Trafikdåben

Vi er tilbage fra tre dages bilekskurtion i den nepalesiske trafik. Årsagen er at vi forleden fik tilbudt at købe en fantastisk VW anno 1968. En super charmerende bil som vi naturligvis er faldet pladask for.
Turen der skulle overbevise (eller det modsatte) os om at en bil, er det rigtige transportmiddel for os her i Nepal. Altså en slags seriøs og målrettet research af livet som bilejer i Kathmandu kombineret med lidt afslapning og sightseeing.

Og jo tak – først nævnte formål fik vi gennemlevet med vores sædvanlige grundighed. Især på vores hjemtur i går, der havde alle bilismens rædsler på programmet. Den GUD der tager sig af den del af vores liv er grundig – han/hun sikrede sig at intet bliver overladt til tilfældighederne. At vi ikke kun basere vores købsbeslutning på friheden og alle de positive oplevelser, som bilen giver, men også præcist ved hvor rædselsfuld og forfærdelig en tingest en bil kan være.

Dagen startede ellers forrygende. Fra Dulikel kørte vi ned og tjekkede Panauti ud, en by som dagen før virkede helt forrygende, og som vi nu ved holder – og det i en grad at vi med garanti kommer tilbage.

Fra Panauti kørte vi tilbage til Baktapur vejen. Men i stedet for at dreje til venstre og køre direkte til Kathmandu – en tur der ville tage en lille times tid – krydsede vi gennem Banepa og fortsatte nordpå gennem Nala mod Nargakot, men vestpå – dvs. ad parallellen til den trafikerede hovedvej.

Turen var ganske enkelt forrygende – mindre end 1 time fra Kathmandus helvede ligger paradis, Shangli La eller hvad man ellers kan komme på af eventyrlige navne. Vejene er so so. Vi havde som nævnt en 4WD og klarede det hele glat, men en almindelig personbil ville også kunne køre turen.

Som sædvanligt når alt kører på skinner, får Annette og jeg blod på tanden. Jeg vil ikke sige at vi bliver kåde, dumdristige og letsindige. Vi bliver der imod lalleglade og lette i låget.

Fra Baktapur er der godt en halv times kørsel hjem. På det tidspunkt har vi set og oplevet det, vi skal. Vi har ikke behov for mere – og strækningen til Kathmandu, har vi kørt flere gange og kender ud og ind.
http://www.blogger.com/img/blank.gif
I stedet for at køre den hurtigste vej hjem, så vi slap for fyraftenstrafikken og havde mulighed for at powershoppe i Bath Batheni nu vi havde vores egen bil, skulle vi lige hygge-køre lidt mere ad den gamle landevej gennem Timi og krydse mellem rismarkerne og ramme ringvejen ved Koteswor.

Vi befinder os hurtigt i et forrygende landskab af rismarker og Newar huse.

Kortet er let at følge og angiver flere muligheder for at zig-zag’ge sig frem. Men det kortet ikke kan gengive, er de pludselige vejspærringer der opstår, når folk pludseligt finder på at grave en rende tværs over vejen uden at ulejlige trafikken med advarselsskilte – eksempelvis ved vejens begyndelse, som jo altid befinder sig et par kilometer fra åstedet.

Sådan et vejprojekt ramte vi naturligvis – sammen med MC’er, taxaer, en enkelt lastbil og det der måtte befinde sig på den anden side af grøften. Den side vi ikke kunne se, fra det sted hvor vi stoppede og besluttede os for at vende om.

Jeg vil lige sige en ting: Der er intet unormalt er i sådan en situation. De opstår hele tiden.

Så derfor vendte vi som sagt bare bilen og kørte tilbage. Men i stedet for at tage op til den gamle landevej igen, drejede vi fra ad en lille vej som kortet klart og tydeligt viste ville føre os den rette vej.

Det gjorde den bare ikke. Den fejlede heller ikke noget – den var hverken værre eller bedre end mange af de andre, vi havde kørt på tidligere. Den endte bare… pludseligt befandt vi os midt i en rismark, hvor et hold arbejdere stod og hakkede i jorden. Så endnu engang var det kun et at gøre – tilbage igen.

Problemet var bare, at jeg ikke kunne vende – vejen var lige akkurat bred nok til bilen. Til venstre for mig var der 30-40 cm ned til den ene rismark. Til højre en mindre sø med grønne risspirer.
Enhver normalt tænkende person med bare en lillebitte smule forstand på biler, ville have bakket ind i ’søen’ til højre, vendt bilen og kørt stille og roligt tilbage. I min verden er 4WD et super album fra 1975 med Bachmann Turner Overdrive. Derfor sætter jeg bilen i bak gear og pedalen i bund.
Og 1-2-3 – mindre end et sekund senere ender bagdelene af mit lorteskrummel af bil nede i rismarken til venstre for mig. Den står helt skævt – lige så skævt som smilene på de nepalesiske bønder, der nu begynder at samle sig omkring os. Det er med garanti ikke hver dag, de ser to hvide tåber køre galt in the middle of nowhere. Alle er heldigvis søde og hjælper til med at skubbe bilen forfra, så jeg kan bakke bagenden op på stien igen.

Her må jeg lige indskyde en ting igen. Hvis jeg ikke var førnævnte bilignorant ville jeg aktivere firehjulstrækket og køre ud i pløret og op på vejen igen et stykke længere fremme.

Det gjorde jeg bare ikke. Igen pedalen i bund hvorefter jeg endte 10 meter længere tilbage – men nu nærmest lodret med enden i grøften. Med en HELT død motor. Benzin var der nemlig heller ikke mere af – den smule der var, løb ikke til motoren på grund af bilens hældning.

Hvor smart er så lige det?

Tanken om mørket der trænger sig på et par timer eller tre uden i fremtiden er skræmmende her på denne skide rismark. Så jeg på nervesammenbruddets rand og kan intet fortage mig andet end at få Annette til at ringe til Vivek og sætte ham ind i situationen og få ham til at komme med benzin, en person med forstand på biler og et sprog!
Hun giver telefonen videre til en lokal (som ser skræmt ud ved tanken om at holde dette monstrum i hånden) som kan forklare ham, hvor vi befinder os.

Mens vi venter på Vivek, lykkedes det os at overtale MC fyren til at køre Annette hen til de nærmeste huse og lede efterhttp://www.blogger.com/img/blank.gif en truck. Hvad enten der er det ene eller andet galt med bilen, skal den op på vejen igen. Og det skal man bruge en truck til. Fem minutter senere kommer Annette kørende i en kæmpe 4WD fyldt med unge fyre, der alle skal have en del af det ta’-sel’-bord, som vi helt klart bliver betragtet som.
Det tager dem heller ikke mere end 5 minutter at få slæbt bilen op på fast grund igen. Så langt så godt – nu skal vi bare have mere benzin, så bilen bare i gang igen.

Heldigvis kommer Vivek kørende på sin store MC i samme øjeblik – med Sushi på bagsædet med en stor dunk benzin på skødet, der fyldes på vores bil med det samme.
Til ingen verdens nytte. Bilen rører sig ikke en tomme. Den hoster kun en smule.

Igen må jeg lige komme med en kommentar. Vivek er TV stjerne på den første og største Nepalesiske kommercielle TV station – og har i øvrigt også sit eget radioprogram hver onsdag hos konkurrenten. Så det er fantastisk sjovt at se hvordan folk reagere når Vivek kommer et sted hen med ’normale’.
Der blev da også gloet en ekstra gang da han pludseligt tropper op her på rismarken. Både på ham – men også på os. For hvad har vi med ham at gøre?

Nu skal specialisterne vise hvad de duer til – så motorhjelmen skal op så maskineriet kan kigges efter i sømmene. Der er bare ingen der ved hvordan, man åbner motorhjelmen. Det er så her jeg kommer på banen – det tager mig nemlig mindre end et minut at tænke mig frem til hvor man ville gemme håndtaget, hvis man var rigtig smart og tjekket. I handske rummet.

For at gøre en lang historie kort – så er der intet der hjælper. Vi får trukket bilen op på landevejen og forsøger at trække den i gang, men da jeg kommer frem til bilen et par hundrede meter fremme, står den fyr med mest motorforstand og kommer med dommen.

You need a new ignition siger han og peger på en lille tingest i motoren. Det vil tage et par timer og koster med garanti en formue. Mindst 1.500 rupees som er nyprisen for tingesten.

På det tidspunkt har Vivek forladt os – hans show starter 4.30 pm og det er live. Så han kan ikke hjælpe længere, og vi kan ikke gøre andet end at følge med strømmen. Og den leder os i første omgang hen til en lille kaffebar, hvor vi kan slå tiden ihjel sammen med den mest engelsk talende fyr, der kun har en agenda: at malke os så meget som muligt.

Jeg kan ikke tillade mig at be’ ham gå ad helvede til, for ham – og hans kammerater – er de eneste vi har.

Vi sætter os og bestiller en kaffe og Cola og må skuffe vores ven med at vi ikke ryger og derfor ikke har cigaretter. Surt show – han kan ikke få sig selv til at be’ os købe dem.

Men vores prøvelser er åbenbart forbi – for pludseligt toner vores blå 4WD op uden for kaffebaren. Vi har ikke engang fået de drikke varer, vi har bestilt til stor skuffelse for mama, der måbende ser os styrte ud af butikken. Vi vil ikke risikere at bilen går i stå igen.

Det var åbenbart et tændrør der skulle skiftes – og det tager ingen tid, til stor irritation for vores ven, der ellers lige havde gjort os malkeklar. Han forsøger forgæves at overtale os til at drikke en kop farvel-og-på-gensyn kop kaffe, inden vi kører. Men på det tidspunkt har han flået os for 3.000 rupees til stor overraskelse for mekanikeren (han forsøgte med 4.000).
Det irriterer mig naturligvis ad helvede til at blive flået – men omvendt er 200 kr. billigt sluppet – jeg var efterhånden så træt, at jeg ville have betalt hvad som helst for at komme tilbage til Kathmandu.

Vi rammer Koteswor på det værst tænkelige tidspunkt kl. 5 pm hvor trafikken værst tænkelig. Jeg kaster mig ind i kampen og fortsætter med strømmen, der bevæger sig med en gennemsnitsfart af 15 km/h indtil vi lander i Lazimpat en time senere. Godt mørbankede men glade i låget. For selvom hjemturen har været et helvede, har problemerne ikke været større end at de kunne løses relativt let – faktisk kun med en mobiltelefon.
På mindre end to timer er vi blevet hevet op af en grøft, har skaffet benzin, fået repareret motoren og fundet stedet hvor der væves tæpper.

Men det er en helt anden historie…

One thought on “Trafikdåben

  1. Fantastiskt! og suverænt at I tager disse oplevelser inden vi kommer, så det bliver en ren dans på roser for os. Det er venner!!

    :-J

    NB Væves tæpper… Fortæl fortæl!!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s