… med eller uden gebis?

 

Torsten Hvas - Jydekaffe

Metalsteins FB opdatering umiddelbart inden nærværende historie blev published.

 

Har lige været 3 uger i København

Det er første gang jeg har været her så intensivt, siden jeg forlod byen i 2009. Først 7 dage, inden vi tog 2,5 uge til Lissabon for at fortsætte vores Tings Lisbon projekt. Herefter tilbage igen i 10 dage.

Som altid styrtede jeg rundt fra Herodes til Pilatus. Jeg kan ikke lade være. Når jeg først sætter mig på en cykel, kører den nærmest af sig selv. Sådan har det været, siden jeg blev sat på en tohjulet engang i slutningen af 60’erne. At cykle er ganske enkelt den bedste (eneste?) måde at tage byens puls – og den eneste måde at blive en del af den – på uden stimulanser.

De sidste 10 dage var anderledes end den første uge. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Det skyldes sandsynligvis, at vores break i Lissabon gav mig mulighed for at fordøje de første københavnerdages oplevelser og indtryk på en anden måde end tidligere. Bevidstheden om at skulle tilbage til København gjorde åbenbart en forskel på min opfattelse af besøget. Jeg begyndte at sammenligne byen med Lissabon, og legede med tanken om at genoplive de ting, jeg enten ikke lige nåede eller ikke helt forstod de første dage vi var her. Jeg fordybede mig ganske enkelt mere end jeg plejer…

Umiddelbart inden vi returnerede til Kathmandu, brugte jeg en masse tid på at besvare mails fra tidligere Tings gæster, der spurgte om rejsetips til Kathmandu, Myanmar og Lissabon. Samtidigt blev jeg konstant mindet om Berlin og Hamborg som flere af mine venner valgte som påskeeksil i år. Ikke dårlige valg – vi holder ufatteligt meget af dem begge. Så hele mit hoved har været fyldt med Storbyer og urban life.

Om dette er årsagen eller ej ved jeg ikke. Men denne gang har vi boet på Frederiksberg, Østerbro og NV og derfor cruiset mere rundt i byen end tidligere. Ligegyldigt hvor i byen jeg har færdedes har observeret mere intenst end normalt: Registreret folk, hverdagslivet, miljøet og stemninger generelt. Observationer som jeg naturligvis ikke har kunnet holde min kæft med. Og JA – som flere noterede sig. Det var en sur gammel mand, der på diverse sociale netværk ytrede sig om alt, hvad jeg så, følte og oplevede i København.

Byen er ganske enkelt ikke sig selv. Den mangler LIV og SKÆVHED.

Så sidder der nok én et eller andet sted og tænker: Nu har Tingstrup sgu nok drukket af potten. København er jo fyldt med folk over alt.

ENIG!

Men sagen er: Det er ikke nødvendigvis mængden af folk, der skaber en by.

Hvis du ikke forstår hvad jeg mener – så hør lige engang…. for 3 uger siden sad vi på Cafe Do Monte i Graca i Lissabon. Vores lokale svar på Byens Kro (we’re going very local).

Vi omgås andre journalister og mennesker med samme løn og syn på tilværelsen. Vores børn er venner og går i skole sammen, vi går til de samme arrangementer, vi bor de samme steder, vi liker hinandens Facebook-opdateringer og er koblet sammen på LinkedIn.
Susanne Sayers. Journalisten 18. marts 2015

Selvom Kasper flere gange har nævnt det for mig – at København ikke eksisterer længere eller at du skal til NV for at fornemme noget autentisk – var det som så ofte før Susanne Sayers, der satte ord på de tanker, der i ugevis havde forvirret min oplevelse af min elskede by.

Susannes indlæg i Journalisten omkring meningsdannelsen i Danmark – om problemerne ved at dem, der har noget at skulle have sagt og mulighed for at sige det, alle bor og arbejder i København.

Stort set alt hvad der kommer på underholdnings- og meningsfronten stammer fra den mediemasse Susanne selv er en del af. De kommer godt nok kommer fra alle dele af landet, men får al input fra en uvirkelig virkelighed skabt af dem selv: De ikke alene befinder sig i de samme professionelle kredse, Deres børn går i samme skoler, de bor i de samme dele af byen, går på de samme restauranter, læser de samme bøger og skriver om de samme ting til hinanden. Altsammen noget de kommunikerer gennem de brede landsdækkende medier, de selv arbejder med og for, til resten af landet, der ender med at tro, at den virkelighed der skildres, er virkelig.

Monte_54_990x660_201406010103

Det var disse tanker, der rodede rundt i mit hoved den eftermiddag jeg sad på Cafe Do Monte. Som så mange andre hjørnecafeer i Lissabon ligger den ene facade i stuplan med gaden til den ene side, mens man føler at man sidder i en høj kælder til den anden side. Lissabon er som bekendt lige så bakket som Rom, Istanbul eller San Fransisco.

Jeg sad i det hjørne hvor kælderen var dybest og kunne derfor kun se de forbipasserendes ben.

Sjovt så bonderøvsagtige alle ser ud, slog det mig, hvorefter jeg kiggede mig omkring blandt alle gæsterne i den totalt propped cafe.

Jeg havde bildt mig selv ind at Cafe do Monte var en Urban & arty farty joint a la Byens Kro. Men efter at have kigget den efter i sømmene – for første gang i de 4 måneder vi har frekventeret stedet – viste den sig at være helt anderledes. Jeg var omringet af unge, ældre og gamle lokale par, der sad og nød deres kaffe eller frokost.Flere af dem var med garanti arbejdsløse, der var et par business typer, de sædvanlige turister, lokale handlende, der lige skulle have et break og en avec, mødrene med deres unger og venner til barpersonalet, der bruger cafeen som deres dagligstue. Det publikum, jeg havde bildt mig selv ind, var der natuligvis også: De kreative, mediefolkene, de studerende, dem, der selvsikkert kommunikerer på Engelsk om kreative fag – og de tilsvarende typer, som mit krukkede Urban Filter åbenbart havde sorteret frem til mig, efter at have skubbet alle de andre i baggrunden.

Siden den eftermiddag har jeg set på Lissabon med helt andre øjne. Jep – byen er super Happening – og på flere områder mere spændende end Berlin og Hamborg, som i mange år har været vores darlings. Men den er samtidigt lokal på sådan lidt Erik Clausen-agtig måde.

Og det er præcist det, der adskiller Lissabon fra København. Blandingen af folk – eller tilstedeværelsen af ‘rigtige’ lokale.

Dem finder man ikke i København længere. Og det er trist. Og hvad der er endnu mere trist – der er ingen, der lægger mærker til det, før man har passeret the point of no return. Og da er det for sent.

De eneste ‘ægte’ mennesker – dem der ikke er klicheer – fandt jeg på Freddys. Og nej – det er ikke ‘kun’ bumser, der frekventerer denne lille lokale bar. Her er også ‘normale’ Københavnere, som jeg selv, jakkesæt der skal have et reality check, inden de tager hjem, og lokale handlende der lige kigger forbi til en smøg og en pils.

Thats it!

Og det er ikke fordi, jeg ikke var andre steder. Det var jeg – og det var ikke sjovt. Restaurant Klubben står med garanti i Jydernes udgave af Lonely Planet Copenhagen. Cafe Jernstangen blev afurbaniseret for flere år siden, det mest populære læsestof på Stærkodder er Lonely Planet (jeg formoder at Høvlen stadigvæk er normal), Sebastopol aka Den Jyske Ambassade taler for sig selv og Nemoland er blevet til Christianias svar på Dyrehavsbakken…

dukkepoul1

København er ikke den samme by, som den jeg er født og opvokset i

København er ganske enkelt blevet overtaget af fremmede, der sandsynligvis bor i de lejligeder, som forældrekøbsordninger har tømt for urkøbenhavnere, der nu er fortrængt til Guderne skal vide hvor.

De fremmede har herefter ryddet op i deres nye kvarterer. Først fjernede de junkierne (og alle de andre skæve eksistenser der ikke klæder deres medbragte Emmerys. Herefter fjernede de fjernet alle pensionisterne og alle de andre og alt det andet, som strittede en smuleHerefter har de udskiftet hele lortet med sortklædte skæg iklædt firkantede briller, og grimme e-smøger viftende i hånden – mens de bekræfter hinanden i, hvor fantastisk den øl, de drikker, er. Ikke fordi øllen smager godt – den er bare anderledes, og så er det åbenbart det, man drikker til sin pulled pork (der er lige så sur som øllen), mens man enten diskuterer, hvor tragisk det er, at DR hopper med på X-Factor vognen, eller statusopdaterer diverse sociale netværk med the new place to be: Kødbyens nye madmarked, der serverer koldskål til den lille sult og Moritz Pilsner fra Barcelona (hvor kom den øl lige fra?).

I Ebeltoft boede jeg alment blandt enlige forældre, kontanthjælpsmodtagere, pensionister og flygtninge. I ungernes skoler var der børn af håndværkere, kasseassistenter, læger, gartnere, undervisere, glaspustere, tamilske pizzabagere, landmænd, advokater og afghanske automekanikere. I judoklubben var billedet det samme – et broget udsnit af den danske befolkning.
Susanne Sayers. Journalisten 18. marts 2015

Og hvad er så lige problemet?

Problemet er, at alle er ens. Dette fravær af virkelige og anderledes folk betyder manglende konfrontationer. De situationer, hvor man pludseligt stopper op og tænker: Hov, hvem er det? Hvorfor gør han det, er der noget galt – eller det er da spændende! De situationer eksisterer ikke længere.

Vil du have den med eller uden tænder? var der engang en brandert der spurgte mig på en bar på Vesterbro. Det tandløse skæve smil foran mig ville give mig et blow job under bordet for en Elefant – med eller uden gebis?.

Hvis du har prøvet at ryge hash dagligt gennem en længere periode, kender du med garanti den tilstand af ligegyldighed – eller ligegladhed – der omklamrer en. Som om der er vaseline på ens linse. Det var den fornemmelse jeg befandt mig i, da jeg fik tilbuddet. Det skar sig påtrængende igennem den bobbel jeg befandt mig i. WTF? Dette er ikke rigtigt? Hun må da tage pis på mig? Er der ikke en, der kan knibe mig i armen? 

Den skæve og tandløse eksistens foran mig konfronterede mig med en helt anden virkelighed, end den jeg ellers befandt mig i…. jeg fik et tiltrængt reality check og vågnede brat op af min ‘døs’. Jeg skulle fandme ikke have noget blow job!

København er blevet for pæn.

Nu jeg tænker efter har den vist været det længe. Den må have været det, da vores Tibetanske ven besøgte byen for 5 år siden. Are the Danes not happy? Nobody smiles? var det første han sagde, da vi overfaldt ham med spørgsmål om hans oplevelse. Det er først nu forstår jeg, hvad han mente.

Den omtalte bar eksisterer stadigvæk – men der er ingen, der bærer gebis. Ikke lige der. Der er i det hele taget ikke længere nogen, der udfordrer ens comfort zone med skræmmende blow jobs og andet uventet.

Hvis jeg havde vist det dengang, skulle jeg måske have sagt ja tak. Tilbuddet får jeg med garanti aldrig igen.

Ikke i København. Her er nemlig ikke andet end skæg, hat og briller, dyrt ligegyldigt brød, ditto kaffe samt øl der får brygger Jacobsen til at rotere i sin grav.

Masser af kærlighed fra Tings i Kathmandu.

Thomas

København er en by for en bedrevidende, indspist, selvbestaltet elite, der ligner hinanden. Det gælder i høj grad også de mediefolk, der bor der.
Journalist Christian Frederiksen, Journalisten

 

CODA – København er Europas fedeste travel destination!

Bare rolig. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ovennævnte udgydelser er kun noget, os urkøbenhavnere lægger mærke til – problemet er 100% pseudo. Danskerne er blandt verdens lykkeligste. Det kan man læse i indtil flere OECD statikker

Turister må ganske enkelt falde på røven over København på en helt almindelig dag med sol og varme og en masse lykkelige og harmløse Københavnere.

På en af mine mange cykelture havde jeg mine professionelle briller på.

Her må jeg stolt indrømme, at der efter min bedste overbevisning ikke eksisterer en by i Europa, der har det samme at tilbyde som København.

Madscenen blomstrer som aldrig før – på alle fronter. Michelin stjernerne i den ene ende af skalaen, efterfulgt af en bred vifte af kvalitets restauranter i mid price segmentet, og DIY kvalitets picnic mulighederne i den anden ende. Papirøen tog os med bukserne nede… det samme gjorde Boserup’s Juicy Burger. Karmaman var vores dagligstue og Gammel Mønt stod for traditionel kullinarisk tryghed. 

Musikscenen overgås kun af London – det gælder alle genrer, men især jazzen. Jeg retter ryggen af stolthed ved tanken om, at Jazzhouse, Montmartre og The Standard ligger mindre end 10 minnutters gang fra hinanden, med indtil flere jazz cafeer imellem. Det finder man ikke i andre byer…

Læg hertil kunst scenen, teater scenen og moden – altsammen i gå afstand! Og er man til en dukkert, kan man bare hoppe i havnen – Eller, hvis det er for grænseoverskridende, snuppe metroen til Amager Strand eller Bellevue…

Sidst – men langt fra mindst – infrastrukturen fungerer. Det kan godt være, at alle Jer, der bor i byen, ikke lige lægger mærke til det. Men det gør alle os, der kommer fra dele af verden, hvor vand, el og internet ikke er hver-mands-eje. Byen fungerer.

Min store fornøjelse – og tidsadspredelse – var at compilere vores musik til Tings Tea Lounge i Kathmandu inspireret af København. Hver gang jeg havde ti minutter (på gaden, cafeen, i toget eller i taxaen) gik jeg på Soundcloud og fandt tracks. 100 er det blevet til – dem har jeg samlet i playlisten Copenhagen Compilation – spring 2015.

Klik på billedet og nyd det.

 

Tingstrup

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s