Vi fik hul igennem: ReConceptions #13

Reality Check: Hvis jeg skal være 100 % ærlig så er virkeligheden ret tåget for tiden. Eller sagt på en anden måde – hvis vores seneste uge er vores virkelighed, så er jeg ikke helt klar over om det er noget jeg synes om.

Det samme er med garanti tilfældet for Annette.

20141023_112010

Vores virkelighed de seneste dage – altså det der er (eller burde være) det liv vi i sin tid forlod Danmark for at leve, har været et surrealistisk kaleidoskop af problemer og opgaver – en del selvforskyldte og en del from out out of the blue. I går hoppede vi århundrede år tilbage i tiden da vi inviterede Laxmi indenfor i forbindelse med den årlige Tihar festival – en festival vi har lært at holde rigtigt meget af. Så allerede tidligt om morgenen tog vi til Asan for at købe ind.

Grunden til at jeg fremhæver især denne begivenhed er at den ligesom markerer kulminationen af den seneste uges underlige opgaver – opgaver som de fleste sandsynligvis vil finde temmelig bizarre men som faktisk er vores virkelighed:

Vores problembarn Rajkhumar som forsvandt for 3 måneder siden dukkede op på Civil Hospital forleden – ham har vi brugt en del tid på. En trist ting at arbejde med og en grel modsætning til den tid vi har brugt på Bijay. // Bijay drømmer stadigvæk om at få familien til Kakani. Så her har vi brugt tid på at tage ud og se hans hus for bedre at kunne vurdere mulighederne for at lave et Tings Homestay + afledte forretninger // Læg hertil planlægningen af vores catering til Den Danske Ambassade hvor 150 gæster skal have lidt af vores eksotiske world food som vi til lejligheden pimper up med Rillette de Wild Boa og Confit de Chicken – Tings vinterklassikere som skal støves af så de bliver klar til vores vinter menu – en vigtig opgave som vi (mest Annette) bruger anledningen til at opdatere // Og så er der papirarbejdet med Dorjes medejerskab af Tings // Annettes Tings Ting kollektioner der skal være færdige, så de kan komme med til København (vi rejser i morgen) og som sædvanen tro befinder sig i det uvisse på de forskellige værksteder rundt om i Kathmamdu // Læg hertil møder med unge håbefulde studerende, der tropper op med deres spørgeskemaer og vil have research til deres speciale om Hotel Management i Nepal // nye madrasser og puder til loungen (som naturligvis ikke blev som de skulle – men som er fede at sidde i) // venner der kommer forbi for at lette deres hjerter for problemer som eksempelvis Walter der brugt lejligheden og vores hurtige internet til at sidde og ordne sine forretninger på vores terrasse – to timer stive timer sad han og talte med forsikringsselskaber og ambassader om dead bodies, coffins og repatriations. PÅ GYSER ENGELSK MED PRØJSER TYSKT accent mens gæsterne tjekkede ind omkring ham. Gu ve hva de tænker – de kan jo ikke vide at han er den lokale bedemand, der er er ekstremt arbejdsramt pga de triste dødsfald ved Annapurne forleden…

Dette er bare få af de ting der har krydret vores seneste dage – dem der lige er dukket op. Hertil kommer så vores lille Electronica/Jazz Festival som ikke alene har befundet sig i sin sidste fase – men som samtidigt knopskyder med nye elementer… naturligvis ting jeg selv ivrigt involverer mig i.

Dette bliver min næstsidste post om ReConceptions.

Modsat de tidligere er det ikke lysten der driver udarbejdelsen af denne post. Jeg er udkørt i en grad jeg ikke har prøvet længe.

Men listen over historier og elementer fra de seneste dage bliver længere og længere. Og da jeg alligevel bruger en masse tid på at tænke dem igennem mens jeg ligger og forsøger at sove videre, kan jeg ligeså godt sætte mig til tasterne og nedskrive dem stille og roligt samt uploade billeder, lyd og videos fra de seneste dage etc. Dem har der nemlig været en del af.

I morgen flyver vi til Istanbul – her har jeg tænkt mig at lave en mere akademisk status på projektet baseret på mine mange noter samt forhåbentligt input fra vores evalueringsmøde idag klokken 11.

Hvis jeg skal komme med en overskrift over denne uge, er der kun en der falder mig ind. Gennembrud.

Folk har fundet ud af hvad det er vi vil – at åbne folks øjne for Electronica scenen med en række live arrangementer hvor temaet er Jazz – i alle dens afskygninger.

Jeg fik fornemmelsen af, at vi var på rette vej under koncerten med Like a BeastBase Camp forleden. Dette skete faktisk inden musikken startede. Den lille gruppe expat/ambassade jakkesæt (de er lette at genkende fordi de hverken har smag eller stil – kun råd) der sad ved bordet ved siden af os følte sig tydeligt malplaceret. Da folk begyndte at komme – lokale og frivillige internationale rejste de sig og forlod teltet. Her blev jeg for første gang klar over at vi havde fat.

Anden gange skete et par timer senere da musikken var forbi (forrygende koncert btw). Det franske band der var på Jazzmandus program begyndte at jamme med musikerne fra ReConceptions… et tegn på musikken krydser grænser.

Open Table – Jordane og Gianni forandrede Lazimpat mens regnen væltede ned.

Selv vores Open Table temas nåede momenter af uendelig skønhed. Midt under monsunregnen forleden troppede Jordane Hzh op med sin computer og begyndte at spille. Et par minutter senere joinede Gianni med sin helt forrygende. I to timer bragede de fedeste grooves og rytmer ud over Lazimpat… til glæde for de folk der var mødt op og gemte sig under halvtaget samt naboen Search For Common Grounds hvor et par af vores stamgæster sendte takke sms.

Da musikken var på sit højeste mærked jeg forløsningen. Nu var den der! Nu var vi i gang.

Finalen House of Music.

Modsat den første uge har alle den forgangne uges koncerter været velbesøgt. Men det publikumsmæssige gennembrud kom efter min mening ved afslutningskoncerten forleden på House of Music.

Ikke så meget fordi der var mange mennesker – mere fordi det var de rigtige der var mødt op. De nysgerrige, Electronica elskerne, Jazz elskerne samt flere vigtige potentielle partnere for kommende ReConceptions projekter: Lokale venues, journalister og ikke mindst fede unge frustrerede kreative indenfor beslægtede discipliner: Filmfolk, skribenter, reklame osv.


Men det der bekræftede mig i at vi har fat i et eller andet var den uforbeholdne respect vi fik. This is what we need, call me, can I come by and join, please say hallo to my friends, Thomas is the one who runs Art&Tings and now ReConceptions og lignende tilkendegivelser fløj omkring os. Uden at det skal misforstås var det faktisk – mens det stod på – lidt irriterende da musikken var helt forrygenden og den jeg og Annette var kommet for.

Den efterfølgende 25 minutes-count-down-jam-session bliver noget man vil tale om fremover – det er den bedste musikalske oplevelse jeg har haft i mine snart 6 år i Kathmandu. Sad but true.

Miles Art. By Sadhu X. A One-Day-ReConceptions-Pop-Up-Art-Exhibition.

Som jeg vist har nævnt i en tidligere post er det geniale ved Electronica genrens afstikkere inden for stort set alle kreative brancher. Den er ganske enkelt limen der connecter mode, film, fashion, food etc.

Derfor kunne jeg ikke sige nej da vores darling og forvirrede supertalent Aditya – aka SadhuX – spurgte om vi ikke skulle lave en hurtig kunstudstilling på Tings.

Naturligvis skulle vi da det – vi blev enige om at lave stencil portrætter – og kun fokusere på Miles.

Som altid ved den slags spontane beslutninger præger energien resultatet – værkerne blev helt forrygende.. Den ene dag udstillingen hængte på Tings forandrede den vores lounge fuldstændigt. Og vores stamgæst Catherine blev Aditya’s første kunde.

I går hængte vi Miles Udstillingen op sammen med andre af Adityas væker på City Museum Underrated Urban Myths – som udstillingen hedder.

Dette markerede så den uigenkaldeligt sidste aktivitet under ReConceptions Of Jazz #14.

Adytia City Museum

 

I dag har vi som bekendt evalueringsmøde, herefter skal økonomien lukkes og endeligt skal jeg forberede et par opfølgende og en enkelt afsluttende historie på Reconceptions.com samt en enkelt ReConceptions evaluering på nærværende blog.

De bliver lavet fra Istanbul/Lisbon/København.

Thomas

 

En gang i mellem er det svært at forstå al den ballade man til tider befinder sig – at ting man laver for sjov, faktisk ikke er spor sjovt.

Men så pludseligt får man en tegn der viser at det hele er besværet værd. Som eksempelvis forleden da en af publikummerne pludseligt overtog Gianni’s sax michrophone og begyndte at ‘scratsche’

Det var MAGISK

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s