Fra dagbogen: Søndag d. 5 april 2009, 6 am

Morgenkaffe med Miles, (Kind of Blue, 50 Anniversion edition)

– har lige vasket op og fejet gulvet i køkknet. Herligt med dagligdags sysler. Solen skinner forrygende og vores planter stråler om kap med den opstigende sol.

I går var det fridag – i dag er det almindelig arbejdsdag. Har møde med adokaten kl 5 pm.

Vi fik ellers ikke bestilt at andet end af arbejde i går – selvom vi fra morgenen havde beslutte at slappe af. Om vedn var det rent hygge ting vir foretog nos. Men et par enkelte undtagelser.

Startede ellers dagen med et nyt afsnit i den evindelige strøm saga. Vi har efterhånden vænnet os til at strømmen er der når den er der. Men i går ved 10 tiden synes jeg situationen var blevet lidt kritisk.
Min Nepal mobil var du, køleskabet fungerede som den ovn vi aldrig har fået anskaffet os vandet på badeværelset havde ændret status fra varmt til lunkent. Vi havde ikke haft strøm siden kl 7 pm aftenen før.

Annette tjekkede situationen ud hos Dr. Rama. De undrede sig – for første gang længe havde der faktisk været strøm uafbrudt i næste et døgn. Det viser sig at sikringen til vores lejlighed var røget sig en tur. Mindre en 10 minutter sener var problemetr løst – jeg kunne derfor fortsætte med at opsætte min musik (jeg har ikke hørt musik siden vi forlod sommerhuset i Tisvilde!!!) og glæde mig over at vi bare ublut skal misbruge familien Rama når der opstår problemer: Please do come to us if you hav problems sagde Hr. Rama storsmilende da han havde fikset strømmen. Han er for alvor tøet op og begynder så småt at tale. Mit mål er at tø den gamle soldat så meget op at han kan tåle en krammer.

Any way – strømmen kom og jeg kunne så småt gå i gang med vores morgen complet bestående af nylagte æg, frisk frugtsalat til A bestående af papaya, æble og banan med curd og müsli on the side. Juicen måtte jeg hælde ud – den var begyndt at gære i vores varme køleskab. I mangel af ovn må jeg desværre købe brød. helldigvis ligger der en rigtig ekslusiv expat bager mindre end 2 minutter fra vores dør. En af fordelene ved at bo i Kathmandus Whiskibælte. Så alt var sat i stilling til vores egen helt private lørdagsmorgenhygge på vores herlige terrasse. Tanken om at computeren lige så stille arbejde med at opdatere biblioteket med mine mere end 500 GB musik i baggrunden gjorde mig nærmest høj. Musikken er var inde for rækkevidde.

Vores lejlighed ligger mindre end 100 meter fra Lazimpath Road som er en af de store hovedveje væk fra Down Town – dvs Durbar Marg og Thamel. Gaden lægger navn til det ene af Kathmandus to eksklusive områder. Det andet er Patan, der ligger sydøst – det er mere ekslusivt i business agtig tils sammenlignet med vores adressse, der på trods af en masse ambassader er meget afslappet og Latino agtigt.

Vi bor på den østlige side af Lazimpath Road. Her skal man ikke særligt langt væk for at finde små landsbylignende bydele med eget liv og sjæl og en skomager der håndsyer sko efter din fod. Vi besluttede os for at tjekke dette område ud – selvom vi godt vidste at der ville være lukkete denne lørdag. Vores må var indkøbscentret: Bathbethini et par km væk. Den del af byen er herlig, folk var helt ualmindeligt imødekommende og luften langt renere end andre steder af Kathmandu. Her er nemlig flere stor grønne områder klemt ind mellem husene. Indrømmet – her er mere eksklusivt end Boudha hvor vi lige havde boet – men bare rolig, dem der kommer på besøg hjemmefra skal nok få et chock🙂

På grund af de mange ambassader i området ligger der små businesses som man ikke forventer at finde. Eksempelvis fandt vi et japansk supermarked med ALT hvad man har brug for mindre end 10 minutter fra vores dør. Dvs. at jeg kan lave Maki ruller som er noget af det bedst vi kan spise. De havde naturligvis også alle relevante fisk og skaldyr i deres kæmpe kummefrysere, alt hvad man kan forestille sig af grønt (fra jord og hav), alle tænkelige og utænkelige saucer samt naturligvis underlige ting der blinker og ser rædselsfulde ud. Selvom her er dyrt målt i lokale priser – er tingene til at komme i nærheden af. En pose af de store kæmpe Tiger Prawns som vi giver 120 kr for ekskl. momos hos jacobs koster 40 kr. Det bliver herlig når jeg skal kaste mig ud i det store japanske ta’ selvbord for Kalpena.

Bathbethine – målet for vores spadsertur – er stedet hvor Kathmandus oveklasse for alvor mingler med alle os vesterlændinge. Det er et kæmpe indkøbscenter med supermarked i stueplan, lagener, stoffer mm. på første sal, sko og tøj på anden, køkkenudstyr og el på 3 samt et eller andet uvist på 4. hvis der overhovedet er noget her.

Her er rædselsfuldt og facinerende på samme tid – alt minder om en kæmpe Føtex – bare med andre varer. I Supermarkedet er der ksempelvis en gang – 30 meter med hylder på begge sider i op til to meters højde – kun med kiks og bisquits!!! Det samme er parellellen – men her er det kun chips og snacks. Men man kan få alt. Og faktisk er priserne på dagligdags ting – og her tænker jeg ikke på grønt, ris mm – men på ting som vi vesterlændinge tager som givet er end del af dagligdagen: Olier, eddiker, asiatiske saucer, karklude, køkkenruller og alle den slags ting. Det koster det samme som i bazaaren omkring New Road.

Priserne på andre daagligdags fornødenheder svarer faktisk også til de priser vi betalte dagen før. Men udbudet af tallerkerner, glas, kopper og anden husgeråd er bare langt mere overskueligt her. Den store forskel på Bathbethini og Bazaaren er at man her finder alle de store mærker som Kenwood, Black & Decker, Sony osv side om side med alle de kinesiske, indiske og koreanske kopier.

Dem skal man lede længe efter i bazaaren – IKKE KOPIERNE!

Jeg tror vi var i Bathbathini i mere end to timer – og taxaen var godt fyldt op da vi forlod dette helvede. Tilgengæld kunne vi glæde os over at fået skaffet de sidste vigtige ting, så vi nu stort set har et velfungerende hjem med de mest basale ting. Naturligvis mangler vi ting hist og pist – men det er noget vi ordner ad hoc. Det er de sjove ting.

Det værst er at når man lander alle sine poser begynder et nyt helvede – jeg måtte bruge halvanden time på at vaske service til 8 personer samt knive og andet værktøj af inden jeg kunne gå i gang med at forberede vores første middags menu til Klaus. Det var der endnu 3-4 timer til. Så jeg indrettede mig i solen på terrasen med et bjerg af nyt frisk grønt, masser af skåle og to store spækbrædder. Her sad jeg så og mediterede med akurker, tomater, chilis, papaya og et par ting jeg ikke aner hvad er til tonerne af fuglene og den simrende gadelyd fra Lazimpath Road ikker langt herfra.

Middagen blev forrygende. Hvis man fratrækker de 400 NRP til rejerne som vi i dagens anledning havde flottet os med stor middagen os i 120 NRP – dvs godt 10 kr. – naturligvis havde vi brugt penge til at anskaffe os dert helt basale som olivenolie, sesamolie, spidskommen,, koriander, mint og rosemarin i potter, soya, salt og peber, ris osv. Men det betragter jeg som en engansinvestering. Vi har beslutte os for at købe ind fra dag til dag – dvs IKKE til køleskabet. Det er den sundeste og mest miljørigtige måde at leve på.

Dagens familiære trip:
Dr. Rana + mand overrakte os højtideligt den fottese invitation jeg nogensinde, som jeg naturligvis ikke forstod en skid af. Heldigvis var der en håndskreven version på engelsk som invitered os tilo en-eller-anden kusines et-eller-andet i andledningen af et-eller-andet den 8. april i Naxal. Så vi skal have fundet dansekoene frem.

Dagens kulturelle clue.
Det lykkedes meig at skaffe kerosene til vores olielamper på terrassen. naturligvis smadrede jeg den ene og den anden begyndte at udvikle sig til en kopi af de legendariske molotow cocktails. Så det projekt må vist hermed betegnes som en fiasko. Men som sagt lykkedes det mig af fremskaffe den underlige benzinlignende og ildelugtende vædske.

Dagens omtanke:

Dr. Rana ringede lidt i 11 pm og fortalte os at porten nu belv lukket – vi sad og chillede på Jazz Upsairs. Vi skal vænne os til at landet lukker tidligt.

Gårsdagens downer:

Vågnede til en sms fra Eva – hun og Christian mødte hinanden på akademiet hvor Christian fik Thorvaldsens Medalje som den yngste nogensinde (efter Margrethes ønske i.flg. Christian selv naturligvis). De sendte en skål via sms – blev ramt af akut hjemve. Christian sendte efterfølgende knus – det tog liudt af hjemveen. Glæder mig til åbningen på Statens den 16. maj. Må se at få rammet hans dug ind…

One thought on “Fra dagbogen: Søndag d. 5 april 2009, 6 am

  1. VAUW!! Suverænt!! Jeg ligger i en hytte i Åre ved polarcirklen med ømme lår og generelt gennembanket – og sanver jer til en bytur!!Virkelig fedt beskrivende indlæg. Jeg kan ikke vente til vi kommer på besøg!! Knus fra Lucia og jeres unger!!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s