Hvordan kan man føle sig så glad og samtidigt så trist på samme tid?

Efter snart 6 år i Kathmandu kan jeg efterhånden godt høre den lokale musik.

Jeg forstår efterhånden nogenlunde, hvorfor noget hitter, og noget ikke gør det. Så tro mig – Pal Pal med Sonna Amatya and Madan Krishna Shrestha er et tonse hit.

Cheesy pop JA – men velproduceret og med et kvæd, der hænger fast efter første gennemlytning.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle poste romantisk pop på disse sider!

Men pludseligt føler jeg en ufattelig trang til at gøre det. Sagen er, at den – udover at være en sød lille anekdote her i vores Nepalesiske hverdag – repræsenterer en del af vores liv, som jeg først inden for de seneste år for alvor er begyndt at sætte pris på. Og især efter i går – det vender jeg lige tilbage til. Først et lille indblik i den lokale kultur.

Noget af det første man som vesterlænding lægger mærke til, når man kommer til Nepal første gang, er nepalesernes familie relationer.

De fleste joker med, at receptionisten i ens hotel lige har en bror, der tilfældigvis sælger de pashminaer, man ikke kan forlade landet uden. Og Gud hjælpe mig om receptionisten ikke også har en bror, der sælger busbilletterne til Pokhara.

Men nej – det er ikke en joke. Og ja – det ser mystisk ud, hvis man er så heldig at se de 3 brødre samtidigt. De er sandsynligvis forskellige og har sikkert samme alder.

Endnu sjovere bliver det, hvis man bliver præsenteret for forældrene – den mor man bliver præsenteret for om mandagen kan sagtens være en helt anden to dage efter.

Alle her i Nepal har flere familier. Man har en ‘blood brother’, man hare en cousin brother og så kan man have indtil flere best-friends-brothers.

Hvordan man helt præcist kommer til at tilhøre sidstnævnte kategori, kan jeg ikke forklare.

Men Annette og jeg tilhører denne kategori.

Pravina – eller Sonna – er vores nepalesiske datter

Nej – dette er ikke nogen joke! Og Gud nåde den der laver sjov med dette. Det har jeg prøvet – og det skulle jeg ikke have gjort.

For et par år siden kører vi en tur med vores gode ven gennem på det tidspunkt mere en to år. Af en eller anden grund falder snakken på alder. Noget hverken Annette eller jeg normalt tænker på. Men alder er altså engang imellem et issue, når man befinder sig i et land, hvor gennemsnitsalderen er surrealistisk lav, og livsbetingelserne for de fleste er groteske. Nepalesere over 50 er oldsager – og behandles som sådanne. Alder omgås med respekt – med ritualer og rutiner, der i nogle kredse er nærmest middelalderlige. Der er ganske enkelt ting, man ikke gør i selskab med folk, der er ældre end en selv – alene på grund af respekt.

Og så er der alle de ting, man aldrig kunne finde på at gøre, alene fordi sådan er gamle bare ikke – som eksempelvis alt det Annette og jeg og alle vores vesterlandske venner gør. Går til koncerter, går på klubber, hænger ud på cafeer, taler med om ny musik, mode, medier etc.

Vi tænker som sagt overhovedet ikke på dette. Og det gør vores venner heller ikke – selvom de naturligvis ved, at vi er ældre end dem. Og ofte meget ældre.

Under vores køretur falder snakken på mad – og herfra er der ikke langt til at tale om Kasper som jo er kok. Da vores ven spørger til hans alder og finder ud af, at de er jævnaldrende og herefter udbryder: Jamen så kan I være mine forældre! knækker jeg sammen af grin.

Og det skulle jeg ikke have gjort.

Vennen var Pravina – og hun mente det helt alvorlig. Så alvorligt at min letsindige latter både fornærmede og sårede hende. Hun blev først glad igen, da vi forklarede hende, hvor underligt dette er er for folk som os, der kommer fra en kultur, hvor familien i mange tilfælde er bedst i en ramme på væggen. En kultur hvor man bestemt ikke bliver familierelateret bare sådan uden videre.

Så nu har vi ikke alene en datter – vi har også hendes familie, som har accepteret det hele, hvor underligt dette end måtte lyde.

I går blev jeg mindet om hvor lidt fedt det er at være Dansker.

Og hvorfor skriver så alt dette pladder.

Det gør jeg fordi Pravina’s uforbeholdne invitation til at blive en del af ikke bare den nepalesisk kultur, men en del af hendes familie – uden egentligt at have gjort andet end bare at være os selv – står i så skærende kontrast til det danskerne åbenbart står for i dag. Noget jeg for alvor blev klar over i går, da nedennævnte artikel fra Washington Post klikkede ind på skærmen – samtidigt med at jeg postede den nye HD version af Pravina’s Pal, Pal på Tings hjemmeside/blog (nogle af scenerne er optaget på Tings).

 

WELCOMING FOREIGNERS

Klik på billedet hvis du vil læse hele artiklen.

Jeg skammer mig engang i mellem over at være dansker.

Tjek lige kortet nedenfor ud. Det lille men meget røde land – ud for den lille gule pil er sgu ikke et kønt syn. Og bliver det ved går det galt!

Så hav gerne denne lille løftede pegefinger i baghovedet når du lytter til Pravinas’ forrrygende pop sang.

Cheesy JA – men ærlig og velmenende fra et overstrømmende nepalesisk hjerte vi holder uendeligt meget af.

Danmark burde skamme sig

 
Kender du en af de mørkerøde, så mind venligst pågældende om, at på et eller andet tidspunkt – snart – kommer al udvikling fra det mørke afrika med sorte negere, der sandsynligvis spiser underligt mad, siger underlige lyde og dufter sært. Så måske man ud fra rent egoistiske grunde skulle åbne sine arme (og hjerte) en smule og sætte sig ind i, at disse forskelligheder faktisk er fremtiden.

Det var bare det jeg lige ville sige her fra Tings Roof Top denne forrygende morgen her i Kathmandu.

Og huske lige at klik på SUBSCRIBE nå du lytter til videoen – det betyder meget for holdet bag hittet.

Thomas

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s