Maki og miso mareridt

Cinzia hjalp os i lørdags med at tjekke Amrit Resort ud. Et lukket resort der i princippet er ready to rock hvis ikke det var fordi placeringen sucks. For det først ligger det for langt væk ift Thamel. Og for det andet er der ikke rigtigt nogen tilbud i dets nærområde. ingen Byens Kro, Ingen Palæ Bar… osv. Så det sparker vi til hjørneflaget indtil videre…

Men vi takkede Cinzia for input, godt selskab og deltagelse med en middag.

Jeg har gennem længere tid haft kig på en restaurant, der ligger i den alley, der går parallelt med vejen til Radison. Jeg aner ikke hvor jeg har fået det fra – men jeg bildte mig ind at køkkenet serverede raffineret koriansk, fræk japansk og vovet kinesisk.

Det gjorde de ikke – faktisk gjorde de ikke ret meget. Stedet lignede mest af alt noget der var lukket og havde været det længe. Alligevel tog vi i døren, der desværre gik op, hvilket resulterede i lys og personale og et of course we are open… fra en sympatisk ung fyr, der hurtigt fik døren til at suge os ind og fremtryllede samtidigt et par menukort med en række fede pix af de 6-8 set menues, der vist var stedet specialitet og vist også det Annette og jeg havde set før.
Vi bestilte 3 set menues og maki ruller som starters – sidstnævnte var mest ment som en snack da menuerne bl.a. indehold miso suppe og salat.

Lad mig sige det med det samme – maden var en katastrofe!

Annette og jeg fik vores retter serveret med et samme – MEN hovedretten, der viste sig at være den traditionelle chicken sizzler med ris, kom naturligvis før de andre retter.
Jeg spurgte forsigtigt til miso suppen som herefter lynhurtigt blev serveret – og lynhurtigt røg retur. Det var ganske enkelt det tyndest sprøjt, der nogensinde havde stået på et bord i en restaurant. Ufatteligt, når man tænker på hvor let det er at lave.

OK tænkte jeg. Vi er jo i Nepal fortsatte jeg overbærende og satte forsigtigt pindene med lidt ris til læberne.

Risene kom aldrig længere… de var uspiselige! Og det i en grad, der i sig selv er en præstation, når man tager i betragtning, at vi befinder os i et land, hvor alle er vokset op med denne afrgøde på menuen mindst 2 gange dagligt, hver eneste dag gennem et helt liv.

Risene var den type man bruger til sushi og derfor har stående friske – men på køl – så man hurtigt kan rulle en maki, når der kommer en ordre. Vores innovative chef havde opfundet en combi metode, som sparede ham for en masse tid, besvær og penge.

Han tog de kolde sushi ris og varmede dem op og serverede herefter denne grødlignende konsistens sammen med de nepalesiske kyllingestykker. De smagte mest af alt som det overskudvand man en gang imellem hælder fra risene.

Jeg rejste mig forskrækket og strøg ud i køkkenet og spurgte hvad de havde gang i.

Do you want to eat this? spurgte jeg, hvor efter de så helt skræmte ud. Naturligvis ville de ikke det.

De undrede sig med garanti over hvordan 3 europæere kunne smage forskel på ris, og deres undren blev sandsynligvis endnu større, da makirullerne røg retur inden de nåede at røre vores bord.

Jeg vil slet ikke prøve at forklare hvad de lignede – her tænker jeg på formen! Men den røde reje der skulle være inden i var forvandlet til en våd agurk indviklet i grøn tang, der var flækket og revnet overalt, og hvor der var mere ris udenfor tangen end inde i. Jeg spekulerede på om de måske var tabt på gulvet, og spurgte for sjovt om jeg skulle komme ud og lære dem at lave rullerne…

Farcen fortsatte gennem resten af måltidet og peakede med at the chef himself entrerede med en kold øl on the house, små skarpe (som vi takkede nej til) og en detaljeret gennemgang af alle hans evner inden for de mexicanske, kontineltale, italienske, kinesisk og naturligvis nepalesiske køkken og undskyldt mange gange at hans japanske kollage lige akkurat i dag havde taget fri…
Da jeg forsigtigt forsøgte at forklare ham at man ikke behøver at være japansk chef for at lave en miso suppe, hvis man bare har de rigtige ingredienser – eksempelvis miso paste – strøg han ud i køkkenet og hentede en næsten tom og meget usmageligt udseende spand med nogle brunlige og hårde rester i bundens hjørner.

Oh I have miso paste strålede han. Endeligt var der noget han kunne leve op til. Men da var jeg ved at brække mig – jeg havde lige spist hans anden (og mere vellykkede) forsøg på en miso suppe.

Mens vi betalte den vanvittige regning – som jeg naturligvis skar godt og grundigt ned – forsøgte han glad i låget at invitere os tilbage igen og lagde samtidigt en billet ind som chef i vores kommende guest house. Han var jo specialist i alle køkkener! Altså lige bortset fra det japanske…

Vi tog heldigvis oplevelsen fra den humoristiske side og sagde farvel til hinanden med et smil ved 8:30 tiden.

Det var dog so so med smilet da jeg sad på potten en times tid samme nat…

One thought on “Maki og miso mareridt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s