Er så småt ved at være igennem monsunen. Solen skinner og alt er godt…

De sidste par dage har solen skinnet fra en helt fantastisk blå og skyfri himmel fra ved 5:30 tiden. Og bortset fra en byge på en times tid midt på dagen har den fortsat med det.

Så her bliver mere og mere paradisagtigt.

Vi begynder også så småt at få en normal daglig dag. Dvs ikke lige pt hvor dashain har ramt landet og alle os ikke-hinduer tager opver fra hinduerne så de kan fejre højtiden med familien. Men bortset fra denne periode så kører tingene.

Jeg forsøger at holde mig væk om morgenen. Det optimale er at jeg først indfinder mig i køkkenet ved 8 tiden. Men det er ikke altid muligt – her er jeg for rastløs. Undtagelsen er dog når jeg falder i svime over gamle albums som af en eller anden årsag popper op til overfladen. Som her forleden hvor Gregersen postede gamle holladnske 70’er tracks på Facebook. Det kostede mig flere morgener med Focus…

Hotellet er totalt proppet med gæster. Og i disse dage har vi måtte inddrage vores private gæsteværelse. Og borteset fra en enkelt undtagelse hist og pis er gæsterne forrygende. En god blanding af nationaliteter, generationer og professioner.

Strømmen af ‘kreative’ ser ud til at fortsætte, fotografer, filmfolk, designere, møblefolk, bohemer, webfolk osv. En helt uventet gave at have et hav af inspiration siddende om morgenen og aftenen i loungen man bare kan kaste sig ud i når man har lyst. Til november kommer der et hold Argentinske kunstnere forbi, forleden var her en gruppe polske festival folk og kokke fra hele verden strømmer gennem vores gryder. og Læg hertil en masse fede lokale nepalesere – godt nok fra Kathnandus jet set. Men hvis jeg skal være ærlig – så er det måske dem man vi har mest tilfældes med på interesseplanet.

Så de sidste dage har jeg virkelig brugt gæsterne. Forleden orkestrerede jeg en lille vildsvinesteg med ungarnsk grøn salat – Jit stod for det hele. Jeg skulle bare stikke i stegen en gang i mellem for at sikre mig at made ikke fik for meget. Det flippede gæsterne helt ud over. Så et lille tryk på køkken-lege-knappen genererede lige 6 menuer a 500 NRP – eller 3.000 NRP. Det giver en tusse til os selv samt indtjeningen fra drikkevarerne som vel er i samme størrelsesorden. Ikke dårligt – især ikke da gøsterne jublede. Naturligvis fordi de nu fik muligheden for at smage nogle af de kulørte kreaturer der krydrer gadebilledet:

Hvor mange steder i Kathmandu oplever de en sindsyg og underligt udseende galning indkalde til fælles middag med lidt godt fra gaden? Og hvor mange steder bliver der serveret en ordentlig tallerken med bemærkningen: “Bare spis – der er mere hvor det kommer fra” Og endeligt – hvor mange steder her i landet får du en en skræddersyet middag for 500 NRP?

Og i går hvor vi ellers ikke serverer mad tog jeg alligevel de skarpe knive frem og gav dem til Thomasso fra Lake Como og satte ham i gang med at lave mad til os alle. Kathmandu er stort set lukket, så hvis gæsterne skulle have bare en lille smule sundt, var det altså den eneste løsning jeg lige kunne komme op med… Igen kæmpe begejstring far gæsterne.

Thomas & Thomaso plays pasta.

Så det er en sjov mekanisme jeg for første gang har fundet ud af at bruge.

Og så har vi nu fundet en anden side af den virkelighed vi befinder os i. Den side med utilfredse kunder.

Utilfreds er det forkerte ord – skuffede er måske mere rigtig.

Mens vi var i Oman tikkede der en anmeldelse ind på Trip Advisor. Den første der ikke toppede som EXCELLENT – den var ‘bare’ VERY GOOD (jeg er ambitiøs). Men selve teksten osede af negativitet. Problemet er bare at det pågældende ‘brokkede’ sig over var alle de ting vi har valgt ikke at lave, gøre, servere osv. Ting som vi fortæller alle fra starten på bloggen, på velkomst skrivelsen i værelserne, personligt nå lejligheden byder sig, på menuerne når det drejer sig om mad og drikke og hvor vil ellers kan få hul igennem. Alligevel bliver vi bebrejdet ikke at servere Nepali mad, Chai osv. Det er nærmest som gæsten der brokker sig over ike at kunne få en bøf i vegaterestauranten.

Men fuck det. Vi har åbenbart ikke været gode nok til at fortælle hvad det er vi vil – så det benyttede vi anledningen til i går.

Det er bare surt at have negative gæster når vi sender folk væk hver dag og når alle dem der ellets er her er jublende – hvilket de overhovedet ikke behøver.

Det rigtig sjove er at der så småt er ved at komme interesse for nogle af de ting Annette laver i  TINGS-‘universet’.

Forleden sendte hun en af hendes sæber med en gæst til Singapore der har en lille shop med den slags ting. Sæben koster en bondegård – men alligevel var der interesse.

De fedest pashmina sjaler. Rasede flotte og rasende dyre. 95 $ - vel det kvarte af prisen i DK🙂

Og de første Tings Scarfs er nu lagt ud i ‘hallen’ – dem kigger folk også mere og mere interesseret efter. Og lamperne – det er bare et spørgsmål om tid før de ryger afsted til en eller anden der vil forhandle dem. Dem er folk vilde med.

Det fede er er at jeg for alvor har fået gang i vores lille galleri virksomhed. Dvs der er ikke tale om virksomhed (der er ingen penge indvolveret – bortset fra omkostninger) og galleri kan man heller ikke tale om da vi stort set bare stiller væggene i loungen og resten af fællesarealerne til rådighed for de kunstnere vi kritisk og diktatorisk udvælger.

Derfor kalder vi konceptet for Art @ Tings. Meget kreativt:-)

Man kan så spørge sig selv hvor vi bruger en masse energi og penge på dette. Det gør vi af samme aarsag som hunden der slikker sig i røven. Fordi fordi vi kan. Ganske enkelt.

Og så er det naturligvis sjovt og samtidigt dejligt bekræftenden at se interessen fra folk der hører om de ting vi har gang i. Som eksempelvis i går da direktøren for Nepals førende livssilsmagasin Living var forbi til en snak om vores kommende fotoudstilling med Jan Perssons og Kirsten Malones forrygende portrætter sf Dexter Gordon, Miles Davis, Sonny Rollins, Ella, Evans og hvad de ellers hedder. Portrætter af legender han sandsynligvis ikke har det fjerneste kendskab og/eller forhold til men som han – på grund af min sandsynligvis mege indlevende beskrivelse af – godt kunne fortså var noget særligt.

Så nu er der en journalist og fotograf på vej der skal lave en historie om Jazz fotos – OG IKKE OM TINGS. Det gider vi nemlig ikke.

Så alt i alt går det godt.

Og det kan kun gå bedre. De næste uger står nemlig i vennernes tegn med en lind strøm af besøg fra Danmark: Vi glæder os til at ligge i ske med Kasper, Sofie, Louis, Kasper Leschley (der tager et kg Szechuan Peber med fra Beijing), Thomas Ditzl, Mette Hoffmann, Søren Ask, Iben, Helmer, Frida, Claus, Otto, Pia, Lakha, Dicki & Christian samt alle de venner vi endnu ikke kender…

Og lur mig hvis vi ikke smutter en tur med Kasper og Louis til Bangkok og tjekker Kiin Kiin ud. Kaspers kommende arbejdsplads.

Herefter kan vi så begynde at planlægge vores kommende rejse et eller andet sted hen og mødes med flere venner: Om det bliver Jesper, Lucia, Thomas & Sofia, Ingrid & Kasper og/eller familien Ritto aner jeg ikke – her er vores dagligdag alligevel for kaotisk.

Tænk sig – i Danmark tales der om valg/regering på fjerde måned, og krisen sig ud til at tage hårdere og hårdere fat (hvis jeg skal dømmer efter aktivitetsniveauet på LinkedIn hvor jeg aldrig har fået så mange henvendelser og profilopdateringer).

Jeg må vist hellere nyde livet og gå ned og hygge med gæsterne. Kan høre lyden af blødkogte æg og sprød skorpe fra terrassen under mig. Og dufte gazpacho vi hælder på folk i aften… rigtig sol mad.

Det er Tikka Dag i dag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s