Hvilken FANTASTISK ide!

Havde selv meget sjov med pressen med denne emballageform i 90′erne.

Nissepiger

... Mushka fandt selv forklaedet.

... jeg kan nu bedre li' Muskha

… mere Voice

Julies nye job på The Voice inspirerede mig til en hurtig lille research.

Søren Larsen fra Carlsbergs arkiver har igen været en uvurderlig hjælp. Tjek eksempelvis denne forrygende artikel ud fra BRYG # 11, 1992 han netop har mailet mig…

Holdet bag den Københavnske del af Grøn Time. Fra venstre: Tingstrup, Madvig & Meyer

Jeg har altid haft en svaghed for radiomediet. Også i Nepal – selvom det ikke er noget jeg lytter til her. Tilgengæld har jeg været forbi det mest populære program og sige hej.

Tjek historien  her.

Julie har fået job! – The Voice flash back.

Det er jo fredag – så ingen tager vel skade af en lille ølhistorie…

Fik en herlig FB besked fra Julie i nat. Hun starter på The Voice.

Så virker onklens netværk sgu’ stadigvæk

Det er ellers sjældent jeg benytter mig af det – men her får The Voice (og alle Frederiks andre stationer i Magstræde) en lille goodie.

Mødte Frederik Meyer første gang i de glade radio pioner dage, hvor jeg sammen med Eric Hansen lavede nogle helt forrygende radio promotions på The Voice. De dage hvor Voice tog radiobranchen indenom og gik landsdækkende.

Vi kunne naturligvis ikke reklamere for produkterne i radioen – det havde Svanholm og Forbrugerombudsmanden sørget for.

Men vi kunne jo ikke forhindre alle lytterne i at råbe og skrige Grøn Tuborg ud i æteren, hver gang de blev ringet op på et værtshus eller cafe rundt om i landet… det havde vores effektive salgsstyrke sørget for ville ske. Det eneste de skulle gøre var at stille ind på Grøn Time, som det skræddersyede radioprogram hed. Et program med Grønne blind dates, grønne præmier, grøn musik og en masse andet grønt.

Den lokale The Voice trak dagligt lod blandt alle Danmarks cafeer og barer om hvem der skulle ringes op og deltage i dagens live-i-æteren-konkurrence. Skete det var der en omgang Grønne i sigte…

Den måned Voice gik landsdækkende var der 1.500 forventningsfulde cafeer og værtshuse rundt om i Danmark, fyldt til bristepunktet (bop-bop-bop) med forventningsfulde gæster, der spændt sad og lyttede og håbede på at heldet (eller Frederik, Eik eller hvad de forskellige værter hed) tilsmilede dem…

En meget enkel og banal aktivitet.

Men hold kæft hvor den virkede!

Og hold kæft hvor var den ved at tage livet af mig.

For det første var det hele tænkt som en lille venstrehånds aktivitet. Men den voksede sighurtigt større og større i takt med at vores (min og WDP’s) begejstring røg i vejret.

For det andet var jeg åbenbart ikke den enest der bevægede mig i en Grå Zone – dagen før Kick Off var en af hovedehistorien i Den Unævnlelige sprøjte at Voice fik inddraget sendetilladelserne. Kæmpe artikel med kæmpe billede af Eric og Otto på vej et eller andet sted hen med sendetilladelserne i hånden.

På det tidspunkt havde jeg et par af de lange på højkant i form af reklamematerialer, tryksager mm.

Og endnu værre.

Mere end 300 forventningsfulde konsulenter sad klar over alt i Danmark og ventede på denne epokegørende kampagne (generthed har aldrig været en af mine egenskaber).

Heldigvis har jeg altid haft det bedst når mit lys brænder i begge ender (modsat andre) – så denne lille presse historie fra Jante, blev bare ekstra krydderi, der fluks blev omsat internt til noget med:

Der ka’ i bare se - Tuborg er igen oppe på mærkerne og på forkant.

Naturligvis først efter at Eric højt og helligt lovede at Voice VILLE gå i æteren som planlagt – et ord han naturligvis holdt!

Der er INGEN der ved hvor effektiv Grøn Time var. Både salgs og distributions mæssigt. Jeg fortalte det med vilje ikke til nogen – dels fordi vi som bryggeri, var ude i en gråzone og dels fordi Eric med garanti ville udnytte situationen til at skrue priserne op på fremtidige projekter. Den BISSE.

På trods af diskretionen lykkedes det mig alligevel at få en kæmpe skideballe… naturligvis gjorde jeg det…

Successen skyldte ikke mindst Frederiks (og en meget ung Madvigs) forrygende indsats…

Efterfølgende hjalp jeg Frederik ind i ølverdenen i US – først via Carlsberg (med fruens hjælp) senere videre til Budweiser (det sørgede han selv for).

For nogle år siden røg han så retur i radiobranchen – og det er vi i dag nogle stykker der er glade for… især Julie :-}

PS
De rædselsfulde Grønne Postkasser der blev lavet til lejligheden er efter sigende et samleobjekt. Det kunne være rart med et billede… så hvis der er en eller anden der ude…

PSPS
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor interessant radiomarkedet er i et land som Nepal.

For det første er der mere end 28 mio forbrugere samlet på et område mindre end Danmark.

For det andet er landet foran en rivende udvikling og den sker NU – de første internationale Brands har meldt deres ankomst. Og på grund af den ustabile strøm situation er TV mediet YT. Alle hører radioer ALLE steder.

For det tredje kan alt lade sig gøre. Den politiske situation gør at alt er KAOS – derfor er ALT muligt.

For det fjerde. Nepal  ligger vi mellem to af verdens mest happening økonomier: Kina og Indien… så når det regner på præsten.

Eric – KOM HER UD NU der er ingen der arbejder proffessionelt med mediet – eller er du blevet for gammel og vil hellere lege med tanten

At tænke sig… et af medlemmerne foreslog at blande østrogen i øllet!!!

Jannick nye sted er opkaldt efter hans hund - lige som Bobi Bar er opkaldt efter stifterens gamle skibshund

Jeg er overbevist om at gamle Kaj Thomsen stadigvæk roterer i sin grav på grund af forslaget om at indlemme kvinder i Danmarks måske mest eksklusive herre klub: Tuborgklubben.

Han – og nærværende blogger tog i sin tin initiativet til selskabet netop for at slippe for det forstyrrende og distraherende element, som kvinder har tendens til at udvikle sig til… især når når herresnakken drejer sig om øl, fisse og hornmusik.

Any way – Kaj har sandsynligvis stadigvæk så meget øl i sig at den ikke er blevet helt doven af hans roterren…

Årets maj-samling fand sted på Lolas Café – Jannicks nyåbnede oase på Sønder Boulevard, med efterfølgende flæsk i Frk. Barnes Kælder.

Der er ingen tvivl om at stedet bliver en succes – Jannick har årelang erfaringen fra Palæ Bar hvorfra han kender gud og hver mand som nok skal lægge vejen forbi og blande sig med alle de lokale… jeg glæder mig til at indtage en pils eller ti på lokaliteten næste gang jeg er i byen… men det er en helt anden historie!

Klubben består af 31 medlemmer – hvor af 25 mødte op. Det er da ganske godt gået når man tænker på den høje gennemsnitsalder.

Gorkha Brewerys National Sales Conference – en helt ny og herlig side af Nepal har åbenbaret sig for mig!

Huuuuav – hvad var så lige det, der skete?

Det sidste jeg husker at have nedskrevet er linjerne om vores frustrationer efter pludseligt at sidde i det nye år – mutters alene efter to forrygende uger med masser af venner. Med en gabende tom kalender og uden nogen som helst udsigt til det hus vi drømmer om. Det er ikke fordi vores guest house er sat på stand by – det er det overhovedet ikke. Men situationen er gået i hårdknude. Lige nu føler vi os som parret der knepper som kaniner for at blive gravide uden at der sker noget som helst. Her ved alle, at det første der sker, når parret står med deres kinesiske baby i armene, er at hun pludseligt bliver gravid…

Så vi besluttede os for at udnytte situationen så vi trods alt får et eller andet ud af livet. Så vi sætter nu fuldt blus på vores andre projekter – her tænker jeg især på børnebøgerne, massage olier mm – og så ellers rejse rundt i Asien og se os omkring.

Så efter vores nytårs picknick med alle Kiki’s herlige unger – (jeg aner ikke hvornår jeg får tid til at nedskrive den historie, suk) har vi haft fuld hammer på rent arbejdsmæssigt.

Fredagen – den 8. januar – dagen hvor vi tog til børnehjemmet, ringede Santos til Annette. CP fra Gorkha Brewery ville møde hende.

Vi har gennem et års tidtalt om at vi måske kunne lave noget for Ketan Group, der ud over bryggeriet ejer forsikringsselskaber, Cigaret Fabrikker, Banker og meget meget mere. Gruppen er Nepals 3. største (og rigeste). Annette mødte Ketan Snr. g Jnr. da hun for mere end 10 år siden kom til Nepal første gang for Carlsberg. Vores ideer at skræddersy et kursusforløb eller foredrags række for koncernens kunder inden for nogle af de emner vi ved noget om… Santos havde vist luftet ideerne for CP, der er koncernens frontfigur efter faderens død for nyligt.

Santos ringede som sagt – og Annette var vist ikke helt klar over hvad det drejede sig om. Hvad var projektet? Og var det os begge – eller ’bare’ hende. For der var åbenbart helt klar tale om et projekt – det var tydeligt med den hastighed det hele skulle ske med, og Santos nervøse ryst

Annette dressede sig op i en half ’n’ half – dvs. en casual nederdel og en mere businessagtig bluse. Ikke den jeg foreslog hende, den der fremhæver hende kvindelige former på en helt forrygende måde uden at komme i nærheden af nogen grænser for sømmelighed…

Jeg blev tilbage og forberedte vores afgang til børnehjemmet senere på dagen.

Annette kom tilbage et pat timer senere og ganske rigtigt med et projekt!!!

Vi var blevet inviteret til at holde et indlæg på deres Gorkha Brewery’s National Sales Conference. Vores tema var forholdsvist åbent, bare det handlede om creating values in the mind of the consumer (noget som jeg på stedet ændrede til … the Heart of The Consumer) – min filosofi er, at det er alt der rører sig fra halsen og nedefter der virker.

Det var ganske enkelt forrygende – her sad vi med vores frustrationer og VUPTI, ind fra højre kommer der et projekt for en af Nepals mest interessante koncerner.

Der var bare et lille bitte problem forbundet med opgaven. Konferencen startede allerede den førstkommende onsdag (dvs. i onsdags den 13. januar). Vi havde fredag (den 8.) og stod med et ben i bussen på vej til Lupu, hvor vi skulle feste med alle ungerne og først ville være tilbage lørdag sent – og det kunne vi under ingen omstændigheder ændre!

Så vi kunne tidligst blive briefet op søndag den 17. Og da var der varslet bandha – så det hed om formiddagen. Herefter skulle vi blive enige om et honorar før vi kunne gå i gang.

Så reelt set stod vi med en fed kunde, et fedt projekt med masser af fremtidspotentiale og bare 2½ DAG til at lave en præsentation, der skulle være så god, at den forhåbentlig sparkede døren op til nye projekter – eller i hvert tilfælde var så god, at vi kunne føre en ny ring til vores nepalesiske netværk.

Det sidste var nok det mest realistiske.

Vores picknik gik fantastisk – den historie må jeg fortælle på et senere tidspunkt. Men vi var totalt udknoklede efter 17 timer ude i det fri. Vi vågnede søndag morgen tidligt med snot overalt, ondt i halsen og småfeber. Temperatursvingningerne fra 0 grader og frost da vi stod op kl. 4 am til 28 grader og høj sol det meste af dage havde sat sit spor hos os. Og jeg for min del havde bestemt ikke haft godt af svømmerturen i det forrygende flodvand. Derfor var det sådan so, so da vi trådte ind ad døre på bryggeriets kontor i Hatisar søndag kl. 11. Vi bar vist præg af et anstrøg af panik…

Det var første gang jeg mødte Ashis og Rajendra. Sidstnævnte er sales- and marketing director, mens Ashis er ansvarlig for marketing. Briefingen gik hurtigt – efter en kort og meget professionel gennemgang af ølmarkedet i Nepal forklarede de kort om konferencen.

Deltagerne var koncernens godt 70 sales reps samt de relevante ansvarlige fra HQ.

Temaet for konferencen var Base Camp – conquerring Mt. Everest osv.

Og de gennemgående TAGS var dare, speed, excecute.

Vores rolle var at bringe et internationalt islæt over det hele og tale om de nye strømninger inden for marketing. Det behøvede ikke at handle om øl – faktisk gjorde det ikke noget, hvis vi ikke berørte emnet overhovedet, da Helle også ville deltage og derved dække øllet. (Helle er Carlsbergs marketing ansvarlige i Asien, og arbejder ud fra Kuala Lumpur. Og så arbejdede hun for Annette in the ol’ days. Hun er helt forrygende). På vej ud af døren fra mødet nåede Annette lige at nævne at Tuborg Julebryg casen passede perfekt til konferencen… den indgik overhovedet ikke i mine planer. Jeg er fed up med det produkt.

Inden søndagen var omme, havde vi en aftale om vores honorar, vi var begyndt at braine på vores indlæg, havde råbt og skreget af hinanden, grædt, kysset, krammet, og droppet det hele indtil flere gange. Alt sammen en del af min, åbenbart håbløse entusiastiske og hensynsløse måde at kaste mig ud i et nyt projekt på. Efterfølgende har jeg trøste Annette med at bølgerne gik langt højere og udbruddene langt mere skræmmende, da Troels og jeg arbejde sammen…

Herefter gik det slag i slag.

Annette sad og samlede noterne om aftenen/natten og jeg stod op klokken lort om morgenen og tog over og midt på dagen arbejde vi sammen om research, disposition, modeller osv.

En helt fantastisk proces som jeg også syntes smittede af på præsentationen, der tog mere og mere form. Tirsdag eftermiddag sad vi med noget jeg havde det rigtig godt med – især fordi vi havde det meste af et døgn til at komme flødeskum og krymmel på lagkagen. Annette havde det vist på samme måde – selvom hun altid er mere kritisk.

Da var det at jeg fik følgende ind på Facebook fra Helle:

Det bliver kort fornojelse da jeg skal afsted igen fredag morgen.Skal du praesentere julebryg? if so skide godt

Her skal jeg vist lige indskyde at Heller er chef for marketing development herude i Asien og derfor en god person at rette sig efter

Vores præsentation handlede på det tidspunkt alene om social communities og trends inden for dette univers med en masse cases. Intet øl og intet overhovedet om jul. Jeg havde nemlig besluttet mig for IKKE at tale om julebryg. Jeg synes ganske enkelt at alt det, der sker i dag er for dårligt. Og jeg har ligesom ikke mere at sige.

Men da jeg vågnede onsdag morgen 4:30 am og tog fat i præsentationen igen havde Annette i løbet af aftenen og natten fundet en masse SNE frem og lavet et forløb, som ville passe perfekt til resten af præsentationen. Inden vi tog til lufthavnen 10 timer senere, havde vi hele strukturen så færdig, at vi sagtens kunne lave resten på Pokhara Grande. Vi havde tjekket at der var internetforbindelse, så vi kunne downloade de sidste cases. Og jeg havde mailet til Cons og Juul om hjælp til lidt illustrationer fra 2009 for at have tingen helt up to date.

Vi ankom om eftermiddagen om onsdagen. Jeg var mest til at gå direkte på værelset og arbejde. Men vi skulle lige hilse på folk og jeg skulle naturligvis introduceres for CP – Kentan dynastiets konge og MD for bryggeriet. En super fed 33 år ung fyr med et varmt og meget skarp blik med masser af nepalesisk lune.

Han startede naturligvis med at fortælle os at vi var konferencens absolutte højdepunkt – alle så frem til vores optræden: and Asisi says that you are goin’ to talk about Christmas Brew. Var der tale om en sammensværgelse?

3 timer senere var vi klar. Både til vores præsentation og til velkomstfesten, der ventede.

Festen var en af de afslappende slags. Der var lavet en masse små grupper hvor konsulenterne samlede sig. Her sad de så og slubrede herlig øl, spiste snacks og fortalte løgnehistorier til hinanden nu de havde lejligheden. Dem der kom længst vær fra havde brugt 2 dage om at komme til Pokhara…

Mens Annette sad og legede direktør med Helle (som vi var fulgtes med i flyet) kastede jeg mig ud i dette herlige selskab og cruisede fra gruppe til gruppe og fik en herlig indsigt i bryggeriarbejdet i Nepal, og deres problemer, konkurrencen og om situationen generelt. På et tidspunkt følte jeg det nærmest som om, jeg var røget tyve år tilbage i tiden til vores salgskonferencer på Tuborg. Stemningen, energien og begejstringen over ØL og hinanden var fuldstændigt den samme. Jeg har ikke set Tuborg ånden i en menneskealder – sjovt at møde den her.

Jeg gik i seng kl. 9:30 pm efter en kort dans og lige tilpas med øl til at alle kendte den side af mig. Jeg havde også noteret mig tilstrækkeligt med historier til at kunne trække et par eksempler til sælgernes verden under præsentationen og jeg var 100 % sikker på at vores præsentation ikke ville være irrelevant. CP havde jeg også nået at give en go’ nat’ krammer – det havde givet er gisp gennem hele selskabet fortalte Annette mig. Der er nemlig INGEN der rører ham på den måde. ALLE rejser sig i hans selskab. Hva’ ve’ jeg. CP er meget sympatisk og meget nede på jorden.

De sidste ting lå klar på computeren da jeg vågnede 4:30 am torsdag morgen og satte mig til at færdiggøre det hele. Og da vi satte os til rette i konferencesalen til dagen første indlæg, var der var ikke længere tale om en præsentation – mere en mindre multimedie show.

Ufatteligt hvad man kan lave i dag. Og så her i den 3. verden – hvad var det lige man gjorde før nettet.

Det er især ufatteligt, når man tænker på hvor umuligt tingene også er i det daglige. Da vi ankom, var det første jeg gjorde at bestille blomster til Annette, der havde fødselsdag på konferencens første dag. Mens jeg sad og knoklede med færdiggørelsen ringede de fra receptionen.

Annette tog den.

Do you want us to get flowers lød det I den anden ende.

Da røg den overraskelse…

Den tredje verden… Ikke hos Gorkha Brewery!

Allerede under vores briefing møde om søndagen fik jeg et indtryk af det faglige og professionelle niveau i bryggeriets salgs- og marketingorganisation.

Alligevel kom det bag på mig hvor højt niveauet er.

Det er naturligvis den letteste sag i verden at sidde i et bestyrelseslokale og lave en præsentation, der ser ud af en masse. Det er en helt anden sag at udkrystallisere konklusionerne til håndgribelige og håndterbare strategier og kommunikere dem ud, så alle forstår hvilken retning man skal, hvordan det skal ske og hvad man skal nå.

Det skete under hele konferencen, som det allermest naturlige.

Alle ansvarlige evnede den svære disciplin at omsætte alle konklusionerne til en pallet af konkrete aktiviteter, der matchede de strategiske indsatsområder man havde analyseret sig frem til spot on!

Al kommunikationen matcher de forskellige produkters brand essence, alle aktiviteter er skræddersyet til de respektive salgskanaler og brugssituationer, sponsorater er ledsaget af detailplaner ready to roll out, og alt sammen ledsaget af pædagogiske styringsværktøjer, hvor alle salgsfolk kan registrere deres indsat og ikke mindst resultaterne i forhold til de salgsmål, alle på forhånd har sat sig.

Jeg behøver ikke at sige, at det hele kører over intranettet, som alle har adgang til via deres bærbare og naturligvis mobilen.

Jeg kom til at tænke på mit ophold hos Nestlé for snart 17 år siden. Jeg troede at deres salgsorganisation var state of the art hvad håndteringen af salgs- og markedsførings disciplinerne angår. Eller Coca-Colas eller for den sags skyld Tuborg Danmark’s.

Det er de måske – men Gorkha Brewery er bestemt med i klubben – og måske endda i en liga over.

For udover de traditionelle parametre som alle os fra den vestlige verden slås med, arbejder man her med en infrastruktur, hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge op til 3 dage for at komme fra den ene ende af et salgsdistrikt til den anden, hvor strømmen (som tilfældet er pt.) ikke eksisterer i 11 timer i døgnet, hvor monsunen huserer 2 måneder om året og vasker alt væk og gør det fuldstændigt umuligt at komme frem, med mindre man naturligvis har en traktor – hvilket lige så naturligt var en af de salgsparametre, der indgik i de salgspræsentationer vi så. Altså ikke selve traktoren, men en finansieringsordning til de pågældende distributør der arbejder under disse forhold.

Med andre ord: I’M IMPRESSED! Nej I’M F***** IMPRESSED!

Jeg sad på den ene side og tænkte på at der faktisk er en masse danske virksomheder kan hente hjælp her. Det omvendte er overhovedet ikke nødvendigt.

Og på den anden side sad jeg og fik en smule mylder i maven ved udsigten til vores præsentation lige om lidt…

Så Lad mig bare springe direkte til den.

Den gik forrygende – vores frygt for at vores budskab om word of mouth marketing og vores egen skræddersyede værdiskabelses model i en web 2.0 verden gik rent ind. Og Julebryg Casen ikke alene samlede det hele på helt-nede-på-jorden-måde, den illustrerede også på glimrende vis hvor enkelt og simpelt det i virkeligheden er at overføre kommunikationen fra den ’gamle’ verden til Facebook, Twitter, YouTube, Flickr mm ude at øllen forsvinder.

Annette talte efterfølgende med CP.

Han strålede som en sol – nu stod det endeligt helt klart hvilke områder organisationen kunne sætte ind på. Områder de ikke pt. fokuserede på. Hans problem havde indtil da været, at Gorkha’s position som en af Nepals absolut mest velkonsoliderede virksomheder med en markedsandel på de 80 % og førerstatus inden for alt hvad de beskæftiger sig med ville gå i hi – befinde sig på en sovepude af selvtilfredshed osv. For hvor var udfordringerne henne?

Dem havde vi åbenbart skitseret for dem.

Lettelsen var derfor enorm da vi sluttede torsdagen, konferencens anden dag.

Fredagen gik med gennemgang af forskellige cases fra forskellige egne af Nepal, præsentation af kampagnerne for 2010 OG præsentation af resultatet af de workshops, der havde fundet sted umiddelbart efter vores præsentation dagen før. Workshops der var blevet udvidet med et par opgaver, der udsprang af vores case.

Vi skulle agere dommere, hvilket kom som lidt af en overraskelse. Især da jeg faktisk først blev klar over det da holdene skulle til at præsentere. 10 hold med 5 minutter hver til at præsentere 5 ideer – lidt af en mundfuld, når man dels skal forstå den enkelte ide, vurdere den på forskellige parametre og naturligvis notere begrundelser for hhv. GOD og DÅRLIG ned. Men det lykkedes inkl. en halv time med de 10 power point præsentationer, som grupperne havde lavet. Vores valg af #3 faldt åbenbart i ledelsens smag.

Kåringen af promotionvinderne blev ledsaget af en række andre HR tiltag og udnævnelser. Selve lønpakken for 2010 ville folk få overrakt personligt inden afgangen om lørdagen. Der var derfor ingen, der havde fået spoleret deres humør af den årsag, da hele holdet troppede op til fest inde i Pokhara på en nyindrettet Cafe/Lounge, der til lejligheden havde band i haven og DJ i loungen på første sal.

Efter en af CP’s cigarer og Tuborg Strong (Den Danske Royal Danish og Den Portugisiske 7.2 i magnum size) – der i Nepal betragtes som lavprofil øl, men som i andre lande er en super premium øl, og som efter min mening er en af de bedst øl i verden – var jeg klar. Og efter en meget vellykket præsentation på en meget vellykket konference, kunne jeg ikke se nogen grund til at holde mig tilbage. Så der blev danset, sunget og grint på dansk, engelsk og nepalesisk.

Set i bagspejlet er jeg stadig positivt overrasket over hvor professionel en organisation Gorkha’s er. Jeg er overbevist om at de andre virksomheder i Kethan Group arbejder på samme niveau. Og det er der sandsynligvis også andre af de store nepalesiske koncerner, der gør.

Hvis det er tilfældet så bør den vestlige verden ændre deres opfattelse af Nepal og nepaleserne og måske revurdere deres ulands indsats.

Landet har selvfølgelig en situation, der skal løses her og nu: Fattigdommen og demokratiet.

Og så har man en opgave på den lange bane – at lave et bæredygtigt forretningsmiljø, der kan sikre arbejdspladser, økonomi, it-udvikling og alle de andre ting der skal til for at Nepal og nepaleserne kan klare sig selv i fremtiden.

Her har jeg hele tiden haft den holdning/tanke/tro, at dette var en opgave der kun kunne løses med hjælp udefra.

Men efter at have stiftet bekendtskab med Kethan Group – og for den sags skyld også IRAS – har jeg ændret holdning.

Det er overhovedet ikke nødvendigt at komme ind udefra med forretningsvisdom.

Det kan man godt klare selv. Og det må være langt bedre at bruge Nepalesiske virksomheder og virksomhedsledere som rollemodeller for hvordan moderne business skal håndteres. Det må give både stolthed og selvværd og virke mere motiverende og troværdigt, end når formidlingen kommer fra udenlandske NGO’ere, diplomater m.fl. der alligevel aldrig vil have de rigtige forretningsmæssige og strategiske kvalifikationer. Alle dem der kan noget på det felt (i teori og praksis) driver sandsynligvis selv forretning og gør det godt. Og gør de det ikke , på grund af den eksisterende finansielle situation – er Nepal sandsynligvis det sidste sted der står på deres rejseplan.

De personer jeg har mødte herude – danske og internationale – er gode diplomater. Men jeg har svært ved at forstille mig dem i en kommerciel og strategisk samtale med en fyr som CP på bare 33. Her vil de fleste komme til kort på et split sekund.

Det, der efter min mening skal fokuseres på i hjælpen, er samarbejder med udenlandske virksomheder, der giver de eksisterende og velfungerende nepalesiske virksomheder muligheder på nye markeder og ikke mindst giver nye opstartsvirksomheder, der baserer deres forretnings idé på en fremtidsorienteret og fremtidssikret platform mulighed for at vokse sig over den kritiske masse, så de kan knopskyde til nye forretninger. Her er Kiran’s IRAS et godt eksempel på en virksomhed, der med et lille spark i røven kan lave en forskel for hele Nepal. Men han har åbenbart givet op i det danske system, som åbenbart er så håbløst, som alle gav udtryk for, da vi ankom. Trist.

Det bør ellers ikke være så svært. Man skal have fat i en fyr som Michael Porter – eller hvis han ikke har tid – hans bog The Competitive Advantage of Nations, (Free Press, New York, 1990) og bruge hans modeller til at udarbejde en langtidsholdbar og bæredygtig kommerciel indsatsplan for Nepal. Det har man med garanti ikke gjort efter mange af de eksisterende projekter at dømme. En del af dem ville aldrig se dagens lys hvis beslutningstagerne havde læst bare det første kapitel… – her skal jeg undskyldningsvist indrømme, at jeg godt ved, at der engang i mellem er andre hensyn end de rent kommercielle der kommer i betragtning.

Men alligevel…

Any way – Ghorka var en herlig oplevelse.

Et historisk Julebryg billede!

 

Et historisk øjeblik. Julebilen på lystavlen under den absolut sidste landskamp i den gamle Idrætspark

Forleden dumpede der et helt forrygende billede ind i min postbakke.

Det er nu et par uger siden – jeg har tygget på det lige siden. Ikke fordi jeg nyder at svælge rundt i gammel succes (det gør jeg naturligvis). Men billedet rummer en masse historier, som er røget ud af min hullede bonghjerne – men heldigvis ikke længere væk, end at de efterhånden nu er dukket op til overfladen igen. Ikke mindst takket være Søren Larsen fra arkivet, der har været så venlig, at finde nogle gamle ting frem fra gemmerne.

Det er naturligvis en julebryg historie – men det er også historien om to historiske begivenheder.

Fodboldnørden kan med det samme se, at billedet det er fra landskampen mod Jugoslavien 14. november 1990 – historisk fordi det var den sidste i den gamle Idrætspark, og fordi modstanderne endnu ikke var gået i opløsning som resten af de gamle østlande. Det gjorde de senere – og skaffede derved Danmark en slutrunde billet til EM, som de senere vandt. Men de er en anden historie.

Hvad billedet ikke umiddelbart afslører, er at den hjemlige medieverden ved samme begivenhed blev præsenteret for et nyt annoncemedie. En Storskærm – eller Jombutronen som den vidst hed – der blev monteret på taget af tribunen.

Dimensionerne husker jeg ikke – men den var stor. Lige som annoncepriserne. Derfor var det naturligvis også en umulig opgave for de stakkels annoncesælgere at komme af med reklamepladsen. Især fordi de traditionen tro var ude så sent, at alle mediebudgetter enten var brugt eller disponeret.

Vi blev naturligvis altid kontaktet på bryggerierne fordi budgetterne var store – men også fordi det var forbundet med prestige at få enten Carlsberg og Tuborg med…

Rent undtagelsesvis var jeg meget interesseret i mediet. Landskampen faldt på J-dagen, så det var oplagt at bruge den populære Snebajer film, som jo dengang kun kunne vises i biografen.

Det var derfor svært at få armene ned af begejstring, da det lykkedes mig at få prisen fra 150.000 kr. ned til noget nær gratis. Lige indtil der dumpede en meddelelse ind på mit skrivebord. Det var besluttet at Tuborg ikke måtte annoncere på dette nye og revolutionerende medie. Det var som bekendt Carlsberg der ’sad’ på fodbolden og Tuborg på musikken.

Jeg forstod ikke en skid af det hele – for det ville være hjernedødt at spille annoncekroner på et andre produkter end Tuborg Julebryg lige netop den dag og uge. Der blev ganske enkelt ikke efterspurgt andet…

Jeg var derfor godt muggen og forbandende Svanholm derned, hvor solen ikke skinner.

Enten var ejeren af mediet hans personlige ven – eller også ville han sikre sig, at det var koncernens prestige produkter fra Carlsberg, der blev annonceret for, mens han sad og hyggede i VIP logen sammen med Kaiser. Plebajerbryg fra Hellerup kunne ikke komme på tale i sådanne situationer…

Men sådan en beslutning skal man ikke præsentere for mig. De virker som en rød klud.

Da jeg nogle uger senere stod på Rådhuspladsen og stirrede på Politikens Lystavle fik jeg ideen. Hvis det kan lade sig gøre her – må det naturligvis også kunne lade sig gøre på resultattavlen i Idrætsparken, som dengang fungerede efter det samme light bulb princip.

Det var naturligvis umuligt at finde frem til de ansvarlige over telefonen. Som så mange gang før, var der kun én ting at gøre. Spaghettiene aka Umberto aka Smukke Arne aka Arne Petersen måtte på banen.

Og som så mange gange før stod han lige akkurat og havde tid til en frokost (klokken var vel 9 om morgenen)… så jeg kunne bare komme ned og sætte ham ind i mine problemer, så kunne vi tage en bid brød efterfølgende.

Idrætsparken… har du prøvet Bent Borch? Spurgte han.

Det havde jeg – og vist også nogle andre af dem jeg kendte. Men ingen af dem vidste hvem der sad og skruede pærer på lystavlen.

Så kom med… lød det fra Spaghettien mens han bed sig i underlæben, hvorefter vi skred ned i bilen, kørte forbi tap syd og fyldte en kasse Sne i bagagerummet inden vi drejede ned af Strandvejen mod City.

Vi skulle nu ikke så langt. Et eller andet sted bag Rigshospitalet stoppede vi foran et lille skur, hvor Københavns vigtigste person havde et lille ydmygt kontor, der lå langt under den standard, der matchede hans magt. Han vidste præcist, hvem vi skulle have fat i og ringede med det samme og meldte vores ankomst – han havde ikke selv tid.

Ti minutter senere sad Spaghettien og jeg i et meget lille operatørrum og talte med to ældre herrer over en frisk Snebajer. Som alle andre var de meget imponerede over at smage disse gyldne dråber hele to uger før release. Så den ene tog den anden, og da kassen var tom, var de ellevilde over at skulle lave den lille snebajer reklame som deres sidste opgave. Efter ombygningen af Idrætsparken, ville der naturligvis være et topmoderne digitalt resultat anlæg og det skulle håndteres af andre… de selv skulle på pension.

Både Spaghettien og jeg selv holdt kæft med vores lille stunt – mest fordi jeg faktisk var lidt usikker på, hvordan det ville se ud. Der var naturligvis flere, som undrede sig over, at jeg pludseligt skulle med til landskamp med de kunder vi traditionen tro havde inviteret med. Jeg skred da også 20 minutter inde i kampen. Det pissede nemlig ned i tove… og Robert på Park viste kampen på TV. Så der sad vi og festede i varme og tørre omgivelser mens spillerne vist fik lammetæv af jugoslaverne og publikum blev gennemblødte.

Overraskelsen var derfor stor, da der pludseligt lød et kæmpe jubelbrøl fra stadion efter halvegsrsultatet og igen da den triste kamp sluttede. Da var det bare endnu højere!

Jeg kigge op på Tv’et over baren og var ved at falde ned af barstolen af overraskelse. Mens rulleteksterne løb ned over skærmen, havde fotograferne stillet ind for at få den allersidste optagelse af lystavlen i det historiske National Stadion. Og hvad rullede ind igen, og igen, og igen… den lille julebryg bil.

Derfor jublen!

Prime time med en helvedes masse seere.

Carlsberg havde sandsynligvis betalt kassen for at vise en reklame for Sort Guld… (jeg havde sgu’ lidt ondt af Jan Erik – eller var det Niels Boe?) – jeg fik en underlig bon på 10.000 kr. fra Spaghettien (det kan jeg jo godt sige nu, da han ikke er mere, Arme RIP). Der udover spiste vi en frokost på Skt. Peder (der tog en hel dag) og så var der naturligvis den kasse øl vi drak i kontrolrummeT.

THAT’S IT!

CODA
Var det kommet frem det med bonen, havde jeg sandsynlig ikke fået andet end skideballer over at ødsle med bryggeriets penge på den måde.

Her fra Nepal river man sig af og til i håret over håbløse beslutninger. Men i virkeligheden Danmark meget godt med – beslutningen om at beordre Tuborg fra mediet, var lige så hjernedød og middelalderagtig som mange af de ting, der foregår i dette underlige primitive land jeg befinder mig i.

Så tak Svanholm – for at ruste mig til min dagligdag i dag -:}

Andre historier om Snebajeren: J-Dagens tilblivelse

Den 30. oktober falder den første julesne…

Nu er det snart J-Dag.

Det er næsten ikke til at forholde sig til.

Dels fordi jeg befinder mig i en hængekøje på den anden side af kloden og dels fordi, det allerede er den 30. oktober den første julesne “falder”.

Det må da være det tidligste nogensinde!

Og for at det ikke ska’ være løgn – så har jeg lige fået en invitation til til tyvstart på en cafe i Nordsjælland…I MORGEN!!!

Traditionen tro vil samtlige dagblade (og sandsynligvis en Tv-Station eller to) med garanti skrive om denne begivenhed – hvilket jeg ikke forstår en skid af.

Og jeg forstår endnu mindre hvorfor aviserne altid skriver den sædvanlige Peter Wibroe historie, som intet har med begivenhederne at gøre.

Om det skyldes journalistisk talentløshed eller dovenskab, aner jeg ikke. Men hvis man gider, er det ikke svært at finde frem til den rigtige historie om J-Dagen og Snebajerens succes.

Flere af mine venner og tidligere kolleger opfordrede mig til at skrive den rigtige historie. Så jeg lagde en enkelt sjov ting op på denne blog på selve J-dagen 2008. Så hvis du er interesseret kan du læse den rigtige historie om J-dagen her.

Hvis der er en enkelt fra bryggeriet med STIL, må pågældende gerne sende en kasse SNE til Kathmandu – eventuelt via deres loKale bryggeri.

Jeg skal nok sørge for at den ryger til Base Camp så pressen får noget mere at skrive hjem om….

Nu er det jo ikke sådan at jeg skal bryste mig af at være bagmanden til det hele. Der er mange fædre til dette projekt. Eksempelvis Da juleånden blev fanget i ølflasken – Politiken.dk” target=”_blank”>Finn, der her interviews i Politiken.

… og forleden fandt historien vej til Bureaubiz og Børsen

Tuborg Labyrinten på Google Earth

Ud over Forbrændingen i Albertslund, er Tuborg Labyrinten på Pile Allé det eneste levn fra Kulturby '96 projektet. SCARRY

…kender du det – man sidder med Google Map og aner ikke hvad man skal lede efter.

Kommer så på den idé at se om det jeg er allermest stolt af at være ophavsmand til findes:

Tuborg Labyrinten på Pile Allé

Den er ganske enkelt SUPER på Google Earth – man kan se den på forskellige tider i døgnet… og en venlig sjæl har lagt sjove pix ind som man kan hygge sig med. Tjek den selv ud.

Frederiksberg Kommune skriver om labyrinten på kommunens hjemmeside under overskriften: Labytinten ved Pile Allé. Historien er desværre helt forkert

En dag skriver jeg historien – den er faktisk ret underholdende, men en masse person fnidder.

Skulle du få lyst til at nyde en kold grøn i på bænken i midten så er vejen der til her:

Historien om J-Dagen

Det er jo i dag at Snebajeren sendes på gaden.

Det er ikke rigtigt noget jeg går op i længere. Men begivenheden har jo nærmest fået væg-til-væg dækning i alle medierne, så det har været svært at undgå. Og så har jeg også fået et utal af henvendelser fra venner og tidligere kolleger, fordi det åbenbart tyder på at begrebet J-Dag vist bliver optaget i retskrivningsordbogen. De mener åbenbart at det er noget der har interesse for mig.

Ser så til min store overraskelse på www.tv2.dk at Wibroe tager æren for J-Dagen. Men dette er vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden.

Han har jo ret i den forstand, at havde han ikke skabt det geniale og velkendte Blå/hvide juleunivers, der oprindeligt var en jule kampagne for Grøn Tuborg og som siden hen udviklede sig til Snebajeren – ja – så var der ingen J-dag i dag.

Men J-dagen i sig selv, har han altså ingen aktier i! Snarer tvært imod. Mener at kunne huske at han faktisk svinede tiltaget til en sen nattetime på Palæ. Godt nok mente han vist ikke helt det han sagde… for da en halvsovende Ludvigsen vågnede op midt i Wibroes negative juleudladninger og udbrød:

Jamen Peter, det er da skide skægt. Det er jo alt det Partners står for!

… da kunne han altså ikke lade være med at grine.

Beaujolais Nouveau est arrivé
I starten af 80’ern var der en årligt tilbagevendende begivenhed den 2. onsdag i november kl. 23:59.
Beaujolais Nouveau est arrivé stod der på alle indre bys udskænkningssteder i ugerne op til denne dag, hvis højdepunkt forgik på torvet over dem alle: Gråbrødre Torv.

Her havde jeg personligt indfundet mig trofast gennem en årrække for at modtage og smage de liflige dråber, der ankom med sportsvogn og tilbagestrøget hår til os smartenheimere, der i virkeligheden bare ventede på at få nogle gratis drinks til atskylle vores andre stimulanser ned med. For vinen var kold og sur og gjorde intet til at give os den varme, vi trængte til.

November var nemlig meget kold i 80’erne.

Det sidste år jeg stod der, var jeg grøn produktchef på Tuborg og arbejdede blandt andet med et lille sideprodukt, der solgte 4-5 mio. flasker årligt: Tuborg Julebryg.
Den helt store spiller på det marked dengang, kom fra den del af Danmark der er landfast med det ydre Mongoliet: X-Massen der vist solgte 3 – 4 gange så meget.

Jeg ved ikke, om det var de rigelige mængder øl, der prægede mit liv på det tidspunkt – men da jeg stod med mit kolde glas vin i hånden, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor pokker alle os frysende party animals ikke stod med en øl i hånden.

ELLER

Hvorfor det ikke var en julebryg vi ventede på – eller, eller hvorfor det ikke var en Tuborg Julebryg der fik samme opmærksomhed.

Forhindringsløb
Næste morgen – iført de aggressive tømmermænd som kun sur vin giver – strøg jeg ind til Bjørn og indlemmede ham i mine planer for næste sæsons Julebryg kampagne – at slå Beaujolais’en af pinden. Ikke så meget af kommercielle hensyn – men øl ligger jo meget nærmere dansk kultur og danske traditioner.

Den må du hellere tale med Mogens om sagde Bjørn, hvorefter jeg strøg over på hans kontor.

Glem det! Kom det som et skarpt skud fra ham, da jeg præsenterede ham for ideen.

Vores chauffører kører ud kl. 5 om morgen, det kan de ikke hvis de er ude ved midnatstid med julebryggen.

Dengang var en af forudsætningen for, at bilerne overhovedet kunne bevæge sig – udover benzinen, naturligvis – et hvis kvantum øl til chaufførerne. Og startede de med at drikke allerede kl. 24, ville deres øl aldrig komme ud.

Jamen vi hyrer blot chauffører udefra, argumenterede jeg, for jeg havde jo tænkt mig om

Aldrig i livet – hvis der kommer funktionærer på vognene, eller andre i det hele taget, lammes hele koncernen af strejke. Det vil være en katastrofe.

Tag den!

Naturligvis lukkede denne udmelding ned for min iver. Jeg havde aldrig arbejdet direkte med fagforeningssystemet og kendte derfor ikke rigtige til deres styrke i det københavnske bryggerimiljø. Og tanken om at mit barn over dem alle – Grøn Tuborg – skulle straffes, var ikke til at bære.

Men min iver dukkede op til overfladen igen, da vi rundede nytår og skulle til at starte op på planlægningen af det kommende års aktiviteter. Og med den P-dagen lige om hjørnet, lå tanken om at skabe en tilsvarende J-dag nærmest til højrebenet… Det var efter min bedste overbevisning en fremragende aktivitet, som alle havde en interesse i. Inklusive chaufførerne – der åbenbart var forhindringen.

Jeg besluttede mig for at gå direkte til ’problemets’ kerne. Jeg gik over i Penalhuset, drak en pils med Louis og Kjeld og inviterede mig selv på en vogn et par dage. Det lykkedes mig at komme ud og køre i 3 dage med de mest fagforeningsbevidste chauffører overhovedet. Mere for at se hvordan øldistributionen fungerede på egen krop.

Jeg sled som en hest og blev vingeskudt i en hidtil ukendt grad. MEN jeg kom tilbage på kontoret med en fremragende idé som chaufførerne havde fostret – helt af sig selv… næsten.

Om det ikke var en god idé – at vi bankede de latterlige franskmænd af pinden og kørte julebryg ud i stedet! … var Slyngsen, Monberg og de andre gutter kommet frem til under vores snakke om, hvad der kunne være sjovt at lave.

De syntes naturligvis endnu bedre om ideen, da jeg senere med største selvfølgelighed, pointerede at de naturligvis fik nattens salg på deres salgssedler, så de på den måde fik provisionen. Da blev jeg stjerne – selvom jeg var funktionær

Jeg blev også stjerne hos Mogens, da han hos Louis fik bekræftet, at chaufførerne naturligvis stillede deres biler til rådighed for en natlig julebryg udkørsel.

Så nu var det et ellers bare med at komme ud over stepperne.

En tradition bli’r skabt
Hele landet skulle aktiveres – alle Tuborgs 70 depoter skulle i gang med at lave aftale med restauratørerne. I mit hood, København, var der små 200 barer og cafeer, der kunne være med. Dem med natbevilling.

Men vi inviterede ikke alle. En af de negative erfaringer med Beaujeaulaisen var, at der intet skete i timerne op til vinens ankomst. Det var kort sagt røvsygt at stå og vente.

Vi ville derfor kun levere julebryggen til de steder, der bakkede op om initiativet og lavede lidt sjov på stedet. Om det var julefrokost, julebingo, jule jazz eller julestrip – det var fuldstændigt ligegyldigt. Bare der skete noget.

Det første år var der 100 locations i Kbh. K, N, V og Ø der var med til at forandre en dødssyg onsdag til en fest – og ikke mindst til en god forretning. J-Dagen faldt på endøsdsyg onsdag – og det viste sig at alle de barer der deltog det første år have haft en ikke helt uinteressant business – flere af dem havde faktisk fordoblet deres indtjening og enkelte havde lavet en hel uges indtjening fra midnat til 2 eller 5 afhængigt af bevillingen.

Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at fortælle dette til de mest toneangivende restauratører rundt om i landet. Så da jeg året efter igen inviterede restauratørerne til J-Dag 2.0, gik der ikke mere end et par dage, før jeg fik en underlig opringning fra bevillingspolitiet. De havde flere hundrede forespørgsler fra restauratører, der alle søgte om lejlighedsbevilling på en dødssyg onsdag i december. Og alle restauratørerne henviste til et skriv, jeg havde udsendt til branchen.

År 2 rundede vi 1.000 steder i København alene!

En ny tradition havde set dagens lys, eller rettere sagt nattens mørke. Det sidste år jeg havde med produktet at gøre, havde samtlige udskænkningsteder i landet en eller anden form for aktivitet natten mellem onsdag og torsdag. Også de steder der var købt og betalt af Faxe/Ceres.

Den største fælles aktivitet i landet nogensinde var skabt!

Pressemeddelelserne
En væsentlig grund til J-dagens succesfulde start skyldes naturligvis et kæmpe engagement fra salgsstyrken, hvilket igen skyldtes, at man for en gang skyld havde noget sjovt at komme ud til kunderne med – noget der ikke drejede sig og markedsføringstilskud, fejlleveringer osv.

En anden væsentlig årsag var vores succes med udsendelsen af utraditionelle pressemeddelelser. Bryggerierne havde tradition for at sende et kedeligt produktbillede ud med en faktuel pressetekst, der handlede om alkoholprocenter, øllets farve, startdato osv. – kort sagt en dødssyg ting for journalisterne at beskæftige sig med.

Det år hvor J-Dagen blev søsat havde Ludvig, Juul, Cons og undertegnede i et anfald af vanvid fået den sindssyge idé at fjerne snefnuggene fra etiketten på den flaske, der var på pressebilledet. Vi ændrede også den ledsagende tekst. Ludvigsen skrev en helt forrygende pressemeddelelse, der forklarede noget i retning af, at sneen var smeltet væk på årets julebrygetiketter på grund af det store hul i ozonlaget (klima agendaen i slutningen af 80’erne)… med andre ord, en rigtig røverhistorie, som vi tvivlede på ville blive taget alvorligt… det var jo mest for sjov.

Men vi kunne godt tro om igen!

Morgen efter vores presseudsendelse, blev jeg ringet op før Fanden fik sko på af den første rasende depotejer, der nægtede at kører øl ud hvis, der ikke var snefnug på Julebryg etiketten Skide københavnere! sagde han vist. Herefter ringede alt hvad der kunne krybe og gå af Tuborgansatte, studerende og handlende, der alle ville have luft for deres arrigskab.

Den værste af dem alle var BT’s Steffen Jungersen, der på hele side 3 i dagens avis rasede over bryggeriets fascistoide måde at behandle nationalklenodier på. I artiklen tog han initiativet til SFTPJB foreningen (SneFnug Tilbage På JuleBryggen) – hvis centrale mission var et landsdækkende boycut af Tuborgs produkter. Steffen havde taget vores presse joke for pålydende, hvilket jo er en katastrofe, der under normale omstændigheder ville give bagslag hos pressen.

Men jeg tog tyren ved hornene og hej fat i Jungersen med det samme og satte ham ind i situationen – løsningen blev at jeg tilbød ham at være fører på den smukke Tuborg Hestevogn, der anførte kortegen af de 40 Tuborgvogne, der i bedst army stil bragte årets julebryg ud til københavnerne.

Dette resulterede i hele forsiden på den efterfølgende udgave af BT med overskriften. BT bringer sneen tilbage på Julebryggen.. De aviser gad jeg godt se i dag.

Øl og mælkekartons
Fra da af lavede Ludvigsen hvert år den ene forrygende pressehappening efter den anden – og altid i to versioner. Den tradition kulminerede med historien om den fynske flaskesamler, der spekulerede i den kommende pantforhøjelse, og derfor havde indsamlet så mange tomme flasker, at Tuborg så sig nødsaget til at tappe årets Julebryg i mælkekartons.

Den historie ryddede igen forsider. CNN ringede sågar og interviewede mig om den revolutionerede nye øl emballage. Jeg fik imidlertid kolde fødder og ringede tilbage og satte journalisten ind i historien.

Det bedste – eller værste – var at jeg måtte stå til skideballe over for Ole Stephensen i datidens seermagnet Eleva2ren. De havde på grund af kartonen, Tuborg Julebryg som gennemgående tema. Jeg var ved at skide i bukserne af skræk, da jeg blev skubbet ud på scenen. Men jeg formåede alligevel at få fremstammet at Snebajeren var ude på cafeerne efter udsendelsen. Smask lige i hovedet på 1.2 mio. seere!

Den dag gik Danmark amok. Der var julebryg over alt! Jeg tog direkte fra Valby med Klaus Gjedde fra Københavns Radio ud på Hackenbusch på Vesterbrogade. Det var et ragnarok – to ølbiler stod på tværs af Vesterbrogade, der var Grønne Bude over alt, flere hundrede mennesker forsøgte at kommer frem – og jeg selv blev smuglet ind ad bagdøren, hvor jeg blev mødt af publikum, der var så begejstret at jeg stortudende sagde til Mikkel, at jeg gerne ville gi’ en omgang…. Den tog mig det meste af et år at komme ud af den regning (Men det er en anden historie)

Et beskidt kneb
Vi kunne naturligvis ikke få armene ned af begejstring de dage – ikke mindst fordi X-Mas, og Carlsbergs Julebryg samtidigt fik dødsstødet. Jeg havde nemlig samtidigt lovet samtlige ølchauffører en ekstre 5’er pr kasse øl de solgte i Julebryggens første 24 timer. Det resultered i at de stoppede så mange kasser øl ind hos kunderne, i så hurtigt tempo, at der ganske enkelt ikke var fysisk plads til konkurrerende produkter nogen steder. Enkelt vigne kørte ud 3 (TRE) gange den dag. Dette er første gang jeg fortæller det – for var det kommet frem den gang, ville der bliver så stor ballade med fagbevægelsen at øludkørslen, ville blive stoppet med det samme. Endnu én af de dirty deals jeg lavede med Louis og Keld på Skt. Peder.

Hvor stor en succes var Snebajeren?
Det er let at svare på – for jeg havde konsekvent registreret alt for at kunne følge op året efter. Vi havde et unaided recall på 100 % i målgruppen, en distribution på 100, 80 % af alle medier bragte vores historier (inkl. radio og Tv), vi havde aktiviteter på 300 kollegier, universiteter og øvrige højere læreanstalter og en markedsandel på 75 %.

Det sidste år jeg havde med Julebryggen at gøre rundede vi 40 mio. flasker – og vi kunne melde udsolgt inden nytår (ikke noget med juleøl til påske). Det tal er måske svært at forholde sig til – men salget skete i en periode fra medio november til 31. december. Altså små 6 uger.

Da indtjeningen var på lidt over to kroner pr flaske (hvis ikke den var højere) – havde bryggeriet en indtjening 80 mio. kr. på blot 6-7 uger. Dette var (og er vel den dag i dag) den ubetingede største kommercielle øl- succes i dansk bryggerihistorie.

Og marketingbudgettet? Tja.. det år var det såmænd kun på 8 mio. kr.

Hvordan kunne det lade sig gøre?
I virkeligheden var det ikke svært – Wibroe havde jo skabt nogle fuldstændigt fantastiske rammer at arbejde med. Han havde jo sørget for at Tuborg fik ejerskab på selve JULEN.

Alligevel må jeg jo nok erkende, at det samme ikke kan lade sig gøre i dag. Med et ligeså stærkt univers.

For det første er det umuligt at finde produktchefer, der er så fanden i voldske som produktcheferne på bryggerierne dengang. Vi satte liv og helbred på spil for at realisere vores ideer (jeg tror kollegaerne på Carlsberg brugte mange nætter da de var med til at skabe NatfilmFestivalen). I dag er der så stor fokus på karrierer, at man af angst for at lave fejl gemmer sig bag statistikker, analyser og eksperter. Intuition er ikke et argument, der har nogen værdi i dagens marketingorganisation.

For det andet tvivler jeg på, at der i dag er chefer, der vil og tør tage ansvar for tiltag som dem, der blev gennemført på Tuborg de år. Og dette gjaldt ikke bare Tuborg Julebryg. Anarkien var den røde Tråd på Strandvejen og resulterede i andre succesfulde tiltag som Labyrinten på Pile Alle (Sammen med Forbrændingen, det eneste der eksisterer fra Kulturby ’96 aktiviteterne – en historie der er endnu sjovere en J-Dagen… men den må du have til gode), Tuborg Classic, Grøn Koncert og en masse andre forrygende begivenheder,der eksisterer den dag i dag.

Og hvor mange bryggeritiltag gør det? Jeg spørger bare…

For det tredje kan den udladning af utæmmet kreativitet kun opstå gennem nært samarbejde mellem bureau og kunden. Holdet bestående af Juul, Cons., Ludvig og undertegnede nærmest legede sig frem til løsningerne – ingen brief (men flere frokoster) ingen kreative begrænsninger, ingen mødeindkaldelser og frem for alt gensidig åbenhed over for alt! Processer som disse tvivler jeg på eksisterer i dag.

Men den fjerde og allervigtigst grund til at det i dag er umuligt at skabe en ny Snebajer, er de rationaliseringer bryggerierne har været igennem. Julebryggen blev født ind i en indædt og ond (på den kærlige måde) krig mellem to bryggerierne om førerpositionen på det danske ølmarked. Snebajerens succes er skabt af salgsorganisationer, der kæmpede mod hinanden – på alle niveauer fra chauffør til direktør.
I dag varetages landets to ’konkurrerende’ produkter af samme marketingafdeling, og oven i købet af sammen person.

Så hvis man vil lave sjov og tage røven på konkurrenten, tager man røven på sig selv. Og det er jo ikke sjovt?

Men det var rigtig sjovt at vippe Beaujolais’en af pinden…

7. november 2008, kl. 20:59

PS
Hvis jeg kan tage mig sammen skriver jeg historienre om Merchandicen, pressemeddeelserne, første tapning mm. Og måske et par enkelte om Grøn Tuborg.