Jeg bliver PISSE forarget naar jeg laeser ting som dette…

Den 5. april sender Arne Herloev Petersen dette brev til Justitsministeriet

05.IV.11

Til justitsministeren,

Efter at have fået delvis aktindsigt i PET’s dokumenter vedr. den sag, der i november 1981 førte til, at jeg blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108, har jeg konstateret, at PET stadig opbevarer en kopi af alle mine dagbogsoptegnelser fra 1. januar 1972 til 31. august 1981. Det drejer sig om 665 sider, men da de er tæt maskinskrevet med enkelt linjeafstand, svarer det til 1400 almindelige bogsider. PET har i de senere år givet forskere fra DIIS, PET-Kommissionen og Koldkrigscenteret adgang til mine dagbøger. Der er i alt overvejende grad tale om notater af meget privat karakter, og jeg anser det for en krænkelse af privatlivets fred, at mine private optegnelser således opbevares af politiet og stilles til rådighed for udvalgte personer.

Sagen mod mig afsluttedes, da justitsministeren 17. april 1982 besluttede, at der skulle meddeles tiltalefrafald. De i forbindelse med sagen indsamlede akter og dokumenter har derfor efter denne dato ikke været af efterforskningsmæssig interesse. Mine dagbogsnotater har ikke på noget tidspunkt været fremlagt for retten, ligesom jeg aldrig har været afhørt om indholdet.

Politiets Efterretningstjeneste konfiskerede mine dagbøger, da man foretog ransagning af mit hus efter min anholdelse 3. november 1981.
I henhold til Retsplejelovens § 791 skal sådanne fotokopier af konfiskerede dokumenter tilintetgøres, hvis der ikke rejses sigtelse, eller hvis påtale senere opgives. Dette kan undlades i et ”nærmere fastsat tidsrum”, hvis materialet fortsat er af efterforskningsmæssig betydning, men det kan det ikke være efter tiltalefrafaldet, og langt det meste af det har aldrig haft nogen sådan betydning. 

Ifølge retningslinjer for PET’s behandling af personoplysninger § 6 skal journalsager slettes og tilknyttede sagsakter destrueres, hvis sagens oplysninger ikke længere er nødvendige af hensyn til varetagelse af efterretningstjenestens opgaver. 
Ifølge § 10 skal dog materiale af historisk interesse, der ifølge gældende bestemmelser skal bevares for eftertiden, overføres til Statens Arkiver ved udløbet af den frist, der gælder for sletning.
Wamberg-udvalget har i brev af 8.6.10 meddelt mig, at min sag anses for værende af særlig historisk interesse.
Sagens akter skulle derfor have været overført til Statens Arkiver, men dette er ikke sket. Jeg mener ikke, at mine private dagbøger kan siges at udgøre en del af sagens akter, og jeg mener ikke, at det kan være lovmedholdeligt at konfiskere mine dagbøger og mod min vilje anbringe dem i Statens Arkiver.

Ifølge Ophavsretslovens § 1-2 har jeg alene retten til værker, jeg har skrevet. Denne ret må også gælde mine dagbøger. Ifølge Grundlovens § 73 stk. 1 kan konfiskation kun ske, når almenvellet kræver det, og kun ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Det er derfor efter min opfattelse lovstridigt at konfiskere mine dagbøger og stille dem til rådighed for andre uden lov og erstatning.

Jeg mener også, at konfiskationen af mine dagbøger er i modstrid med Verdenserklæringen om Menneskerettigheders Artikel 12 om indblanding i private forhold og Artikel 17, der siger, at ingen vilkårligt må berøves sin ejendom.

Jeg har forelagt spørgsmålet for Ombudsmanden, der i brev af 20.5.10 meddeler mig, at han ikke har mulighed for at tage stilling til de nævnte forhold, og for Institut for Menneskerettigheder, der i mail 17.2.11 meddeler mig, at Instituttet ikke har kompetence til at beskæftige sig med konkrete, individuelle menneskerettighedssager.

Jeg ønsker af disse grunde at klage til justitsministeren over, at mine dagbøger fortsat befinder sig i Politiets Efterretningstjenestes varetægt og over planerne om at udlevere dem til Statens Arkiv, hvor man kan befrygte, at offentligheden får adgang til at læse mine meget private notater. 

Jeg skal anmode justitsministeren om en udtalelse om, hvorvidt man mener at have ret til at konfiskere og opbevare mine dagbøger og gøre dem tilgængelige for andre, og om man i så fald ikke mener, at Verdenserklæringen om Menneskerretighederne, Grundloven, Retsplejeloven, Ophavsretsloven og retningslinjerne for PET kan tages i anvendelse.

Jeg skal anmode om, at de kopier af mine dagbøger, der findes hos PET eller andre instanser, destrueres eller udleveres til mig. Hvis man mener at have lovgrundlag for, at mine private dagbøger konfiskeres og overleveres til offentligt arkiv, vil jeg gerne have oplyst, hvori dette lovgrundlag består, og efter min opfattelse må jeg, selv hvis et sådant lovgrundlag er til stede, i det mindste få mulighed for at bestemme, at disse dagbøger ikke skal gøres tilgængelige for andre før udløbet af en nærmere bestemt tid.

I forbindelse med min aktindsigt og med PET-kommissionens behandling af sagen i bd. 13 af sin rapport juni 2009 er det blevet klarlagt, at såvel Politiets Efterretningstjeneste som justitsministeren i forbindelse med min sag har optrådt i strid med gældende love, regler og konventioner.

Det fremgår af PET-kommissionens rapport, at rigsadvokaten to gange gennemgik PET’s materiale om mig og konkluderede, at jeg ikke havde foretaget mig noget lovstridigt, og at justitsministeren derfor udtrykkelig forbød PET at skride til anholdelse.
Da PET var klar over, at man ikke kunne vinde en retssag mod mig, eftersom jeg ikke havde overtrådt loven, indgik PET i stedet en aftale med det britiske efterretningsvæsen om, at sagen skulle føres som smædekampagne i pressen gennem udvalgte agenter for de to efterretningstjenester.

Da PET besluttede at trodse justitsministernes klare forbud og skride til anholdelse 3. november 1981, skete det antagelig med accept fra justitsministeriets departmentschef, som PET gav vildledende oplysninger. PET brugte som grund til, at jeg skulle anholdes, dels at sagen var kendt i journalistkredse, dels at jeg havde fortalt en sovjetisk diplomat, at jeg var i besiddelse af en kode, som man måtte have fat på.. PET undlod at fortælle, at det var PET selv, der havde informeret en af sine agenter i pressen om sagen, og det, jeg havde fortalt om en kode, var, at jeg havde sagt, at jeg som tolvårig skrev dagbog med kodeskrift, så min lillesøster ikke kunne læse den.

Da min anholdelse således skete i direkte modstrid med en ordre fra justitsministeren, der er PET’s øverste chef, må den efter min opfattelse betragtes som lovstridig, og det var dermed også lovstridigt, at PET konfiskerede mine dagbøger i forbindelse med anholdelsen.

I forbindelse med efterforskningen af min sag fik PET ved retten tilladelse til telefonaflytning og til rumaflytning, når en repræsentant fra den sovjetiske ambassade var til stede. De aflytningsrapporter, jeg har haft lejlighed til at gennemgå, viser, at PET ikke rettede sig efter denne bestemmelse, men også foretog rumaflytning i en række tilfælde, hvor jeg var alene med min daværende hustru. Blandt akterne findes rapporter om en telefonsamtale mellem min daværende hustrus dengang niårige datter og en jævnaldrende klassekammerat. Samtalen drejede sig om en skiferie. Begge børnenes fulde navn er angivet i rapporten. Jeg mener ikke, det kan være tilladt således at indføre børn i efterretningstjenestens arkiver og lade udvalgte forskere læse deres samtaler.

Da justitsministeren meddelte mig tiltalefrafald 17.4. 1982, ledsagede han tiltalefrafaldet med en erklæring om, at jeg stadig måtte betragtes som skyldig. Den pågældende justitsminister er ekspert i menneskerettigheder og må derfor have været klar over, at han ved at erklære mig skyldig forbrød sig mod den Europæiske Menneskerettighedserklæring art. 6, der siger, at enhver skal anses for uskyldig, med mindre det modsatte er bevist ved retten. Han må også have været klar over, at han ved som minister at tiltage sig dømmende magt overtrådte Grundlovens § 3.

I Norge har en række sager, hvor efterretningstjenesten har handlet i modstrid med love og regler ført til, at der er udbetalt erstatning til ofrene. Jeg mener, at det ville være klædeligt, hvis Justitsministeriet i det mindste gav udtryk for, at man beklagede, at Efterretningstjenesten og justitsministeren i forbindelse med min sag ikke har rettet sig efter forskrifter, love og konventioner.

Med venlig hilsen,

Arne Herløv Petersen

 

 

Den 30. August 2012 (naeste halnandet aar efter) modtager han dette svar:

Justitsministeriet
Civil- og Politiafdelingen
Arne Herløv Petersen 
Dato: 
30. august 2012
Politikontoret
2011-200/15-0013
499159

1. Justitsministeriet vender hermed tilbage til Deres klage af 23. maj 2011 over, at en kopi af Deres dagbøger, som blev konfiskeret i 1981, fortsat befinder sig i Politiets Efterretningstjenestes varetægt, og over Politiets Efterretningstjenestes planer om at udlevere dagbøgerne til Statens Arkiver. De har i den forbindelse henvist til bestemmelser i grundloven, retsplejeloven, ophavsretsloven og retningslinjerne for Politiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger samt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Politiets Efterretningstjeneste er ved brev af 13. juli 2011 fremkommet med en udtalelse i sagen, som De har kommenteret ved brev af 2. oktober 2011.

2. Det fremgår af udtalelsen fra Politiets Efterretningstjeneste, at sagsakterne vedrørende Dem anses for at være af særlig historisk interesse. Efterretningstjenesten har i den forbindelse henvist til, at det følger af § 10 i Justitsministeriets retningslinjer af 7. december 2009 for Politiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger mv., at materiale, som i medfør af bestemmelser om bevaring og kassation udstedt af Statens Arkiver skal bevares for eftertiden, herunder sager af særlig historisk interesse, ikke må destrueres eller slettes.

Det følger desuden af bestemmelsen, at sådant materiale i stedet skal overføres til Statens Arkiver. Hvis materialet af praktiske eller sikkerhedsmæssige grunde ikke kan overføres til Statens Arkiver, skal materialet holdes adskilt fra efterretningstjenestens øvrige sager, således at alene medarbejdere, der af chefen for Politiets Efterretningstjeneste er særlig godkendt hertil, hm’ adgang til sagerne og således, at sagerne ikke kan gøres til genstand stand for søgning eller sagsbehandling i forbindelse med efterretningstje-nestes operative og efterforskningsmæssige opgaver.

Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at tilsidesætte Politiets Efterretningstjenestes vur-dering af, at sagsakterne vedrørende Dem, herunder dagbogskopierne, anses for at være af særlig historisk interesse.

Justitsministeriet skal i øvrigt gøre opmærksom på, at ordningen med be-varing af sager af særlig historisk inte-resse bygger på en aftale tilbage fra 1965 mellem Statens Arkiver og Politiets Efterretningstjeneste. Ordningen har således også været gældende forud for de ovennævnte retningslinjer fra 2009.

Justitsministeriet skal samtidig oplyse, at Rigsarkivet for nylig har udstedt bevarings- og kassationsbestemmelser for papirarkivalier i Politiets Efter-retningstjenestes varetægt. Disse besteinmelser trådte i kraft 12. april 2012. Bestemmelserne er udstedt i medfør af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at også de nye bestemmelser fra Rigs-arkivet om bevaring og kassation indebærer, at sagsakterne vedrørende Dem, herunder dagbogskopierne, skal bevares.

3. Justitsministeriet skal bemaerke, at ministeriets afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. En kopi af denne afgørelse er sendttil Politiets Efterretningstjeneste til orientering.

Justitsministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid, og at De på grund af en fejl ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet holdt orienteret om .sagsbehandlingstiden.

Med venlig hilsen Henrik Hjort Elmquist

 

Det er ufatteligt at man kan behandle folk paa den maade! Det er ting man bliver forarget over hvis det foregaar i lande som Nepal, de tidligere oestblog-lande os. Men her er det altsaa i lille Dannevang..

 

(Korrespondancen er fra AHP’s FB)

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s