Hvordan kan det være man kan have det så fedt når 2015 var så forfærdeligt et år?

Torsdag den 31. december 2015, Nytårs Dag, Graça, Lisbon Portugal
Dan Turell on Soundcloud

Det bliver ikke til så meget søvn for tiden. Gik i seng klokken 1:30 am efter at have gjort køkkenet rent efter middagen, som vi indtog sammen med Ingrid og Kasper.

De tjekkede ind i Graca ved 12 tiden med en masser lækkerier fra Paris, hvor de har været de forgående 4-5 dage. De medbragte trøffel, fois gras, 4 forskellige terrines (her af de 3 med fois gras), et hav af fantastiske oste, chokolader, sennep, mayonaise, champagne og flere ting, jeg ikke lige kan komme på. Det tog vi stille og roligt fat på at udrydde her i vores lille hule.

Vi havde naturligvis spist en lille lokal frokost  tidligere på dagen. Og selv om vi alle nåede at få en time på øjet til middag, var det ikke den store sult, der prægede selskabet.

Men det var super hyggeligt og præcist det, jeg havde håbet på og drømt om. Den perfekte afslutning på en dag, der for min del startede kl 5. am med brødbagning, skriverier og musik efterfulgt af hygge-puslerier, der bl.a. omfattede ophængning af nogle af vores kunstting, mere musik, lidt rengøring (der ikke var nødvendig), shopping, et smut forbi huset (for min del) hvor Bacca til min store glæde var i fuld gang med at skabe kunst.

Så det er måske underligt, at jeg ikke kan sove længere.

Og så måske alligevel ikke.

Vi er nemlig i en situation, hvor vi ingen forpligtelser har overhovedet. På et eller andet tidspunkt ringer Ingrid og Kasper og siger god morgen.

Så går vi ud og spiser morgenmad et eller andet sted.

Og vi skal sikkert også lige forbi huset.

Herefter er den eneste plan at vi spiser nytårsmiddag i Belem, hvor vi har et bord til kloklen 9:30. Jesper Lucia støder til fra Sydafrika, så det kan næsten ikke blive bedre.

Så bortset fra en middagslur på et eller andet tidspunkt har vi ikke andre planer.

Jeg har derfor besluttet mig for at lade mig følge af min energi.

Lige nu er jeg super frisk, vågen og overskudsagtig og det vil jeg udnytte med musik og nytårs reflektioner. Når jeg så bliver træt, lægger jeg mig bare at snupper en lur. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med indtil vi starter på en ny ‘normal’ uge i 2016.

Årets sidste dagbogsskriblerier. 

2015 var sgu ikke et rart år

I den halvvågne tilstand jeg befandt mig i inden jeg stod op og satte kaffe over nytårs morgen, tillod jeg mig at fillosofere lidt over 2015. Et år der på alle måder har været forfærdeligt… måske det værste jeg nogensinde har haft…

Starten på året var præget af frustrationer over den manglende fremdrift på vores Tings Lisbon projekt. Vi havde naivt regnet med at kunne starte januar med investormøder i Europa for at få økonomien på plads. Men hvem helvede har tid til at mødes om dette i januar? En måned hvor vi i vores tidligere liv selv sad midt i årsafslutninger, regnskabsaflæggelser osv.

Så vi ændrede vores rejseplaner og brugte en lille måned i Chang Mai. Det lyder sikker fedt i manges ører – og det var også. Men set i lyset af alle de løse ender, der var i vores liv på det tidspunktet, var den slags tidsfordriv malplaceret.

Franz Kannike EQ

Jordskælvet

Jeg burde måske have taget vores fiasko start på året start som et tegn. Et tegn på at 2015 nok ikke ville blive let. At det sagtens kunne blive et af mine værste overhovedet.

Ikke at det ville have betydet noget, da katastrofen kom – da vores verden rumlede og rystede og smed os ned på gulvet på øverste etage på Tings, hvor vi sad på hug under bordet og holdt hinanden i hånden mens vi med øjnene sagde farvel og forberedte os på den videre færd.

Jordskælvet kunne vi umulig være forberedt på!

Monsunen

Den efterfølgende monsun vidste vi naturligvis ville komme – det gør den jo altid.

Men at den ville forværre den i forvejen rædselsfulde situation så meget som den gjorde havde vi heller ingen forudsætning for at vide.

Monsunen forvandlede jordskælvets kaos til et frustrerende helvede… ikke så meget for os på Tings. Men for alle de stakler, der regnede væk, mens de ventede på hjælpen, der aldrig nåede frem til (hvilket den endnu ikke er). At være vidne til hele den internationale charity industris sammenbrud var beskæmmende og med til at gøre monsunen til den værste vi har oplevet.

 

Cooking

Tings køkken de seneste måneder…. men på den anden side. Det er jo dagligdagen for de fleste neplsere

Indien blokkerer grænsen

Og hvis vi på det tidspunkt troede, at nu kunne det ikke blive værre – så kunne vi godt tro om igen.

Med den ene ben i monsunen og det andet halvejs inde i den længe ventede højsæsson, kommer så det slag der får Nepal helt ned i knæ: Landet tørlægges for brændstof. På grund af forhold jeg endnu ikke forstå blokerede Indien gærnserne hvilket i princippet er det samme som at lukke landet.

Et land og et folk der allerede ligger ned, bliver nu trådt så hårdt på af en kraft, der er større og mere lammende end alle de kollapsede huse til sammen. En kraft der efterlader landet i en tilstand, som hverken jordsælv og monsunen og den manglende nødhjælp tilsammen kan skabe. Nepaleserne er ramt af en tilstand af mismod.

Da vi forlod Nepal den 30 december var situationen den værste vi har oplevet nogensinde – mere fatal end ødelæggelserne efter jordskælvet. Og endnu værre – der er ingen i verden der aner det – eller også er de ligeglade. Eller måske begge dele.

At være fanget i dette mayhem og samtidigt være vidne til at alle de specialister og organisationer, der flyver ind fra øst og vest uden at lave noget som helst relevant har været et helvede. At se folk og organisationer, der har nødhjælp som speciale og som har råbt og skreget i årevis om det kommende jordskælv stå måbende tilbage, uden at kunne foretage sig noget som helst  er ikke alene beskæmmende – det er dybt deprimerende.

Tatopani - blankets and madresses (3)

Dorje udeler varme tæpper og madrassser i Tatopani forleden Kilk på billedet hvis du vil vide mere.

Flygtninge og EU-Valg

Da mit humør var værst var der desværre ikke meget opmuntring at hente i Danmark,.

Situationen omkring alle flygtningene, de grufulde terrorangreb og EU-valget var ikke med til at gøre min hverdag lettere. Især sidstnævnte – at se JA tilhængernes overbærrende arrogante måde at håndtere danskernes overbevisende NEJ – var til at brække sig over. Og dette skyldes ikke at jeg selv er glødende EU modstander. Men den vi bedre vide holdning som især min egen generation gav udtryk for er usmagelig. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om de andre EU lande virkeligt vil vaære i Union med folk med denne arrogance…

Fremmehadet som blomstrede i fuld flor på grund af alle de stakler der flygtede fra de bomber vi selv smed i hovede på dem – var natuligvis også hård at være vidne til. Men omvendt er det jo ‘bare’ en forværring af de forgående års situation… shame, shame, shame..

På trods af al det lort der var i 2015 har jeg det forrygende – jeg har nemlig mange venner der giver mig energi.

Oven på alt det lort og kaos der har præget 2015 er det mig en gåde, at jeg har det så fedt. At jeg føler mig indhyllet i lykke.

Hvis nogen ringer om fem minutter og spørger mig om jeg har det godt, om jeg er lykkelig og om jeg er klar til et 2016 vil jeg svare JA inden spørgsmålet er sluttet.

Og det er ikke fordi jeg er latterlig lalleglad. Det kan godt være jeg er det – MEN det er ikke derfor jeg er ladet af energi. Min optimisme og energi skyldes en ting. Nemlig alle de fantastiske venner jeg er begavet med.

Efter at have læst dette års parhundrede siders dagbogs skriblerier igennem, kan jeg præcis se, hvad det var der gav mig det overskud, der var nødvendigt for at håndtere det kaos vi har været igennem.

Dette ‘hvad’ er i virkeligheden et ‘hvem’.

Det har nemlig alt sammen noget med alle vores venner at gøre – gamle og nye og fremtidige. Venner der stimulerer vores liv, venner der inspirerer os, venner vi hjælper med at udvikle sig, venner der hjælper med at udvikle os, venner der er meget mere end venner, venner der har tid og overskud, venner som ser ud til bare at passere forbid, men som vi ved, vi møder igen.

Mens vi sippede Vino Verde i Lissabon leverede disse kids maden til Den Danske Abmassadens reception for Hkh Kronprins Fredriks besøg i Kathmandu. Hvis du vil se menuen så klik på billedet…

Min liste af venner er uendeligt lang.

Vores lille team på Tings.

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal udtrykke min begejstring for vores fantastisk unge hold drenge og piger i Lazimpat. Den måde de kører Tings Tea Lounge kan bedst sammenlignes med brumbassen, der ikke ville kunne flyve, hvis den vidste hvor tung den er.

Vores ambitioner med vores Tingsprojekt er tårnhøje. Efter 12 måneder skal vores team være istand til at køre hotellet uden Annettes og min tilstedeværelse. Og ikke nok med det – de skal gøre det efter vores dogmer, der er så langt fra alt, hvad de er vant til, som overhovedet muligt. Og de skal gøre det i vores ånd – som er umuligt at skrive ned i ord. Og dette skal ske samtidigt med at Annette og jeg pisker dem med vores personlige selvrealiserings ambitioner om at forbedre deres liv.

Tag eksempelvis Gita, der har gjort rent hos os siden før vi åbnede. Da vi finder ud af at hun stille og roligt har tilegnet sig et minimalt men fungerende ordforråd på  engelsk tvinger vi hende væk fra gulvasken og ned i loungen som tjener blandt et publikum, der kun taler udenlandsk. Gita kan hverken læse eller skrive. Dvs kunne – her 10 måneder senere taler hun bedre engelsk end de fleste nepalesere, tager imod ordrer (Jeg aner ikke hvordan hun bærer sig ad) OG hun socialiserer med gæsterne på en måde, så vores gæster spørger efter hende som det første, når vi tager imod dem når vi er i Kathmandu. En kæmpe præstation og kæmpe kick at være vidne til.
Tag Sagar, der ikke havde nogen ønsker om uddannelse da han kom til os, og nu slutter sin kokkeoverbygning på den collegeuddannelsen han færdiggjorde sidste år og nu skal til at overveje sin fremtid.
Tag JIT som det lykkedes os at få væk fra Stadionbyggeriet i Dubai og KFC i UEA og ind på en Italiensk restaurant som Chef de Partie foran 100 ansøgere med fine Eksamener og flere års erfsring fra 5 stjernede hoteller. Et spring fra stik i rend dreng til internationalt køkken på 4 år er ubegribeligt og kun muligt takket være vores venner, der har bakket ham op.
Tag Sanjeet som nu ikke bare fylder hullet ud efter Jit – han forandrer og udvider det lige så stille og roligt i takt med hans selvtillid stiger.
Tag Mithun som ikke er til at sparke hjem efter uendeligt mange effektive kvalitetstimer på job – hans virkelige talent åbenbarede sig for os i 2015. Og han ved det ikke engang selv.
Og tag Dorje – vores chef, partner, datter, ven – kald hende hvad du vil – hun er sandsynligvis min karrieres største achievement. At se hende tage beslutninger (de rigtige), være chef, realisere egne projekter og samtidigt forandre sin private situation i en middelalderlig verden samtidigt med at hun skal slås med mig (jeg var virkelig hård og urimelig under jordskælvet – undskyld) er en fryd og daglig inspiration.

Vores gæster, netværk og venner

Det er sjældent man han har en konkret hændelse, der viser værdien af ens omgangskreds. Det har vi: jordskælvet.

Midt i vores kaos over bare at få Tings til at fungere, begyndt folk at kontakt os – om de kunne gøre noget for at hjælpe?  OS der hverken har ambitioner, erfaring, lyst eller overskud til at laver rescue og/eller relief arbejde.

Det sked folk på – de begyndt bare at sende penge til os med ordene – I kan sikker hjælpe bedre end andre.

I første omgang udsendte vi akut nødhjælp, selvom det blev ulovligt og regeringen truede os med at spærre vores bankkonti hvis vi ikke overførte de penge vi modtog til Prime Minister’s Fund – som alle de internationale organisationer naivt gjorde. Det sked vi på– få dage efter jordskælvet kørte det første vognlæs med medicin, telte mm til Gorkha. Det blev til flere tilsvarende raids og har efterfølgende udviklet sig til etablering af Earthbag Houses, hvor det første stod klar til indflytning for en måned siden og hvor vi starter op med nogle skoler lige om lidt. Og forleden returnerede Dorje fra Tatopani hvor hun afleverede varme tæpper og madresser til 95 frysende nepalesere, der stadigvæk lever uden tag over hovedet. Igen noget vi ikke har planlagt – men vi ved hvor koldt der er i bjergene og kan ikke holde ud at være vidne til folk der dør… så beslutningen var ikke svær.

Set i bakspejlet er den tillid folk viste os ved at sende os penge der tvang og motiverede os til at involvere os. Men samtidigt også et skulderklap der forpligter på en måde vi måske godt ville have været foruden. Hvis ikke det var for vores ansvarsfuldhed der sparkede os igang var der en masse foramede sjæle der ikke har nydt godt af alle de ting vi har givet ud. Og det giver sgu en fed følelse…

20150613_093555

Tings Kids på Tings Top Floor Terrasse

Vores Tings Kids

Nej – det er ikke et element der udspringer af vores oprindelige brand platform.

Første gang jeg hørte det nævnt var jeg ikke begejstret – jeg kunne ikke lide den patetiske klang der lå i begrebet.

Efterfølgende blev jeg klar over at Tings Kids var kærligt ment og et tegn på respekt, hvilket ikke gjorde tingene bedre – men det skyldtes mere et problem hos mig. At jeg ikke kan håndtere den slage positive og følelsesmæssige tilkendegivelser.

Og hvad er så Tings Kids?

Tings Kids er den Etikette som en gruppe unge gav sig selv i ugerne efter jordskælvet. Gruppen der bestod af David, Shishir, Christoffer, Michael, Coco samt en række andre poppede up fra jordskælvets kaos.

Allerede inden de første rystelser havde lagt sig, var de på Tings – og de var mere end bare til stede. De trådte til, hjalp, organiserede, gik til hånde, tog initiativ og fik ting til at fungere. Uden dem ville det ikke være muligt at huse vores gæster. Det ville ikke have været muligt at tage imod alle de chokerede folk, der kom forbi til ly, mad og et kram. Det ville ikke have været muligt at lave mad til den danske ambassade, der var i opløsning. Og det var ikke muligt at sende vores beskedne hjælp ud til de værst ramte i Gorkha regionen.

Vi arbejde i døgndrift med at købe mad, lave mad, skaffe telte, ris, madrasser, medicin og andre helt basale fornødenheder. Vi rejste penge, arrangerede transport og en ufatteligt masse andet. Og hele tiden med smil og kærlighed og generelt overskud til en kold Tuborg. Bizart? – måske. Men uden disse smil og grin ville situationen for alle vores gæster og venner have været en helt anden.

Da Tings efter den første uge kørte på skinner og vi samtidigt stod med de første penge fra netværket udviklede det hele sig til decideret hjælpearbejde. Uden nogen havde planlagt det blomstrede Tings Kids til små meget konkrete projekter, der blev eksekveret uden egentlig planlægning. Det var som om ting bare skete.

Efter den første måned udviklede tingene sig yderligere.

Vi fik nu en masse donationer fra venner, bekendte, gæster og ukendte. Samtidigt var den internationale charity business nu for alvor på banen – en af de triste oplevelser vi godt kunne være foruden. Dels betalte de urimelige beløb til projekter og personer, der hverken havde behov, forudsætninger eller for den sags skyld interesse i at modtage dem. Projekter vi faktisk allerede var ved at starte op, forsvandt pludseligt ud i det blå, fordi en eller anden organisation kom og betalte flere penge, uden at stille krav – det glade vanvid.

Så for at sikre at de projekter vi involverede os var/er projekter vi kan stå inde for, var der behov for en smule mere struktur samt et større fokus fra Annettes og min side.

Tings Kids eksisiterer ikke længere –  men vi kommunikerer stadigvæk med dem alle…. et kæmpe privilegie og en helt uventet bonus i vores liv.

Vores energi og drivkraft kommer fra alle vores venner

Når tingene har set allermest håbløst ud, har jeg personligt haft det virkeligt slemt. Faktisk er det et mindre mysterium, hvor vi får energien til at fortsætte et liv i et land, der er så umuligt, med så lange og intensive arbejdsdage/måneder, så håbløse livsbetingelser og ikke mindst så mange skuffelser, som vi er vidne til.

Det er alle vores venner der giver mig energien. Når jeg læser mine dagbogsskriblerier igennem skifter stemningen altid når der sker en bestemt ting. Når vennerne rører på sig.

Når de kommer forbi Tings, når de uopfordret sender beløb ind til vores projekter, når de støtter os i vores arbejde med ungt talent, når de sender hilsner via gæster, der pludseligt checker ind og i det hele taget, når de passerer gennem vores liv på den ene eller anden måde.

Featured Image -- 4020

Sophus kom forbi og legede kunst med vores nepalesiske venner…

Det er de af vores gamle venner, der har fulgt med os efter vi forlod Danmark. Venner der gør noget selv for at holde venskabet ved lige og som gavmildt deler ud af deres søskende, egne venner og især unger (Jeg har sagt det ufatteligt mange gange før – det er et kæmpe gave at ens venners unger gider have noget med os at gøre. I år har gennem længere og kortere tid vi haft fornøjelsen af Sophus, Otto, Christoffer, Nathali, Line og flere af deres venner). Og så er der alle de nye venner vi er blevet begavet med de seneste år – en liste der stille og roligt vokser og spreder sig overalt.

De første venskaber i Lissabon har vi fået, og der kommer med garanti flere til de næste år. Det er ikke få Lissabonnysgerrige, vi har drukket te med i Kathmandu, spist frokost og/eller set solnedgang med her i Lissabon, eller der er på vores liste over venners venner vi skal mødes med i de næste uger.

Tings Lisbon Logo clear High Res - reduzed

Det to os 3 år at komme igang med 2. fase af vores Tings Projekt. Se huset og følg skabelsen af Tings Lisbon – Klik på billedet

Derfor bliver 2016 et forrygende år

Hvor Tings Tea Lounge i Kathmandu er opstartet og drevet af os alene, er der et lille hold venner bag Tings Lisbon. Venner der – med en enkelt undtagelse – alle har været forbi vores lille Univers i Nepal og derfor kender vores succeshistorier, ved hvad det er vi vil og kan samt hvordan vi arbejder. Så derfor kan det jo ikke være helt forkert – ellers ville de vel ikke involvere sig. Så især den anerkendelse sætter vis tor pris på.

Tings Lisbon er naturligvis et helt konkret tegn på, at der langt om længe er kommet liv i vores Tingsplaner…der er åbenbart årsagen til at vi har skullet være igennem helvedet i Kathmandu.

Dette projekt vil naturligvis betyde en del for vores liv de kommende år. Men det vil også smitte positivt af på alle vores øvrige Tings Aktiviteter… jeg kan næsten ikke vente med at sende vores kommende manager til oplæring i Kathmandu. Og især til at vores boss og partner Dorje kommer til Lissabon og deler ud af sine erfaringer. Mon ikke det er første gang, der kommer erfaringsudveksling fra Nepal til Europa???

Og når vi nu er ved Dorje. Jeg har ikke ord der beskriver hendes talent, potentiale og personlighed. At være vidne til hendes blomstring er som at læse en god bog, der ikke ender – en bog der bare bliver bedre og bedre. Hendes professionelle liv vil med garanti udvikles positivt. Og på et eller andet tidspunkt uden for Tings. Til gengæld ved jeg at hun altid vil være en del af vores liv. Hun er sandsynligvis det nærmeste, vi kommer en datter – det bliver fedt at følge hende i 2016!

Og når vi nu er ved ungerne.

Kasper og Sofie blev gift. Efter flere års samliv fik vi ved 2015’s start den glædelige invitation til deres bryllup. Glædelig fordi beslutningen som sagt er taget efter flere års samliv. Dvs en bekræftelse på at de har det fedt sammen. Brylluppet blev endnu en bekræftelse – at se alle deres venner og samtidigt kende betydningen af venskaber fra vores eget liv giver mig sgu en god følelse. Og at få mulighed for at være sammen med dem (deres venner) engang imellem endnu en gave vi værdsætter. Selvom der ikke er nogen planer mellem os ved jeg at vi får nogle forrygende oplevelser sammen i 2016. Det har vi haft alle de tidligere år…

Kasper og Sofies bryllup var ganske enkelt  fantastisk. Det overgås kun af et andet bryllup. Annettes og mit fra den 10. september 1994.

Og dette bringer mig så til det helt det allervigtigste fra det forgangne år og drivkræften for 2016 og alle de kommende…. Annette min elskede. Hendes styrke og overskud og kærlighed er min redning. Mit fortsæt er (igen) at gøre mig fortjent til hendes kærlighed.

Glæder mig til at sparke røv i 2016

1796434_10153439697383022_3621182237700142606_n

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s