… det er også en dans på roser.
I går kunne jeg ikke klare det mere. Gik sgu ned med et brag! Klappen faldt ned i hovedet på mig. Jeg gik kold og sort og alt det andet på en gang.
Det startede med at Annette begyndte at blive det trist – hun har det stadigvæk hårdt på grund af det kæmpe press der ligger på hendes skuldre med indretningen af 10 rum, lejlighed og tea lounge samtidigt med at hun skal holde styr på hele byggeriet og mig.
Problemet er bare – at det har jeg også selv. Jeg har bare følt at jeg skal spille overskudsagtig og sparke os begge bag i når den er gal.
Det har jeg åbenbart ikke overskud til længere. Da hun kom over i huset ved 10 tiden – 2½ time efter mig – og dagens problemer kom som perler på en snor, kunne jeg ikke mere.
Klokken 12 væltede vandet ud af mine øjne – gråden pressede dem ud.
Jeg kunne ikke holde ud at være i vores lill hjørneværelse med hamrende håndværkere over og under mig og til alle sider. Jeg har siddet i dette hul i snart 3 måneder og kun bevæget mig rund indenfor en radius af 500 meter. Lige med undtagelse af to gange hvor jeg har været ude hos programmørerne.
Med andre ord: INGEN FORANDINGER OVERHOVEDET i min hverdag.
Annette forstod det – jeg gik til hotellet og lagde mig med Information og Weekendavisen og så sort, mens jeg koncentrerede mig om at få styr på mine tanker og fokusere på løsningen, der i virkeligheden er lige for – samt på alle de positive ting, der er sket inden for de seneste uger.
Tegn på forandringer til noget bedre – og listen er lang:
- Forleden så jeg Himalayas peaks for første gang længe. Jeg sad forrest (for en gang skyld) i tempoen på vej tilbage fra et godt møde med min nye meget professionelle web folk hos CodeArts.Selv om de er kedelige, hyggede jeg mig ved tanken om lidt mere struktur og mindre anarki.
Og i selv samme øjeblik jeg bekræftede mig selv i hvor rigtigt det hele var, tittede tinderne bekræftende frem.
Første gang man aner dem, tvivler man en smule: er det nu rigtigt?
Når tvivlen herefter er fejet væk, falder man mentalt på røven af begejstring og facination over hvor smukt og stort det hele er. Og samtidigt har man en smule undren over at noget SÅ stort bare kan forsvinde i måneder og så pludseligt blive synligt. - Rasmus kom retur fra Danmark forleden med en masse gode ting, vi har brug for til Tings Tea Lounge & Tings Lounge Hotel.Danske Dyner (dobbelte der motiverer til varme og nærhed), Annettes allerfedeste Te Potte og Weekendavisen + Information.
- Gårsdagens kloakproblemer (som jeg ikke engang har gidet nævne nogen steder, fordi de bare er endnu et problem på bunken af alle de andre) blev løst på den fede måde.Naboen vil bare have kloakhullet ved vejen gravet større så dimensionerne matcher de nye krav som 5 værelser med op til to vesterlændinge med skrøbelige maver og slappe røvhuller kræver.
Og det er jo fornuftigt.
Jeg havde ellers frygtet det værste – en besværlig nabo der ikke ville lade os benytte afløbene selv om de ligger gravet ned i vores baghave.
Havde det ikke været kønt – et super nyt badetårn med 5 badeværelser uden en kloak?
Men sådan var det heldigvis ikke – og vores land lords dækker omkostningen.
- Fronthuset, der har ligget dødt i snart fire uger, blev startet op forleden, hvor håndværkerne gik igang med at støbe fundament på den rigtige måde med jerngitter osv. Nu skal der nemlig en etage ekstra på.Og i går rejste murene sig utålmodigt og gjorde sig klar til at blive færdigbygget – til stor forundring for alle de lokale, der følger projektet med viden om at en eller anden anden lokal, har sat en stopper for byggeriet og derfor er overrasket over, at vi giver pågældende fingeren og bygger en mother fucker bygning DOBBELT SÅ STOR, som den, der blev standset.
Og hele lortet er så lovligt, at alle kan rende og skide… den person hos kommunen der har godkendt og lovliggjort projektet, er nemlig samtidigt vores arkitekt og ingeniør.
TAG DEN!
- Vores VISA og anden papirpis sejler naturligvis – men modsat tidligere – er vi mere rolige.Vi har nemlig taget hul på vores nye og tredje advokat som vi – efter et kort smut forbi vores hjerner – igen har valg med hjertet. Op i r**** med fornuften.
Håber det virker at have en specialist i kvindeproblemer til at køre business + immigrations sager. Det er i øvrigt hendes første – og hun har sagt at hun ingen erfaring har på dette område. Men en gang skal jo være den første.
- Det helt stor lyspunkt er, at det, der er hele årsagen til, at vi gør det vi gør, ser ud til at leve og ikke bare være tågesnak.De rammer vi vil skabe for vores liv med masser af like minded folk fra hele verden, folk med overskud og tolerence der kan tilføre os selv og alle vores venner en masse kreativitet og inspiration til egne personlige aktiviteter og projekter… det miljø er faktisk ved at tage form.
De fysiske rammer er ved at være færdige – og det edderkoppespind af folk fra hele verden der skal pakke det hele ind sidder faktisk i væven, uden at jeg har tænkt over det.
På bare to dage i sidste uge lykkedes det mig at
Møde Stevan fra Sydafrika der producerer film og TV overalt på kloden sammen med organisationer (senest for vores nabo Search For Common Ground)
Stevan introducerede mig for Helen O’ Gormann der er forfatter og arbejder for Anti Money Laundering Professionals Forum.
Helen er på vej til Delhi, hvor hun skal arbejde på et nyt projekt. Hvad er mere oplagt end at smede hende sammen med Inger Solberg. Og trylle-trylle-trylle. I går fik jeg en FB besked fra Inger om Helen rykkede ind på Farmen og ’om vi ikke kom forbi og festede en weekends tid. Meget tempting.Om formiddagen hvor jeg mødte Helen splejsede Stevan mig med Elodie. En fransk kvindeder bor i Bangkok og som er på vej hertil for at lave et-eller-andet velgørende kunstprojekt og derfor er på udkig efter kunstere i Kathmandu.
Og trylle-trylle-trylle…. nu er Chirag og Elodie venner og arbejder sammen på at løse Elodie’s projekt. Jeg bidrager naturlighvis gerne med det jeg kan…
Og mere sammenførsel. Johannes Torpe der netop har etableret sit studio i Beijing hookede jeg op med Kasper Leschley der har solgt sko i Kina årevis. Kasper spugte ved den lejlighed om jeg ikke kunne hjælpe ham med lidt research. Han vil købe en lejlighed i Kathmandu… det hjælper vi ham naturligvis gerne med.
Roxy fra Costa Rica kontaktede mig (via A Small World) fra Rajhestan med et par spørgsmål til hvordan han bedst kan bruge 4 dage i Kathmandu, når han kommer forbi i løbet af den kommende tid. Desværre kan han ikke bo hos os … det ville han ellers gerne.
Det kan Hada derimod når hun kommer den 12 september. Hun er Haim’s datter. Haim som vi mødte i Tibet i 2000 og så jeg løbende kommunikerer med – relativt højfilosofisk og altid omkring religion og altid når de skide israelere laver ballade
Og endnu bedre Haim ’truer’ med at tage Tsila under armen og selv komme hertil til oktober.
Og Pia og Lakha overtager hele Tings Lounge Hotel i tre dage i november.
Og Line og Rikke har lavet det fedest web site som vi skal igang med at programmere ASAP
Og i går skrev Michael at hele familien glæder sig til at besøge os til oktober, Martin kommer herud og holder jul og i netop dette øjeblik tikker der en inviotation ind på mailen fra Hillary, der vil have os til at komme forbi og fejre Diana Fernandez som vi overhovedet ikke kender (eller har hørt om) men som med garanti vil give adgang til en masse andre spændende mennesker. Og vi skal være SWANKY
Og på ’måske-listen’ er Finne og Lemmerz der ifølge egne udsagn har et besøg hos Tings højt på listen, Troels (til næste år) samt en uendlig lang liste jeg ikke lige kan komme i tanke om.
Og min mor truer også med at smutte forbi – og hun har fået ny kærreste.
Og Kasper sprudler efter Sofies hjemkosmt og afslutter sit uddannelsesforløb i et køkken i Frankrig.
Og der er kommet gang i bageriet – jeg er ved at finde ’formen’.
Og i bedste ’Sig det med Blomster stil’… så kom Shakuntala forbi og tilbød os alle deres planter og potter når hun og Finn returnerer til Danmark ved månedens udgang.
Så det kan godt være at vi har pengeproblemer, jura problemer, nepaleser problemer, skatte problemer, strømsvigt, strejker og en masse andre besværligheder i vores hverdag.
Men hvor mange kan præstere en liste som ovenstående – og den er bare inden for de sidste 3 uger.
Og prøv så lige at forestille Jer hvordan det bliver når Annette og jeg selv skal rejse rundt på genbesøg…
Så far er glad igen
