Prasad Project – ‘A manifestation of a Generation’ eller ArtBranding?

September stod i Prasad’s tegn…

Så spørger de fleste nok: Hvad er Prasad?

Spørger man nepaleserne får man en usikker forklaring: Det er noget med ofringer at gøre, en gave eller-sådan-noget.

Det var i hvert tilfælde den forklaring vi fik da Aditya, Shradda og Romel fra ArtLab Life kom forbi Tings en eftermiddag i april og fortalt os om deres street art ide. Et projekt hvor de ville portrættere kendte nepalesere på mure omkring i byen. Nepalesere som inspirerer dem.

Det var ikke politikere de talte om – dem er de nemlig ved at brække sig over. De navne, de nævnte, var alle komplet ukendte for os: en skuespiller, en filantrop, en forfatter, en judo stjerne, et komiker par og en enkelt journalist.

Baggrund #1
ArtLab Life er et ungt kunsnerkollektiv i Kupondole i Kathmandu med et ubstemt antal kunstnere tilknyttet – alle uddannet (eller under uddannelse) fra Kunstakademiet.  Blandt andet Sadhu X aka Aditya, Deadline aka Shradda, SZN aka Shreezan , H11235  aka Kiran & 2012 aka Anish.

Siden vi ankom til Kathmandu i 2009 har vi haft en plan om at involvere os i projekter hvor vi kan gøre en forskel. Blandt andet indenfor kunst og kultur hvor vi har mere end 30 års erfaring som kulturudøvere, kulturarrangører, kultursponsorer, kulturleverandører og ikke mindst kulturforbrugere.

Vores skuffelse var derfor stor da vi blev klar over at kunstscenen i Nepal faktisk var temmelig ligegyldig – og at kunstnere med drive, talent og ikke mindst ambitioner faktisk ikke eksisterede – eller var meget svære at få øje på.

Derfor tog det os to år før vi lavede den første Art@Tings event med nutidige nepalesiske kunstnere – kunstnere med samme potentiale som deres kolleger i andre lande. Og endnu et år før vi lavede den anden event – nemlig Prasad@Tings.  Vores 8. Art@Tings event på 3 år.

TH Show at Tings 18-09-13 (4)

Prasad@Tings er nu overstået.

Med succes på alle fronter. Der er ikke set en åbning med så mange af de rigtige publikummer før, der har ikke været events, der har fået samme medie dækning, og vigtigst af alt: solgt en masse kunst!  Jeg skal ikke nævne beløb her – men kunstnernes salg overgår salget af Nepals bedst sælgende kunstnere gennem det bedst sælgende galleri. Det sidste er vi især glade for. Det selvværd en kunster føler ved at sælge et værk giver energi, der tager dem langt. Og de solgte meget!

For os personligt markerer Prasad@Tings et professionelt højdepunkt – nemlig at man selv i et 3. verdens land kan komme langt gennem planlægning, strukturering og målrettet kommunikation – det vi har erfaring i og det eneste vi kan give videre.

Og så bekræfter det os i at viden og erfaring og direkte involvering er vigtigere end penge – at penge måske i virkeligheden er direkte ødelæggende for den lokale kunstscene.  Prasad er nemlig gennemført uden kulturstøtte af nogen art. Ikke vores valg – men en af grundende til at vi gad lege med.

Vores involvering i Prasad var fra starten et sats

Det eneste vi kan involvere os med er vores metoder og værktøjer fra den ‘grimme’ business verden vi kommer fra. Og Business og kunst er ofte ulige størrelser overalt i verden.

Men dels var det nødvendigt at målrette og guide kunstnerne (og projektet) i en mere gennemslagskraftig retning – med andre ord: Prasad skulle gøres medie- og ikke mindst sponsorlækkert.
Og dels havde alle de unge kunstnere brug for tilstrækkeligt med selvværd til at gennemføre deres Prasadprojekt så det matchede vores ambitioner og projektets potentiale.

Dette sidste er faktisk ikke helt korrekt. Ambitionerne var ikke var vores. Det var ArtLab’s egne.

Vi satte bare ord på dem. Vi blæste Prasad projektet op fra at være en samling af nepalesiske portrætter lavet at unge kunstnere til at være The Manifestation of a Generation. From ArtLab on behalf of Nepal’s youth!

Vi kunne nemlig godt mærke på Adytia, Shradda og resten af ArtLab holdet at de havde en fornemmelse af at have fat i noget stort. Og også at de havde fat i noget, der var større end de selv fornemmede.

Da vi udtalte vores manifestation of a generation-tanker rankede de ryggen – og rystede nervøsiteten af sig! ­De var nemlig underligt nervøse over at skulle spørge os om vi ville lege med – nervøse for at vi skulle sig nej.

Men da de undervejs talte sig varme kunne vi se på Aditya’s halvskæve smilende øjne og Shradda’s drillende arrogante og cool ditto, at de godt vidste at vi var ‘på’.

Deres usikkerhed undrede os. Vi kender hinanden for godt til at de skulle være nervøse over at komme til os. Deres nervøsitet havde heller ikke noget med asiatisk ydmyghed at gøre… den kender vi nemlig udemærket.

De var mere blufærdige – skal vi sige det? Tør vi…. nej vi gør det ikke…. de synes sikkert vi er for tossede…. arhh sig det nu…. nej det er for pinligt…. i morgen – Den slags usikkerhed.

Vi har efterfølgende tænkt over hvorfor de var så umulige – og vi har fundet ud af hvorfor.

Arditya, Shradda og deres generation er vokset op i et land uden ambitioner. I et land hvor omgivelserne konstant vælter en spand fattigdom, maoisme, jordskælv, forurening, korruption og en masse andet for dem ligegyldigt lort ned over hovederne på dem.

Deres generation har aldrig haft nogen, der har givet dem det spark, der skal til, for at banke tilstrækkeligt med selvtillid ind i deres gener, til at få deres forpuppede talent og ambitioner til at blomstre op som realiserbare kæmpe projekter… I hvert tilfælde ikke personer, de respekterer. Ikke personer med indsigt, erfaring og passion der ved hvad de taler om.

Så derfor tør de ikke engang selv tro på, at de godt kan, og at deres ideer godt må have højt til loftet.

Helt konkret mangler de unge nepalesere nepalesiske rollemodeller – nepalesere de kan se op til, nepalesere der inspirerer dem – nepalesere der viser dem at det godt kan lade sig gøre at skabe noget i Nepal. At man godt kan bryde den sociale arv uden at forlade landet!

Prasad Bus Park (7)

Og det er præcis det Prasad Projektet handler om.

Rollemodeller!

Alle de portrætterede er nemlig personer der på hvert deres felt har vist at det kan lade sig gøre!!!

Baggrund #2
Nepals største problem I dag er ikke fattigdom, forurening osv. Nepals problem er brain drain – de tusinder af unge drenge og piger der forlader landet. Fordi de føler at de ikke har muligheder i Nepal.

Det vil vi ændre, vi vil vise nepaleserne at der er håb I dette paralyserede land. At der er folk der skaber og bidrager og gør noget på trods af situationen.

Prasad Project handler om disse folk – vores helte. De mænd og kvinder som inspirerer og opmuntrer os til at skabe noget selv. Vi vil transformere deres energi og give den videre til andre.

Vi ærer disse helte gennem vores kunst. Kunst der vil bliver vist blandt Nepaleserne – i gaderne. Så folk bliver mindet om disse helte og blive inspireret til at blive og gøre noget selv – i Nepal.

Prasad Project er street art, media events, kunstudstillinger, T-Shirts og meget andet.

Kathmandu June 2013

Sadhu X, Deadline, 2012, SZN, H11285, & Imagine.

Vi har kendt ArtLab holdet i et par år.

Modsat de fleste andre udlændinge har vi  råbt og skreget af dem – fortalt dem at de misforvalter deres talent. At de skal skide på alle de nyudklækkede antropologer, scient poler, jurister og hvad de ellers er alle de udlændinge, der er i Nepal og forvalter formuer og misforvalter skæbner. At de skal gøre tingene selv, når de har lyst og ikke når det passer en udenlandsk organisations budgetår.

Da vi fortalt dem hvordan vi andre gjorde op gennem 70′erne og 80′erne og vores unger i 90′erne og 00’erne i Europa… hvordan vi gennemførte aktiviter uden autoriteterne og alle deres gamle røvhulller – aktiviteter hvor vi direkte FRABAD os involvering: NO FUCKING SPONSORS!  som der stod på Stricktly Undergrounds koncertplakater overalt i København i 80’erne – da strålede de af begejstring.

Vi sagde naturligvis JA til involvere os i Prasad

Men på en betingelse – at vi arbejdede efter vores ambitioner og vi bestemte alt pånær det kunstneriske og kreative. Det er deres spidskompetencer.

Heldigvis for os har var vores intuition og satsninger spot on.

Især på det vigtigste og mest risikable punkt:

At involvere et kommercielt Event firma til at skaffe synlighed i medierne og skaffe sponsorer…. og naturligvis execute de tiltag, aktiviteter og events der skal til for at gøre dette. De events Aditya or ArtLab ikke selv har erfaring i at lave.

Selv denne manøvre lykkedes!

Så vores rolle var ’bare’ at orkestrere det hele:

  1. Lave den overordnede strategi og underliggende planer og
  2. Sørge for at konflikterne mellem den kommercielle og kunstneriske verden blev så minimale som muligt.
  3. Og især løse de konflikterne på en måde så alle komme ud af dem med deres professionelle og kunstneriske integritet intakt.

Og så i øvrigt holde os langt væk.

Hver gang vi stikker snuden frem kommer alt til at handle om os. Så vi holdt meget lav profil. Det er Adytia, Shradda og deres generation Prasad Projektet handler om.

De har været konflikter undervejs – men dem har successen fortrængt.

Undervejs i Prasad har vi fyret alle involverede, udskudt åbningen som det passede os og bedt dem skride og gennemføre projektet selv, men samtidigt fortalt dem at hvis de skred, skulle de være sikre på at de kunne klare det.

De skred heldigvis ikke.

Men en dag gør de. Og den dag glæder vi os til. Da kan de nemlig selv og ved at de kan.

Indtil da har vi hele projektet dokumenteret paa Prasad Bloggen – et medie ArtLab for alvor har fået øjnene op for. Her kan interesserede se al kunsten, læse om tankerne bag og se den del af omverdens reaktioner vi fik fat på.

Baggrund #3
Prasad Project repræsenterer en ny VI VIL SELV strømning blandt de unge nepalesere. En strømning hvor de frabeder sig involvering fra ambassader, NGO’er og andre hel- og halvofficielle institutioner. Og for alt i verden ingen snak om fattigdom, maoisme, forurening osv. Kunstnerne vil tale om kunst! Og de har ikke brug for penge – og NEJ Det er ikke synd for os… (Sheelashas, Manish & Hitman’s interview i Politiken 28. juni ifm Images)
I business verden er denne bølge repræsenteret ved Startup Weekend der kører på 2. år og nu spreder sig rundt i landet.

CODA

Tings er et business koncept Annette og jeg startede op i midten af 00’erne og som så dagens lys ved oprettelsen af Tings Tea Lounge & Lounge Hotel i 2010. Projektet har eet formål – at generere profit! En profit vi bruger til at tage vores unge staff videre i livet og til at støtte projekter hvor vi kan gøre en forskel… vi kalder det Business with consideration – noget vi normalt ikke kommunikerer ud. Vi fokuserer i stedet på positive værdier, folks styrker og fremtiden.

Vores markedsføring består af to elementer: Social Networking samt ArtBranding. Sidstnævnte sker gennem Art@Tings.

Forudsætningen for at vi kan lave det vi gør er vores staff…. som vi elsker højt og beundrer vildt.

Uden dem intet Tings.

Og uden Tings ingen kunst og kulturprojekter.

Så giv dem lige en hånd!

Masser af kærlighed

/Thomas fra Yangon & Annette fra København,
03.10.2013

Tings-Team

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s