, at en stor del af vores naive, men velmenende indsats har været spildt – nogle gange skadelig. Vi er selv blevet fucked af vores egne unger, er selv blevet taget i røven af velrenomeret nepalesisk projektet, vi har involveret os i, og har selv været til grin for vores egene penge.

Allerede et par timer efter jordskælvets første rystelser blev vi hurtigt klar over at vi selv måtte både købe ind, selv skaffe transport og ikke mindst selv udbringe nødhjælpen til de hårdt ramte da ingen af de etaberede organisationer og NGO’er var enten lammede eller svindlede med nødhjælpen til egen vinding – deres lokale ansatte købte enten fordyrt ind (og delte profitten med de handlende) eller solgte alle produkterne på det sorte marked. Da vi skulle igang med vores andet rebuilding projekt – et skoleprojekt – blev vi direkte bedt om at holde os væk. En udenlandsk organisation havde ‘overtaget’ projektet der nu pludseligt kostede det dobbelte. Modsat os der insisterede på alle nepalesere arbejde frivilligt – betalte de nu dyre lønninger. Og endnu værre – alle materialer blev købt til ublu overpriser som igen generede profit til mafialignende mellemhandlende. Fra da af droppede vi lige så stille vores jordskælvs indsats – vores sidste læs telte og madrasser kørte Dorje selv ud med til en landsby der var ved at gå til af kulde i December 2015.

NGO’ernes mange projekter er som et gratis tag-selv-bord, der fjerner de lokales fokus fra deres daglige gøre mål. Jeg forstår sgu godt, at regeringen ikke slipper de mange milliarder, der strømmede ind til The Prime Ministers Fund – pengene komme jo ind igen LOL

Vi er nu kommet til den konklusion at det bedste man kan gøre for Nepal er at stoppe al hjælp.

 
Klokken lidt i 8 så jeg Ghita – og hun brød hulkende sammen og fik rysteanfald da hun så mig. Da vi landede fra Bangkok dagen før skrev Dorje til os at Ghita havde problemer med Salina – typiske teenage problemer. I kampens hede havde Ghita vist udbrudt at Salina bare kunne smutte tilbage til faderen, hvorefter det hele eskalerede: Salina havde fundet et nummer på Ghitas telefon som viste sig at være hendes fars. Hun ringede ham op og fik naturligvis en overstrømmende person i den anden ende – overstrømmende fordi han naturligvis elskede ideen om at få en smart, intelligent teenage pige ind i familien, hvor hun med garanti vil kunne være en herlig ekstra hjælpende hånd i konens husholdning.

Dorje måtte tage hjem til dem i aftes fordi hun var nervøs for at Ghita skulle gøre noget ved sig selv… det var derfor hun ikke var på Tings, da vi ankom.

Ghita er den, der har været hos os i længst tid. Hun er endnu en af de utallige kvinder der er blevet forladt med en nyfødt af manden. Hendes situation var fuldstændigt fucked da hun started hos os som rengøringskone. Hun er analfabet, kunne ikke andet end nepalesisk og var økonomisk på røven i en grad, at hun ikke havde råd til at have datteren i den gratis offentlige skole… omkostningerne til uniform, bøger mm var ganske enkelt en post, hun ikke havde råd til. Dette fandt vi ud af da Salina pludseligt altid var på Tings.

Vi kunne naturligvis sagtens fordoble hendes løn, så hun havde råd til det hele. Problemet er bare, at den måde at hjælpe på er det samme som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det ville kun være et spørgsmål om tid før hun ville være tilbage til de samme økonomiske problemer.

Samtidigt kører vi Tings efter stramme kommercielle betingelser. Dvs at vores omkostningsstruktur skal afspejle den lokale nepalesiske virksomhed i vores kategori og markedspotentialet. Alle projekter, der eksisterer pga af projektstøtte, dør den dag støtten forsvinder. Det er årtiers danske B2B projekter er tydelige eksempler på…

Endeligt er der et anstændigheds issue – jeg tror ganske enkelt ikke på at den evindelige snak om fattigdom, charity mm er gavnlig for nepalesernes selvopfattelse.

20161009_154542.jpg

Kommentarer er unødvendig.

Salina er skarp i knolden – så vi besluttede os for at tage os af hendes uddannelse.

Men ikke ved at betale ekstraomkostningerne til hendes skole – vi valgte i stedet en god lokal engelsktalende skole som naturligvis koster en del mere end Ghita har råd til men som til gengæld er velfungerende med gode lærere.

Jeg leger papfar og deltager i  forældremøder, skole ‘fester’ og den slags ting – noget jeg hadede da Kasper gik i skole – det er ikke mindre rædselsfuldt i Nepal. Men hvis vi skal hjælpe er det for at gøre en forskel – og så må det være måden at gøre det på.

Salina er skolens allerbedste elev med A+ i totalt gennemsnit og en score på 98,5% ud af 100% – hvis hun bare kan fortsætte med dette får hun et scolar ship.

Efter 3 år finder vi nærmest tilfældigt ud af at Ghita i løbet af sin tid på Tings har lært sig selv at tale og forstå mere og mere engelsk – og at hun har det initiativ der gør en forskel for vores gæster. Så vi gav hende et karriere løft fra vaskebaljen til Loungen, hvor hun i dag er tjener, værtinde osv.

Gæsterne er vilde med hende. Effekten lyser ud af hende – hun har selvværd, selvtillid og stråler af glæde…. Bare ikke denne morgen. Udsigten til at Salina ender som eksmandens nye kone’s husholdninghjælp er ganske enkelt for meget for hende.

 
Annette og jeg måtte sidde og kramme hende i en halv time – det har hun ikke fortjent. Det har hun ikke fortjent. Hvordan pokker forklarer man hende, at Salina er i puberteten og at konflikten er universel, og at der med garanti kan komme flere… SUK (NOTE TO SELF: Skal have en snak med Salina).
 

Fredag 10:00 – 16:00 am.

Min væsentligste funktion i disse dage er reduceret til chauffør for Annette. Hun skal direkte fra Kathmandu til København for at sælge hendes og Ingrid’s nye Tings Ting Cashmere produkter. Dvs at alt skal være vævet, trykt, pakket og faktureret inden for 9 dage – det er kort tid – især i et land som Nepal som notorisk ikke fungerer under tidspress. Dashain og Tihar gør ikke tingene lettere

Jeg havde en aftale hos tandlægen klokken 10 og aftalte med Annette at komme forbi 10:30 så vi kunne køre videre uden at spilde tid på at jeg skulle tage tilbage til Tings.

Mens jeg ventede på at det blev min tur, overhørte jeg samtalerne i venteværelset. Dagens kalender var fully booked. Den efterfølgende dag havde de kun en tid klokken 12.

Jeg ringede til Chris og spurgte om han ville have min tid – og hvis han ville – om han kunne være der ASAP. Det ville han – så jeg snuppede aftalen klokken 12 dagen efter. Chris var flyvende af begejstring, da jeg så ham senere på dagen. Servicen, behandlingen og ikke mindst priserne overraskede ham i den grad. What should we do without Tings nåede jeg lige at høre, inden jeg tog hjælmen på…


 

Annette stod klar med hjælmen på, så den var præcis 10, da vi begav os til Sushil ved Rato Pul – den Røde Bro. Annette havde briefet Sushil op løbende gennem de foregående 2-3 måneder. Alligevel havde han stort set intet forberedt på det vigtige nye design, da vi ankom til Kathmandu for 3 uger siden. Så vi havde et anstrengt forhold til ham. Dagen inden vi tog til Thailand briefede Annette ham op igen – og tjekkede hans ’opsætning’ til hendes nye design som kommer til at hedde Tings Zig-Zag.


 
Heldigvis havde Annettes reaktion – at aflyse alt, hvis det ikke blev lavet i tide – virket. De havde knoklet. Og bortset fra en enkelt detalje vedr. nogle af tørklædernes frynser var alt super. En kæmpe lettelse. Sushil gav os en pose Avocadoer fra haven med hjem.

Next stop var Sun & Moon i Thamel – Annettes guld og sølvsmed gennem snart 4 år. De er super fede – og vist nok også relativt punktlige. Annette havde sat nogle ringe og en enkel øre-ting i gang inden vi smuttede til Bangkok – de skulle tjekkes og færdiggøres. Og så havde hun en række nyindkøbte perler og sten med fra Bangkok som hun skal have lavet nye Latex Ringe af. Dem hun har haft som ’lager’ blev stjålet i Lissabon.

Next stop var Maharajganj til Brijendra og Deepas Nwaran – eller Naming Ceremony – for deres nyfødte datter. De betyder uendeligt meget for os – og det ver en stor glæde og stort privilegie at få invitationen til denne begivenhed, som er forbeholdt den nærmest familie. Vi havde købt en lille rød “Minnie Mouse” baby kjole i H&M samt en lille krammedyr med lyd, to små lego figurer af hhv Batman og Spiderman (til storebror Umanga), samt en nybagt Bananakage som værtsgave.

Vi fik the treat – fantastisk mad og kram fra højre og venstre. Vi kender nu familien så godt at vi ikke vækker opmærksomhed mere…

Fra Mahrajganj tog vi direkte videre til Prakash – en anden af Annettes producenter. Hans factory ligger nær ved Swayambu. Kort afstand i km – men en uendelig tur in real life. Trafikken er ulidelig langs ringvejen. Annette har egentlig fyret Prakash, fordi han har været for utjekket. Men pga Sushils utjekkethed, tog hun ham til nåde inden vi rejste til Bangkok. Han havde nogle specielle tørklæder, som Annettes vil bruge til sine nye Lisbon Inspirerede tørklæder, der er præget af mønstre fra portugisiske kakler. De bliver helt forrygende – mønstrene vil Annette samtidigt bruge til tæpper til Tings Lisbon. Det bliver et Kæmpe hit.


 
Next stop var New Ohm Tailor. Dagen inden vi forlod Bangkok nåede vi at spise frokost med Stephen og Thomas, der mellemlandede på vejen mellem Seul og København. Stephen havde købt noget fantastisk silkestof han vil have lavet en skjorte af. Han mailede os og spurgte om vi ville tage det med til Kathmandu sammen med den skjorte han ville have kopieret.

Naturligvis ville vi da det – og Annette vil naturligvis have den med til København, når hun ankommer den 8 november.


 
For folk der ikke kender noget til den nepalesiske kultur og ikke mindst den Nepalesiske trafik, lyder det måske som noget, der er lige til.

MEN New Ohm Tailor, der laver vores skjorter, ligger i Sukhrapat mellem New Road og Indra Chowk – et område der normalt er total chaos, MEN som pga Tihar er noget, der er endnu værre – jeg har ikke ord der beskriver, hvor slemt det er.

Pga Tihar skal ALLE Nepalesere hertil for at købe farve, kolort, blomster, væger, olielamper mm til deres Laxmi Puja på søndag.

På det tidspunkt var jeg så smadret af trafik, forurening, larm, støj og kaos, at jeg kun havde én ting i hovedet – at komme væk. Jeg forstår godt at folk, der bliver fanget i dette virvar for første gang, panikker. Men det er sandsynligvis det dummeste der kan ske. For du kan INTET gøre andet end at følge med strømmen… hvilket naturligvis var det vi gjorde.

Hjemturen var et sandt helvede, der bragte os til Tings på 45 minutter… da var vi 100% udmattede. Mere end 6 timers intens nepalesisk Tihar kultur er en prøvelse.
 

Fredag 4:30 – 10:00 pm

Shishir sad og ventede på os da vi var tilbage på Tings. Han er en af vores drenge der er ved at få hul igennem til en forurenings forretning hvor masker og rensefitre til indendørs brug er de bærende elementer. Han har snablen nede i UN’s kasse og skal nu bare fokusere på at suge til… jeg håber virkeligt han får success.

Shrejaana er eks kærreste til Sanjeet. Gennem de sidste par år har hun holdt kontakten til os mens hun har været i Dubai. Hun føler sig knyttet til os og kalder os nu mor og far… hvilket er ok for os. Hun er super sød. Det triste er, at hun blev sendt hjem til Nepal fordi hun har fået konstateret kræft. Hun er i Kemo i Bakthapur – et forløb hun lige er startet på og som inbefatter 2 behandlinger om måneden i 20 måneder… TYVE MÅNEDER. Jeg krammede som sædvanligt og syntes hun var ufatteligt tynd – men hun så nu alligevel sød ud.


 
Har svært ved at håndtere den sygdom og fik akut brug for en kold øl og et break med mig selv og smuttede på Jazz Upstairs. Roof Toppen inden solnedgang giver de den smukkeste udsigt over Himalaya’s peaks i hele byen. Desværre ikke denne dag – istedet var der udsigt til Tihar Myldret og en masse smukke Mandalaer i nabohaverne/gårdene… benyttede lejligheden til at tage et billede af det nye Street Art værk som Adutya’s tyske ven færdiggjorde dagen før…

Pravina ringede inden jeg nåede at drikke min øl. Where are you? – jeg kunne ikke lade være med at grine – hvor mange gange har vi ikke en aftale, som hun ikke holder? Jeg lod resten af øllen stå og skyndte mig tilbage – jeg glædede mig til at se hende. Hun er trods alt vores datter.

Da jeg kom tilbage sad hun med en sandwich og spiste. Annette sad med Ally i skødet – hun havde endnu ikke bestilt mad. Vi bestilte Bagles – ikke så meget pga lyst – men mere for at tjekke om kvaliteten holder. Den holdt MAX.

Jeg er overrasket over hvor god Sanjeev er. Vi er ved at lave vores Falaffel menu der kommer til at bestå af 3 – 4 forskellige falaffel variationer jeg har leget med i Lissabon. De smagsretninger, vi er ved at teste af, er en falaffel med hakkede soltørrede tomater (Vegan), en med hakkede sorte oliven (Vegan), en med pesto (Vegetarian), en med hakket Buff Salami og naturligvis en natural (Vegan).

Sanjeev havde lavet blandinger klar af alle smagene og målt de enkelte ingredienser af, så vi let kan beregne omkostningerne på den menusammensætning, vi vælger. Dvs at vi herefter nemt kan udregne salgsprisen. Så vi tilberedte den første test smagning – inkl vores nye hjemmelavede røgede chili – Sanjeev’s Chili – som er noget af det bedste, jeg har smagt på den front. Den glæder jeg mig til at introducere i Lissabon, der er en ørkenvandring hvad chili saucer angår.

Det hele smagte fantastisk – når vi har rettet til et par gange må det altså blive et hit. Det bliver spændende at se, hvad vi kommer til at tage for retten.


 
Sluttede aftenen med hyggesnak.

BZ -.jpgHelle og Lise-Lotte: Helle har haft total optur – hun har ramt de kristne kredse spot on.

Det blev jeg sgu glad for at høre – det er rart at kunne hjælpe. Lise-Lotte har Ørvigs BZ med i bagagen – hun havde en naiv ide om at få den læst. Jeg købte den af hende – det vise sig at vi har en masse fælles kontakter.

De rejser i morgen…

Hans fra Holland var lige tjekket ind. Endnu en af vores trofaste venner fra Karuna Foundation. Det er hans første besøg i Nepal. Har har opholdt sig de sidste mange år i Equador og Bolivia. Og gud hjælpe mig om han ikke har boet i Chulamani!!! Vi fik en længere snak om Sydamerika… og om Illam hvor hans nepalesiske projekt ligger.

Susanne dumpede ind i aftenhyggen – er på orlov og rejser på ubestemt tid. Er tilknyttet Absolon – min gamle børnehave på Sønderboulevard. Og så har hun arbejdet på L’Education National hos Bernard (RIP) og på Sabine’s hos Tim og kender hele kredsen…. Vi har med garanti en masse fælles bekendte – hun hyggede sig så meget at hun besluttede sig for at blive hos os nogle dage mere.

Ben fra UK/US/AUS kom forbi til dagens sidste snak…. Da var jeg så træt at jeg ikke opfattede så meget.

Faldt i søvn med Ally i skødet og Peter Øvig uåbnet i hånden, mens Annette sad gemt bag et regneark på computeren
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s