Mine veninder fra Tisvilde (1)


Må jeg præsentere min nye veninde!

—-

Af PERNILLE GLAVIND OLSSON

Må vi præsentere Tut Victoria Hansen Hansen. En mageløs kvinde, der bor i et hus uden lige, som er fyldt til randen med ting og masser af historier.

»Ja, det er jo ikke et helt almindeligt hjem,« siger Tut frejdigt, idet hun skræver hen over en bunke tøj på gulvet og inviterer Living indenfor i sit 400 kvadratmeter store hus i Ørby uden for Helsinge.

Hun er iført sort strikbluse, sort paillet-vest og en flagrende efterårsrød Ivan Grundahl-nederdel. Hendes negle er malet røde, og fra ørene rasler et par lange sølvøreringe. Hendes mørkerøde hår er samlet i en hestehale, og under en sort baskerhue plirrer et par livlige gråblå øjne omringet af sort make up.

Til højre for entreen byder en halvanden meter høj bunke af gamle mørnede håndtasker velkommen sammen med en overrumplende stor dynge pelsfrakker. Adskillige borde fyldt med stabler af kitschede krukker, billige vaser og fine musselmalede kopper dækker gulvet i stuen, hvor der kun er levnet en smal stribe gulvplads til at komme frem og tilbage mellem rummene. Længere fremme i stuen snuser tre midaldrende kvinder rundt, som netop har fået øje på en kæmpe ametyst.

»I siger bare til, hvis I har brug for hjælp,« siger Tut Victoria mod kvinderne, inden hun fortsætter sin historie, som allerede er i fuld gang.

En selvstændig kvinde med eget livsstilshus
Tut Victoria Hansen Hansen har over de seneste otte år forvandlet sit hjem til det, hun kalder et livsstilhus, som hun holder åbent i weekenden og efter aftale. Stuen og køkkenet og hele første sal er med andre ord fyldt med ting, som man kan købe.

»Jeg skal jo leve af noget, og jeg er helt vild med købe og sælge, og folk siger, jeg er god til det,« forklarer Tut Victoria med stort smil og høj stemmeføring. Jævnligt tager hun derfor af sted i sin bil og sætter kursen mod Kirkens Korshær og diverse Røde Kors-butikker i Nordsjælland for at lede efter gode fund.

»Folk siger tit, “sådan kan du da ikke bo”, når de kommer hjem til mig, men jeg har det fint,« fastslår Tut Victoria og ser rent faktisk ud, som om hun mener det. Efter 44 års ægteskab og seks børn fik Tut Victoria brug for at bryde op.

»Vi kunne ikke enes, min mand og jeg. Vi var som vand og ild, og vandet ville hele tiden slukke ilden. Jeg er opvokset i et pænt borgerligt miljø i Nakskov, så jeg er opdraget til at være den pæne pige, men pludselig fik jeg nok. Jeg havde behov for at være den, jeg er, og jeg er ikke helt normal. Men nu er jeg blomstret op, og nu har jeg hånd i hanke med alt det økonomiske selv, og det er jeg stolt af. Man kan så meget, hvis man vil,« siger Tut Victoria, som har nok at lave med at passe sit hjem og sine 12 børnebørn.

Ting, ting og atter ting
»Samler I på kobber-ting? Ellers kan I hurtigt komme til det,« siger Tut med et glimt i øjet, da vi kommer op på førstesalen, og hun får øje på de tre veninder, der har fortabt sig i en bunke kobbergryder.

»Nej, så vil vi hellere samle på dig,« replicerer den ene af kvinderne.

»Jeg er sgu ikke værd at samle på, jeg har kun titanium i skulderen,« siger Tut med et højt grin. For fire år siden skvattede hun i sit eget snørebånd på vej ud af sin bil, hvilket resulterede i en brækket skulder.

»Den skulder volder mig stadig problemer, og jeg kan ikke længere male de store malerier, som jeg plejede. Men jeg er stædig, så nu er jeg gået over til nogle mindre lærreder, for male, det vil jeg,« fortæller hun og viser sine malerier, som står i gangen mellem de to stuer på førstesalen. Over årene har hun udstillet mange forskellige steder og haft eget galleri.

Pludselig får hun øje på en hvid tekande, som står mellem en masse andet nips på sofabordet, og talestrømmen stopper for et kort øjeblik.

»Nå, det er dér, den er. Jeg har ledt efter den tekande. Den må have stået der, siden jeg havde min datter på besøg i sidste uge. Sikke noget rod,« siger hun irriteret og går ned i køkkenet med tekanden.

Et pusterum fra rodet
Når man spørger Tut, om hun ikke indimellem bliver træt af at opholde sig i alt det rod, himler hun med øjnene og svarer: »Jo! Det er da også derfor, jeg spiser så meget ude. Flere gange om ugen tager jeg til Gilleleje, Hornbæk eller København og får mig et glas let hvidvin og et måltid mad – gerne rejer eller muslinger, jeg er jo vegetar.«

Men ellers er hun godt tilfreds med at bo i sin store hule. Vi får ikke lov at fotografere hverken bad eller soveværelset, men rummene ligner til forveksling resten af huset, fyldt med ting. I soveværelset er der banet en smal sti fra døren hen til den storblomstrede sofa, hvor Tut sover, og bunkerne af bluser, bukser, veste, kjoler og pelse når næsten mandshøjde.

»Det sker tit, at jeg vågner med benene viklet ind i en gammel striktrøje, men det er vel ikke det værste,« siger Tut Victoria, som egentlig er døbt Anni Hansen.

»Det er sådan et husassistent-navn, som jeg ikke kan bruge til noget. Så der er kommet nogle lidt sjovere navne til gennem årene,« fortæller hun, da vi er på vej ud og tilføjer, at hendes seneste navnepåfund er ”Frei Frau von Flottenheimer Mit Schwung, Lövenfuss und Schleise”. Intet mindre.

Et langt levet liv
Lige før entreen får vi øje på en stor skifteramme fyldt med gamle sort-hvide fotografier. Et billede af en ung Tut med volumen i blondeskørtet i sin butik i Pilestræde. Et billede af en fræk Tut, der poserer i en Jägermeister-reklame og et billede af en elegant Tut til fin middag med Prins Henrik som bordherre. Alle billederne vækker minder og afstedkommer historier på falderebet.

»Billedet dér er fra dengang, jeg var til middag med Kongelig Dansk Automobil Klub,« siger hun og peger på fotografiet af sig selv og prinsen.

»Jeg kan skrive under på, at prinsen er en yderst charmant herre. Jeg gik lidt frem og tilbage, da jeg på det tidspunkt stadigvæk ammede min yngste datter, og da Prinsen hørte, at jeg havde fem børn, spurgte han: »Jamen, er de da katolik,« griner Tut Viktoria. Og sådan er hun fuld af sjove historier fra et langt liv. Så mange, at hun gerne vil i gang med at skrive en bog. Om sig selv.

»Jeg er helt oppe at køre over ideen, men jeg skal lige have fundet den rette til at være med i projektet, for jeg vil ikke interviewe mig selv,« siger hun, inden hun vinker farvel. Bliver bogen til noget, er der ingen tvivl om, at den vil have potentiale til at blive usædvanlig læsning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s