Kiki’s Kærlige Kathmandu Kids


Lørdagen var ugens højdepunkt, og overskygger det meste af det andet, vi har foretaget længe – i hvert tilfælde i min optik.

En af årsagerne til at vi er i Nepal, er at vi vil involvere os i en eller anden form for charity. Men da hverken Annette eller jeg selv har nogen erfaringer på det område, må vi finde ud af hvor vi kan hjælpe – vi skal altså have lidt (en del) mere indsigt end det vi har nu.

Indtil for et par uger siden har vi overhovedet ikke haft overskud til at begive os ud på det felt. Men nu har vi bilen og er ikke afhænging af andet end trafikken – som jo kan være alvorlig nok. Men vi er mobile.

Derfor mailede jeg forleden til Kiki.

Kiki har vi mødt et par gange – senest til Skt. Hans på Gamcha, hvor hun troppede op med 4 af hendes super søde kids. Dem har hun omkring 20 af, der bor i hendes Childrens Home 17 km syd for Lalitpur. Det var det børnehjem, vi længe har drømt om at besøge. Vi kunne sandsynligvis godt bare have taget der ud – men det forekom mig at Kiki på et tidspunkt havde fortalt mig, at der var mulighed for at overnatte. Og jeg ville egentlig også gerne vide, om vi skulle have noget med – jeg tænkte på en pose slik, lidt kage eller noget andet i den retning og anede ikke, hvad man kan tillade sig, når man skal besøge et børnehjem. Egentligt er det skræmmende at tænke på hvor lidt man ved om den del af fattigdommen. Javel, man læser en del i aviserne, i brochurer fra forskellige organisationer mm. Og flere hjemmesider er det også blevet til.

Men i virkeligheden ved man ikke en skid!
Hvad kan man tale med ‘dem’ om – for hva’ nu hvis man kommer til at spørge ‘dem’ om deres familie, som ‘de’ måske ikke har?
Kan man røre ved ungerne uden af ‘de’ bliver skræmte fordi ‘de’ måske er bange for at blive misbrugt igen?
Er ‘de’ hjerneskadet af for meget lim, hash og det der er værre?
Og kan man bare lade sine ting ligge fremme uden af de bliver stjålet?

Ikke nok med at alle ungerne har haft en forfærdelig fortid, som de med garanti kæmper med til dagligt. De skal også straffes med usikkerhed og – sandsynligvis – berøringsangst fra os uvidende sjæle, der renser vores samvittighed med donationer, når man husker det, og som får nervøs tyndskid, bare fordi man skal være i samme rum som ‘dem’. Og måske endda røre ved ‘dem’. Fattigdom er næste lige så tabubelagt som at have med gamle, handicappede og døde at gøre,,,

Jeg må hellere komme tilbage til det digitale papirs trygge rammer igen.

For naturligvis ville ungerne blive glade, hvis vi tog kage med. Og JA – vi kunne sagtens overnatte. Og endnu vigtigere – de 4 drenge vi mødte til Skt. Hans havde talt meget om os. Så det var en stor ting, at vi holdt vores ord om ’at komme forbi’ og ikke skuffede dem. Skuffelser har de haft nok af.

Vi ankom ved 3 tiden. Med saftevand og nybagte nepalesiske flødeskumskager og cremehorn fra vores lokale bager.

Det syn der nødte os var – om ikke skræmmende – så langt fra min forestilling om et børnehjem. Og også Annettes, viste det sig, da vi efterfølgende talte om oplevelsen.

Vi gik direkte ind i en af de normale nepalesisk gårde, der fungere som køkken, opvaskested og affalds-opsamlings-plads. Ikke speciel ulækkert men heller ikke specielt indbydende – regnen jo havde huseret i et par måneder, og det kunne altså ses.

Det viste sig imidlertid, at det slet ikke var børnehjemmet vi kom ind i. Det ligger nemlig fra første sal og op. I stueetagen bor der en anden familie, der driver et lille te sted og bruger baggården som køkken.

Fra første salen og op – er der en helt anden verden. Vi mødte et mylder af glade sko, grinende legetøj og et hav af forventningsfulde øjne, der strittede ud af et virvar af smilende ansigter fra unger, der sad i det ene af de to fællesrum og legede, sang og drillede. Kort sagt alt det unger mellem 4 og 12 foretager sig. Urolige på den fede måde – ikke hysterisk urolige som overstimulerede danske unger af og til kan være.
Vores unger her var mere famlende, nysgerrige og som sagt forventningsfulde.. de havde helt åbenlyst glædet sig til vores besøg, og vores tanker om evt. at køre tilbage til Kathmandu samme dag og gemme overnatningen til en anden gang, kunne vi godt glemme alt om.
Vi skulle nemlig til fest i dag – fortalte Ananta os som noget af det første, mens han viste os rundt på stedet og fortalte om dets forholdsvise korte historie, om ungerne og hans egen familie som var en integreret del af det hele.

Stedet består af to dele.

Den del hvor vi befandt os, var selve børnehjemmet. Her bor unger hvis familie er så fattige at de ikke har råd til at holde dem hjemme. Alle ungerne her, har vist alle sammen et hjem, men om de alle ser familien er jeg ikke klar over.
Ungerne sover i køjesenge i hhv. drengeværelset og pigeværelset. Der udover er der et fællesrum med et tv samt et større fællesrum med legetøj og hylder med ungernes skolebøger.
Køkkenet på øverste etage fungerer også som spisesal.

På vejen over for er der endnu et hus – det er en del mindre og er rammerne for 5 af de ældste kids. Alle drenge der er hentet fra gaden – dvs. nogle af dem, som de fleste etablerede organisationer har sværest ved at hjælpe. De kids man finder uden for Thamel, med limposer i hånden – poser de først slipper, når de falder bevidstløse om i bunker og deres fingermuskler slipper grebet om dem.

Navne kan jeg endnu ikke – men Ananta fortalte historien om hvordan de måtte kæmpe en kamp med at få fat i en af drengene. Hvordan de gentagende gange måtte jage ungen fordi han hele tiden flygtede. Hans kammerater havde skræmt ham fra vid og sans med historier om hvordan hvide vesterlændinge indsamlede gadebørn og rippede dem for indvolde, som de videresolgte til andre rige hvide og arabiske oliesheiker, der lige stod og manglede en lever.

Så kan man godt forstå de løber…

Til gengæld er det svært at forstå, at de fem unge teenagere har haft en fortid som de har. De lever i deres lille hus sammen med en enkelt voksen – og klarer alt selv. De laver mad på skift, vasker og stryger deres tøj, passer deres lektier osv – kort sagt, alt det som er nødvendigt i et ’normalt’ liv. Og så går de i skole (engelsktalende) og har drømme som alle andre teenagere jeg har mødt. Drømme om piger – især danske, da der stort set altid er mellem 2-3 frivillige, der med Jysk Rejsebureaus mellemkomst tager et frivilligt ophold i børnehjemmet.
Og så drømmer de om fremtiden – Raskumo (som i virkeligheden heder Deepak, men som overhovedet ikke reagerer på det navn, fortiden?) vil være doktor og hjælpe andre og drømmer om at komme til Danmark. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, om hvad Pia Kjærsgaard synes om folk med hans øjen- og hudfarve. Og jeg orkede næsten heller ikke at tænke på hvor umulig hans lægedrøm måtte være – en ting er at sikre en unge et grundskole ophold. Men high school og efterfølgende universitet er altså en helt anden og dyrere ting.

De andre havde ikke helt så konkrete drømme – men deres talenter stråler ud af dem hvis man gider kigge efter. En enkelt kok havde jeg da tjekket ud…

Det eneste der umiddelbart forbandt dem med gaden var enkelte selvlavede tatoveringer hist og pist. Det man ikke kan se er deres drømme, når de ligge i sengen om natten. Deres savn og dybe længsel efter kærlighed. Det har de mindste lettere ved at give udtryk for…

Jeg swingede utrolig godt med dem – de synes det var fedt, at have en de kunne tale musik med, en der vidste noget om den mad de lavede og som kunne fortælle løgnehistorier og samtidigt sigt f*** U når, en af dem gik over en usynlig streg.

Da vi havde set os omkring og pjattet med ungerne, besluttede vi os for at gå en tur.

Jeg havde forestillet mig at Annette og jeg selv tog de danske piger samt et par af ungerne med. Men alle ungerne stillede op sammen med Anantas younger sister og en lokal pige jeg aldrig fandt ud af, hvem var. Og ungerne vidste præcist hvor vi skulle hen. Vi skulle i skoven – hen til et lille tempel et par km væk.

Hold kæfte det var skægt – og hyggeligt. Det eneste problem var, at vi manglede et par ekstra arme og hænder. Alle ville holde os i hånden og kæmpede om at komme til.

Jeg er en knude til navne og opgav hurtigt at finde ud af hvem der var hvem, og kaldt dem derfor det, der faldt mig ind i øjeblikket. Det var der åbenbart ingen der sagde noget til. Lige bortset fra Rasmus, der hed Rash-et-eller-andet og som havde fået et nyt navn af en af de piger, der tidligere havde været på hjemmet. Det havde Viktor (som vist oprindeligt hed Vic-et-eller-andet) også.

I also want a new name lød det spagt fra den lille fyr for enden af min højre hånd.

OK – I will give you one sagde jeg og spurgte til hans nuværende navn.

NO – I’ll give you my name kom det hurtigt fra den ældre Rasmus.

Thomas, then you can give ME a new name! fortsatte han.

Jeg droppede hurtigt navnediskussionen og spurgte dem I stedet om hvad blomster hedder på Nepali.

Da vi kom tilbage efter et par timer, kastede vi os alle på madrasserne i det ene legerum. Herefter stod den på sang og dans og trommeri, mens vi hele tiden måtte fortælle historier, svare på spørgsmål og nusse og kæle. Rummet var en kæmpe stor og kærligheds tør svamp, der sugede kærlighed og ømhed ud af Annette, jeg og Lisbeth (der var den ene af de 3 piger, der boede på stedet). Mine telefoner forsvandt hurtigt i et virvar af nysgerrige hænder og arme.

Det var fantastisk at se hvordan ungerne på en eller anden måde fandt ud af at deles om tingene uden at komme op at slås eller græde. På et tidspunkt fik Annette stukket iPhonen op i ansigtet og måtte forklare at Durbar Square i Kathmandu intet havde med Golden Gate at gøre… imens sad min nye veninde og flettede hårene på mine ben. Hvis man er bange for at røre ved børn skal man nok holde sig væk.

Der var dækket op til festmiddag i køkkenet – da vi kom op sad alle langs væggen med deres metal tallerken foran sig klar til deres dahl bat, der i dagens anledning var peppet op med kød. Kød er nemlig forholdsmæssigt dyrt i Nepal. Vi spiste – som det mest naturlige – med fingrene hvilket gav os en masse respekt og gule carry negle. Faktisk er det ikke noget jeg længere tænker over. Maden smager ganske enkelt bedre, når den indtages med klør fem.

Efter maden rykkede hele holdet ned i lege/lektierummet, hvor den stod på dans og den fantastisk nepalesiske fællessang backet up af det mest fantastiske tromme groove. Alle lærer åbenbart at håndtere dette fantastiske – men svære – instrument.

Vi gik i seng ved halv ti-tiden – godt mørbankede. Både kroppe og sjælen havde været gennem vridemaskinen.

Næste morgen var jeg oppe ved 6 tiden og satte mig først ind og hjalp ungerne med lektierne og skred senere over hos de store og talte lidt voksen-snak med dem. Noget af det overgearede fra dagen, før var erstattet af en teeanager trang til at tale seriøst – dvs om livet, musik, drømme osv. Alt imens der blev strøget tøj, vasket, lavet mad osv.

De glæder sig vildt til vi kommer tilbage med Kasper og Sofia. Kaspers højde og Sofies ring i næsen kan de overhovedet ikke sætte sig ind i.

CODA
Jeg talte ganske lidt med Ananta – der var ikke ikke så meget tid. Men jeg fandt da ud af at hele menageriet løber rundt for 70.000 NRP om måneden. Små 5.000 DKR. Mere skal der ikke til at dække husleje, mad, tøj, skole, personale og KÆRLIGHED – rammerne for 20-25 skønne ungers liv og hverdag.

Pengene finansieres af Kiki, sponsorer samt de penge, der kommer ind fra de unge danskere der rykker ind en måneds tid ad gangen formedes 900 kr. Et kærkomment tilskud – men ikke helt uden problemer. Det er nemlig ikke altid, at ungerne kan forstå, hvorfor de er der. Og af og til knyttes de til pigerne, hvilket må være problematisk, da de jo kun er der i en begrænset periode. Men det er detaljer i det stor spil

Annette og jeg har efterfølgende diskuteret hvad vi kan gøre – når vi altså begynder at får gang i-et-eller-andet, der give os en indtægt, vi kan dele ud af. Vi er begge enige om, at vi vil gøre en forskel. Det gør vi allerede i de erhvervsmæssige projekter, vi arbejder på for tiden. Her tilfører vi viden og erfaring, og der er også så småt ved at komme penge ind til folk. Men vi vil altså mere end det. Og det skal altså handle om velgørenhed.

Men velgørenhed i Nepal er en jungle med masser af små private velgørenhedsprojekter som Pendhelings Tibet Charity’s Youth Center i Jorparti uden for Boudha og Boghandler Lars børnehjem Nepal Bal Ghar.

Inden for velgørenhed skal man ikke være for eller i mod noget som helst, så længe der hjælpes.

Men jeg vil til enhver tid hellere støtte disse initiativer, frem for kommercielle velgørenhedsvirksomheder som MS, Care mm – i førstnævnte går 100% til hjælp. Gu’ ve’ hvad den tilsvarende procent er hos de etablerede…

Der er ingen tvivl om at penge, tøj mm er tiltrængt hos Kiki. Og vi vil naturligvis hjælpe der hvor vi kan – INGEN TVIVL OM DET. Vi er igang.

Men hvis vi for alvor skal skal gøre en forskel, tror jeg, at vi skal være med til at starte noget op fra bunden. Eksempelvis hjælpe Dongal med at lave et hjem til de hjemløse ældre, der går rundt i Kathmandus gader. Det virker som om det er en glemt gruppe.

Vi kan måske også gøre en forskel for de kids, der vokser ud af Kiki’s rammer. Dem der bliver for store og skal til at tænke på voksenlivet.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på at en drømme om et liv som doktor ender med en lille teshop. Især ikke hvis de faglige og menneskelige evner er til stede.

Vi må gå i tænkeboksen.

Indtil da glæder mig til at besøge Kikis unger igen. Næste gang har vi sandsynligvis tøj og legetøj med. Inden vores besøg lagde jeg et link til Kikis hjemmeside op på min FB status. Den snuppede Sørøver Salli og samler nu ind hos PeopleGroup. Pernille skal her ud til oktober – så hun tager det hele med.

Social networks får pludseligt en anden betydning!

4 thoughts on “Kiki’s Kærlige Kathmandu Kids

  1. Det er en helt fantastisk historie…
    Er det ikke et problem at de forventer at blive adopteret?
    Den minder mig om en TVdokumentar "Blindsight" (http://www.blindsightthemovie.com)om de blinde i Tibet, som er udstødt pgra folk mener de er straffet for ugerninger i tidligere liv. En tysker etablerer et hjem for dem og får hjælp af en blind bjergbestiger til at give børnene nyt håb.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s