Street Art med livskvalitet i Kathmandus slum.

WELCOME

I går havde jeg en af de største personlige kunstoplevelser i de 5 år jeg har været her i Kathmandu.

Til de af Jer der ikke kender til kulturudbuddet i Kathmandu – SÅ ER DETTE STORT! Der sker nemlig ikke så forfærdeligt meget her. I hvert tilfælde ikke noget der er interessant, hvis man bare er en lille smule kunstinteresseret.

WRONG!

Der sker en masse – men for de flestes projekter og events vedkommende er kvaliteten så ringe at projektet kun er muligt på grund af de støttepenge der næsten altid er dets eneste økonomiske fundament. Det meste der sker er så ide- og talentforladt at det aldrig ville se dagens lys andre steder i verden – derfor tæller det ikke med.

Gårsdagens oplevelse kom fra en helt uventet kant. Og det blev den ikke mindre af.

Jeg var på vej til Alliance Fracaise for at se primært Adytia og Shradda’s bidrag til Rootdown Festival der åbner på Fredag. Alliance Francaise ligger i Teku der er en de kedeligste bydele i Kathmandu og derfor et sted man mentalt skal forberede sig til inden man tager afsted. Så jeg sad og småsludrede med Sneha inden jeg tog en taxa.

På vejen ud af Tings Gate udbryder Sneha:

OH!!! Then you MUST see Outsiders Krew’s pieces in the slum in Bainsighat – we did it together.

Sneha var forbi til frokost for at tale om den kommende åbning af Nepal Children’s Art Museum som vi hjælper hende med. Og så skulle hun vist også tale med Annette om deres kommende Art Pashminaer – Imagine er nemlig den 3 kunstner efter Christian Lemmerz og Yann Chatelin, der får udgivet et stykke Kashmere Kunst. Men det er en anden historie…

Outsiders Krew består af to unge franskmænd street artisten Seb Toussaint og fotografen Spag. Jeg kendte dem udemærket – de har boet flere uger på The Loft – den lille hule under NCAM’s tag – og har hængt ud her på Tings. Og jeg vidste udemærket godt at de var her for at lave kunst. Men af uvisse årsager forbandt jeg dem hverken med Outsiders Krew eller Slum Kunst.

 

CHANGE

SLUM KUNST var præcis det jeg fik smask i fjæset i går.

Mindre end 2 minutter fra Alliance Francaise’s port – og mindre end 100 meter fra Bagmathi’s stinkende breder ligger Bainsighat en af Kathmandus utallige slum settelments. Det er her Outsider Krew har huseret i en lille måneds tid og her de 20 walls som Sneha nævnte skulle befinde sig.

Hun kunne nu godt have hypet det lidt mere, så jeg var bedre forberedt på det det syn der åbenbarede sig for mig da jeg kom ud af swinget fra Alliance Francaise.

JEP! Der var en mur med Street Kunst, og der var een til, og een til…

Og det var ikke bare kunst. Det var noget så sjældent som imødekommende kunst. WELCOME skreg en af de smukke mure og sugede mig ind i den slummens kringelkroge af gader – fra hus til hus. Kunst der fik denne lille stinkende enklave til at blomstre op i en farve kakafoni INGEN forventer på de kanter.

Jeg bevægede mig rundt med min Samsung for øjet og skød billeder og ænsede intet omkring mig – jeg forstår nu udemærket de professionelle fotografer, der fortæller at deres linse afskærer dem for virkeligheden omkring dem – at deres virkelighed er den de opfatter gennem deres linse. Sådan havde jeg det nemlig også.

 

Bainsighat er meget lille – måske bare en halv fodboldbane.

Alligevel tog det mig mere end 30 minutter at gå det igennem og fotografere. Det føltes som 5.

Det var først da jeg begyndte at se motiverne for anden gang, det gik op for mig, at jeg befandt mig midt i folks køkkener, ‘dagligstuer’ eller hvad deres usle rum ellers bliver brugt til. Jeg havde hverken ænset dette eller de folk omkring mig der vaskede sig, lavede mad, sniffede lim, sked, vaskede tøj eller bare hang ud.

Til gengæld så jeg noget jeg ikke har set før i de år vi har levet i Kathmandu. Ansigter der var hulled af smil og strålede af øjnenes glimt!!

Glimt af stolthed! Stolthed over at have noget skønhed at vise frem – noget som åbenbart tiltrækker en Hvid Mands opmærksomhed, der ikke har at gøre med den evindelige medlidehed og afsky, som de ellers altid bliver mødt med, når en vesterlænding forvilder sig ned på disse kanter.

Der var også et andet glimt. Af ligeværdighed – ligeværdighed over at befinde sig i samme interessesfære som mig. Jeg var nemlig ligeglad med deres badeforhold, interesserede mig ikke for deres usle rum og jeg gemte mig ikke bag det sædvanlige parfumerede tørklæde, som normalt tager toppen af den værste stank.

Jeg var der på grund af den kunst der omgav dem. Kunst som de åbenbart havde holdninger til – hvilket iøvrigt også var en overraskelse. Normalt er kunst af den slags noget som Hvid Mand kommer og prakker folk på og går igen.

Men folk her havde helt klart følelser involveret i kunsten – og det var herligt at opleve.

Jeg kunne desværre kun blive der en lille halv times tid.

Jeg skulle videre og se de værker som Adytia og de andre havde gang i på Alliance Francaise.

En virkelig dårlig ide!

For oplevelsen med Bainsighat’s street art mindre end 5 minutter fra Alliance Francaise velfungerende og trygge rammer var en skærende kontrast til det, der nu mødte mig.

De forskellige værker vil blive ok når Rootdown Festivalen åbner på fredag. Og der er sikkert også et enkelt eller to der er deciderede smukke. Men deres relevans fortoner sig i det uvisse.

HVORFOR? runger det overalt!

Alle murene er på den forkerte side af Alliance Francaise gate – den side der lukker alle uvedkommende ude. Det har intet med street at gøre. Der er max tale om Gavl Kunst!

TRIST!

Men det værste var dog at se den ligegyldighed der omgav Adytia og de andre kunstnere der var travlt beskæftiget med at færdiggøre deres værker.

Da jeg trådte ind gennem gaten gik jeg nærmest ind i vores gode ven Prakash arme. Han stod sammen med en masse venner. Eller medstuderende. For de var der alle for at forbedre deres franske sprogkundskaber, der skal kvalificere dem til det visa der giver dem adgang til EU’s hellige haller.

De gloede dumt på mig da jeg begejstret slog ud med armene og udbrød: Look at Adytia’s wall isn’t it fantastic!

Om jeg havde røget hash?

De anede ganske enkelt ikke at der blev lavet kunst omkring dem. Og da de blev klar over det, forstod de det ikke.

WRONG!

Det ragede dem en høstblomst. Hvilket Rootdown Festivalen også gjorde – den havde de ikke hørt om selvom hele Alliance Francais var overplastret med plakater for fredagens begivenhed. Prakash’s og hans venners eneste interesse er det visa der får dem ud af Nepal.

Mindre end 10 minutter tidligere var jeg blandt de fattigste af de fattige, der er lænket til al den lort der omgiver dem og hvor lim eller en båre er deres eneste mulighed for at slippe væk. Her havde kunsten forandret deres live – i det mindste et par måneder indtil monsonen har taget fat.

Nu stod jeg med en masse nepalesisk rich kids omgivet af kunst som ender med kun tjene et eneste formål. At pynte Alliance Francaise’ kedelige grund for en lille gruppe ansatte. Der en nemlig ingen andre der kommer til at se murene – bortset altså fra de fransk studerende – og de er her slet ikke. De er mentalt set på vej til Europa.

 

Slide_Urban-festival1

Kontrasten var rystende.

Og den blev ikke mindre ved tanken om de summer Frankrig har postet i projektet. Endnu et velmende – men fuldstændigt ligegyldigt Europæisk kulturprojekt udtænkt bag et tilfældigt skrivebord.

Da jeg var tilbage på Tings og googlede Ousiders Krew forstod jeg hvorfor beboerne i slummen var så engagerede.

De 20 walls som omgiver dem er nemlig alle temaer de selv har fostret. Inden Outsider Krew gik i gang med noget som helst hang de nemlig ud i området og kom så tæt på folk at de åbnede op. Welcome, Change Namaste, Compassion og alle de andre ord der præger murene er alle sammen ord og begreber, der spiller en central rolle i deres eksistens. De ORD er deres beskedne MEN essentielle bidrag til SHARE THE WORD  –  uden de ORD ingen forankring og uden forankring ingen relevans.

Det er præcis det der gør forskellen mellem kunsten her og den kunst der var under udarbejdelse bag porten mindre end 100 meter væk. SHARE THE WORD her er nelig solidt forankret i det miljø kunsten er en del af mens Rootdown Festivalen – der ingen forankring har overhovedet –  ender med at blive en flygtig Poster & Facebook Event med ord fra den ene expat til den anden.

20140520_173013

Jamen hvad med den flotte mur som Mr. French Artist efterlader?

Tja… hvad skal jeg sige?

Hans værk kan vel næppe betragtes som andet end kæmpe sædklat – resultatet af hans pikspilleri for de franske skatteyderes penge.

Godt for ham – men synd for Adytia og de andre som lader sig lokke ind i det cirkus. Deres kunst er for god til ikke at have et større publikum. Og jeg kenders deres holdninger – de vil hellere være ude blandt folk. I stedet bruger de nu en masse tid og energi på et ligegyldigt projekt i stedet for at fokusere på deres egen kunst, deres talent og deres fremtid.

Håber at de i det mindste scorer kassen..

CODA

Jeg befinder mig energimæssigt i et tomrum som jeg faktisk troede var en depression. Det er det ikke. Gårsdagens oplevelse har sat den korrekte label på min tilstand: Frustration.

De helt fantastiske oplevelser vi har oplevet her i Kathmandu overskygges af alle de ligegyldige og formålsløse projekter, der bruges en masse velmenende energi på og ikke mindst ufatteligt mange penge. TIL INGEN VERDENS NYTTE..

Og det er frustrerende.

3 thoughts on “Street Art med livskvalitet i Kathmandus slum.

    • I’m confused… I LOVE the art, I LOVE the artists and I LOVE the event!

      I love it so much that we have bought art from some of the artists and are willing to invest in future exhibitions if they want. Obviously that’s waste of our time and money – according to an expert🙂

      Aditya’s and Shradda’s works at AF are some of the best I’ve seen from their hands.

      My post above is about the VENUE – it’s a waste of good art to show it behind AF’s gate in the far end of town. The art is so good it deserves a venue like Durbar Square, Durbar Marg etc.

      One thing – I don’t claim to be a specialist in art and culture. The good thing about Art & Culture is that you don’t need to be a expert to have an opinion.

      Actually – the big problem with this country is that NOBODY speaks out. If I had known that the ArtLab artists worked for free I would have SHOUTED IT OUT EVERYWHERE. That’s a disgrace and a humiliation they AND THEIR ART do not deserve.

      THIS IS TOO STUPID… – this blog is in DANISH and about my life in this part of the world. I have my own way of writing – a way Google Translate can’t figure out. If it could you would have known what the issue is about. And if you have followed my other blogs, tweets, LinkedIn etc you will know how I love the art and how I’ve promoted the event.

      Looking forward to seeing the art today.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s