Morgenhilsen med digt

Der hersker kaos i Købmagergade… så er det jo rart med små morgenhilsner, der kan gi’ én en reminder om at alt ikke er helt så håbløst, som det umiddelbart synes. Og at de ting man render rundt og laver et eller andet sted giver mening… måske ikke for de mange .. men lidt har som bekendt også ret.

Den 19. jan. 2009 07.08 skrev Jacob Ludvigsen :

Kære Thomas,

Morgen mail fra Jacob…

Så du Politiken Kultur i går, søndag, side 3?

”I går trykte vi i tillægget Bøger Klaus Rifbjergs digt ”1915”. Inspirationen til det kom fra dvd’en ”Danskernes egen historie – oplevelser fra Amager”, som forfatteren fik i julegave….”

Det er da mageløst!

God mandag

Jacob

… bringer her digtet uden tilladelser fra hverken forfatteren eller andre. Men sender ham en hilsne og en forespørgsel. PROMISE!

1915

Seksten år før jeg blev født
Trådte en flok herrer ind
I det følsomt sort-hvide billede
Med en naturligt velfriseret arrogance
Cigaret i munden eller mellem to fingre
Blanke støvler blanke knapper
En lille moustache
Men først og fremmest en opmærksomhed
Rettet mod noget udenfor billedet

Charmerende junkeragtigt
Som var rollen noget naturgivent
Deres bevægelse fra højre mod venstre
I billedet aftalt spil
Slet ikke skabt af øjeblikket
I hvert fald ikke udelukkende
Men rakt ned gennem generationer og generationer
Af vekslende skylag
Pludselige stålglimt
Flydende guld
Buldrende okklusioner
Og en skarlagensfarvet absurditet

Et knepperi fuldt af blodig tilfældighed
Modvilligt eller frivilligt som det faldt
Men happenstance og først senere
Forsynet med historiens og konveniensens
Udhamrede halsbånd
Tåbelige privilegier og såkaldt god smag

Skocreme og påsyede galloner
Mandlig seksualitet for dværghøns
Og drømmen om endelig at få udleveret
Skarpladt ammunition til pikken.
Fint vejr, fint flyvervejr
Uendeligt sigt over land og hav, ja
De skal sgu nok klare den.
Skoddet flyver gennem luften
Og ingen aner om det var sådan ordene faldt
Og der går ikke ild i græsset
Der er altid en støvlenæse
Der er i det hele taget ikke andet end en håndfuld
Officerer fra Hærens flyverkorps
Som samler sig foran hangaren
For at bevidne et særligt stunt:
Verdens første fotografering af København
Fra luften!

1915

Seksten år før jeg blev født
Ligner byen sig selv i den klare, lette luft.
Det er der jo alt sammen: Langelinie,
Kastellet, Søerne, Kongens Have
Havnen, Volden og Kløvermarken
Hvor det hele begynder og ender
Midt i den mest uafviselige modernitet med
En mand fra Nordisk Film i det forreste
Af maskinens to sæder, en Farman dobbeltdækker
Med propellen agter
Et stykke imponerende, velpudset og ferniseret
Ædeltræ
Og resten stivere og barduner og ror og struts
Og lærred

Et flyvende hønsehus men langtfra i tidens øje
Et livsfarligt skrummel
Og slet ikke for herrerne med tangorabat og disse
Ovalt rejste kasketter som var À la mode i
Hæren på netop det tidspunkt og helt op til
Anden Verdenskrig
Som ingen anede det hele var forspillet til
Hverken G. Brandes som stadig gik levende rundt
Eller J. Aakjær der skrev om puslinglandet
Der hygged’ sig i smug eller jeg
Som fra et punkt i det ydre rum muligvis
Muligvis ikke spejdede efter det tilfældige samleje
Der skulle lægge køl til en bevidsthed som
Tusind andre eller titusind eller hundredemillioner
Billioner blot med den lille skævhed eller
Sygdom man kunne kalde pælen i kødet eller
Splinten i øjet

Og som uden nogen anede det sad indbygget
I kameraet hin blanke og ekstremt tiltrækkende
Formiddag hvor Farman-flyet gik på vingerne fra
Kløvermarken og efter et blidt sving til venstre
Satte kursen ind over byens tage for at vise
Hvordan de så ud og ikke ret meget andet.
Måske lige undtagen den mand jeg så springe op
Lige før maskinen igen rørte jorden og vinke og
Vinke som en rasende men også ivrigt begejstret
Både over det han så og måske ved tanken om
At han kom med på billedet selvom han næppe
I det øjeblik anede at han blev filmet.

Det er den dobbelthed som skaber appetitten
Og den blinde længsel efter at komme ind under
Ind i ikke kun for at se og måske forstå men også
For at være del af og med på holdet
En af drengene en af herrerne en af stiverne
En af støvlerne en af stenene der for længst
Er faldet ned og hviler i slumrende fortrolighed
Mod låret eller løftes en anelse ved skridtet
Fra den faste grund til det transportable sprinkelværk
Som ved aerodynamikkens hjælp mod al fornuft

Skal gøre det hele muligt inklusive mødet
Med den hvidklædte entusiast og hans rørende
Men dybest set idiotiske entusiasme for noget
Han ikke forstår noget naturstridigt
Som tiden påtvinger ham eller historien eller
Udviklingen eller fremskridtet der på vej ind i
Det næste og det næste og det næste
Æder sig selv op med rasende fart og kun efterlader
Billedet af en elskværdig tåbe som dig og mig
Med svingende arme indstøbt i øjeblikkets
Uventede eufori og en murrende længsel
Efter at gå tilbage og finde det forsvundne og
Forstå det og være del af det i stedet for
Hovedløst og med blinde øjne at blive hængende
Som en mulighed mellem iskolde galakser
Et nummer der måske måske ikke kommer ud
En tilfældighed blandt utallige og utællelige
Tilfældigheder en distraktion som søvn i øjet
Let fjernet med pegefingeren i en elegant
Og næsten usynlig bevægelse før den næste cigaret.

Officer eller officiant
I det perfekte flyvevejr og under indtrykket af
Begivenhedens særegne blanding af videnskab
Og underholdning opstår en stemning af noget
Man kunne kalde lunt demokrati eller én for alle
Og alle for én uden at man af den grund skal tage
Fejl af hakkeordenen og hvem der er over- og
Hvem der er undermand den hierarkiske opbygning
Er på plads også nu hvor blikket er rettet mod
Himlen eller i det mindste et apparat som kan bringe
Mennesket et stykke nærmere den femstjernede
General som man gennem et par årtusinder har lært
Styrer alt og har blik for den mindste detalje
Olien omkring stemplerne olien omkring stemplet
I bukserne ved siden af de to kugler
Som nu bæres bekvemt i en slags somnambul
Dvale overbevist om egen magt og evne til
At gå videre i tilsyneladende uendelig skaben
Eller det stik modsatte uanset hvad kussen siger
Men den har jo heller ikke noget at skulle have sagt
I solskinnet på Kløvermarken 1915.

Hvor det er langsomheden der tæller
Åh, denne skønne, glemte langsomhed
Man fra århundredets start havde gjort alt for at
Komme til livs og nu syntes at have fået has på
Det kunne jo overhovedet ikke lykkes at
Få hønseburet i luften hvis accelerationen
Ikke hele tiden øgedes og hvem fanden var dum nok
Til at tro at en oksekærre med to stude foran
Nogensinde ville være i stand til at flyve?

At der skulle et oxymoron til skænkede ingen en tanke
At den fastholdte tid sagde: »Skynd dig langsomt!«
Faldt ingen ind. Monsieur Farmans konstruktion
Ligefrem rasede af sted det kunne enhver se
Selv den dumme officiant der nu stod skulder
Ved skulder med sekondløjtnanten for slet ikke at
Tale om den arme fotograf som i maskinens
Forreste hul klamrede sig til sit apparat og drejede
Og drejede på håndtaget som var hans sidste time
Kommet og han absolut måtte have den med
På sin vildt brændbare celluloidstrimmel
Der senere skulle afsløre hvor henrivende langsomt
Det hele gik for sig

Også Dr. Brandes lever hvor den gamle herre
Forsøgte at svinge benene ud over sengekanten
For at komme op men måtte tage en tur tilbage i
Dynerne og sunde sig lidt før næste forsøg
Hvad med årebetændelse og alle de hundrede glas
Med Kloral han måtte nedsvælge hver eneste
Aften for at kunne falde i søvn efter dagens dynger
Af ord avisartiklerne polemikken brevene
Nok til at give enhver åndenød ikke mindst den
Der er vant til at et andet tempo og er født
Længe før automobilet og flyvemaskinen blev
Opfundet og telefonen som han hadede
Og interviewet som han foragtede
Og menneskene som blev ham mere og mere
Vederstyggelige i deres tilsyneladende uhelbredelige
Og aggressive dumhed.

Set fra det ydre rums hundredeogsyttende
Kartoffelrække tog det sig ganske mærkeligt ud.
Set fra det ydre rums uendelige række af
Uindfriede muligheder eller evighedens kølige
Nihil var det komplet uforståeligt men alligevel
Så rørende svøbt i længsel en længsel
Uden køl sejl eller retning årer eller motor
Vinger eller propel men hjertegribende i al sin naivitet
Med fornemmelsen af at noget måtte kunne
Lade sig gøre noget stod til forandring noget
Kunne blive bedre skønt enhver indså
At det kunne det ikke bevægelsen fra ydre til
Indre rum fra tag til stue kun en fødsel og ikke
Noget som helst andet
Et knald med konsekvenser som under evighedens
Synsvinkel eller fem hundrede fods højde en
Solbeskinnet formiddag er fuldkommen tilfældig
Meningsløs og i sidste ende
Selvdestruktiv.

Men det var dog trods stanken af varm olie
Og den hårde vind i ansigtet
Og den halvhjertede forpligtelse til at skabe noget
Enestående et sving op under herrens himle
Som fik hjertet til at banke hurtigere
Mens håndsvinget drejede og drejede og meter
Efter meter kom i kassen
Der var dog om end i beskedent format tale
Om en overvindelse ja ligefrem en bekræftelse
På at det umulige kan lade sig gøre
Leonardos og Hieronimus Boschs og H.C.
Andersens drøm gjort til virkelighed
Mennesket løftet over jordens overflade ikke af
En slasket og upålidelig ballon men af en
Driftssikker maskine langt tungere end den
Omgivende luft et apparat med en propel i røven
Og en spruttende og hostende motor
Der bekræftede teorien i lun praksis og naturligvis
Rummede muligheden for katastrofe og pludselig
Død men hvad pyt der skete jo ikke noget
Sådan som der næsten aldrig sker noget
Og dernede under tagene var det fuldstændig umuligt
At se hvad der skete

Åh, Farman, hvor havde du dog ikke bragt det vidt
Og Fokker og Curtiss og Douglas og Lockheed
Og Dornier og Messerschmitt og Junkers og Heinkel
Som senere fik det hele sat i system og fra større
Højder kunne betragte verden og alle de tusinder
Og tusinder af hustage hvor der måske måske
Ikke skete noget og som man derfor ligeså godt kunne
Smadre så man var helt sikker på der ikke skete
Noget i hvert fald ikke noget af det de som havde sat
Det hele i system brød sig om

De stod jo ude i Kløvermarken ganske uskyldige
Men elegante som bare satan
Og lige den lyse dag 1915 var bevidstheden om
Hvad der var sluppet løs over hovedet på dem
Kun en termik i hjernen en varm løftelse ja
Ligefrem en stolthed i sekundet fjernet så
Langt fra enhver form for strategisk tænkning at
Alene tanken ville have virket bizar og næsten
Fornærmende hvis man havde haft den dristighed
At formulere den det hele lå jo lige for
Det var byen det gjaldt byen set fra oven og filmet
Fra et aeroplan og skulle man endelig tale om
Noget så banalt som den dybere mening med det
Hele var nøgleordet historie man ikke alene
Skabte historie man var selv historie
Man var historie og havde klædt sig på til lejligheden
Så der ikke var noget at tage fejl af

Stil var ordet der var tale om stil en rolle
Kan ikke gennemspilles med held uden stil
En situation er ikke overbevisende uden iscenesættelse
Et historisk øjeblik er meningsløst hvis det ikke
På en eller anden måde er sig sin historie bevidst
Sin egen private historie som matrice for den
Store ikke nødvendigvis udspillet for fuldt orkester
Men gerne lagt synligt frem i detaljen som
Udover signalværdien også kan være rent praktisk
Modebestemt men aldrig tilfældig vorherrebevares
Det skulle bare lige mangle og når chakoen blev fjernet ville man finde spor af og kunne lugte den
Hårpomade som tidligt om morgenen var applikeret
Og måske også fornemme et pust af talkum der
Steg op fra skrævet hvor et skrabsår fra de alt for
Snævre uniformsbukser forsøgtes helbredt
Så de blødt-elastiske kugler ind imellem kunne
Få lov til at dingle i fred og stige op og falde ned
Alt efter forholdene

Intet måtte gribe forstyrrende ind i den koncentration
Som var forudsætningen for succes
Ingen idiosynkratisk fornemmelse måtte stille sig
I vejen for det rent ud sagt storslåede som her
Udspillede sig ganske vist på et beskedent plan
Men alligevel i forhold til ideen enestående og
Enestående agtværdigt nobelt menneskevenligt
Optimistisk fremskridtsorienteret og hvis det skal med
Livsfarligt og stumt fuldkommen stumt og lydløst
Ikke en knirken ikke en sprutten ikke en klapren
Ikke et udbrud ikke en lyd ikke engang fra manden
I hvidt der stadig vinker sødt og idiotisk med armene
Mens han hopper op og ned og maskinen
Lydløst drøner hen over hovedet på ham i sin søgen
Efter jorden i sin længsel mod overlevelsen og
Måske efter noget af det der sker under tagene som
Man ikke har set en skid til hvordan skulle det
Kunne lade sig gøre

Når de to stivnakkede figurer i deres stivnakkede
Insisteren på for første gang i verdenshistorien
at fastholde billedet af den danske
Hovedstad set fra oven og egentlig kun har mulighed
For at vise deres egen blødhed deres egen sårbare bug
Og hvad der hænger længere nede ved at piloten
Går ind i et blidt venstresving som må være observeret
Af et andet aeroplan i luften samtidig og også
Forsynet med en fotograf hvis det da ikke forholder
Sig sådan at den oprindelige flyvemaskines fotograf
Har observeret en anden maskine i luften og pr.
Næsten guddommelig inspiration har vendt sit
Kamera mod den og fanget venstredrejet i al
Dets skønne nærmest feminine ynde og er
Sprunget op og faldet ned på forholdsordren om kun
At filme byens tage

En flot konfundering der på en overraskende måde
Åbner muligheden for at se andet end hvad
Øjet ser og komme ind under de satans tage og
Måske få et glimt af et køkken i en meget beskeden
Lejlighed hvor en sølvfisk netop i det øjeblik
Prøver at finde skjul i en revne i det noget forslidte
Køkkenbord mens et Waterbury-ur i den lille

Stue ved siden af med en billig raslen fortæller hvad
Klokken er eller hvad den ikke er for uret går
Altid forkert i modsætning til det på Rådhustårnet
Der nu i elve år har meddelt borgerne tiden
forholdsvis præcist hvis der da ikke har været tale om
Reparationer og tilfældigt indkøringsbesvær
Men det er småting det er småting i forhold til
Det mirakel at kvinderne nu har fået valgret og
Sophus Claussen har skrivebesvær og maler dårlige
Billeder i stedet for at digte mens Vilhelm
Lundstrøm ser sit første pakkassebillede for sig
Og en psykiatrisk overlæge bliver mere og
Mere sindssyg fordi han synes kunsten er
Sindssyg og G. Brandes lægger sig ud med
Clemenceau fordi G. Brandes synes franskmændene
Er ligeså meget skyld i den sindssyge krig
Som nu raser som tyskerne og Farman
Nedlægger sin produktion af håndbyggede
Flyvemaskiner fordi krigen har brug for masser
Masser af fly masser af døde masser af masser
Masser af Massemensch

1915 hvor det alt sammen trods alt er temmelig
fjernt og solen som man aldrig ser direkte lyser
det hele op med sin diskrete munterhed
og man såmænd glæder sig til et ubesværet
og forholdsvis skyldfrit knald både i hytte og
på slottet hvor kronprins Frederik efter en lang
nat i byen skrår over Amalienborg slotsplads med
en våd plet i underbukserne og irriteres af
en flyvemaskines brummen mens den krænger ind
over residensen og udfordrer det der for hans
Vedkommende er ved at udvikle sig til rasende
Og meget støjende tømmermænd
Åh, tak for tag og tøj og sko og skjorter
Seler strømper hofteholdere og alt det man
Ikke taler om men bare har alt det moden byder
Og man går med hvis der er råd og hvis der
Ikke er blot stikker i eller tager om sig for
At holde kulden ude eller blot for at skjule det
Man ikke ønsker andre ser det helt private
Det sære selv alle er forsynet med
Men ikke tænker på hemmeligheden man af
Al magt værner om og bærer på fra vugge og til grav
Det uforklarligt skjulte et lille fimrehår som
Det i bronchietræet der kalder hosten frem
Når det er mindst belejligt og kommer ligesom
Døden rundt om hjørnet tager kasketten af og
Nikker, se her er jeg

En leg som den i barndommen
Hvor mutter gemte sig bag dynevåret og sagde
Borte borte til spændingen var næsten kvælende
Og hun kom frem igen og sagde tit tit
Ansigtet altædende med sit smil og samtidig blindt
Svajende som ballonerne på fælleden
Drejende i vinden på en blød og kluntet måde

Halvt tilfældig halvt iscenesat og styret af
De rørende artillerister som var kommanderet op i
Kurven for at se hvor granatens nedslag lå
Til højre til venstre midt i i plet
Måske i hjertet

Som ingen ser men alle taler om
Skønt alle ved det kun er det man ser
Der tæller som hin skønne dag i
1915 hvor alt var sol og tag og træer og vand og
Park og hospital og rådhus og befalingsmænd
Jeg gentager befalingsmænd så skønne som
Den slags nu kan blive og det er ikke lidt
Med stramme bukser og lange støvler og flotte
Hatte hver eneste med navnet Henry eller
I det mindste én som med raske skridt går ind
I billedet bliver stående og iført grå øjne stålsat
Ser alt og går ud igen må man formode når
Scenen er forbi og det man havde sat sig for er
Gennemført med held som alle bombetogter
Der fra dette uskyldens øjeblik blev norm

Op al den ting, som gud har gjort up up and away
Fra Guerníca til Warszawa Rotterdam og Coventry
Og Dresden Berlin og London Liverpool og
København titusind her en skole dér og med
Hiroshima-Nagasaki en hel befolkning i lyset
Af den store hævnens kerte der brænder klart
For enden af hver teknologisk landvinding
Hvert tryk på speederen hvert knæfald for det
Ny og smarte hver skudsikker vest hver uniform
Hver hjernevasket Henry der forveksler sex
Med krig og omvendt hver nødstedt djævel
Hvis hemmelige fimrehår er hostet op i
Historiens store spyttebakke fortrængt forkastet og
Forpulet som de dråber spyt der rammer
Rekruttens ansigt når sergenten brøler for at
Gøre ham til mand

Mens den næste gøres klar til affyring i
Den yderste galakses syvtusinde kartoffelrække
Hvor tilfældigheden under den lille døds
Respit forlader pikken og skydes ind i kussen
Og kussens store tælleapparat der fløjtende
Og i ganske godt humør skiller bukkene fra fårene
I millionvis for til sidst at satse på én celle
En lille sjover og sandsynligvis en Henry og forener
Ham med fruens eget æg hvor han får lov at
Vokse og blive stor og hvis der er held i sprøjten
Og alt går som det skal til sidst kommer frem
Og siger bøh
f.eks. et jeg hvordan siger man jeg jeg prøver igen
Jeg jeg jeg jeg seksten år efter 1915
Og allerede langt inde i katastroferne der som bekendt
Er konstante men i løbet af århundredet får en særlig
Accent ved den umage man gør sig for at
Gøre klarsprog til doubletalk og bilder hinanden ind
At ragnarok er det normale og verdens undergang
En sød selvfølge og Anden Verdenskrig en god krig
Hvor man fik has på ondskaben og det lykkedes
At fremstille KZ-lejrenes rædsler som meget meget
Værre end døden fra luften hvor man i hævnrus
Kogte stegte kvalte knuste så mange civile at
Ingen i dag har været i stand til at regne ud
Hvor mange det drejede sig om

Og hvor man nu er nået dertil at selv intelligente
Mennesker ønsker radikale indgreb mod de landes
Befolkninger som har lagt navn til etnisk udrensning
Og slår flere ihjel af dem der hygger sig i smug
Og værner om det indre fimrehår end dem
Der begår forbrydelserne eller man går så vidt
I ytringsfrihedens og demokratiets navn at man
Kommer udefra og slår dem ihjel der sandsynligvis
Aldrig har hørt om demokrati eller ytringsfrihed
Eller ligeberettigelse eller har nogen anelse om
Hvad det er for at indføre demokrati og ytringsfrihed
For de overlevende

Som bestemt ikke er de fem mennesker
Sigtemekanismen har udpeget og som man kan se
På TV inden de om få sekunder er kogt til lava
Og fjernet fra jordens overflade hvor de indbildt
Sunde hersker over de påstået syge som
Absolut må frelses og omvendes selvom de
Måske dør under processen som andre satans
Simulanter for blot at knopskydes i sytten
Gange syttentusindfemhundredeniogtredive
Såkaldte terrorister der er så dødssyge at de
Ikke har andet i hovedet end at komme efter
Den store satan in casu U.S.A. og alle hans
Vasaller inklusive Danmark der aldrig
Nogen sinde vil finde på
At gøre andre fortræd bare de lover at holde hænderne
Over dynen og ikke brænde Dannebrog og blive ligeså
Fromme og fine og
Velfriserede som den globale kapitalismes
Forvaltere der aldrig på noget tidspunkt har
Haft ondt i sinde men tværtimod har taget alle
I favn blot de afleverer deres naturlige resurser
På børsen og sørger for at råolieprisen er nogenlunde
Stabil og der er nok petroleum til jetflyene
Som døgnet rundt åbenlyst og mere clandestint

Krydser himmelrummet for at se om alt går
Rigtigt til og hvis ikke sørger for at affyre
Det nødvendige antal missiler der udløses
Ved et ganske let tryk på en knap og næsten altid
Rammer målet og hvis ikke blot fjerner et antal
Ligegyldige halenegre eller en flok kvinder og børn
Og gamle skæggede idioter hvis afrevne lemmer
Eller blod med garanti aldrig når op i tyve eller
Tredive tusind fods højde og sviner plexiglasruden
I bombeflyet til så man ikke kan se en hånd
For sig

I modsætning til dengang hvor alt var klart og
Solen skinnede og jeg stod midt på ruten
Født og ufødt og rakte begge hænder op og
Viftede med armene og skreg min uskyld ud
Fordi jeg næsten kunne nå op til det der svævede og
Brummede og strøg forbi med to mænd i
Stivnakkede, modige og stolte som tiden selv
Fremtidens bestyrere indkapslet i en drøm
Om evig progression til filmen knækker
Eller fader ud i stumhed og det eneste der står
På lærredet er SLUT.

Skrevet med fimrehårets skælven
Før det definitivt er hostet op

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s