Onsdag den 8. juli 2008, Lonely Beach, Kho Chang. UDDRAG FRA DAGBOG

Stilhed – men meget mod min vilje… computeren er strømdød og er derfor afhængig af el, som findes ved siden af sengen hvor Annette sover… og jeg har glemt mit headset. Ville ellers have spillet ’25 remixes for cash’ med Aphex Twins. Men sådan skulle det altså ikke være…

Dagens indspark er skrevet med Line og Claus i tankerne… ikke at det gør en forskel på det jeg skriver, og måden jeg formulerer tingene på, Slet ikke – men de har så tit spurgt hvor de skal tage hen med børnene, og det har jeg rent faktisk tænkt en del over på det sidste.

Rammerne omkring mig skal lige på plads – mere for stemningens skyld.

Slænger mig på terrassen med udsigt over havet. Annette ligger som sagt og sover. Kl. er ikke mere end lidt i 6. am. Jeg har lige lavet mig en kop Nes som jeg sidder med i hånden, og sætter vand over til en ny NU.

Umiddelbart bag mig er glasvæggen ind til værelset. Her står en lav divan man kan slænge sig i Glasvæggen består af to kæmpe glasdøre der står pivåbne ud til den store træterrasse der ligger i første række ud til vandet. Desværre er der ikke sand for foden af terrassen. Der er sten og klipper – min morgendukkert tager jeg derfor i poolen der ligger 10 meter bag vores bungalow – en af de designede pools hvor man ligger og glor direkte ud over havet med vand helt op til poolens kant, så det kan sile over kanten til basinet et niveau under, hver gang man bevæger sig.

Jeg ellers ikke den store pool tilhænger, men vandet i havet er så varmt at det ikke er forfriskende. Her er poolen en del mere effektiv – selv om den heller ikke er helt så kold, som jeg foretrækker den.

Hotellet – eller resortet som alt hedder her – hedder Warapura og er et lille Boutique Hotel (det nye buzz word i Thailand). Vi havde oprindeligt forestillet os noget mere ydmygt, men p.gr.a. et par thailandske helligdage, er Kho Chang pakket med lokale – stik mod vores forventninger, da det er uden for sæsonen.

Så efter desperat – men forgæves – at have ledt efter logi alle de steder, der stod på vores ønskeliste, ringede vi til Warapura som jeg nærmest fandt ved et tilfælde i en turistbrochure. De havde et enkelt værelse som vi bookede på stedet. Vores plan var at finde et dagen efter, men vi besluttede os for at blive da vores dage på øen er relativt begrænsede. Dog i et andet værelse, det vi bor i nu, der som sagt ligger lige ud til vandet.

Alt er super velfungerende. Her er luftigt og rent, morgen buffet og aften drinks i de dyrere bungalows (vores). Og så er der nogle services som egentligt er ret fede – eksempelvis gratis udlejning af videos, så man kan se en film hvis man vil det. Værelserne ligger på 1.020 bath (160 kr) for den billigste (den vi boede i de første to nætter) og 2.100 bath (330 kr) for den vi bor i nu (familie bongalowen koster 2600 bath/410 kr). Alle priser er inkl. morgenbuffet som man bør tage med i beregningerne, da man jo eller skal slippe mellem 200 og 300 bath pr par, hvis man bor et billigere sted.

Warapura er dyrere end vi normalt bor for. Og vi kunne sagtens få et sted til 400/500 bath – problemet er bare de skide helligdage, der totalt er kommet bag på os. Folk forlader øen i dag – så alle der ankommer nu har langt flere muligheder. Vi gider bare ikke flytte længere. Det giver ikke mening med så få dages ferie.

Har nu været i Thailand siden vi ankom sent lørdag aften. Og som nævnt på Kho Chang hvor vi ankom i søndags. Dvs. at vi reelt set har haft to hele afslapningsdage, dage hvor vi intet har foretaget os bortset fra at læse. Annette har dog stresset en smule. Hun leder konstant efter det perfekte sted at overnatte – og de hænger altså ikke på træerne i hendes verden.

Jeg selv er udmærket tilfreds, hvis jeg har en god strand, et godt værelse der fungerer, dvs. har luft, en terrasse hvor jeg kan sidde om morgenen og læser og skrive, adgang til vand så jeg kan få en morgendukkert, strøm til mobilen og computeren (jeg slapper af når jeg skriver) og en eller anden form for aktivitet i nærheden. Her tænker jeg ikke på sport, men på cafeer, restauranter, et sted hvor man kan købe en t-shirt, en general store hvor man kan købe vand osv. Med andre ord – en lille by.

Tilbage til Line og Claus – og alle andre der, som dem leder efter et godt sted at tage til med børnene.

Alle der drømmer om den perfekte strand.

Og her taler vi ikke om den pre-pakkede tur med Star Tours (i øvrigt ikke et ondt ord om den rejseform, som giver mange mennesker mulighed for at komme ud i verden). Her taler vi om den rejse man selv arrangerer – den der dufter en smule af eventyr og udfordring og en smule uforudsigelighed.

Her må jeg lige indskyde en ting – der findes ikke to identiske Perfekte Rejser: Rejser er ikke alene individuelle. De er også situationsbestemte. Den måde vi rejser på nu er markant anderledes fra den måde vi rejser på, når vi tager af sted på månedslange ture uden mål og med. Her og nu har vi konkret haft brug for at slappe af – derfor har det været øverst på agendaen.

Men der er vel nogle ting der går igen i de flestes forestilling om den perfekte rejse. Der skal være et element af afslapning og et element af noget andet udefinerbart. Det jeg vil kalde kultur – men som også rummer mulighed for andre ting end dem der traditionelt hører under den kategori.

Kulturen – eksempelvis i form af en byoplevelse – får Line og Claus i rigt mål, hvis de kommer forbi Kathmandu. Det skal vi nok sørge for. Og hvis de tager til Thailand, så kommer de ikke uden om Bangkok – og det er sikkert også en eller anden form for kulturoplevelse. Især hvis det er første gang man er der.

Tilbage er så afslapningselementet – Her i form af Den perfekte strand: stranden med det irgrønne og klare vand der stille og roligt skvulper op langs den kilometer lange kyst hvor palmerne kaster sine svalende skygger over det kridhvide pulversand.. Strande hvor man kan ligge og dyrke ugenert sex i vandkanten, stranden hvor man slukker sin tørst med en moden og kølig cocosnød… hvordan den så ellers bærer sig an med at være kølig og hvordan man får den ‘åbnet’ må stå hen i det uvisse.

DE STRANDE ER UFATTELIG SJÆLDNE!. Og finder man dem er de i øvrigt et helvede. Det er ofte umuligt at komme dertil. Når man så endeligt finder den, er der for varmt, og skulle man finde en strandbar, så er den urimeligt dyr (der er jo ingen konkurrence) og så er den ofte død kedelig fordi der ikke sker en skid – og det skal der, da det er de færreste, der holder til mere end en ½ time i solen. Og så er der i øvrigt heller ingen toiletter, og børnene keder sig…


Man kan sagtens finde en anden perfekt strand. Men den kan også være svær at finde.
Og en ting er sikkert – man finder den ikke i katalogerne med alle de glitrende billeder. De er kun en meget lille del af den virkelige verden. Sagen er jo at alle leder efter den strand og har gjort det lige siden den første Bounty Reklame og Palmolive Reklamen (med en nøgen Susanne Bjerrehus) strøg hen over lærredet i Amager Bio. Så katalogernes strande er ofte et meget lille udsnit af en meget lille virkelighed der er afgrænset til et par meter udenfor det pågældende ressort og dokumenteret på film, et tidspunkt hvor folk er væk, og som sandsynligvis også er efterbehandlet på computeren. De fleste af katalogernes billeder giver ofte et forkertbillede af den virkelighed man ankommer til – en strand der intet har med forestillingen om Robinson Crusoe at gøre. De billeder er nemlig formidlet videre af velfungerende ressorts med tjek på tingene (og rejsebranchen) og derfor præcist ved hvordan de skal nå frem til alle rejselystne i hele verden…

Og rejse bøger som Lonely Planet, Rough Guide o. lign. er også ubrugelige. Hvor tit har vi ikke fundet en lille perle som i LP rangerer i bunden af bunden – og hvor man tager sig til hovedet fordi man ikke forstår en skid, indtil man tjekker forordet og colofonen ud og finder ud af, at forfatteren er amerikaner og derfor har helt andre forudsætninger for at bedømme et sted end dem, vi som Europæer/danskere har. Vi har trods alt mere end 1.000 års kultur og historie i vores gener modsat forfatterens små 300! det gør altså en forskel…


Man kan måske finde stranden på nettet – men igen ryger man oftest ind i rejseindustriens markedsplads. De små perler (som man vist godt kan kalde det vi bor på) er oftest utjekkede og har internettet lavt på listen.

Men strandene findes som sagt – man skal bare vide hvor de er og anstrenge sig en smule for at tage der til. Og måden man finder dem på er altid den samme. Man finder dem først når man er der – og oftest først på anden eller tredje dagen, og altid fra vandsiden.

Min egen helt personlige favoritstrand findes i Senegal. Men den er ikke for børn – her er for øde og vandet er kun til rutinerede svømmere. Og så har jeg en svaghed for Kho Thao, der har noget af det klareste vand man kan drømme om – men her er til gengæld for mange dollars og øen er alt for lille.
Andre perler findes faktisk i Europa: Portugal, Den Kroatiske kyst fra Krk og sydover og så den sjællandske Kattegat kyst. Vesterhavet dur ikke – vandet er for farligt de fleste steder, og de steder man trods alt kan bade skal man passe på trafikken.

Der hvor den-perfekte-strand-garanti er størst er faktisk Thailand. Og det er også her jeg ville anbefale de fleste at tage til med børn, fordi alt fungere perfekt.

Jeg vil til gengæld ikke anbefale folk at tage til Puket og de nærliggende strande. For det første fordi jeg ikke selv har været der – og for det andet fordi det er det område, der er mest opdyrket. Vi har slet ikke været ved den thailandske Vestkysten – endnu. Kun på de strande der ligger nordligere – men det er Burma, og en helt anden historie.

(er lige smuttet hen til morgenmads restauranten, hvor jeg har snuppet mig lidt morgenmad – risgrød kogt på en eller anden suppe med kødboller tilsat hvidløgsgræs, frisk chili, ristet og crispy hvidløg og fish sauce).

I stedet vil jeg anbefale nogle af de andre strande, man let kan komme til på egen hånd og her findes der masser af tilbud i området omkring Khao San Road i Bangkok. Her tager vi til når vi ikke har så meget tid. Vi lader os inspirere af udbuddet og beslutter os inden for en tim eller to.

Kho Samui, Kho Phag Nan og Kho Tao på østkysten er perfekte. Men her skal man enten flyve til eller – som vi foretrækker det – tage nattoget til Surathani og herfra selv sejle over til øerne. Desværre tror jeg ikke at Samui er så interessant længere. Første gang vi var her, var her virkeligt perfekt. Da vi kom tilbage for 3. gang var øen svær at klare. Tager man dertil er det enten for at forsætte til de andre øer, eller for at bo på nogle af øens fede resorts hvoraf to rangerer på verdens top 10 lister over luksus resorts. Men det er jo så en helt anden rejse…

Det strande der er lettest tilgængelige fra Bangkok er Pattaya ved kysten, Kho Samed lidt længere væk og Kho Chang længere væk endnu – nær grænsen til Cambodia.

Kho Samed er så kort afstand fra Bangkok at øen er præget af expats og rige lokal, der skal væk fra byen et par dage. Det tager 3-5 timer med bil/bus og båd at tage hertil. Men bestemt en nødløsning.

Kho Chang ligger 2-3 timer længere væk (7 timer med bus) – og så langt væk at man faktisk kan flyve hertil billigt med Bangkok Airways (50-60 USD one way). Og det er som sagt her vi befinder os.

Kho Changs helt dominerende strand er White Beach. Den minder 100 % om Chaweng Beach på Kho Samui og sandsynligvis om ditto i Pattaya og Phuket. Bare med et andet clientel – og lang mindre, naturligvis. Og så er den ikke ældre end at man stadigvæk kan finde nogle fantastiske afslapped og udsyred steder der ikke er spoleret af masseturismen – her skal man tage til den nordlige ende af White Beach.

Den længere afstand væk fra Bangkok to timer betyder meget. For helt uventet finder man områder på Kho Chang der er relativt afslappede – dvs. områder præget af backpacker/hippie atmosfære med billige og simple bungalows, restauranter ud til vandet med casual BBQ garneret med lidt Bob Marley udsat for Drum ‘n’ bass i baggrunden.

Eksempelvis Lonely Beach hvor vi er strandet. Den strand som jeg ville anbefale Line og Claus at tage til-

Denne lille bugt er primært sten og klippe kyst. MEN – går man 5 minutter kommer man til den herligste lille bugt med 500-600 meter fed sandstrand og vand der ikke slår børn ihjel. Er de 500-600 meter for langt at gå i et stræk, kan man holde et break på Sun Set Bar og/eller Treehouse og nyde en banana/coco shake i en hængekøje på terrassen, der står på pæle i vandkanten.

Og ligegyldigt hvor man lægger på selve stranden sig er der flere chill out restos i betryggende afstand fra én hvor man kan bestille de lækreste retter til 50-80 bath, friske juices til 30 bath, diverse øl til 40-50 bath (for de små 33 cl flasker – vi er jo ikke teenagerer længere) og cocktails til 80 bath. Min favorit er Stonefree – en lille version af Byens Kro.
Der er naturligvis et par resorts på selve stranden – men de er ikke så dominerende at de ødelægger stemningen. Faktisk kan man godt forestille sig at vi selv rykkede ind på et af dem næste gang vi kommer her til. Dem har Annette tjekket ud – og naturligvis registreret værelsesnumrene på de bedste 

Når man har fået strand og sol nok og vil hjem og have en eftermiddagslur, laller man tilbage gennem noget der mest af alt minder om et område på Roskilde Festivalen – bare mere afslappet. Her snupper Claus sig lige en Beer Chang og en lille snack, Aja køber en Freesbee til Milan, en sej hippie nederdel til sig selv og Line får ordnet fødder. Dagen efter byttes der roller så Line tager ungerne mens Claus får sig en lille Tatoo på den ene balle samt en ring i navlen.

Nu ved jeg jo ikke hvor mange dage Line og Claus har tænkt at sætte af til bade ferie. Jeg personlig kan klare 3-4 dage. Herefter skal der ske noget.
Her er Kho Chang fed – dels rummer øen masser af muligheder for en smuttur til vandfald, trekking, rafting osv. Og vil man lege Tarzan og kaste sig fra trætop til trætop i en rigtig jungle er der også mulighed for det. Og skulle man få ø-kuller, så ligger Kho Chang ikke mere end et par timer fra Cambodia. Så vil man (og har man) et par dage, kan man let tage til Siam Riep og se Angkor templerne. Så kan man samtidigt sætte kryds ud for Cambodia – her er der nemlig ikke så meget andet man skal se.
Man kan også lege rigtigt eventyr og tage ud på nogle af de andre øer der ligger i nærheden af Kho Chang – enten for at blive et par dage – eller bare for at finde det sted man skal besøge næste gang man har brug for afslapning i Thailand.

Med andre ord Kho Chang holder og er bestemt et sted vi skal tilbage til. Og Kho Chang er også den ø jeg vil anbefale folk med unger at tage til – og helt konkret til Lonely Beach. Jeg ville selv personlig booke Warapura hjemme fra, så man har sikkerhed for et godt værelse den første dag eller to. Herefter vil jeg så bruge tiden til selv at finde en billigere bongalow. Dem kan man få til 400-500 bath med A/C, eget bad og hav udsigt. Har man ikke nerver til det – det kan jo være at alt er udsolgt pga højsæsonen – så ville jeg booke accomodation alle dagene hjemmefra.

Der er så en lille detalje som jeg klart vil anbefale Line og Claus at gøre. Og det er opholdet i Bangkok. Her kommer man til at være både inden og efter opholdet på stranden.

Hvis man vil rejse i denne del af verden er der to byer man ikke kommer uden om. Den ene er Singapore og den anden Bangkok. Jeg hader dem begge.

Singapore har jeg lært at undgå – Bangkok har jeg lært at leve med.

Hvis man rejser på egen hånd kan man ligeså godt accepetere at Khao San Road, er stedet hvor man bor. Det er her udbuddet af rejser/billetter er størst, mulighederne flest og priserne lavest. Her er maser af bo-muligheder, masser af restauranter og naturligvis også masser af gang-i-den. Heldigvis er der efterhånden kommet en masse kvalitets hoteller og guest houses der gør opholdet mere tåleligt. Det er nemlig vigtigt i denne heksekedel af liv.

Så mit råd er at tjekke ind et godt sted lige mit i orkanens øje. If you can’t beat them, join them. Et sted kunne være det nye og super lækre designer Boutique Hotel Dang Derm http://www.khaosanby.com super tjekkede værelser og en spritny og lækker pool på taget. Men tag ørepropper med.

Planlægningen af tures første dage er alfa omega – der er ting man skal, ting som man ikke kan komme uden om, som eksempelvis køb af billetter, reservation af hotel osv. Og så er der tign man skal fordi man synes det er sjovt, som eksempelvis shopping, sightseeing, eating osv.
Hvis man tænker sig om og blander posen kan man udnytte de første dage så man rent faktisk kombinerer det sure med det søde og oven i købet kommer de få irritationer, der med garanti opstår de kommende dage, i forkøbet. Det er eksempelvis en god ide at shoppe inden man tager til stranden. Det er altid billigere – og tingene man får er federe. Derfor skal man lige tænke sig om.

Jeg har tænkt lidt og lynhurtigt listet et par gode og uundværlige tips op (eller ned):

 Man skal ankomme til Bangkok en fredag eller lørdag.

 Kommer man i højsæsonen, må man IKKE ankomme til Kho Chang en fredag, eller lørdag for da er trafikken fra ankomsthavnen et helvede.

 Man må heller ikke tage derfra en søndag – af samme årsag. SÅ VED I DET!

 Man tager en TAXA fra lufthavnen. Hvis man rejser som cheapskates (som os) så tager man taxaen fra ANKOMST niveauet (den ligger et niveau over afgangen) her koster de 400 bath. Det kan ikke betale sig at tage bussen, der går ud for udgang 8 i på ankomst niveauet.

 Som sagt tager man direkte til det hotel man har booket, et hotel i orkanens øje, Khao San Road.

 Eftermiddagen og aftenen man ankommer bruger man til at købe billetter videre til Kho chang (300 Bath pr. hoved inkl. bådoverfart) – eller en anden strand. Hvis man hellere vil flyve skal de billetter sandsynligvis bookes over nettet hos Bangkok Airways mindst én uge før.

 Når det praktiske er på plads så skal der shoppes. For man har naturligvis ikke en skid med herud bortset fra tomme tasker.
Den første dag må man KUN ose. Her skal man nemlig i første omgang tjekke hvad man synes er fedt, hvad det koster mm. Dagen efter tager i nemlig til weekend market hvor man powershoper T-shirts, nederdele, shorts og alt det andet ferietøj (en T-Shirt koster MAX 200 Bath). Og så køber i lir til ungerne – f.eks. kuglepenne med stjerner i, fjerbolde der sige AV nå man slår til dem, kunstige tatoos samt alle de andre ting, man ikke kan leve uden, på en strand i Thailand. Og så køber i én DVD pr dag til ungerne så de har noget at glæde sig til.
De fleste tager weekend market på hjemturen – men der er meningsløst. De fleste af de ting man køber er ting man har brug for på stranden. Så i stedet for at slæbe lortet med hjemmefra, kan man lige så godt hygge sig med at købe det ind til ferien.

 Sightseeing mm tager man på vejen tilbage til Danmark. Hvor mange dage man vil bruge i Bangkok afhænger naturligvis af hvad man vil se. Min personlige interesse er begrænset til det rent kulinariske – intet andet. Så markederne ved floden er et must. Gadekøkkenerne er suveræne og de kinesiske restauranter i China Town skulle være de bedste uden for Kina.

 Tag nervemedicin med.

2 thoughts on “Onsdag den 8. juli 2008, Lonely Beach, Kho Chang. UDDRAG FRA DAGBOG

  1. Ja, lidt for lang, men den er suverænt underholdende og fyldt med både rigtig gode tips og de helt uundværlige bemærkninger. Skråskriftindslagene er fantastiske!! MER!!!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s