MLTR: Live in Yangon. En personlig koncertanmeldelse.

Det er hverken til at finde hoved eller hale i alle de tanker der for gennem hovedet på mig under koncerten i aftes.

20130326_181645 cropped

For ikke at tale om virvarret i mit hoved i de få timers søvn jeg fik.

Selvom vi forlod venue efter koncerten og tog direkte tilbage til hotellet nåede klokken alligevel at psssere 1 am inden vi lå i sengen – en lille smule ærgelig over at være gået glip af en gang back stage boogie med drengene. Andrenalinen og kærligheden sad stadigvæk i kroppen og burde vel have fået lov til at blive sluppet løs… men mængden af folk der stimlede sammen omkring band rummet var ikke til at overskue. Og det var vores morgenfly til Bangkok heller ikke.

Koncerten med MLTR i aftes i Peoples Park ved foden af Swedagon var forrygende – en tour de force gennem 25 års ørehængere med en setliste som sagtens kan matche verdens allerstørste sangskriveres. Den eneste grund til at de ikke gør det at bandet ikke alene kommer fra Danmark – de kommer fra Århus i Jylland. Hvis Jasha havde været engelsk skulle vi tittulere ham Sir Jascha… sjov tanke.

Her må jeg nok tilstå at musikken ikke er min kop te. Og det er ikke bandets skyld. Men selv om min personlige smag går i helt andre retninger, kan jeg alligevel godt leve mig ind i musikken – og hvis man ikke bliver grebet af en stemning som den, der prægede koncerten i går, så er man følelsesmæssigt impotent. Jeg droppede min musikarrogance sniffede en bane af jorden under mine fødder og lod mig svæve med down the memory lane høj på kærlighed og eventyr… hver eneste af de 23 sange pirrede til min hukommelse og frembragte sjove minder…

Tænk at det er 25 år siden deres eventyr startede – og ufatteligt at deres eventyr fortsætter.

R E S P E K T!

Jeg er sandsynligvis en af de eneste, der har været med hele vejen – og med garanti den eneste der ikke er fan og som aldrig kunne finde på selv at spille deres musik, med mindre der har været en professionel årsag til det.

Dem har der til gengæld været en del af.

20130331_205446 cropped

Jeg mødte bandet første gang i 1988 – i Århus.

Det er ikke noget jeg kan huske specifikt… dvs jeg husker bandet, kan erindre venue osv.

Men hvad angår  personer, hændelser mm er det helt andre ting jeg kommer i tanke om – og det er ved gud ikke noget der skal skrives om her.

Anledningen var den talentkonkurrence som Jasha referede til som oplæg til The Actor. En event jeg enten var involveret i eller skulle vurdere om jeg ville involvere mig i. Det er fuldstændigt uklart, da jeg var ramt af tømmermænd af en meget svær grad efter et par dages intensiv markeds research anført at Tuborgs mand i det århusianske Steen Nørager Larsen.

På det tidspunkt havde lige skiftet mit visitkort som Bankfuldmægtig i Amagerbanken ud med et hvor der stod Produktchef og Tuborg på. Som nystartet ølmand skulle jeg oplæres i den sjældne diciplin at kunne drikke en kasse øl om dagen og stadigvæk opretholde en arbejdsdag på mindst 12 timer, syv dage om ugen 365 dage om året. Den proces havde jeg åbenbart gennemført i en grad der kvalificerede mig til at tage kampen op med et lille århusiansk lortebryggeri. En af slagmarkerne var det lokale kulturliv. Og et af slagene var kampen om at få lov til at sponsorere Lokalbladets ambitiøse talentkonkurrence hvor de stillede en scene til rådighed for unge håbefulde talenter med stjernedrømme.

Og ja vinderne af konkurrencen det år var fire puddelhunde der gik under det håbløse navn Michael Learns To Rock. Et navn der sandsynligvis var inspirerets af datidens lige så håbløse navne som Johnny Hates Jazz eller Frankie Goes To Hollywood. Det var mere derfor at jeg husker begivenheden.

Heldigvis led bandet ikke samme skæbne som Johnny og Frankie. De var i den grad levende i aftes live in Yangon…

I'm not an actor I'm not a star...

I’m not an actor I’m not a star…YET!

Århus anno 1988 var bare en af de mange flash backs jeg fik. Der var flere fra Medley.

Som sagt er der ikke tale om min favorit musik – men man skal være tonedøv for ikke at kunne høre hittene… og i går kunne selv en blind mærke musikkens power.

Myanmar har stort set været lukket siden dagene i Århus. Alligevel kunne publikum synge med på hver eneste nummer, hvilket er mig en gåde. Ikke at de kendte musikken – slet ikke. I de tyve år vi har rejst rundt i Myanmar, har vi hørt deres musik overalt. Det overraskende var at publikum kunne alle de engelske tekster. Det vi altid hører er nemlig lokale kopier på burmesisk…

20130331_224014

Endnu en cirkel – vores venner Tin mailede os i morges…
Dear Anette & Thomas,. Have you arrived back home safe & sound. I’m assure you are pretty tired.. Thank you very much again for your tickets. By our self, that’s not possible to meet with MLTR group that much near by. When we retold to our friends, they were jealous of Thiri & me.
We really thank you very much.
Thiri & Tin.

Men der blev sunget igennem – og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Især ikke ved numrene fra 1994 til 1998 hvor jeg arbejde på Medley og fik et forhold til bandet. Jeg havde ikke direkte noget med hverken dem eller deres musik at gøre bortset fra et stædig hype overfor min arrogante kolleger i UK der ikke kunne høre potentialet og derfor aldrig bakkede op om bandet og i stedet koncentrerede sig om E.M.F, Carter The Unsoppable Sex Machine, Terrorvision  og en masse andre ligegyldige bands der ikke eksisterer i dag…

Men jeg deltog aktivt i gennemlytningen af alt hvad der var i pipe linen. Herunder naturligvis alt fra MLTR. Så da Animals tonede frem røg jeg fluks tilbage til vores evindelige single diskussioner Det track var ubetinget mit favorit som første single fra Played On Pepper– en holdning jeg åbenbart var alene med, hvilket i øvrigt er totalt irrellevant da nummeret i aftes levede sit helt eget liv, der intet havde med 90’erne at gøre.

Og naar vi nu taler om musik med eget liv Someday blew me away. Hvor mange videoer kan holde til at vist 15 efter udgivelsen?

Ikke mange.

Men den sort/hvide version der blev vist i aftes virkede helt dugfrisk og langt bedre produceret end de efterhånden mange efterfølgende one take videos jeg har set. Jeg husker tydeligt de første møder hvor ideen blev kastet på bordet… og bekymringerne. Håber der er nogen der giver kreatørerne et ring og fortæller at lortet stadigværk holder!

Det er nu ikke rigtigt at jeg ikke blandede mig i arbejdet med bandet.

Jeg brugte faktisk en del tid på at formidle kontakten til Carlsberg, der på det tidspunkt ville profilere sig på musikken – især i Asien. Så her var det jo nærmest oplagt at formidle kontakten. Det var jo Annette der sad på den del af bryggeriets aktiviteter. Det udviklede sig til et gensidigt frugtbart samarbejde mellem band og bryggeri med koncerter, commiercials, promo visits og en masse andet.

Det kan godt være at bandet er 25 år gammelt. Men underligt nok – musikken virker yngre og mere frisk en jeg husker den.

Der er der to grunde til (måske tre).

Den ene er Jascha – han er en helt anden sceneperson en jeg husker ham fra 90’erne. Dengang leverede han ‘bare’. Ved koncerten i aftes kommunikerede han med publikum.

Her tænker jeg ikke kun på hans replikker og spontane udfald som: Myanmar… how does Michael Learns To Rock sound in your language?

1…. 2…. 3

MICHAEL LEARNS TO ROCK brølede crowden tilbage til expat crowdens store fornøjelse

Men Jascha befinder sig tydeligvis bedre på scenen end han gjorde i 90’erne. Hans kropssprog er med til at få musikken ud over scenen… Det klæder ham, bandet og ikke mindst musikken

It's the silence that makes the difference... Gu' ve' om Jasha taenkte paa Miles Davis' referencer til Ahmad Jamal?

It’s the silence that makes the difference… Gu’ ve’ om Jascha tænkte paa Miles Davis’ referencer til Ahmad Jamal?

Den anden grund er arrangementerne.

Jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvor forskellen er. Men hvis jeg sammenligner med Kathmandu for 18 måneder siden så har numrene mere kant. Mikkels guitar hæver musikken fra det til tider banale poppede til klassiske rock ballads som jeg sagtens kunne forestille mig i Ozzy Osbournes set- Up – (lyt eksempelvis til Heaven is My Alibi med Ozzy i tankerne)

Det jeg så ikke lige var klar over var at drengene lige har været på tour i Danmark… så det var et ekstremt velspiller band der var på scenen i aftes – i modsætning til det band der spillede i Nepal.

Her er det så jeg må have fat i endnu et flash back. Og et der ikke har noget med koncerten at gøre.

I lørdags stødte vi til bandet – vi havde egentligt tænkt på at joine dem til lydprøven. Men vi vidste at TV2 var oppe på Swedagon og skyde bandet til noget TV2 der vis bliver vis på Søndag.

Så vi tog derop….

For dem af jer der ikke lige kender Swedagon, så er det efter min mening en af verdens mest fantastiske bygningsværker… Eifeltårnet og pyramiderne kan godt pakke sammen. Pagoden er så stor at man ikke bare lige finder folk. Og det var naturlivis heller ikke tilfældet med Michael. Jeg for vild🙂

I stedet mødte vi bandet på en nærliggende restaurant – hvor de slog tiden ihael med en middag indtil crewetd var klar til sound check  Her kommer jeg til at sidde ved siden af Troels!

Udråbstegnet er det nærmeste jeg kan komme reaktionen hos os begge. Vi kendte hinanden fra et eller andet sted… Og der skulle ikke mere end et par fadøl til at sætte navne og steder på vores fælles fortid. Ole Drejer, Inside The Wale, Rust, Bordfodbold, Eigen, Hunger, Dizzie, DM i Rock, TuborgBord osv…

Jeg nævner dette flash back fordi Troels måske er en helt tredje årsag til musikkens friske fremtoning… han lægger en god legende bund som provokerer Kåre. Og hans drengede stil gør sit til at musikken får liv til højre fra scenen. Samspillet mellem ham og Mikkel under Wild Women var helt anderledes end den version jeg husker – nærmest funk.. iblandet nogle fede Brian May agtige riffs.

Og disse riffs bringer mig så frem til cirklens midtpunkt.

Mikkel er den eneste fra bandet jeg har haft kontakt til gennem tiden.

Det startede under en koncert på Midfyens Festivalen – en af de mere kaotiske med en masse problemer med gearet. På et tidspunkt røg al lyden – bandet skred. Undtagen Mikkel. Han blev på scenen og trykkede den af med sin spade over scenelyden med Metallica soloer… en helt uvæntet og forrygende optræden som kom et skridt nærmere min musik.

20130331_224748

Exit light, enter night…

Og det er naturligvis musikken der binder os sammen… helt konkret en meget nørdet interesse for bl. a. Brian Eno og hans univers. Endnu en af de cirkler der udsprang af vores tur i Yangon sammen med Århus Cirklen, Rust Cirklen, Medley Cirklen og alle de andre cirkler – jeg har endnu noteret mig 10 mindre cirkler fra koncerten (men de er alle for privste).

Man kunne så frygte at aftenens koncert markerede enden på min MLTR cirkel der startede på Tuborg, fortsatte på Medley og nu lever videre i Tings regi…

Men det tvivler jeg på. Der er nemlig slet ikke tale om en cirkel… efter aftenens koncert er der snarere tale om en spiral, eller fraktal eller… ?

Spørgsmålet er så lige: Hvad er det næste der sker…?

I don’t know?

I første omgang har jeg et dug frisk Brian Eno link der lige skal mailes

Love… og tak til band og crew for et par forrygende dage…

Jeg er blevet FAN!

/T

CODA

Uden et solidt crew – ingen god koncert:

20130331_230129

Jeg fik aldrig et godt billede af Styver…

images styver

2 thoughts on “MLTR: Live in Yangon. En personlig koncertanmeldelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s