Margrethes fødselsdag

Receptionen på ambassade var ikke noget jeg havde set frem til. Faktisk foreslog jeg Annette selv at tage afsted. Men hun synes jo at den slags ting er lige så forfærdelige som jeg selv.

Sjovt nok var det faktisk ret underhodende. Jeg er ikke mere end lige trådt indenfor før jeg møder Søren, tidligere kok på Casa Odino i Odense. Her røg jeg lige tyve år tilbage i tiden, til dengang jeg var bryggeriets særlige udsendte i denne rædselsby. Albani var på det tidspunkt særdeles stærk på Fyn og det skulle der gøres noget ved. Og jeg var jo igangsætter, levemand og produktchef for bryggeriets to absolutte hovedprodukter. Så den tjans kunne jeg log passende tage. Så jeg brugte halvandet år af mit liv på at atge til Odense og hænge ud med de rigtige mennesker, lave projekter og gå uhyggeligt meget i byen på Boogies, Hansens, Kongres, Skt. Gertrud og altså også den nyåbnede cafe Casa Odino.

Charlotte, der drev den nyåbnede cafe i prestige projektet ARKADEN (Odenses svar på Scala), skrev til mig på facebook da hun hørte om vores planer om at tage til Kathmandu. Kan du ikke huske Søren? han har restaurant i Kathmandu – ham MÅ du møde.

Det gjorde jeg så!

Søren er lokalt gift og har børn i skolealderen. Derfor er han på vej tilbage til Danmark. Walters – hans super reestaurant i Babar Mahal – har han solgt og ernærer sig nu som lærer på den lokale kokkeskole. Lidt ærgeligt da det eltid er fedt af have en soulbrother i nabolaget just in case…

Any way – vi faldt i snak om gamle dage, og efter et par glas øl cruisede jeg rundt blandt folk og indsamlede visitkort. Det blev til en hel del – her i blandt et par meget spændende fra folk jeg allerede har aftalt møder med. Mere om det.

Receptionens tre store højdepunkter var ambassadørens tale, fællessangen og naturligvis buffetten. Fællessangen blev anført et et selvbestaltet kor ledsaget af en lille gettho blaster. Måske skulle de have øvet sig en smule inden – eller i det mindste bare hørt CD’en igennem en enkelt gang. Det var nemlig en landskamp udgave. Så da koret gik i gang med 3. vers stemte musikken i med finalen…og gamle Danmark skal bestå… det lød sjovt. Buffeten var en kæmpe succes. Da jeg skulle til var der intet tilbage af stegen, dellerne, postejen osv. Jeg havde i virkeligheden heller ikke så meget lyst…

Vi endte i Thamel til dobbelte G&T’s – lavet på Schweppes og international Gin.

MIN BARE RØV! Der var ikke en skid internationalt over noget som helst, lige bortset fra den crowd af back packers og expats der sad spredt i New Orleans kulisseinteriør – sandsynligvis indkøbt samme sted som Strecker køber sine barinteriørs. Første gang vi var her, var 10 år tidligere med Søren Thygesen. Intet var forandret.

Vi skulle have været taget på Comfort Zone…

Vi skulle naturligvis slutte af med endnu en bar – mere for at være sikre på ikke at gå glip af noget.

Søren og Smitta tog os med over til en forrygende lounge med overdækkede båse hvor man ligger slænger sig i kæmpepuder. Selskabet bestod på det tidspunkt af Annette og jeg selv, Thomas der får lavet filtsko på 4 år i Nepal, Heidi fra farmen og Søren og fruen. I virkeligheden havde ingan af os brug for noget som helst – men det var sjovt at se en af de små perler der gemmer sig i Thamels baggårde. Desværre – eller måske heldigvis – blev vi smidt ud en halv time efter vores entre. Lukkeloven forbyde alt live efter kl 11 pm.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor formynderisk den lov i virkeligheden er – her sidder man i en af Asiens største turist mekkaer, Thamel, i et land som desperat har brug for at trække penge til landet fra især turismen. Når man så har dem i landet og skal til at malke dem, sender man dem ‘hjem’ kl. 11. til et mørkelagt hotel. For strøm er der jo heller ikke noget af?

Taxaen var heldigvis super – på med taxameteret og afsted uden den evindelige kamp om 5-10 kr.

2 thoughts on “Margrethes fødselsdag

  1. Skægt at høre om jeres oplevelser på de bonede gulve. Jeg fornemmer at det svarer til vores oplevelser på SL, hvor vores SL-DK komité lavede masser af arrangementer(jeg var “in charge” for fester!). Her i Cambodia er der så ingenting, kun den årlige julefrokost. Jeg har spurgt konsulen (ellers ok fyr, palæ bar kunde) om I vi ikke skulle lave en lignende forening til selskabelighed og samvær mellem danskere. Ellers tak, var svaret, vi holder os bare til julefrokosten…

    Like

  2. Tjaa den slags selskabelighed bliver aldrig vores stærke side. Det er nu ikke fordi selskabet fejler noget – men rammerne er lidt for uhøjtidelige

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s