Oktoberfest, familie, faglighed og forvirring.

Hvis du af og til tror jeg har knald i låget - så er det måske ikke helt ved siden af...


Havde en underlig aften i går, hvor vi deltog i et møde omkring etableringen af et Dansk Hus i Kathmandu.

Jeg følte mig i den grad malplaceret. Det virkede som om jeg var med til et selskab, hvor jeg hverken kendte folk, anledningen, værterne og programmet.

Så mens snakken gik omkring incubatorer, businessplaner, regneark, rotary og røv og nøgler, forsvandt min hjerne til et helt andet sted.

Snakken om at lave et hus for de få danskere, der kommer hertil alene for at lave forretning, velgørenhed osv., er lige så eksotisk og fjern som Julefrokost på Påskeøerne (hvordan fanden opstod dette billede).
De er så få og deres fysiske behov så begrænset at tanken om at bruge penge og ressourcer på et hus ikke alene forekommer mig latterlig, den er også extravagant og uanstændig. At søge støtte og finansiering til kontorhold (som det vist endte med at alle kunne blive enige om) der er 100% kommercielt og skal fungere på kommercielle betingelser, bør kunne finansieres på kommercielle vilkår.

Det er sgu ikke noget man skal have finansieret af hverken stat, kommune, fonde, foreninger eller filantroper.

De sparsomme støttekroner der tilkommer Nepal – dem er der andre, der har langt mere behov for. Brug for Helvede de rammer der allerede eksisterer som eksempelvis LinkedIN, FB, ASW osv. Eller endnu bedre http://www.nepal.dk som Thomas Glerup har taget initiativ til.

Sidstnævnte er jeg bare bange for er urealistisk. Jeg har en stærk fornemmelse af interne stridigheder, misundelse, konkurrence og smålighed. Men måske er det bare min begyndende paranoia.

All in all – hvad der end måtte komme ud af initiativet, bakker vi naturligvis op omkring, og hjælper med det vi kan. Men det har vi på den anden side hele tiden gjort.

Efter disse morgenkække udgydelser tror du måske, at vi spildte en aften.

Det gjorde vi ikke – slet ikke.

Hertil morgen – dvs. fra klokken 5:30 am tog jeg fat i aftenens tråd og vendte hele molevitten på hovedet og stillede mig selv spørgsmålet: Hvilken ret har du til at være så arrogant og højrøvet?

Den har jeg naturligvis ikke – og det var heller ikke min mening at være det.

Men omvendt kan jeg ikke lade være med at kigge tilbage på de måneder, vi har været her og samle alle de ting vi trods alt har nået, de oplevelser vi har haft og de nye mennesker vi har indlemmet i vores netværk og for enkelte vedkommendes – vennekreds. Alt sammen på egen hånd.

Bevares – det har været hårdt og besværligt.

Vores program har været så hektisk og kaotisk, at det er ufatteligt, at vi lige nu kan sidde afslappet og hygge os til Keith Jarret – jeg med computeren og Annette med Omar Pamuk.

Alene vores program i oktober ville have slået benen væk under de fleste. En måned med sand kaos af business, fritid, familie, networking og uvished om alting.

Præcis den 1. oktober sad jeg i Chitwan efter en eventyrlig uge på research tur til Ilam hvor vi tjekkede økologisk te ud.

Her sad jeg og arbejdede på vores kommende virksomheds konference mens mine øjne tilfældigvis faldt på en elefantlort, der var lagt aftenen forinden. I nattens løb havde den lige fostret denne smukke svamp (Og nej – det er meget længe siden jeg har spist svampe). Dette lille mirakel var sket – bare sådan uden videre… – det gav mig håbe og ekstra energi. For så kan der også komme noget smugt og frugtbart ud af den lort, som Kathmandu også er.

Tre dage efter – den 3. okotber – hentede vi Pia og Lakha Rinpoche og deres 14 virkmhedsledere i lufthavnen og kørte dem direkte hjem til Finn Thilsted, der på sin sædvanlige levende og samtidigt korrekte facon kikstartede Virksomheds Konferencen om Minbdfullness og Kunsten at agere i Kaos uden at tabe fatningen. Jeg er først efterfølgende blevet klar over hvor perfekt et indlæg Finns var. Hans 10 point på en skala på 10 er velfortjent.

…herefter gik det hele slag i slag.

Morgen efter havde Annette og jeg vores indlæg: Om at forlade topjobs og jetset (det skrev Pia sgu!!!) og starte forfra i Kaos. – et indlæg der faldt godt i tråd med Finn’s og som vist gav stof til eftertanke hos deltagerne, der for de flestes vedkommende befinder sig i samme livssatdie som os og med garanti tænker over hvordan, deres liv skal udvikle sig herfra hvor vi står. For at bryde rammerne og for bedre at kunne illustrere kaos holdt vi indlægget på Lazimpath Gallery Cafe, hvor deltagerne kom i Rickshaws, som Dawa havde linet op uden for Yak and Yeti.

En af forudsætningerne for at vi overhovedet kan eksistere som vi gør nu, skyldes sandsynligvis vores indisgt og indlevelse gennem bland andet Lakha. Derfor blev vi glade da Pia og Lakha inviterede os med til programmets spirituelle indslag, som her en belæring i Boudha.

En af de helt store forretningsområder i Nepal er charity (grufuldt ulækkert – men det er en historie jeg må skrive på et andet tidspunkt). Man hører kun om de store projekter. Men Kathmandu (og resten af landet) er en stor smeltedigel af små projekyter, der lever ubemærket og uden anden hjælp end den, der kommer fra de dedikerede involverede. Som eksempelvis Tibet Charity’s center i flygtningelejren i Jorpathi, hvor konferencen også gjorde hold. Lakha Rinpochen er religiøst overhoved for flere end hundrede tusinde Tibetanere i østtibet – en egen hvor flere af beboerne i centret kommer fra. Så der er linet den helt store velkomst op hvergang han og Pia besøger lejren.


… and now to something completely different.

Vi havde ikke mere end lige sagt farvel til VL klubben, før end Kasper og Sofie ankom. Noget Annette og jeg havde set frem til længe. De ankom samtidigt med at Jazzmandu ‘09 startede – så den første aften gik med jazz på Upstairs, der havde jamsession på programmet…

Jeg havde naturligvis set frem til at have Kasper og Sofie tæt på os. Men samtidigt var det vigtigt, at de fik lov til at være kærrester. Især for Sofie, der gang på gang bliver tromlet ned af Kasper i mig selv. Vi er meget dominerende. Men også fordi de begge har en travl hverdag og har brug for kvalitets tid sammen, når de nu endelig har ferie. Så efter en enkelt dag i Kathmandu med sightseeing og kold øl på Durbar Square og småshopping på New Road og Asan, tog de bussen til Pokhara, hvor de havde booket værelse på Castle Resort.

Mens de var væk havde vi travlt i Kathmandu – især Annette der brugte ubeskriveligt meget energi og tid på at hjælpe Smitha, med at komme afsted til Søren i Danmark. Det arbejde hun har lagt i det projekt, er mindst lige så meget værd som det andre laver i børnehjem, ældrehjem og vandprojekter. Man glemmer af og til velgørenhed i det små.

Desværre nåede Kasper ikke at købe ind fra vores lokale grøntpushere fra Gamcha. Jeg havde eller afskrevet dem – de havde brændt os af i en måned. Men det viste sig at den ene af de tre fyre – Gonga’s mand – der kører rundt med de økologiske afgrøder døde. Det tog dem en lille måned at komme over. Så midt i gensynsglæden over at se vores mobile grønthandlere igen, kom der sgu en lill klump i halsen.

Vores plan var egentligt at tage bilen, køre til Pokhara og blive en dag sammen med Kasper og Sofie. Det ændrede vi til at droppe Pokhara for vores del og i stedet at tage sammen til Chitwan. Planen var, at Annette og jeg tog bilen og hentede Kasper og Sofie i Mogli og køre herefter køre sammen resten af vejen.
Men Annette lagde sig med høj feber pga en alvorlig infektion, der skyldtes et eller andet bid hun havde roddet sig ud i.

Pisse ærgeligt.

Jeg tog derfor selv afsted og valgte bussen i stedet for at køre alene i Gypsien.

Så pludseligt var jeg tilbage ved månedens begyndelse. Men denne gang med elefantbadning, krokodiller og planlægning af årets nytårsfest…

Vores sidste aften i Chitwan blev en helt forrygende oplevelse. Jeg var sgu så småt begyndt at tvivle på om Kasper og Sofie ville nå at opleve den rigtige side af Nepal. Den side hvor intet fungere, alt tager tid og efterlader en på sammenbruddets rand.
Det nåede vi heldigvis at opleve på denne lille snask, hvor vi bestilte autentisk, traditionel nepalesisk mad. Da vi efter en øl, der var sunstroked og to timers venten, endnu ikke havde set antydningen af noge spiseligt kunne vi tilføre No Patience til skiltet. Kasper lignede mig i en delhi-efter-tre-uger-version.

Back in Kathmandu var Annette blevet rask og havde vist fået så meget styr på familien Smitha at vi nærmest levede som en helt almindelig familie. Vi fik ikke nået at lave så meget mad – men hygge var der tilgengæld rigeligt af. Og masser af snak på højt og lavt plan.

Og vi fik heller ikke set alt det vi ville. Ingen køretur, ingen smutture til Nuwakot osv. Til gengæld nåede vi så at smutte en aften tur til Boudha – der var dobbelt oplyst på grund af kombinationen: Tihar og Nymåne.

Her havde vi en af de uforklarlige hændelser, der præger Annettes og mit liv. Og som Kasper og Sofie blev førstehåndsvidner til.

Vi havde ikke talt med Pia og Lakha siden de tog til Indien efter VL konferencen – det stod højt på vores action liste, da det kunne være sjovt at viderudvikle Erhvervs konceptet. I taxaen til Boudha talte vi derfor om, at vi hellere måtte se at få ringet til dem. Hurtigst muligt. Evaluering var nødvendig.

Pia og Lakhas plan var at returnere med et hold almindelige turister en af dagene – hvilken, vidste vi ikke.
Da vi skred ned af Boudhas myldrende gader mod White Jambala, ringer Annettes telefon. Det var Pia, der ville vide, hvornår vi kunne mødes – de var ankommet samme dag og sad og hyggede sig på den restaurant vi så varmt havde anbefalet dem – WHITE JAMBALA!

Kasper og jeg havde umiddelbart forinden talt om spiritualitet. Et emne han ikke rigtigt kunne forholde sig til – Omvendt havde han også lidt svært ved at forholde sig til det karmiske i vores middag, der nu blev udvidet med Pia og Lakha.

White J. overgik sig selv – især den hele and som Sofie glad-i-låget bestilte var en succes. 7 mennesker med drikkevarer for 200 kr. Dette er også uforståeligt.

Tidligere på dagen havde vi besøgt to af vores favoritsteder: Kiki’s Børnehjem og Søbogaard i Gamcha. Begge dele var vist en mindblower. Jeg ved egentligt ikke hvad man foretstiler sig, inden man kommer på besøg i et børnehjem i Nepal. Men jeg tror den betingelseløse og uforbeholdne kærlighed som Kasper og Sofie blev modtage me, kom bag på dem. I anledningen af Tihar havde vi taget snacks og frugt med, som vi sad og hyggede os med mens ungerne kom forbi og takkede os for det legetøj og tøj Annette havde været ude med, mens vi andre var i Chitwan.

Smitha satte vi på et fly forleden – hun glæder sig til at holde familieferie med Søren i Danmark.

Kasper proppede vi på flyet til Danmark i torsdags. I forgårs så vi på huse og fandt af karmiske veje en lille perle, som vi nu går målrettet efter.

Og så fik Annette den forrygende idé at leje et helt hotel i julen.

Vi får så meget besøg at vi faktisk kan leje hele Fammily Guest House – det vil være perfekt, da ungerne kan boltre sig i restasuranten, mens jeg og Claus boltrer os i køkkenet. Vi kan holde fester for alle vores nepalesiske venner, vi kan sidder og hygge med ild i pejsen efter klokken 11 pm og fremfor alt bare være os selv. Fuldstændigt som når man tager på lang weekend i et lejet sommerhus i Danmark.

Den ide arbejder vi videre med.

Så oktober har været på speed – og så har jeg ikke engang nævnt at vi har sendt vores første regninger, jeg er et godt stykke videre med min lille web virksomhed, vi har haft besøg af Birgitte og Suzanne – der vil lave velgørenhed i Nepal – var forbi Jeevas på hans radio Hit FM!, vi har fået logo på vores visuelle identitet på plads (LINE det er forrygende) og, og, og…. der er stadigvæk en uge tilbage af oktober. hvor Søren Rud og Susanne Sayers forhåbentlig kigger forbi….

Er der så noget at sige til at jeg sidder og svæver væk under et møde hvor snakken går på Danske Huse med kontor, sekretær og kaffe og kage.

Og har jeg så ikke lov til at have en smule knald i låget?

Det kan så godt være at vi løber skrigende bort om nogle år (eller måneder) fordi tingene ikke lykkedes. Men det skyldes altså ikke manglen på et Dansk Hus. Det skyldes ganskle enkelt det kaos som Nepal er. Et kaos der ophæver alle de metoder og retningslinier, der ellers har præget vores private og professionelle liv de seneste 20 år.

Så op med planer og mødereferater, der hvor solen ikke skinner. Dem man desværre ikke bruge til så meget her.

… og nu vil jeg have lidt morgenmad og hygge mig med Annette og glæde mig til at nyde lørdagen…

4 thoughts on “Oktoberfest, familie, faglighed og forvirring.

  1. VILDT!!! HAHA!! Det er altså utroligt dejligt at vågne op til en karusel af en eventyrshistorie fra dig, når vi nu lige har brugt en nat, tapas og et par flasker spansk topcognac til at tale om jer med Kasper, Ingrid og Torsten!!!
    Jeg er fan!!

    Like

  2. Du skriver for fedt Thomas. dejligt at følge med og vi glæder os endnu mere til at det engang lykkes at komme afsted. knus til jer fra Charlotte &co

    Like

  3. Det lyder som en super ide Annette har fået med leje af et helt hotel til jul. Tænk hvis det kan lade sig gøre at få få det projekt på benene i kaos-land. Sig til, hvis der er noget vi kan gøre, for at få det op at stå. Vi vil elske at bo på fælles-hotel.

    Når jeg læser om jeres oktober, og alle de mennesker I har mødt og har fået et forhold til, slår det mig, at I har fået en helt anden hverdag end før. Det er noget tid siden vi sidst var på bloggen, og det virker som om jeres dagligdag er blevet mere "dagligdags". Det er også tankevækkende, at dine kritiske bemærkninger ikke går på nepalesisk langsommelighed, praktiske problemer eller den slags, men på et nu-skal-vi-gøre-noget-godt møde om et Dansk Hus. Jeg kan godt forstå, at der er en stærk tilskyndelse til at gøre-noget-godt, og måske skal der bare noget mere inspiration til for at flytte tankerne hen på noget mere fornuftigt, for det lyder ikke som en rigtig ide at bruge støttepenge til at købe clips for.

    Det var fedt at læse bloggen igen – næste gang går der ikke så længe i mellem. Vi glæder os til at følge med i, om I får held med det hus I har fundet, om grøntsags-pusheren kan holde kvaliteten på trods af det sørgelige tab, om Annette kan undgå flere bid, og om alt det andet I oplever.

    Like

  4. Det spænder i armene.
    Et beretning om Kaos! De fleste søger det. Det lyder lykkeligt og jeg glæder mig ufatteligt til jul.
    Jeg går ud og ryger en smøg og tænker.
    Der kom titlen på min kommende kogebog sgu.
    Hvad går bedst til rusmidler, slanke kurere, psykologer.
    Kaos eller Retningslinjer

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s