Det er hverken til at finde hoved eller hale i alle de tanker der for gennem hovedet på mig under koncerten i aftes.
For ikke at tale om virvarret i mit hoved i de få timers søvn jeg fik.
Selvom vi forlod venue efter koncerten og tog direkte tilbage til hotellet nåede klokken alligevel at psssere 1 am inden vi lå i sengen – en lille smule ærgelig over at være gået glip af en gang back stage boogie med drengene. Andrenalinen og kærligheden sad stadigvæk i kroppen og burde vel have fået lov til at blive sluppet løs… men mængden af folk der stimlede sammen omkring band rummet var ikke til at overskue. Og det var vores morgenfly til Bangkok heller ikke.
Koncerten med MLTR i aftes i Peoples Park ved foden af Swedagon var forrygende – en tour de force gennem 25 års ørehængere med en setliste som sagtens kan matche verdens allerstørste sangskriveres. Den eneste grund til at de ikke gør det at bandet ikke alene kommer fra Danmark – de kommer fra Århus i Jylland. Hvis Jasha havde været engelsk skulle vi tittulere ham Sir Jascha… sjov tanke.
Her må jeg nok tilstå at musikken ikke er min kop te. Og det er ikke bandets skyld. Men selv om min personlige smag går i helt andre retninger, kan jeg alligevel godt leve mig ind i musikken – og hvis man ikke bliver grebet af en stemning som den, der prægede koncerten i går, så er man følelsesmæssigt impotent. Jeg droppede min musikarrogance sniffede en bane af jorden under mine fødder og lod mig svæve med down the memory lane høj på kærlighed og eventyr… hver eneste af de 23 sange pirrede til min hukommelse og frembragte sjove minder…
Tænk at det er 25 år siden deres eventyr startede – og ufatteligt at deres eventyr fortsætter.
R E S P E K T!
Jeg er sandsynligvis en af de eneste, der har været med hele vejen – og med garanti den eneste der ikke er fan og som aldrig kunne finde på selv at spille deres musik, med mindre der har været en professionel årsag til det.
Dem har der til gengæld været en del af.
Jeg mødte bandet første gang i 1988 – i Århus.
Det er ikke noget jeg kan huske specifikt… dvs jeg husker bandet, kan erindre venue osv.
Men hvad angår personer, hændelser mm er det helt andre ting jeg kommer i tanke om – og det er ved gud ikke noget der skal skrives om her.
Anledningen var den talentkonkurrence som Jasha referede til som oplæg til The Actor. En event jeg enten var involveret i eller skulle vurdere om jeg ville involvere mig i. Det er fuldstændigt uklart, da jeg var ramt af tømmermænd af en meget svær grad efter et par dages intensiv markeds research anført at Tuborgs mand i det århusianske Steen Nørager Larsen.
På det tidspunkt havde lige skiftet mit visitkort som Bankfuldmægtig i Amagerbanken ud med et hvor der stod Produktchef og Tuborg på. Som nystartet ølmand skulle jeg oplæres i den sjældne diciplin at kunne drikke en kasse øl om dagen og stadigvæk opretholde en arbejdsdag på mindst 12 timer, syv dage om ugen 365 dage om året. Den proces havde jeg åbenbart gennemført i en grad der kvalificerede mig til at tage kampen op med et lille århusiansk lortebryggeri. En af slagmarkerne var det lokale kulturliv. Og et af slagene var kampen om at få lov til at sponsorere Lokalbladets ambitiøse talentkonkurrence hvor de stillede en scene til rådighed for unge håbefulde talenter med stjernedrømme.
Og ja vinderne af konkurrencen det år var fire puddelhunde der gik under det håbløse navn Michael Learns To Rock. Et navn der sandsynligvis var inspirerets af datidens lige så håbløse navne som Johnny Hates Jazz eller Frankie Goes To Hollywood. Det var mere derfor at jeg husker begivenheden.
Heldigvis led bandet ikke samme skæbne som Johnny og Frankie. De var i den grad levende i aftes live in Yangon…
I’m not an actor I’m not a star…YET!
Århus anno 1988 var bare en af de mange flash backs jeg fik. Der var flere fra Medley.
Som sagt er der ikke tale om min favorit musik – men man skal være tonedøv for ikke at kunne høre hittene… og i går kunne selv en blind mærke musikkens power.
Myanmar har stort set været lukket siden dagene i Århus. Alligevel kunne publikum synge med på hver eneste nummer, hvilket er mig en gåde. Ikke at de kendte musikken – slet ikke. I de tyve år vi har rejst rundt i Myanmar, har vi hørt deres musik overalt. Det overraskende var at publikum kunne alle de engelske tekster. Det vi altid hører er nemlig lokale kopier på burmesisk…
Endnu en cirkel – vores venner Tin mailede os i morges… Dear Anette & Thomas,. Have you arrived back home safe & sound. I’m assure you are pretty tired.. Thank you very much again for your tickets. By our self, that’s not possible to meet with MLTR group that much near by. When we retold to our friends, they were jealous of Thiri & me. We really thank you very much. Thiri & Tin.
Men der blev sunget igennem – og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Især ikke ved numrene fra 1994 til 1998 hvor jeg arbejde på Medley og fik et forhold til bandet. Jeg havde ikke direkte noget med hverken dem eller deres musik at gøre bortset fra et stædig hype overfor min arrogante kolleger i UK der ikke kunne høre potentialet og derfor aldrig bakkede op om bandet og i stedet koncentrerede sig om E.M.F, Carter The Unsoppable Sex Machine, Terrorvision og en masse andre ligegyldige bands der ikke eksisterer i dag…
Men jeg deltog aktivt i gennemlytningen af alt hvad der var i pipe linen. Herunder naturligvis alt fra MLTR. Så da Animals tonede frem røg jeg fluks tilbage til vores evindelige single diskussioner Det track var ubetinget mit favorit som første single fra Played On Pepper- en holdning jeg åbenbart var alene med, hvilket i øvrigt er totalt irrellevant da nummeret i aftes levede sit helt eget liv, der intet havde med 90′erne at gøre.
Og naar vi nu taler om musik med eget liv Someday blew me away. Hvor mange videoer kan holde til at vist 15 efter udgivelsen?
Ikke mange.
Men den sort/hvide version der blev vist i aftes virkede helt dugfrisk og langt bedre produceret end de efterhånden mange efterfølgende one take videos jeg har set. Jeg husker tydeligt de første møder hvor ideen blev kastet på bordet… og bekymringerne. Håber der er nogen der giver kreatørerne et ring og fortæller at lortet stadigværk holder!
Det er nu ikke rigtigt at jeg ikke blandede mig i arbejdet med bandet.
Jeg brugte faktisk en del tid på at formidle kontakten til Carlsberg, der på det tidspunkt ville profilere sig på musikken – især i Asien. Så her var det jo nærmest oplagt at formidle kontakten. Det var jo Annette der sad på den del af bryggeriets aktiviteter. Det udviklede sig til et gensidigt frugtbart samarbejde mellem band og bryggeri med koncerter, commiercials, promo visits og en masse andet.
Det kan godt være at bandet er 25 år gammelt. Men underligt nok – musikken virker yngre og mere frisk en jeg husker den.
Der er der to grunde til (måske tre).
Den ene er Jascha – han er en helt anden sceneperson en jeg husker ham fra 90′erne. Dengang leverede han ‘bare’. Ved koncerten i aftes kommunikerede han med publikum.
Her tænker jeg ikke kun på hans replikker og spontane udfald som: Myanmar… how does Michael Learns To Rock sound in your language?
1…. 2…. 3
MICHAEL LEARNS TO ROCK brølede crowden tilbage til expat crowdens store fornøjelse
Men Jascha befinder sig tydeligvis bedre på scenen end han gjorde i 90′erne. Hans kropssprog er med til at få musikken ud over scenen… Det klæder ham, bandet og ikke mindst musikken
It’s the silence that makes the difference… Gu’ ve’ om Jascha tænkte paa Miles Davis’ referencer til Ahmad Jamal?
Den anden grund er arrangementerne.
Jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvor forskellen er. Men hvis jeg sammenligner med Kathmandu for 18 måneder siden så har numrene mere kant. Mikkels guitar hæver musikken fra det til tider banale poppede til klassiske rock ballads som jeg sagtens kunne forestille mig i Ozzy Osbournes set- Up – (lyt eksempelvis til Heaven is My Alibi med Ozzy i tankerne)
Det jeg så ikke lige var klar over var at drengene lige har været på tour i Danmark… så det var et ekstremt velspiller band der var på scenen i aftes – i modsætning til det band der spillede i Nepal.
Her er det så jeg må have fat i endnu et flash back. Og et der ikke har noget med koncerten at gøre.
I lørdags stødte vi til bandet – vi havde egentligt tænkt på at joine dem til lydprøven. Men vi vidste at TV2 var oppe på Swedagon og skyde bandet til noget TV2 der vis bliver vis på Søndag.
Så vi tog derop….
For dem af jer der ikke lige kender Swedagon, så er det efter min mening en af verdens mest fantastiske bygningsværker… Eifeltårnet og pyramiderne kan godt pakke sammen. Pagoden er så stor at man ikke bare lige finder folk. Og det var naturlivis heller ikke tilfældet med Michael. Jeg for vild
I stedet mødte vi bandet på en nærliggende restaurant – hvor de slog tiden ihael med en middag indtil crewetd var klar til sound check Her kommer jeg til at sidde ved siden af Troels!
Udråbstegnet er det nærmeste jeg kan komme reaktionen hos os begge. Vi kendte hinanden fra et eller andet sted… Og der skulle ikke mere end et par fadøl til at sætte navne og steder på vores fælles fortid. Ole Drejer, Inside The Wale, Rust, Bordfodbold, Eigen, Hunger, Dizzie, DM i Rock, TuborgBord osv…
Jeg nævner dette flash back fordi Troels måske er en helt tredje årsag til musikkens friske fremtoning… han lægger en god legende bund som provokerer Kåre. Og hans drengede stil gør sit til at musikken får liv til højre fra scenen. Samspillet mellem ham og Mikkel under Wild Women var helt anderledes end den version jeg husker – nærmest funk.. iblandet nogle fede Brian May agtige riffs.
Og disse riffs bringer mig så frem til cirklens midtpunkt.
Mikkel er den eneste fra bandet jeg har haft kontakt til gennem tiden.
Det startede under en koncert på Midfyens Festivalen – en af de mere kaotiske med en masse problemer med gearet. På et tidspunkt røg al lyden – bandet skred. Undtagen Mikkel. Han blev på scenen og trykkede den af med sin spade over scenelyden med Metallica soloer… en helt uvæntet og forrygende optræden som kom et skridt nærmere min musik.
Exit light, enter night…
Og det er naturligvis musikken der binder os sammen… helt konkret en meget nørdet interesse for bl. a. Brian Eno og hans univers. Endnu en af de cirkler der udsprang af vores tur i Yangon sammen med Århus Cirklen, Rust Cirklen, Medley Cirklen og alle de andre cirkler – jeg har endnu noteret mig 10 mindre cirkler fra koncerten (men de er alle for privste).
Man kunne så frygte at aftenens koncert markerede enden på min MLTR cirkel der startede på Tuborg, fortsatte på Medley og nu lever videre i Tings regi…
Men det tvivler jeg på. Der er nemlig slet ikke tale om en cirkel… efter aftenens koncert er der snarere tale om en spiral, eller fraktal eller… ?
Spørgsmålet er så lige: Hvad er det næste der sker…?
I don’t know?
I første omgang har jeg et dug frisk Brian Eno link der lige skal mailes
Love… og tak til band og crew for et par forrygende dage…
I onsdags postede jeg en historie om mit foraeldremoede med Salina og hendes mor Gita der arbejder for os (vi betaler Salinas skole),Et par timer efter kom der en bestilling ind paa to vaerelser i fire naetter – I KOMMENTAR FELTET? – Det behoever ikke noedvendigvis at have noget med hverken bloiggen eller historien at goere. Men det er da underlig at beskeden ikke er sendt via CONTACT… eller direkte par mail?
I gaar formiddags fik vi denne mail der taler for sig selv:
I love your website!! I’ve been in a panic for days looking for the ‘right’ place to stay in Kathmandu and it seems I found it. Your site has me completely calmed.
Og i aftes ved 8-tiden hoerte der en taxa op foran doeren. I com directly from Varanasi. I need a room. Tings is the only hotel I know… kom det paa fransk/engelsk fra fyren foran mig.
Herligt at hoere selvom det loed temmeligt usandsynligt. Det viser sig at han i al hast havde booket fly til Kathmandu fra Varanasi fordi han ville vaek. Inden han forlod sit hotel googlede han tre ord hvor efter computeren crashede… Han naaede lige at se Tings Tea Lounge der toppede hans soegning…. resultatet af 4 aars bevidst og maalrette SEO arbejde.
Jeg ved godt at det ikke giver svar paa ovennaevente spoergsmaa – men indtil videre kan jeg ikke komme det naermere.
Dette indlæg er forfattet uden tilsætningsstoffer af nogen art – dog en del musik.
50 Words for snow…. Kate Bush’s album fra sidste år (hun bliver bedre og bedre) samt Arovane’s Atol Scrap….
Er nu på 10. dag i vores udrensning. Tingstrup d’Toxed og på toppen.
De første to dage var ellers et helvede. Dels fordi vi har haft konstant hovedpine og dels fordi det rent madmæssigt har været lidt af en ørkenvandring..
Det går bedre nu – især fordi vi ikke har hovedpine – men også fordi vi er begyndt at spise andet end kogte grøntsager uden smag.
Vi spiser stadigvæk vegansk – men nu kan vi indtage friske salater, hummos, brød osv. Og jeg er så småt begyndt at krydre min mad.
Den største fysiske forskel – aka forbedring – er at jeg sover bedre. Ufatteligt hvad alle de giftstoffer man indtager i løbet af en dag gør ved ens fysisike tilstand. Efter bare 6 dage uden kaffe, te, øl, vin mm sover jeg som en baby.
Men guderne skal vide at det er kedeligt. Det kan godt være at man kan have det sjovt uden alkohol – men morskaben bliver altså derefter. Til gengæld for jeg set en masse film.
Martin og Line rykkede ind i Tings der i bogstaveligste forstand var under construction. Jeg ved det fordi jeg i går gik tilbage og læste mine posteringer fra disse dage.
Dagen efter rykkede Nina ind… og hun er nu – om ikke inventar, så i hvert tilfælde en del af familien. Skal have spurgt hende hvor hun hørte om os…
Sjovt nok er Nina her i dag to år efter. Ikke som sig selv – rent fysisk. Men Morten (der har på samvittigheden) rykkede ind sent fredag. Han er tilknytte Ninas projekt til aktivering af kvinderne her i Nepal. Er ikke helt klar over om det er det samme projekt, eller om der er tale om et nyt projekt med grise og geder. Det er i virkeligheden heller ikke interessant.
Det interessante er at han er her.
Mortens tilstedeværelse er et konkret bevis på, Tings har været med til at gøre en forskel.
Vores mål med at lave et sted hvor rejsende på tværs af grænser, sprog, alder, økonomi mm kan mødes og net worke har vist sig at være 100 % spot on.
Jeg husker tydeligt den uge for et år siden hvor Ninas mand Søren kom forbi mellem sine besøg i hhv Indien og Korea hvor Hummel har fabrikker. Hvor han løb ind i Walter.
Walter er pensioneret virksomhedskonsulent men sandsynligvis lige så aktiv, som da han var tilknyttet det etablerede arbejdsmarked. Han arbejder i dag for en Schweitsisk organisation der sender top konsulenter ud til virksomheder i den tredje verden – konsulenter som virksomhederne aldrig har råd til at hyre.
Der er tale om SME’er der har en eller anden form for økonomi – for virksomhederne skal betal for hans ophold. Og hvis det viser sig relevant med efterfølgende faser, så skal virksomhederne selv finansiere dem. Walter kan åbenbart gøre en forskel. For tre måneder siden kom han glædestrålende ind af døren – uden at hav meldt sin ankomst. Han arbejder nu for Merchantile der er Nepals 3. største virksomhedskonsortium med interesser inden for stort set alt der lugter af penge.
Og så var han på vej til at løse opgaver for Kiran Joshi’s Incessant Rain – en virksomhed han ikke kunne få armene ned af begejstring over…. præcist det Nepal har brug for forklarede han mens han beskrev virksomhedens strategiske overvejelser som Kiran havde beskrevet for ham. Jeg blev sgu lidt stolt da jeg fortalte Walter at de strategiske overvejelser faktisk var noget Annettet og jeg havde forfattet da vi tilbage i 2010 forsøgte at lave en JV mellem Incessant Rain og en dansk virksomhed. Et projekt vi var blevet involveret i på opfordring af den danske ambassade – et projekt som ambassaden fuckede op i en grad som er pinlig. Især når man hører om projektets potentiale genfortalt af selv samme Walter. Men det er en anden historie…
Walter er som bekendt på Tings samtidigt med Nina og Søren. Så vi introducerer dem naturligvis for hinanden…. herefter går det stærkt.
Inden Søren tager videre er der aftalt møder med Walters schweiziske foretningsven der måske kan hjælpe med Nina og Sørens projekt.
Da Nina komme seks måneder senere fortæller hun om hendes og Sørens tur til Mallorca hvor de mødtes med schweizeren for at diskutere deres projekter…. åbenbart lidt af en stor kanon – selv set med Hummel øjne.
For at gøre en lang historie kort.
Schweiz bliver nu involveret i projektet – helt hvordan ved jeg ikke. Men der er i hvert tilfælde penge til at ansætte Morten – som Nina og Søren mødte ved samme lejlighed.
Morten havde nogle uger forinden mødt Claus – Villa Vanvid – Jørgensen der fortalte ham at han var på vej til Kathmandu for at lave mad.
Vil du ikke med?… spørger Claus hvorefter Morten tager en spontan beslutning og flyver med til Nepal for et par dage senere at tale om økologisk mejeri og om hvordan grønne grise skal håndteres, et område Nina og Søren åbenbart har så lidt forstand på at Morten en af de efterfølgende dage tager med ud til et af deres projekter og vader rund i grisenes økologiske pis og lort. Lige som grisene selv.
Og det er vist ikke så godt at vade rundt i lort – økologisk eller ej… Thomas, du ville altså heller ikke have det godt hvis du gik rundt i dit eget lort…. som han sagde da han efterfølgende forklarede mig om hans field besøg.
Jeg forstod udemærket hvad han mente – og det gjorde Nina åbenbart også. For jeg har lige siddet og sludret med Morten. Og her fortalte han mig om hendes projekt, som han nu er fast tilknyttet. Og at det vist var et nyt projekt der var blevet muligt pga af. Det sidste jeg har hørt er at han nu skal tilknyttes et ambassade projekt med økologisk te mm i Illam. Det er han den helt rigtige til. Han er et tålmodigt menneske… god fyr.
Når man tænker hvor mange penge DANIDA har brugt på B2B projekter de seneste 10 år er jeg sgu en lille smule stolt over at Tings har været katalysator til et projet der kommer til at overleve alle DANIDAS…. Trust Me. Med de erhvervs folk og tanker bag og ikke mindst den stærke lokale forankring i Sangeetha kan det ikke gå galt.
Vores mission med at stimulere til networking har i øvrigt en helt anden vinkel…
I sidste weekend var der StartUp Kathmandu Camp med 125 unge håbefulde entreprenører der sad indespærret i en Camp i patan. Vores ven BJ er en af initiativtagerne – han invitered mig med i går. Så der var jeg sammen med cremen af den nepalesisk erhvervs elite for at coache de forskellige teams. Jeg ville ønske at jeg havde haft mere tid – men BJ havde ikke rigtigt briefet mig op… very Nepalese.
Jeg er imponeret over projektet – dels er det i sig selv en præstation at samle over 100 unge der hver har betalt 2,500 NRP for at få adgang. Men det der er endnu mere imponerende er listen over de virksomheder der har sponsoreret arrangementet. Google, Microsoft, Amazon, Dell for bare at nævne nogle af dem.
Det allermest opløftende er at der ikke er en eneste ambassade eller organisation involveret. Og det er åbenbart helt bevidst fra arrangørernes side… They are too slow, they know nothing, you can’t use them som en af BJ’s kolleger svarede da jeg spurgte ham hvorfor.
Hvis det er holdningen for de kommende nepalesiske ledere – så er der håb forude.
Forandringerne skal komme fas den kommercielle verden – Carlsberg er et nøgleeksempel. Og det nyopstartede CloudFactory tror jeg er det projekt der for alvor vil sætte Nepal på verdenskortet.
Begge er projekter der aldrig vil udspringe fra diplomatiet eller organisationerne.
Denne smøre blev længere end jeg havde regnet med
… hmmm. det må være musikken.
De næste reflektioner er så småt ved at bundfælde sig. De handler om kultur… Rygtet vil vide at Metalstein og Kæben er på vej…
Dette er Thein Sein’s historiske svar forleden til BBC’s spørgsmål: om han kan arbejde sammen med Aung San Suu Kyi hvis hun bliver valgt til president i 2015.
En betryggende og opmuntrende tilkendegivelse fra den person der sidder med nøglen til vores burmesiske eventyr. Forleden sendte Thein Sein nemlig udkastet til det nye Foreign Direct Investment Law retur til parlamentet fordi det ikke var aggresivt nok. Og før denne lov er underskrevet af presidenten selv kan vi ikke gå i gang med at etablere Tings Yangon. Men hvis der er tale om ændringer af loven der gør det mere gunstigt for folk som os at etablere virksomhed i Myanmar venter vi gerne… også selvom vi er utålmodige.
Jeg bruger så i stedet tiden til at følge udviklingen i dette fantastiske land. En beskæftigelse der fryder og glæder mig. Men samtidigt undrer det mig også at der ikke er en eneste journalist der spørger: Hvorfor sker positive udviklling nu? Hvorfor skete det ikke for ti år siden? Hvorfor skulle landet igennem de frygtlige massakrer i 2007…
Jeg har derfor selv sat ig til tasterne for at komme med et bidrag/indspark til debatten som kan være med til at perspektivere de begivenheder der sker i landet.
— o O o —
Baggrund
Efter mere end 25 års arbejde i den danske medie og marketing verden forlod jeg og Annette i 2009 Danmark for at realisere et nyt hotel- og businesskoncept til 3. verdens lande.
Efter utallige rejser i Myanmar siden 1995 var det egentligt det land vi allerhelst ville starte op i. Men det brutale regime umuliggjorde på det tidspunkt disse drømme.
Valget faldt i stedet på Kathmandu hvor Tings Tea Lounge & Lounge Hotel efter bare halvandet år er en sund, successfuld og velfungerende lille forretning som i dag drives af et hold meget talentfulde unge drenge og piger – uden vores tilstedeværelse. Derfor arbejder vi nu målrettet på at etablere Tings 2 – og efter to intensive research ture i Myanmar i januar og juni samt efterfølgende daglig kommunikation med vores kontakter i Yangon – er der ingen tvivl. Tiden er nu til at starte op i Myanmar.
Myanmar – en ny tiger på spring
Interessen for Myanmar er stor for tiden – især efter Aung San Suu Kyi’s seneste tour til US.
Omtalen i forbindelse med The Lady’s rejser drejer sig primært om menneskerettigheder og demokrati efter den årelange undertrykkelse – godt formidlet af Aung San Sui Kyi, hvis power man ikke kan lade være med at beundre.
Men det er de færreste der spørger: Hvordan er det med burmeserne – tror de på de nye positive vinde? eller Hvorfor er det lige nu generalerne løsner deres jerngreb – hvorfor skete det ikke midt i ’90erne da der var planlagt det helt store fremstød for turisme? Og endnu mere relevant: Hvad er det, landet har at byde på?
Selv når Aung San Suu Kyi siger at der er stort potentiale for udenlandske investeringer bliver opmærksomheden lagt på behovet for uddannelse, demokrati osv – fremfor at også fokusere den vinkel der adskiller Myanmar fra de mange andre undertrykte lande og befolkninger. Landets store kommercielle potentiale.
Tror burmeserne på forandringerne?
Til det er der kun et svar: JA!
Man skal ikke befinde sig i Yangon i mange dage for at mærke optimismen blandt befolkningen. Lige nu er der en dynamik, der mest af alt minder om Berlin i tiden efter murens fald i 1989. Her hersker den samme usagte kollektive aftale blandt folk om at se frem.
Det er umuligt at glemme det vi har været igennem – men hvorfor lade det fortsætte med at ødelægge vores liv… lyder det fra en usynlig stemme.
Der har tidligere været politiske tegn på at landet var ved at åbne op, men hidtil har vi på vores rejser fornemmet frygt og paranoia blandt folk.
I dag forholder det sig anderledes. Alt er under forandring – og til det bedre. Folk er åbne og imødekommende og ytrer sige gerne om Aung San Suu Kyi og NLD. Kunst, arkitektur, barer, butikker – ALT blomstrer. Og tager du på det lokale grønt marked i Yangon så prøv at tage en NLD T-Shirt på og se hvad der sker. Alles øjne stråler. Flere giver dig en sympatisk nik eller Mingalabar og bliv ikke overrasket hvis du får et klap på skulderen eller sågar et kram.
Så det er svært at forestille andet end fremskridt.
Hvorfor er det lige nu generalerne løsner deres jerngreb?
Der er sandsynligvis masser af hard core facts og kendsgerninger der kan forklare udviklingen. Men dem vil jeg lade økonomerne og politikerne om at komme med.
Den virkelige årsag til de nye vinde kommer fra en helt anden kant. Den åbenbarerede sig først for mig under min meditation ved Sule Pagoda en tidlig morgen i Yangon. Overalt omkring mig sad burmeserne og hengav sig til deres morgenbønner med en lige så stor naturlighed som når vi andre børster tænder. Da blev jeg klar over at det er hverken politik eller økonomi men burmesernes årtusinde gamle buddhistiske kultur der er den virkelige årsag til de nye vinde.
Generalerne der har holdt landet i et jerngreb siden 1962, har efterhånden en alder, hvor de begynder at lugte muggen omkring deres fødder. Den kynisme der har præget dem må kæmpe en kamp mod den tvivl, der uvilkårligt trænger sig på hos folk, der er vokset op i en kultur, hvor alle handlinger man foretager sig har en konsekvens for ens fremtidige liv…
Med andre ord – hvis generalerne skal have en mulighed for at påvirke deres genfødsler så er det nu der skal gode gerninger på bordet.
I vestlige ører lyder dette vanvittigt – men for folk der er vokset op i en kultur, der er gennemsyret med ritualer og historier om tidligere liv OG hvor uforklarlige hændelser er lige så selvfølgelige som at blive våd under monsunregnen, for dem vil det være helt naturligt at øge antallet af gode gerninger, når man nærmer sig enden på ens nuværende liv.
Det er den bølge af buddhistisk motivation som den økonomiske og politiske udvikling surfer på i disse dage.
Hvad er det så, Myanmar har at byde på?
Efter vores seneste research ture til Yangon er det helt åbenlyst: Myanmar har et kæmpe potentiale, de er klar, og de har brug for hjælp. Og på flere fronter.
For det første ligger Myanmar inde med en masse naturressourcer der har ligget uudnyttet hen under generalerne. Ressourcer som landet i dag hverken har økonomi eller ekspertise til selv at udvinde.
For det andet er der et stort indenlandsk marked blandt landets 70 – 80 mill store befolkning som de heller ikke selv kan udnytte. Især blandt den hastigt voksende middelklasse der gennem de seneste år har pulet en masse sorte penge sammen. Penge der har været umulige at bruge på grund af varemangelen som følge af det vestlige samfunds restriktioner. Jeg har endnu ikke været i et asiatisk land hvor antallet af supermarkeder og shopping malls er vokset med samme hast som tilfældet er i Yangon.
Og selv om priserne er højere end i Singapore er der købere alle steder… Antallet af privatbiler er næsten tredoblet de seneste 3 år hvilket taler sit eget sprog…
For det tredje har landet allerede erfaring med udenlandske investorer. Det er dog alle asiatiske partnere, der langt fra kan opfylde den indenlandske efterspørgsel efter de produkter burmeserne kender fra internettet, TV, biograferne mm. Der er Starbucks kopiere, Dunkin’ Doughnuts kopier og parisiske konditorikæder overalt i Yangon. Alle drevet af Singapore kinesere, koreaner og et par enkelte japanere der ved gud ikke har erfaringer med croissanter, baguettes, amerikanske bagles, danske spandauers og hvad der ellers sælges i de super flotte restauranter. Landet hungrer efter originale og autentiske vestlige varer. Derfor det er kun et spørgsmål om tid før de første amerikanske fast food kæder kommer. Heineken vil være overalt I løbet af ingen tid da de via Myanmar Beer allerede har distributionen på plads… Coca Cola er allerede ved at starte produktionen op, og mon ikke 7/11 sidder og arbejder med regneark… Når disse international brands har taget mødommen kommer resten af den vestlige verden rendende. Og ud fra regeringens synspunkt – jo før des bedre…
Og endelig er der turismen. Den internationale rejseindustri må være på udkig efter alternativer til Cambodia, Laos og Vietnam hvis position som Asiens ’nye’ eksotiske rejsemål er udnyttet for længe siden. Myanmar er det oplagte alternativ. Befolkningens sans for æstetik kombineret med det lys, der omgiver landet, gør rejseoplevelsen i Myanmar til noget helt specielt. Det er svært at forklare dets skønhed … næsten ligesom at forklare lyset over Skagen. Det forstår man kun, hvis man selv har oplevet det eller har set et billede af skagensmalerne.
Læg hertil et utal af helt unikke kulturperler som Bagan, Mruak U, Mount Kyaikhtiyo og en række pt ukendte og uopdyrkede seværdigheder samt strande der overgår de bedste i Thailand. Så har man en rejsedestination der er svær at overgå.
Prikken over i’et er den britiske colonial kultur der har ligget uberørt hen i de 50 år landet har været lukket. I den tid har verden lært at sætte pris på den gamle kolonial heritage arkitektur som man i Ho Chi Min, Bangkok, Singapore, Malaysia og de andre asiatiske metropoler kynisk har fjernet for at give plads til kønsløse high rises. Den kultur er her i rigt mål og i Yangon man er i fuld gang med at renovere den. Next step bliver alle de fantastiske colonial perler der ligger spredt rundt omkring i landet. Når det er sket bliver Myanmar et sandt mekka for autentisk kolonial kultur med paladser, clubs, The Strand og sun downers som George Orwell beskriver dem i Burmese Days.
Med andre ord: landet rummer alle dimensioner af rejseindustrien. Problemet er bare at Myanmar (igen) ikke alene kan udnytte potentialet.
Landet har kun 7.000 hotel senge hvilket er en dråbe i havet i forhold til de rejsende der allerede er i landet, for ikke at tale om hvordan det vil slå til med den forventede fordobling af rejsende i 2013. Der er naturligvis en masse hotelprojekter i gang – men det er alle projekter med mindst 150 senge der kun retter sig mod den dyrere masseturismen og den sværm af diplomater, businness folk mm, der oversvømmer landet i disse dage.
Heldigvis er regeringen godt klar over potentialet og behovene for hjælp udefra. Derfor forsøger de at stimulere og tiltrække udenlandske projekter.
I disse dage er udkastet til den nye Foreign Direct Investment Law til behandling. Holdningerne til lovudkastet er blandede. På den ene side virker udkastet meget motiverende ved at tillade udlændinge at etablere virksomhed uden lokale partnere, føre penge ind og ud af landet, skattelettelser mm. Omvendt virker den på områder som real estate og proceduren omkring projektgodkendelser ikke helt gennemtænkt. Ligegyldigt hvordan den endelige lov bliver vil situationen være mere gunstig end tidligere. Og alt afhængigt af hvor store muligheder loven tillader udenlandske investorer, vil verden se et land forandre sig – højst sandsynligt hurtigere end tilfældet har været med de andre asiatiske tigre.
Og udviklingen er i gang. Fra januar til juni er internettet stort set blevet frit, man kan købe sim kort, bøger og aviser handles frit og banker kan veksle penge til kurser der tidligere kun var mulige på det sorte marked…
Mon det ikke er et spørgsmål om et par år før Myanmar bliver en af Asiens helt store kometer.
Mit problem er ikke at jeg ikke kan finde noget at foretage mig i Berlin.
Problemet er at der er alt for meget jeg kan foretage mig – og at jeg naturligvis vil foretage mig det rigtige … husk lige at jeg i de sidste tre-et-halvt aar har befundet mig i Kathmandu hvor udbuddet af ting-man-kan-foretage-sig-efter-klokken-ni er staerkt begraenset. Jeg er desperat efter intelligen storby liv.
Det der staar alleroeverst paa listen er samvaeret med Kasper, Sofie og Annette – ikke noget med at sidde og spille Ludo mens man planlaegger naeste dags museums program. Det er noget med at sidde og nyde en kop morgenkaffe til lidt morgen Miles (gerne paa en lille terrasse) og smaa sludre med Kasper der er A-human som mig. Maaske daldre ned og koebe lidt morgenbroed og snuppe endnu en kaffe… Dette er muligt fordi vi har lejet en lille lejlighed i Kreuzkoln – det omraade vi foretraekker at bo i naar vi er i Berlin.
Min foedselsdag paa Freischwimmer eller Club Der Visionaere med The Carvalhos .
Det er ogsaa noget med at droppe morgenmaden ‘hjemme’ og daldre ned paa en lokal og snuppen en tysk morgen buffet paa en cafe i Printzelberg… med tyske poelser, solid musli, lidt aeg med en kartoffel ting og hele svineriet.
Eller endnu bedre – sidde med roeven i vandskorpen og nyde morgensolen paa Freischwimmer eller Club Der Visionaere next door som vi gjorde med The Carvalhos for preacis fem aar side… Her har vi haengt ud side midt 90′erne… hvor det naermest var et mini Christiania…
Lige det man har brug for paa vej hjem efter en god og lang tur i byen…
Hvis vejret holder kan vi for min skyld godt blive haengende hele dagen og nyde lidt musik om aftenen…. der er alligevel ikke laengere til lejligheden end at vi kan gaa. Hvilket ioevrigt giver os en fantastisk mulighed for at stoppe op ved en Imbiss og snuppe en Curry Wurst (lavet paa Tyrkisk LOL) og eventuelt en Cocktail2Go.
Musik er naturligvis et must – her er jeg lidt paa bar bund – men jeg har forelsket mig lidt i White Trash Fast Food, igen i gaa afstand fra vores lejlighed. Det er jo naermest en pligt at proevespise deres L.A. style burritos & the “Valley” Porno-Nachos, Gay french farmers smokey pea soup, Warm Goat Cheese & Marquee de Fuck Burgersaccompagneret af The Comic Tales of Heartbreaks – aftens Jazz/Cabaret den 20. September… og aergeligt at jeg ikke kan naa DJ Iggy Nop den 12
Men det allerbedste ved Berlin er at man kan Cykle – og jeg har tre-et-halvt-aars indespaerret cykelenergi der skl UD. Saa hvis jeg maa bestemme bare een af vores syv dage skal den gaa til at gennemtravle Berlin og omegn…. hvis vejret holder – saa smider vi dem paa et tog og tager ud og bader… maaske Tegeler See. Paa den anden side – vi kan jo ogsaa bare cykle rundt i byen og snuppe en dukkert i Arena i X-Berg paa vejen hjem…
En af aarsagerne til en uge i Berlin er at vi faar mulighed for at lege god gammeldags, dansk kernefamilie. Saa jeg haaber da bestem at vi faar mulighed for at snuppe en rigtig god restaurant ad den dyre slags – og gerne en af dem med stjerner paa. Men jeg haaber da saa sandlig ogsaa at vi naar at faa en dag hvor vi faar shoppet paa det tyrkiske marked i X-berg og lege i koekkenet – dette er vel naermest en pligt naar man nu har muligheden…
Jesper @ Il Duo Forni -08. Servicen var SUPER – vi blev bedt om at lave salaten selv… Kan se at mange kalder stede det vaerste EVER!!! (Underlig oel – LOL)
Og ingen kerne-familie-udflugt uden en pizza. Saa jeg haaber da at vi faar lejlighed til at droppe forbi Il Duo Forni – det eneste Arnachos Pizzaria jeg har vaeret paa… men maaske er stedet blevet paent siden vi var det sidste gang med The Carvalhos i for fem aar siden…
Any way.
Det vaerste er at jeg ikke har nogen fornemmelse overhovedet over havd der er sket i de mange aar vi har vaeret vaek. Tanken om aat tosse rundt velvidende at alt sker omkring mig – og uden at vide hvor et til at doe af skraek over.
Annette og jeg droemmer om smaa steder gerne med lidt Electronica. Vi droemmer ogsaa om lidt jazz, udstillinger og storbyliv. Og inderst inde leder vi vel efter muligheder for at lave Tings 3 i denne herlige by.
Og saa haaber jeg naturligvis at vi faar mulighed for at haenge ud med de venner vi har i byen… det kunne vaere sjovt at samle dem vi kan et sted i X-Berg, her saetter jeg min lid til Ronnie Rocket. Haaber at han kan finde et ydmygt sted vi kan terrorisere en aften…
Saa kan jeg lave en TBT50 KKK tour T-shirt til mig og Annette… Koebenhavn-Kreutzberb-Kathmandu. Faa vi skal jo ogsaa se vores nepalesisk venner naar vi lander igen.
… ups – der er strejke i Kathmandu, saa jeg har morgen tjansen.
Fantastiske billeder af Mahindras Kroning – en Boris Begivenhed
Som de af Jer der foelger disse sider ved, saa elsker jeg historien om Boris Lissanevitch – God Knows why. Men mon ikke fordi han er den ultimative levemand og et forbillede for det perfekte liv i mit univers?
I don’t know.
Saa jeg er konstant paa udkig efter billeder og isaer video footage med og om ham og Inger.
I gaar fandt jeg nogle klip i WPA Library som ikke har noget med Boris at goere – og saa alligevel.
En af de begivenheder der fik ham og Inger til Kathmandu var kongens foedselsdag. Det arrangement var aabenbart saa succesfuldt at kroningen af hans soen Kong Mahindra blev den naeste begivenhed som Boris orkestrerede.
Den begivenhed blev filmet og her fandt jeg dette fantastiske klip forleden:
Der er flere godte i min Boris folder. Saa snart de er bearbejdet ryger de paa bloggen… og jeg er kommet i kontakt med flere gaeste som jeg forsoeger at hive historier ud af… en fantastisk maade at fordrive tiden under monsunen paa…. med NewMusicUnited i oererne… en kold Tuborg inden for raekkevidde, to vilde katte der svirrer omkring mig og udsigten til bjergene der en sjaeldent gang imellem faar lov til at kigge gennem de regntunge skyer…
Det er godt nok underligt…
Glaeder mig til at moede venner i baren Paa Byens Kro den 14. september.
Og hvis du vil vide mere om homoseksuelles situation i Nepal så er der et udemærket interview med Subash Pokharel (Nepal’s første homoseksuelle MP’er)her.
Tings Tea Lounge & Lounge Hotel bakker naturligvis op om projekter – og hjælper med det vi nu kan hvis vi bliver kontaktet. Homoseksuelle har det svært i denne del af verden.
Forleden fik jeg pludseligt for meget af Nepal og nepalesernes utjekkethed.
Det hele kammede over da vi brugte en lille uges tid på at få internettet tilbage efter det kæmpe tordenvejr der ramte os for nogle dage tidligere. Her blev vi sendt fra Herodes til Pilatus fordi Subisu ikke anede en skid om noget som helst. Eller i virkeligheden ikke gad løse vores problem. Og det var dråben der fik bægeret til at flyde over – det var efterhånden blevet godt fyldt af de kampe vi konstant skal igennem 24-7.
Jeg blev så fucked up i mit hoved at jeg besluttede mig for at tage væk. Helt konkret at tage på et ti dages Vipassana retreat på Dharmashringa Center i Boudanilkanta en halv times kørsel fra Tings – helt præcist ved indgangen til Shivspuri. Et af de mest populære centre i Nepal. Jeg havde brug for fordybelse og brug for ro omkring mig. Så et silence meditation retreat var det rigtige. Det syntes Annette også
For at gå direkte til sagen.
Jeg dur ikke til Vipassana – hvilket jeg vel allerede vidste ved indtjekningen i torsdags, men som jeg ikke reagerede på da forinden jeg havde besluttet mig for at være åben og modtagelig.
I virkeligheden narrede jeg mig selv. Og dette bedrag stod på indtil i går (lørdag) kl. 6:50 pm præcis.
Efter 2 døgn og 22 timers meditation finder jeg (eller erkender) det bedrag jeg var en del af. Under afslutningen på dagens sidste meditation kigger jeg mig omkring i Dharma Hall’en og ser 200 mediterende artsfæller. Men jeg føler overhovedet ikke den power der normalt kommer fra så mange mediterende. Og salen bærer overhovede intet præg af tidligere mestres mediteren.
Jeg rejste mig derfor resolut og gik op og tømte min celle og gik direkte til gaten.
I’m leaving… Please open!
Vagten så helt skræmt ud da han så mig vifte med en 1.000 Nrp seddel – jeg ville naturligvis betale for de to dage jeg havde brugt på stedet.
Sorry Sir. Please wait 5 minutes… nærmest stammede han og greb ud efter en telefon.
Klokken var på det tidspunkt 5 min i 7 pm. Så alle dem der normalt befandt sig ved gaten var enten til meditation eller i deres celle – der er med garanti ingen der reger med at folk forsøger at forlade stedet på dette ukristelige tidspunk. For udlændinge (dvs folk der ikke bor i Nepal) må stedets beliggehed virke skræmmende øde – det ligger nærmest inde i Shiwapuri – Nepals største naturreservat eller jungle.
Jeg gloede først på vagten og herefter på gaten, der var låst med to kæmpe hængelåse men af uvisse årsager uden det beskyttende metal rækværk alle nepalesiske huse beskytter sig bag. Dem med de sylespidse spyd der gør det umuligt at forcere.
Dernæst kastede jeg result min taske over gaten, satte foden på låsen og hoppe adræt over på den anden side mens jeg priste mig lykkelig over at jeg havde nægtete at deponere mit pas ved indtjekningen.
Da jeg stod i mørket på den anden side og følte regnen sile over mig blev jeg grebet af en frihedsfornemmelse jeg aldrig har forestillet mig. En lykkefølelse der steg i takt med Bodhanilkanta nærmede sig to km eller 30 minutters gang længere nede af bjerget.
I gør Jer ingen forstilling om alle de tanker der fes genem mit hoved på min vej ned af bjerget.
Hvorfor Helvede tog det mig to dage at tage denne beslutning?
Eller endnu mere underligt.
Hvorfor Helvede er jeg den eneste der reagerer på den måde – vi sad 200 i salen da jeg skred… TOHUNDREDE!
Her er det lige på sin plads at forklare hvad et Vipassana Meditation Retreat går ud på.
Vipassana er en meditationsteknik der fokusere på ens vejrtrækning – populært sagt sidder man og glor på spidsen af sin næse udefra, indefra, fra siden, fra oven og hvilke vinkler man ellers kan komme på. Alt sammen med lukkede øjne. Dette raffineres på forskelligvis – man kan eksempelvis finde sit touch point med sin vejrtrækning, man kan variere sine vejrtrækninger, følge energierne mm. Altsamme teknikker der giver ‘adgang’ til ens sind.
På et retreat dyrker man disse teknikker.
Det foregår under meget enkle og beskedne forhold, der nærmest kan sammenlignes med gammeldags fængsler. Maden er neutral og simpel. Man bor i dorms eller parvis i celler (betonrum med betonbrikse uden farver på væggene). Og der er absolut ingen tidsfrdrivende faciliteter.
Og vigtigst af alt.
Det hele skal foregå in Nobel Silence. Du skal ikke alene hold kæft – din krop og dit sind skal også være tavst. Et begreb Buddha anvendte for ikke at skulle svare på inapropriate questions.
For ‘normalt’ fungerende individer lyder dette ekstremt. Især når et retreat strækker sig over 10-12 dage.
Men i virkeligheden er der en meget logisk forklaring. Hele meditationen går ud på at finde ind til sit sind. Forestil dig at dit sind er et kæmpe hvidt lærrede. Kig så lige ind til det.
Det kan du sikkert ikke.
Det er fordi ‘lærredet’ er dækket (eller ‘forurenet’) af aftryk fra alle de impulser, indtryk og stimulanser du er blevet påvirket af gennem en menneskealder. Det er disse ‘aftryk’ man skal grave sig gennem vha meditationen. Og mens man er i den proces er der da ingen grund til at overdynge ‘lærredet’ med ekstra arbejde.
Derfor ingen stimulerende omgivelser… konkret betyder det at alle afleverer mobilen, Tab’en, PC’en, bøger, skriveredskaber, papir der ikke skal bruges til at tørre sig i røven, magasiner osv.
Det sidste vigtige punkt er at acceptere fem lægmands løfter:
du må ikke stjæle,
du må ikke lyve,
du må ikke slå ihjel,
du må ikke have sex og
du skal afstå fra at tage giftstoffer.
Der er intet skræmmende i noget af ovennævnte. Overhovedet intet.
Det er stort set identisk med de forhold vi var underlagt da vi for år tilbage var på et lignende meditations retreat på Tushita i Dharamsala. Derfor ved jeg hvad jeg gik ind til – faktisk synes jeg alle begrænsningerne er tiltrækkende. De tvinger en til at meditere… man har ingen undskyldninger for ikke at gå i gang.
Og så er bonussen: Man SKAL ikke tale med andre.
I vores liv hvor vi bor på vores hotel hvor gæsterne strømmer ind og ud dagligt, går der ikke 10 min uden at man skal hilse på en-eller-anden og være høflig og imødekommende. Jeg elsker det – men derfor har jeg alligevel brug for en gang i mellem IKKE at skulle forholde mig til noget – eller at skulle forholde mig til INTET.
Derfor glædede jeg mig til at leve i ti dage i Nobel Silence.
Men alt gik galt.
Allerede den første dag brød jeg et af løfterne. Jeg stjal en lille pen. Jeg var så frustreret over alt omkring mig, at mit sind roterede som en vanvittig grill kylling over alle de frustrationer stedet påførte mig. Så den eneste måde jeg kunne få dem ud af tankerne på var at skrive dem ned. Så det brugte jeg ti minutter på hver dag. Da jeg ikke havde noget papir brugte jeg bagsiden af mine visitkort:-)
Dette virkede – så på to døgen mediterede jeg i 22 timer – og det var ganske enkelt forrygende.
Allerede på anden dagen fik jeg sporadiske ‘huller’ igennem, som slog gnister. Og motivation såvel som udbytte er her stadigvæk. Og mine to morgen meditationer siden min flugt har været forrygende.
Så er spørgsmålet: Hvad gik der galt – eller hvad var der galt?
For det første
Hele stemningen på stedet er fyldt med mistro.
Det er som om alle ansatte/frivillige har glemt at folk er her af egen fri vilje – og at os ‘elever’ faktisk ved hvad vi går ind til. Alligevel bliver man låst inde (fysisk), så man ikke kan forlade stedet som man vil. Alle The Dharma Volunteers svarer nærmest til Stasi’er der konstant er efter en. Naturligvis for sikre at alt foregår i silence hvilket – det har de fleste svært ved. Især på de første dage.
Men hvorfor Helvede skal de plage folk med underlige regler som ikke fremgår nogen steder og som strider mod al logik og sund fornuft:
Mine shorts der gik til 5 cm under knæet (som foreskrevte i on-line retningslinierne) måtte jeg ikke have på,
Mit pas insisterede de på at beholde (i følge samme retningslinier skal de bare tjekke at ens visa er ok),
Når jeg endelig fandt en lile plet med sol og lagde sig til rette kastede de sig over en med øjner der klart gav udtryk for konsekvenserne hvis man ikke STRAKS rejste sig,
Min medbragte økologiske urtete måtte jeg ikke drikke (Centret serverede kun sort te – på andre kurser betragtes dette som giftstof),
Jeg måtte ikke meditere i min celle til mit medbragte stearinlys
osv., osv.
Med andre ord: Alle stedets anssatte, frivillige og andre involverede gjorde alt for at skabe en fængselslignende stemning – et middelalder fængsel vel at mærke. Hvorfor er mig helt ubegribeligt – alle er her som nævnt af egen fri vilje og alle ved hvad de går ind til. Så at bryde reglerene ved at lave ting der forstyrrer meditationen er jo nærmest som at snyde i kabale:-)
For det andet:
Jeg ved godt det er fyldt med negative energier at være mistroisk. Og jeg har gjort alt for at få at gå ind i projektet med ophøjet ro og åbent sind.
Alligevel havde jeg konstant fornemmelsen af at være med i Kejserens Nye Klæ‘r.
Jeg ved godt at alt foregår som beskrevet på centrets hjemmeside.
Belæringerne – eller instruktionerne – sker gennem recordings of S. N. Goenka in English and Hindi. Og dette skal tages helt bogstaveligt. Dagens program starter 4:30 am med Goenka’s stemme der højtideligt siver ud i Dharma Hallen initieret af en af de tilstedeværende levende læreres tryk på PLAY. De første 10 minutter er talen på Hindi – herefter går Goenka over til engelsk. Desværre er hans engelske så indisk-korrekt at det næsten ikke er til at forstå. Så for mit vedkommende startede meditationen hver morgen i tåger… og jeg HADER at sidde og meditere på noget jeg ikke aner hvad er.
Eftermiddagens/aftenens Discourse er også 100 % som foreskrevet: A videotaped lecture by Teacher S. N. Goenka.
Jeg ved ikke hvorfor – men jeg kom til at tænke på Big Brother i 1984 og Dr. Strangelove. Optagelserne er uden nogen som helst form for humor og empati. Personerne (d.v.s. Hr & Fru Goenka) på skærmen virkede som om de var på drugs.
Men det værste var at der ikke eksisterer nogen form for diskussion. Da videoen sluttede var eftermiddagens discourse session forbi. Spørgsmål kunne man herefter rette til den mummificerede lærer der sad ved siden af skærmen. Dem oplevede jeg kun kommunikere til salen gennem de udenlandske frivillige.
For det tredje (og måske vigtigste).
Jeg sad hele tiden med en fornemmelse af at være fanget i en fantastisk pengemaskine. Et kæmpemæssigt scam.
Opholdet er i princippet gratis. Man donerer et beløb efter evne og det udbytte man har haft af kurset.
Et genialt koncept.
Hvor mange personer, der frivilligt har været gennem 10 dage i Helvede, vil indrømme over for sig selv (og andre for den sags skyld) at udbyttet har været ringe. Ingen – eller meget få. De vil alle med garanti betale – og betale godt.
Udlændingene der rejser hertil for kurset alene kommer fra økonomier hvor 1.000 Nrp nærmest svarer til ingenting for en dags ophold med alt betalt. Så de betaler sikkert rigtig godt. Nepalserne virker som om de modtager den evige sandhed fra den hellige gral – og det ved man godt hvad koster! Så de betaler sikkert også en del – dog mindre end dharma turisterne…
Så hvis folk i gennemsnit slipper 500 NRP pr dag i ‘donation’ er jeg nok ikke helt galt på den.
Vores hold var på 200 personer hvilket svarer til svarer til 100.000 NRP pr dag. Centret er fyldt 20 dage om måneden hvilket svarer til 2.000.000 NRP eller ca 150.000 kroner.
Dette er mange penge.
Det interessante er at hele konceptet elliminerer de fleste af de arbejdsopgaver der belaster normale hotellers økonomi:
Lønomkostningerne en minimale. Alle ansatte er frivillige.
Ingen omkostninger til rengøring. Gæsterne hedder ‘elever’ og de har selv sengelinned med og skal i øvrigt gøre rent dagligt – et centralt punkt i vejen til et godt udbytte.
Alle vasker selv op efter maden.
Alle værelser er renset for forstyrrende elementer – der er tale om gråpusede vægge med betombrikse i bygniger af dårligste kvalitet. Så penge til udsmykning og dekoration bruges der ikke.
Af hensyn til udbyttet af opholdet, skal lys være slukket kl. 9:30 pm (her er man også flad). Så elregningen er begrænset.
Maden må heller ikke forstyrre. Så omkostningerne til dette overstiger IKKE 100 NRP pr døgn. Hvis det gør stiller jeg gerne min vide gratis til rådighed.
Prikken over ‘i’et’ er at der er tale om donationer. Så alt er MED GARANTI bogført i en spand vand. ZERO TAX!
Så all in all. Omkostningerne pr elev er begrænsede. Jeg har svært ved at forestille mig at de overstiger 200 NRP pr dag.
Og så er der ingen problemer med naboerne – alt foregår jo i stilhed!
Som sagt, så ved jeg godt min mistro er skadelig. Men jeg kan åbenbart ikke gøre noget ved den…
Så da alt dette (og en masse andet) væltede gennem mit hoved i aftes, mens folk omkring mig sad og pruttede, bøvsede og højlydt gabte fik jeg second thoughts.
Og dem der kender mig ved at jeg ikke har langt fra tanke til handling…
Jeg er overbevist om at Vipassana teknikken er god. Jeg er også overbevist om at der er masser af Goenka’s flere end 100 centre rundt om i verden gør et godt stykke arbejde. Og jeg ved at der er en masse mennesker der har haft kanon udbytte af deres ophold.
Jeg håber derfor at min oplevelse er en enkeltstående svale…
Men Kathmandu Vipassana Center er efter min bedste overbevisning en fis i en hornlygte. De to dage jeg var på stedet så jeg mindst fire kejsere. Og de havde intet tøj på kun pyjamas.
Og så får Goenka lige et sidste ord (alle hans belæringer ligger på nettet).
Pitchfork
