NEPAL EARTHQUAKE – Hjælpeorganisationerne er reduceret til Regeringens marionetdukker.

Vågnede op i går til tilkendegivelser om samlet 6,000 US fra venner og tidligere gæster.

Penge der er på vej til vores konto i Danmark. Penge der skal bruges til hjælp her i Nepal.

Jeg er i princippet modstander af mig selv som rescue involveret i katastrofer som denne. Jeg har ikke ikke en skid forstand på det. Det eneste jeg ved at noget af det allervigtigste er timing… eller hurtig action.

Men efter at have set hele den samlede International Katastrofe Indsats falde fuldstændigt fra hinanden – efter at have bevæget mig rundt i hele Kathmandu og erfaret, hvordan her ser ud bare få kilometer fra os – efter at have hørt de forfærdligste historier, der begyndte at sive ind til vores lille micro univers her på Tings fra David, Michael og Shishir som har begivet sig længere ud – da var jeg begyndt at få second thoughts.

Samtidigt er Tings nu så selvkørende på alle fronter, at vi ikke alene kan servicere alle vores gæster, I skrivende stund kan også tage os af den strøm af gæster, der stadigvæk strømmer til, lave mad ud af huset og huse de lokale ildsjæle, der mangler web og en kop te.

Så jeg befandt mig for første gang siden jordskælvet i en situation, hvor jeg har tid, da Annette tog mig ind på værelset. Vi har alle de her kontanter – hun stod med et par hundrede tusinde NRP i hånden og den kuvert med penge fra gæster, der i hast var tjekket ud for at flyve hjem, havde lagt penge i. Her var der yderligere 27,000 NRP. Men med det jeg havde i hånden, var der omkring 250,000 NRP. Ikke meget hvis man tjekker kursen på nettet. Men i lokal købekraft svarer beløbet til det samme i Danmark – bare i kroner.

Jeg var enig. Det gav ingen mening, at vi havde de penge liggende, når der var brug for hjælp asap. Så vi besluttede os for at bruge dem…

Søndagen efter skælvet blev jeg kontaktet af Brijendra – min gode ven (broder/søn) – ‘Please look at this one’ det var et link til Nepal Rises på Facebook.

Jeg var begravet i problmer af vital karakter og var totalt fed up med Rescue Projecter og gad ikke klikke.

Denne mail poppede up i min erindring mens Annette viftede med pengene.

Jeg snuppede kuverten med gæsternes indsamling samt et bundt med 100 stk 1,000 NRP sedler og hoppede på scooteren og kørte til Patan Dhoka syd for floden. Min første tur i den del af byen.

Der var ingen trafik i den retning. De 500,000 kathmandu borgere der var på vej ud af dalen tog den modsatte vej.

Efter bare 10 minutter befandt jeg mig i kaos. Der var unge drenge og piger over alt. Det virkede som en flok myrer, der knoklede rundt ude retning. Jeg begyndte at få kolde fødder – var det dette virvar jeg var ved at give et beløb,der svarer til 100,000 dkr?

Hey Thomas! Jeg kunne ikke genkende fyren foran mig. Der er så mange, der kender Annette og mig via vores involvering Start Up Weekend Kathmandu, vores Kunstinvolvering, osv, at det er komplet umuligt for os at genkende dem, der altid hilser.

Der kom et splitsekunds stop i tiden. Alle gloede op og smilede og sagde hej. Iblandt dem et par unge vesterlændinge som helt tydeligt undrede sig over den opmærksomhed en gammel ubarberet idiot som jeg fik.

Brijendra kom ud og tog mig under armen og præsenterede mig for et par fyre fra vist nok Google… som sædvanligt med et på rosende kommentarer,der fik mig til at krybe ned i min baglomme af mindreværd. I forhold til den kommandocentral jeg blev hevet ind i, var mine forgående dage på Tings reduceret til ingenting. Det var nærmest pinligt.

Brijendra skulle til at gennemgå den model, der var tegnet ned på det white board vi stod overfor. Jeg behøvede ikke at bruge tid på det. Det var logik for perlehøns.

Princippet var i alt sin enkelthed at benytte sig af de folk, der allerede befandt sig i de ødelagte områder – fra de værst tilredte i de mest utilgængelige egne til de mindre slemme inden for en overskuelig radius – få dem til at indsamle informationer om situationens alvor de enkelte steder, lave en liste over de vigtigste ting de havde akut brug for og indsende det hele via mobiltelefoner, via nettet osv.

Informationerne for disse små 45 distrikter blev samlet i et regne ark i deres kommando central, der herefter uddeligerede opgaver til de få operationelle enheder. Et hold samlede penge og varer, et hold arrangerede transport og et hold sørgede for at distribuere til de forskellige steder.

Alt  kunne bruges – Microer kørte til lokalerne med sække af ris, pakker af presseninger, telte, kasser af medicin osv. Det hele blev registreret i regneark, med informationer om, hvor tingene kom fra og herefter samlet i kontorer, der var omskabt til lagrer. Mindre end to timer senere blev lagrene tømt igen: We have bikes, buses, micros, planes and maybe a helicopter that helps us distributing. They leave every 1:30 minutes.… Brijendra nåede lige at sige de sidste ord inden han forsvandt ind i kaos igen.

Deepa – Brijendras smukke kone stod i døren overfor mig.

Tell me what to do. What do you need.

Det sidste havde jeg ikke behøvet at spørge om. Der kan bruge ALT. Og jeg vidste godt hvad der altid er det største problem i situationer som denne – i sær i et land som Kathmadu. CASH.

Deepa sendte mig ind i et roligere kontor, hvor jeg blev mødt af en fyr jeg genkendte. Jeg gav ham de første 100,000 NRP og bad ham maile mig en liste over de mest nødvendige ting og begav mig tilbage gennem byen til Lazimpat.

Mailen lå på min telefon 15 minutter senere: Paracetamol, Immodium, Salt/Sukker/Vitamin blandinger, Hostesaft, Water purifying, Gazebind, masker, sterile handsker samt lidt flere ting.

Jeg tog op på Teachings Hospital og købte kasser af det hele samt lidt ekstra som en lokal læge forslog jeg fyldte i kasserne. Herefter begav Shishir og jeg os tilbage til Brijendra med vores indkøb.

Vi forlod kontoret igen efter 15 min med en kvittering. Inden jeg gik kastede jeg et blik ind i et af lagerrummende. Sækkene med beaten rice var væk – i stedet stod der kasser med alt muligt andet. Varerne fra i formiddags var allerede væk.

Tilbage på Tings lavede jeg et blog opslag med kontonummer til support, og distribuerede det overalt.

Det var 6,000 usd fra den blog post jeg vågnede op til igår.

 

Jeg vågnede også op til en katastrofe

Rygterne var allerede rundt i byen inden jeg gik i seng aftenen før. Den Nepalesiske Regeringen insisterer på at alle penge skal gå gennem PM’s office.

Regeringen har instrueret alle banker om at holde øje med mistænkelige større beløb og konfiskere dem, hvis der er den mindste mistanke om indsamling.

Jeg troede ikke på det, da jeg hørte det første gang. Jeg var derfor ved at falde ned af stolen da Shishir læste den Nepalesiske pressemeddelelse op for mig over morgenkaffen. Danmark har lige doneret 31 mill DKK til Katastrofen. Hvis de penge skal igennem PMs kontor – hvad de jo skal hvis de skal veksles til gangbar lokal valuta, ikke alene forsvinder beløbet.

Og endnu værre – i løbet af dagen strammede regeringen yderligere op.  Nu vil alle indsamlede materialer blive konfiskeret af regeringen. Tæpper, medicin, mad, vand mm. Dette er ude i pressen her til morgen

Da jeg i går kom forbi med flere kontanter og varer – var Brijendrs frustrationer uoverskuelige. All we need is pilling up at the airport. There are containers everywhere…

Jeg ringede til en god kontakt på UN for at spørge til telte konkret. Vi har en chopper, der skal af sted til det hårdest ramte område, hvor sne og kulde vil slå de overlevende ihjæl, hvis ikke de får læ og varme…. Thomas – its true. Its on the highest level right now We put pressure on the government. Please dont tell anybody. Kilden er naturligvis fortrolig – der er ingen der er tilstrækkeligt huminitarian til as tale.

Jeg troede ikke mine egne øre. I de 6 år vi har levet i Nepal har hele den internatinale Charity Business – Ledet af UN! EU, Red Cross, World Bank og hvad de ellers hedder råbt og skreget om den forestående katastrofe. Ikke nok med det – alle kender korruptionen og bureaukratiet i dette land.

Alligevel står de med bukserne nede og undrer sig, hvad der foregår, mens pengene sandsynligvis fosser ind til de korrupte politiker som guderne skal vi ikke kan organisere noget som helst. Samtidig står Brijendra, og Nayantara i The Yellow House, med en distribution, der skal fyldes til områder, de havde et overblik over dage før de store organisationer fik hul igennem til deres satelitter, der kunne afdække de selv samme område. Da havde de unge entreprenører allerede folk på stedet.

Jeg er imponeret over det jeg har set hos de unge Start Uppers

Det værste er at man hele tiden render undt med tvivlen. Om det er det rigtige man gør. Men hellere gøre noget her og nu end ingenting overhovedet.

Det kan godt være, at det på papiret er det rigtige, at samle alle indbetalinger og produkter i en central enhed og herefter distribuere dem til områderne. Men alle os, der har været her, ved at præcist dette ikke er muligt via regeringens system. Såvidt jeg forstå den bagvedliggende plan i PM modellen er den, at man fra centralt hold sender penge ud til distrikterne. MEN der er ingen steder de kan købe de nødvendige ting. Samtidig er alle de lokale distrikts officerer ikke anstat pga deres kvalifikationer. De har deres positione pga kontakter og/eller forbindelser.Det er rent Gøg og Gokke.

Vi er skrup frustrerede – den eneste måde vi kan få kontanter på, er ved at bruge vores kreditkort. På en god dag giver det os 150,000 NRP. Det er så bedre end ingenting – dem bruger vi så dagen i dag til at omsætte til løsninger, når vi kender dagens vigtigste behov.

I mellemtiden kan vi så håbe på at verden vågner op. Danmark kunne i så fald tage stafetten – det er jo valgkampår så måske en og anden mangle en lille historie til at fremstille ulandsindsatsens fallit. Eventuelt kombineret med kommentarer fra Den Danske Kolonihave i Lazimpat aka Ambassaden. Deres facebook sider adskiller sig markant fra vores virkelighed mindre end 500 meter derfra. Ifølge dem er Kathmandu ved at være norma, hjælpen fosser ind og alle deres gæster er glade….

Det er sikkert bare os der er noget galt med. Jeg har her til morgen inviteret ambassadøren med på en lille tur for at få en specialistst kommentar til de systemer vi forsøger at hjælpe – igen den evindelige tvivl.

 

Thomas

NB

Denne historie har INGEN billeder. De er for triste.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s