Huuuuav – hvad var så lige det, der skete?
Det sidste jeg husker at have nedskrevet er linjerne om vores frustrationer efter pludseligt at sidde i det nye år – mutters alene efter to forrygende uger med masser af venner. Med en gabende tom kalender og uden nogen som helst udsigt til det hus vi drømmer om. Det er ikke fordi vores guest house er sat på stand by – det er det overhovedet ikke. Men situationen er gået i hårdknude. Lige nu føler vi os som parret der knepper som kaniner for at blive gravide uden at der sker noget som helst. Her ved alle, at det første der sker, når parret står med deres kinesiske baby i armene, er at hun pludseligt bliver gravid…
Så vi besluttede os for at udnytte situationen så vi trods alt får et eller andet ud af livet. Så vi sætter nu fuldt blus på vores andre projekter – her tænker jeg især på børnebøgerne, massage olier mm – og så ellers rejse rundt i Asien og se os omkring.
Så efter vores nytårs picknick med alle Kiki’s herlige unger – (jeg aner ikke hvornår jeg får tid til at nedskrive den historie, suk) har vi haft fuld hammer på rent arbejdsmæssigt.
Fredagen – den 8. januar – dagen hvor vi tog til børnehjemmet, ringede Santos til Annette. CP fra Gorkha Brewery ville møde hende.
Vi har gennem et års tidtalt om at vi måske kunne lave noget for Ketan Group, der ud over bryggeriet ejer forsikringsselskaber, Cigaret Fabrikker, Banker og meget meget mere. Gruppen er Nepals 3. største (og rigeste). Annette mødte Ketan Snr. g Jnr. da hun for mere end 10 år siden kom til Nepal første gang for Carlsberg. Vores ideer at skræddersy et kursusforløb eller foredrags række for koncernens kunder inden for nogle af de emner vi ved noget om… Santos havde vist luftet ideerne for CP, der er koncernens frontfigur efter faderens død for nyligt.
Santos ringede som sagt – og Annette var vist ikke helt klar over hvad det drejede sig om. Hvad var projektet? Og var det os begge – eller ’bare’ hende. For der var åbenbart helt klar tale om et projekt – det var tydeligt med den hastighed det hele skulle ske med, og Santos nervøse ryst 
Annette dressede sig op i en half ’n’ half – dvs. en casual nederdel og en mere businessagtig bluse. Ikke den jeg foreslog hende, den der fremhæver hende kvindelige former på en helt forrygende måde uden at komme i nærheden af nogen grænser for sømmelighed…
Jeg blev tilbage og forberedte vores afgang til børnehjemmet senere på dagen.
Annette kom tilbage et pat timer senere og ganske rigtigt med et projekt!!!
Vi var blevet inviteret til at holde et indlæg på deres Gorkha Brewery’s National Sales Conference. Vores tema var forholdsvist åbent, bare det handlede om creating values in the mind of the consumer (noget som jeg på stedet ændrede til … the Heart of The Consumer) – min filosofi er, at det er alt der rører sig fra halsen og nedefter der virker.
Det var ganske enkelt forrygende – her sad vi med vores frustrationer og VUPTI, ind fra højre kommer der et projekt for en af Nepals mest interessante koncerner.
Der var bare et lille bitte problem forbundet med opgaven. Konferencen startede allerede den førstkommende onsdag (dvs. i onsdags den 13. januar). Vi havde fredag (den 8.) og stod med et ben i bussen på vej til Lupu, hvor vi skulle feste med alle ungerne og først ville være tilbage lørdag sent – og det kunne vi under ingen omstændigheder ændre!
Så vi kunne tidligst blive briefet op søndag den 17. Og da var der varslet bandha – så det hed om formiddagen. Herefter skulle vi blive enige om et honorar før vi kunne gå i gang.
Så reelt set stod vi med en fed kunde, et fedt projekt med masser af fremtidspotentiale og bare 2½ DAG til at lave en præsentation, der skulle være så god, at den forhåbentlig sparkede døren op til nye projekter – eller i hvert tilfælde var så god, at vi kunne føre en ny ring til vores nepalesiske netværk.
Det sidste var nok det mest realistiske.
Vores picknik gik fantastisk – den historie må jeg fortælle på et senere tidspunkt. Men vi var totalt udknoklede efter 17 timer ude i det fri. Vi vågnede søndag morgen tidligt med snot overalt, ondt i halsen og småfeber. Temperatursvingningerne fra 0 grader og frost da vi stod op kl. 4 am til 28 grader og høj sol det meste af dage havde sat sit spor hos os. Og jeg for min del havde bestemt ikke haft godt af svømmerturen i det forrygende flodvand. Derfor var det sådan so, so da vi trådte ind ad døre på bryggeriets kontor i Hatisar søndag kl. 11. Vi bar vist præg af et anstrøg af panik…
Det var første gang jeg mødte Ashis og Rajendra. Sidstnævnte er sales- and marketing director, mens Ashis er ansvarlig for marketing. Briefingen gik hurtigt – efter en kort og meget professionel gennemgang af ølmarkedet i Nepal forklarede de kort om konferencen.
Deltagerne var koncernens godt 70 sales reps samt de relevante ansvarlige fra HQ.
Temaet for konferencen var Base Camp – conquerring Mt. Everest osv.
Og de gennemgående TAGS var dare, speed, excecute.
Vores rolle var at bringe et internationalt islæt over det hele og tale om de nye strømninger inden for marketing. Det behøvede ikke at handle om øl – faktisk gjorde det ikke noget, hvis vi ikke berørte emnet overhovedet, da Helle også ville deltage og derved dække øllet. (Helle er Carlsbergs marketing ansvarlige i Asien, og arbejder ud fra Kuala Lumpur. Og så arbejdede hun for Annette in the ol’ days. Hun er helt forrygende). På vej ud af døren fra mødet nåede Annette lige at nævne at Tuborg Julebryg casen passede perfekt til konferencen… den indgik overhovedet ikke i mine planer. Jeg er fed up med det produkt.
Inden søndagen var omme, havde vi en aftale om vores honorar, vi var begyndt at braine på vores indlæg, havde råbt og skreget af hinanden, grædt, kysset, krammet, og droppet det hele indtil flere gange. Alt sammen en del af min, åbenbart håbløse entusiastiske og hensynsløse måde at kaste mig ud i et nyt projekt på. Efterfølgende har jeg trøste Annette med at bølgerne gik langt højere og udbruddene langt mere skræmmende, da Troels og jeg arbejde sammen…
Herefter gik det slag i slag.
Annette sad og samlede noterne om aftenen/natten og jeg stod op klokken lort om morgenen og tog over og midt på dagen arbejde vi sammen om research, disposition, modeller osv.
En helt fantastisk proces som jeg også syntes smittede af på præsentationen, der tog mere og mere form. Tirsdag eftermiddag sad vi med noget jeg havde det rigtig godt med – især fordi vi havde det meste af et døgn til at komme flødeskum og krymmel på lagkagen. Annette havde det vist på samme måde – selvom hun altid er mere kritisk.
Da var det at jeg fik følgende ind på Facebook fra Helle:
Det bliver kort fornojelse da jeg skal afsted igen fredag morgen.Skal du praesentere julebryg? if so skide godt
Her skal jeg vist lige indskyde at Heller er chef for marketing development herude i Asien og derfor en god person at rette sig efter
Vores præsentation handlede på det tidspunkt alene om social communities og trends inden for dette univers med en masse cases. Intet øl og intet overhovedet om jul. Jeg havde nemlig besluttet mig for IKKE at tale om julebryg. Jeg synes ganske enkelt at alt det, der sker i dag er for dårligt. Og jeg har ligesom ikke mere at sige.
Men da jeg vågnede onsdag morgen 4:30 am og tog fat i præsentationen igen havde Annette i løbet af aftenen og natten fundet en masse SNE frem og lavet et forløb, som ville passe perfekt til resten af præsentationen. Inden vi tog til lufthavnen 10 timer senere, havde vi hele strukturen så færdig, at vi sagtens kunne lave resten på Pokhara Grande. Vi havde tjekket at der var internetforbindelse, så vi kunne downloade de sidste cases. Og jeg havde mailet til Cons og Juul om hjælp til lidt illustrationer fra 2009 for at have tingen helt up to date.
Vi ankom om eftermiddagen om onsdagen. Jeg var mest til at gå direkte på værelset og arbejde. Men vi skulle lige hilse på folk og jeg skulle naturligvis introduceres for CP – Kentan dynastiets konge og MD for bryggeriet. En super fed 33 år ung fyr med et varmt og meget skarp blik med masser af nepalesisk lune.
Han startede naturligvis med at fortælle os at vi var konferencens absolutte højdepunkt – alle så frem til vores optræden: and Asisi says that you are goin’ to talk about Christmas Brew. Var der tale om en sammensværgelse?
3 timer senere var vi klar. Både til vores præsentation og til velkomstfesten, der ventede.
Festen var en af de afslappende slags. Der var lavet en masse små grupper hvor konsulenterne samlede sig. Her sad de så og slubrede herlig øl, spiste snacks og fortalte løgnehistorier til hinanden nu de havde lejligheden. Dem der kom længst vær fra havde brugt 2 dage om at komme til Pokhara…
Mens Annette sad og legede direktør med Helle (som vi var fulgtes med i flyet) kastede jeg mig ud i dette herlige selskab og cruisede fra gruppe til gruppe og fik en herlig indsigt i bryggeriarbejdet i Nepal, og deres problemer, konkurrencen og om situationen generelt. På et tidspunkt følte jeg det nærmest som om, jeg var røget tyve år tilbage i tiden til vores salgskonferencer på Tuborg. Stemningen, energien og begejstringen over ØL og hinanden var fuldstændigt den samme. Jeg har ikke set Tuborg ånden i en menneskealder – sjovt at møde den her.
Jeg gik i seng kl. 9:30 pm efter en kort dans og lige tilpas med øl til at alle kendte den side af mig. Jeg havde også noteret mig tilstrækkeligt med historier til at kunne trække et par eksempler til sælgernes verden under præsentationen og jeg var 100 % sikker på at vores præsentation ikke ville være irrelevant. CP havde jeg også nået at give en go’ nat’ krammer – det havde givet er gisp gennem hele selskabet fortalte Annette mig. Der er nemlig INGEN der rører ham på den måde. ALLE rejser sig i hans selskab. Hva’ ve’ jeg. CP er meget sympatisk og meget nede på jorden.
De sidste ting lå klar på computeren da jeg vågnede 4:30 am torsdag morgen og satte mig til at færdiggøre det hele. Og da vi satte os til rette i konferencesalen til dagen første indlæg, var der var ikke længere tale om en præsentation – mere en mindre multimedie show.
Ufatteligt hvad man kan lave i dag. Og så her i den 3. verden – hvad var det lige man gjorde før nettet.
Det er især ufatteligt, når man tænker på hvor umuligt tingene også er i det daglige. Da vi ankom, var det første jeg gjorde at bestille blomster til Annette, der havde fødselsdag på konferencens første dag. Mens jeg sad og knoklede med færdiggørelsen ringede de fra receptionen.
Annette tog den.
Do you want us to get flowers lød det I den anden ende.
Da røg den overraskelse…
Den tredje verden… Ikke hos Gorkha Brewery!
Allerede under vores briefing møde om søndagen fik jeg et indtryk af det faglige og professionelle niveau i bryggeriets salgs- og marketingorganisation.
Alligevel kom det bag på mig hvor højt niveauet er.
Det er naturligvis den letteste sag i verden at sidde i et bestyrelseslokale og lave en præsentation, der ser ud af en masse. Det er en helt anden sag at udkrystallisere konklusionerne til håndgribelige og håndterbare strategier og kommunikere dem ud, så alle forstår hvilken retning man skal, hvordan det skal ske og hvad man skal nå.
Det skete under hele konferencen, som det allermest naturlige.
Alle ansvarlige evnede den svære disciplin at omsætte alle konklusionerne til en pallet af konkrete aktiviteter, der matchede de strategiske indsatsområder man havde analyseret sig frem til spot on!
Al kommunikationen matcher de forskellige produkters brand essence, alle aktiviteter er skræddersyet til de respektive salgskanaler og brugssituationer, sponsorater er ledsaget af detailplaner ready to roll out, og alt sammen ledsaget af pædagogiske styringsværktøjer, hvor alle salgsfolk kan registrere deres indsat og ikke mindst resultaterne i forhold til de salgsmål, alle på forhånd har sat sig.
Jeg behøver ikke at sige, at det hele kører over intranettet, som alle har adgang til via deres bærbare og naturligvis mobilen.
Jeg kom til at tænke på mit ophold hos Nestlé for snart 17 år siden. Jeg troede at deres salgsorganisation var state of the art hvad håndteringen af salgs- og markedsførings disciplinerne angår. Eller Coca-Colas eller for den sags skyld Tuborg Danmark’s.
Det er de måske – men Gorkha Brewery er bestemt med i klubben – og måske endda i en liga over.
For udover de traditionelle parametre som alle os fra den vestlige verden slås med, arbejder man her med en infrastruktur, hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge op til 3 dage for at komme fra den ene ende af et salgsdistrikt til den anden, hvor strømmen (som tilfældet er pt.) ikke eksisterer i 11 timer i døgnet, hvor monsunen huserer 2 måneder om året og vasker alt væk og gør det fuldstændigt umuligt at komme frem, med mindre man naturligvis har en traktor – hvilket lige så naturligt var en af de salgsparametre, der indgik i de salgspræsentationer vi så. Altså ikke selve traktoren, men en finansieringsordning til de pågældende distributør der arbejder under disse forhold.
Med andre ord: I’M IMPRESSED! Nej I’M F***** IMPRESSED!
Jeg sad på den ene side og tænkte på at der faktisk er en masse danske virksomheder kan hente hjælp her. Det omvendte er overhovedet ikke nødvendigt.
Og på den anden side sad jeg og fik en smule mylder i maven ved udsigten til vores præsentation lige om lidt…
Så Lad mig bare springe direkte til den.
Den gik forrygende – vores frygt for at vores budskab om word of mouth marketing og vores egen skræddersyede værdiskabelses model i en web 2.0 verden gik rent ind. Og Julebryg Casen ikke alene samlede det hele på helt-nede-på-jorden-måde, den illustrerede også på glimrende vis hvor enkelt og simpelt det i virkeligheden er at overføre kommunikationen fra den ’gamle’ verden til Facebook, Twitter, YouTube, Flickr mm ude at øllen forsvinder.
Annette talte efterfølgende med CP.
Han strålede som en sol – nu stod det endeligt helt klart hvilke områder organisationen kunne sætte ind på. Områder de ikke pt. fokuserede på. Hans problem havde indtil da været, at Gorkha’s position som en af Nepals absolut mest velkonsoliderede virksomheder med en markedsandel på de 80 % og førerstatus inden for alt hvad de beskæftiger sig med ville gå i hi – befinde sig på en sovepude af selvtilfredshed osv. For hvor var udfordringerne henne?
Dem havde vi åbenbart skitseret for dem.
Lettelsen var derfor enorm da vi sluttede torsdagen, konferencens anden dag.
Fredagen gik med gennemgang af forskellige cases fra forskellige egne af Nepal, præsentation af kampagnerne for 2010 OG præsentation af resultatet af de workshops, der havde fundet sted umiddelbart efter vores præsentation dagen før. Workshops der var blevet udvidet med et par opgaver, der udsprang af vores case.
Vi skulle agere dommere, hvilket kom som lidt af en overraskelse. Især da jeg faktisk først blev klar over det da holdene skulle til at præsentere. 10 hold med 5 minutter hver til at præsentere 5 ideer – lidt af en mundfuld, når man dels skal forstå den enkelte ide, vurdere den på forskellige parametre og naturligvis notere begrundelser for hhv. GOD og DÅRLIG ned. Men det lykkedes inkl. en halv time med de 10 power point præsentationer, som grupperne havde lavet. Vores valg af #3 faldt åbenbart i ledelsens smag.
Kåringen af promotionvinderne blev ledsaget af en række andre HR tiltag og udnævnelser. Selve lønpakken for 2010 ville folk få overrakt personligt inden afgangen om lørdagen. Der var derfor ingen, der havde fået spoleret deres humør af den årsag, da hele holdet troppede op til fest inde i Pokhara på en nyindrettet Cafe/Lounge, der til lejligheden havde band i haven og DJ i loungen på første sal.
Efter en af CP’s cigarer og Tuborg Strong (Den Danske Royal Danish og Den Portugisiske 7.2 i magnum size) – der i Nepal betragtes som lavprofil øl, men som i andre lande er en super premium øl, og som efter min mening er en af de bedst øl i verden – var jeg klar. Og efter en meget vellykket præsentation på en meget vellykket konference, kunne jeg ikke se nogen grund til at holde mig tilbage. Så der blev danset, sunget og grint på dansk, engelsk og nepalesisk.
Set i bagspejlet er jeg stadig positivt overrasket over hvor professionel en organisation Gorkha’s er. Jeg er overbevist om at de andre virksomheder i Kethan Group arbejder på samme niveau. Og det er der sandsynligvis også andre af de store nepalesiske koncerner, der gør.
Hvis det er tilfældet så bør den vestlige verden ændre deres opfattelse af Nepal og nepaleserne og måske revurdere deres ulands indsats.
Landet har selvfølgelig en situation, der skal løses her og nu: Fattigdommen og demokratiet.
Og så har man en opgave på den lange bane – at lave et bæredygtigt forretningsmiljø, der kan sikre arbejdspladser, økonomi, it-udvikling og alle de andre ting der skal til for at Nepal og nepaleserne kan klare sig selv i fremtiden.
Her har jeg hele tiden haft den holdning/tanke/tro, at dette var en opgave der kun kunne løses med hjælp udefra.
Men efter at have stiftet bekendtskab med Kethan Group – og for den sags skyld også IRAS – har jeg ændret holdning.
Det er overhovedet ikke nødvendigt at komme ind udefra med forretningsvisdom.
Det kan man godt klare selv. Og det må være langt bedre at bruge Nepalesiske virksomheder og virksomhedsledere som rollemodeller for hvordan moderne business skal håndteres. Det må give både stolthed og selvværd og virke mere motiverende og troværdigt, end når formidlingen kommer fra udenlandske NGO’ere, diplomater m.fl. der alligevel aldrig vil have de rigtige forretningsmæssige og strategiske kvalifikationer. Alle dem der kan noget på det felt (i teori og praksis) driver sandsynligvis selv forretning og gør det godt. Og gør de det ikke , på grund af den eksisterende finansielle situation – er Nepal sandsynligvis det sidste sted der står på deres rejseplan.
De personer jeg har mødte herude – danske og internationale – er gode diplomater. Men jeg har svært ved at forstille mig dem i en kommerciel og strategisk samtale med en fyr som CP på bare 33. Her vil de fleste komme til kort på et split sekund.
Det, der efter min mening skal fokuseres på i hjælpen, er samarbejder med udenlandske virksomheder, der giver de eksisterende og velfungerende nepalesiske virksomheder muligheder på nye markeder og ikke mindst giver nye opstartsvirksomheder, der baserer deres forretnings idé på en fremtidsorienteret og fremtidssikret platform mulighed for at vokse sig over den kritiske masse, så de kan knopskyde til nye forretninger. Her er Kiran’s IRAS et godt eksempel på en virksomhed, der med et lille spark i røven kan lave en forskel for hele Nepal. Men han har åbenbart givet op i det danske system, som åbenbart er så håbløst, som alle gav udtryk for, da vi ankom. Trist.
Det bør ellers ikke være så svært. Man skal have fat i en fyr som Michael Porter – eller hvis han ikke har tid – hans bog The Competitive Advantage of Nations, (Free Press, New York, 1990) og bruge hans modeller til at udarbejde en langtidsholdbar og bæredygtig kommerciel indsatsplan for Nepal. Det har man med garanti ikke gjort efter mange af de eksisterende projekter at dømme. En del af dem ville aldrig se dagens lys hvis beslutningstagerne havde læst bare det første kapitel… – her skal jeg undskyldningsvist indrømme, at jeg godt ved, at der engang i mellem er andre hensyn end de rent kommercielle der kommer i betragtning.
Men alligevel…
Any way – Ghorka var en herlig oplevelse.
27.721590
85.322668
