Noget om gæstfrihed

Har nu efterhånden været så længe hjemme at oplevelserne fra vores just overståede tur til Ilam har bundfældet sig – eller i hvert tilfældet fået en form, som kan bearbejdes, og fordøjes.

Billeder af de to livsstykker her giver min pen et lidt lysere og klarer kulør end de kulsorte noter der præger mine dagbogsnoter.

Turen var på alle måder fantastisk – men også grænseoverskridende hård fordi vi igen pressede os selv for hårdt, på grund af alt for dårlig planlægning, urealistiske mål og oplevelsesbegærlighed og derfor løb ind i uheld på uheld sidst på dagen hvor energien var på nulpunktet.

Alene tanken om at tage fra Kathmandu kl. 5 am om morgenen og regne med at man kan nå Ilam 2.200 moh nær den indiske grænse 800 km mod øst er KNALD I LÅGET. Især når man kører i et gammelt vrag af en SUZUKI GYPSIE fra 1988. Og i Nepal!!!

Heldigvis havde vi Raj og Sirjana fra Cafeen og Kumari’s mand med som passagerer, dvs at vi havde selskab, tolke, lokalkendskab og en 3. chauffør!!! De tre skulle alle hjem til familien og fejre Dashain og havde ikke fået bust biletter. Så vi gav dem derfor et lift.

Turen startede i og for sig strygende – vejen var perfekt de første 500-600 km. Men herefter bliver kvaliteten so, so. Ydermere røg fjederen over forreste højre forhjul sig en tur efter femte time og ophænget til lydpotten forsvandt umiddelbart efter. Bilen kom derfor relativt hurtigt til at lyde som en mellemting mellem et lokomotiv og rumraket under opstart.

Så den meget ujævne og hullede vej sidst på turen gjorde fysisk ondt at køre på… Og jeg skal slet ikke nævne støven og varmen der fulgte os gennem hele strækningen i det Nepalesiske lavland hvor temeraturen vel ligger på omkring 40 grader her i september/oktober.

Efter 13 timer var jeg fysisk smadret og mentalt særdeles ustabil. Vi havde lige tilbagelagt en strækning over et par timer gennem et naturreservat uden vej efterfulgt af en vej-der-skulle-have-været-en-vej-men-kun-var-huller. Mørket havde samlet sig over os og gav os en sigtbathed nær NUL mens folk, cykler, rickshaws, geder, køer mm væltede rundt om mig. Jeg er principielt natteblind hvilket ikke blev bedre af at alle modkørende busser og trucks blændede os med dere lygter der skabte en mur af blændende hvidt og skarpt lys hver gang de passerede os. Jeg var på sammenbruddets rand.

Kumari’s mand og Raj havde vi sagt farvel til 3-4 timer tidligere. Tilbage var Sirjana hvis familie, vi efter planen skulle ovenatte hos. Vi havde erkendt at det var umuligt at nå helt frem til Ilam.

Så jeg sad med en halvsmadret øse på en totalt mørkelagt landevej med håndklædet kastet i ringen. Jeg har ganske enkelt opgivet at køre videre og vil allerhelst finde det første og bedste guest house og crashe i en seng med eller uden utøj. Vi aner ikke, hvor vi er – og endnu mindre, hvor langt der er til Damark, hvor Sirjanas søster og familie bor. Hun ringer til familien (der efterhånden har ventet os en times tid!) mens Annette i mellemtiden forsøger at spørge forbipasserende lokale om, hvor vi er.

Der tager mig et kvarters tid med at få mig ned på jorden! Jeg er efterhånden blevet god til at slå koldt vand i blodet, deciffrere håbløshed i mindre bestanddele, der kan løses – eller i det mindste virker så overskuelige, at man kan se en løsning et eller andet sted. Annette og Sirjana har samtidigt fundet ud af, at vi er 1½ – 2 timers køretur til målet og at nærmeste by er en 20 minutter længere fremme, og at hotellerne der vist er rimeligt tvivlsomme.

Sidstnævnte er Sirjana’s vurdering som skyldes en blanding af længsel efter at nå frem til familien og lokale fordomme: De lokale lodges er sandsynligvis forbeholdt unge elskende, der ikke synes det er så rart, at dyrke sex i køkkenet med 8-10 familiemedlemmer omkring sig.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og sidder endnu et øjeblik og glor formålsløst ud gennem vinduet på mørket, idntil jeg på et tidspunkt slår automatpiloten til og beslutter mig for at fortsætte. Men først efter at Sirjana er 100 % klar over, at turen kommer til at tage timer, da jeg kun vil køre langsomt – meget langsomt!

2½ time senere ankommer vi til en total mørklagt og menneskeforladt Damak (load shedding). Heldigvis ser vi hurtigt to lygter bevæge sig til højre foran os – på Sirjana’s stemme i mobilen bag mig, kan jeg forstå at det er hendes søster og søsterens svigermor, der venter forude.

Målet er nået!

Efter 18 timer i bilen jeg er til gengæld totalt smadret og ikke i humør til at være social sammen med de ventede brothers, sisters, cousins, mothers uncles og alle de andre, der er stimlet sammen på grund af højtiden og udsigten til at se to hvide – der er kulsorte af støv og skidt – på nært hold.


Deres hus viser sig at være et traditionelt nepalesisk træhus, der står på pæle over kostalden. Hele husets længde er en lang svalegang, hvor dagligdagen udfolder sig. Her står der i anledning af højtiden de to geder der skal slagtes til højtiden. Fra gangen er der døre ind til 3 rum, hvoraf det ene fungerer som køkken, men som også har en stor 1½ mands seng. Det er her vi skal sove.

Efter et hurtigt bad ved vandpumpen som Christna – niecen på 10 – hjælper mig med, og efter et toiletbesøg (som jeg selv klarer) i udhuset på den modsatte side af vejen, sidder vi bænket på terrassen med en herlig dahl bath og 10 sæt glade og smilende øjne rettet mod os.


Det er ganske enkelt en gribende oplevelse at blive modtaget med så meget gæstfrihed og kærlighed af nogle med så ringe kår (de er dog rige efter lokale forhold) som overhovedet ikke kender os.

Vi er totalt fremmede – vores eneste billet til denne familiehygge er det lift vi har givet Sirjana (som vi stort set ikke kender fordi hun arbejder i cafeens køkken).

Inden vi kryber i seng i køkkenværelset har vi fået briefet Raj – svogeren, der taler perfekt engelsk – op omkring værksstedsbesøget, så alt er klart, når vi vågner.

Annette havde ikke de store forventninger til natten. Men vi vågner 9 timer senere efter den mest fantastiske søvn længe.

Vores batterier er derfor ladt 100 % op da vi vågnerden efterfølgende morgen. Jeg omkring kl. 6 – Annette et par timer senere. Jeg bruger morgentimerne til at sidde og lege med ungerne, tjekke nabolaget ud, ikke mindst familiens kommende palæ der er ved at blive bygget et parhundrede meter inde i paradis.

Da Annette har fået øjne tager hun direkte til mekanikeren for at få ordnet bilen. Imens fortsætter jeg min rolle som legeonkel og vandrer rundt i nabolaget til stor undren, overraskelse og fornøjelse for ALLE i området. Christina – som sagt på 10 og så meget på hjemmebane at generthed er noget jeg må tage mig af – kan overhovedet ikke se at jeg er voksen. Hun betragter mig som ligeværdig og guider mig gennem den smukke mens hun fortælle om alt undervejs: om blomsterne, husene, risen, vennerne, familien, skolen, maden osv.

Tilbage fra vores sightseeing sidder jeg og laver lektier med ungerne mens dahl bath’e simrer i køkkenet, nu med MUTTON – det kan jeg lugte, men den ene ged er også forsvundet.

Omkring klokken 12 spinner bilen foran huset. Annette er retur, og efter en hurtig gang morgen-dahl-bath ruller vi videre mod Ilam hvor vi har ETA 4-5 timer senere.

Mere om det om et par dage .-)

Indtil da, kan I jo lige gå ud og fælde nogle bambus og bygge en gynge til ungerne…

4 thoughts on “Noget om gæstfrihed

  1. Hej Tingstrup :0)
    Jamen du milde himmel – er du flyttet il Katmandu – anede det ikke – men med dig ved man jo aldrig hvad morgendagen bringer;0)
    Spændende "rejse" du er kommet på, skal jeg love for. Sender dig og Anette mine kærligste tanker og håb for, at I har det godt og passer på hinanden -her fra Svaneke få meter fra jeres gamle veninde som jeg kan vinke over til på den anden side af gaden.
    Kram fra Hanne

    Like

  2. hey T og A, har nydt fortællingen om jeres strabadser her i weekenden. har I tænkt på om det kunne være en ide at importere biler til Nepal😉 knus c og m

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s