Tag Archives: Bangladesh

Så lykkedes det – de danske medier omtaler Søren Pinds besøg i Nepal!

9 apr

Udviklingsminister Søren Pind (V) er blevet kåret som ‘årets idealist 2009′, og prisen går lige i hjertet på politikeren, der modtager prisen, mens han er på rejse i Nepal….

Sådan kan man læse i Politiken her til morgen, hvor Søren Pind udtaler Politik har brug for idealister! Anledningen skyldes, at han i går modtog prisen som Årets Idealist 2009.

Tillykke med det!

Selv om jeg langt fra sympatiserer med hans holdninger, respekterer jeg ham for hans idealisme og fanden-i-voldskhed. Det har med garanti ikke gjort hans live lettere – I know!

Og så var jeg lidt hurtig i går, hvor jeg kun linkede til artiklerne på MyRepublica. Det viser sig nemlig at Nepal News også var up to date med ministerbesøget. De sendte som eneste medie (dvs. af dem jeg ha kunnet finde indtil videre) en fotograf til Tribhvan International Airport for at dække begivenheden – desværre blev journalisten hjemme, så det blev vist kun til billedet.

Ret skal dog være ret. Nepal News var på pletten da Danmarks Ambassadør Finn Thilsted tog til Singa Durbar forleden for at briefe Prime Minister Madhav Kumar om det forestående besøg.

Hvad han skal her står enten hen i det uvisse – eller også forklares det på nepalesisk. Men en ting er dog sikkert. Søren Pind har aldrig været her før – ihvert tilfælde ikke så vidt ambassadøren ved….

Den skarpe læser af denne blog (guderne må vide hvorfor – men der var et par hundrede i går!!!) kan sikker allered nu fornemme hvor nepalesisk den nepalesiske journaliststand er.

Til gengæld er de mere oppe på mærkerne i Bangladesh, hvor to af dagens aviser lægger op til ankomsten i morgen. Danish Minister Søren Pind due tomorrow – lyder det i The Nation, der har sakset et par afsnit fra den officielle pressemeddelelse.

All Headline News har ruttet med ressourcerne og sat en journalist på sagen – og det har givet bonus! Læser man artiklen Danish Minister For Development Cooperation To Arrive In Bangladesh Saturday kan man, se at det faktisk er lykkedes Siddique Islam at få en udtalelse fra ambassadøren…

Dette var så dagens høst – jeg kigger videre de næste par dage. Mere hvis der skulle dukke noget interessant op. Indtil da vil jeg undre mig over, hvorfor der ikke er nogen, der skriver om Danmarks involvering i Nepal.

Succeshistorier er der nok af.

Carlsbergs involvering i Ghorka Brewery gennem mere end to årtier er efter min mening en møsnter case på udiklingshjælp, der gør en forskel. En forskel, der er mindst lige så betydningsfuld som diplomatiet. Men den er selvfølgeligt kommercielt drevet – og tæller derfor ikke, når der skal sælges historier til de danske journalister.

Men hva’ så med Arbejderbevægelsen. De må da ligge inde med godt stof.

Erik og Henriks arbejde hos LO/FTF Council i Kathmandu, er sgu’ mega relevant – og så har arbejderbevægelsen oven i købet et fedt medie Avisen.dk. Men måsk er LO/FTF taget med holdet til Bangladesh – de er jo hovedkontor for hele regionen. Må hellere sende dem en mail – det er alt for lang tid siden vi har haft en herre tur i byen… :-)

Go’ fredag

Tidligere indlæg: John Ping’s In Town

Ugens rotte – denne gang fra Bangladesh

9 feb

Imfrømmet – den var svær at finde. Men det lykkedes efte 8 dages stædig søgen.

Men som du ka se var det alle anstrengelserne værd. Denne skønhed er fra Khulna, 300 meter fra floden.

Nyd den mens du – som jeg selv – undrer dig over hvorfor der stort set ikke eksisterer rotter i Bangladesh.

Dhaka… nåhh!

3 feb

Det er så Dhaka – og det har været lidt af et ryk ind.

Turen er startet nærmest perfekt.

Vi sidder i restauranten i Tribuwan Lufthavn og skovler en sandwich i os efter en dag uden vådt eller tørt fordi, vi har pakket og knoklet med Kiran’s ansøgning.

Annette og han havde møde på Ambassaden kl. 9 samme morgen og kommentarerne skulle rettes ind i dokumentet. Og det skulle vi bruge tiden til i lufthavnen, hvor vi naturligvis var 3 timer før ETD på trods af at vores fly med garanti ville være forsinket.

Vi er godt igang med at arbejde, da jeg på et tidspunkt lige skal ud og tjekke skærmen med flyafgangene. Her går jeg ind i Business Loungen over for restauranten. Det er nemlig lettere end at gå ned i helvedet i stueetagen, der mest af alt minder om en afstikker af Kathmandus kloakker på en dårlig dag.

Hvad finder jeg så på disken lige ved loungens indgang?

Et stort sort skilt med Priority Class!

Med andre ord: Vi kan komme i loungen!!!!

Der var på det tidspunkt mindst 2 timer til forventet afgang, så det gav derfor god mening at rykke de 100 meter fra restauranten ind i de bløde lænestole med behagelig atmosfære, gulvtæpper og rene toiletter med træk og slip!

Og mere til: En velforsynet bar med det hele – inkl. et kæmpe udbud af retter, der få rrestaurantens menukort til at ligne et vers fra en festsang fra en røvballe fest i provinsen.

Efter flere års erfaring og mellem 50 og 100 lounges fra alle verdensdele på CV’et, har Annette og jeg om nogen en baggrund til at kåre Loungen i Kathmandu Lufthavn til en af de 5 bedste. Af dem vi har besøgt, altså.
Og Kathmandu Lufthavn som en af verdens 5 mest rædselsfulde lufthavne.

En herlig nyhed som vi med garanti kommer til at (mis-)bruge med arme og ben.

Vi var så maglige og så fokuserede på at færdiggøre ansøgningen, at vi totalt overgav os til personalet og deres betryggende: Don’t worry Sir, your plane has not yet arrived. It will be at least 2 hrs delayed. We’ll come and get you – som de forsikrede mig, mens hun ringede til en af de ansvarlige i kontroltårnet og instruerede ham i at ringe hende direkte op, når vores fly skulle boarde.

We have two VIP in the business lounge lød hendes stemme vigtigt, da hu instruerede personen i telefonens anden ende. Vi var på det tidspunkt de eneste i loungen :-)

Et par timer senere væltede det ind med 10 – 12 andre gæster. Og det var sandsynligvis årsagen til at de 4-6 lounges hostesses glemte alt om os, og derfor så meget overraskede ud, da en af lufthavns officererne på et tidspunkt kom løbende ind, råbende i en walkie talkie og nærmeste hev os i armene.

The plane is about to take off? What are you doing…osv., osv.,

Vi så sandsynligvis ud som folk, der møder en marsmand for første gang, men var alligevel så klare i bøtten, at vi flåede alt i tasken i det øjeblik Annette så at mailen med ansøgningen forlod udbakken, hvorefter vi løb efter officeren, forbi de evindelige køer foran security cheque scannerne og direkte ud til en ventende bil, der kørte os ud til flyet. Ud over alle de stirrende øjne – ventede der os endnu en overraskelse: Vi havde businesss sæder – kæmpe lænestole med plads til det hele.

1½ time senere lander vi i Dhaka efter en usædvanlig behagelig flyvetur, hvor Himalaya’s tinder – med Mt Everest som den sidste – vinkede på gensyn til os.

Indcheckningen i Dhaka International Airport viste sig fra sin mest elskværdige side på trods af at vi havde frygtet lidt besvær. Vi havde ikke visa hjemmefra – det havde vi tjekket kunne ordnes i lufthavnen ved ankomsten (som noget helt nyt – guidebogen sagde det mdsatte).

Og ganske rigtigt – det tog os ti minutter. Et tidsrum Annette brugte til at tale med Sarah, en EXPAT frue der havde været på visit i Kathmandu med sin mor og nu skulle hjem. Og tilfældigvis boede hun i vores hood…

Why don’t we drive you. When Richard has dropped us off he can take you to your hotel osv.

VUPTI – pludseligt stod vi nu på vores Guest House uden den mindste antydning af forhøjet blodtryk, som altid er resultatet af ens første besøg med en ny by i den 3. verden, hvor velkomstkomiteen altid består af taxachaufører, tiggere, plattenslagere, småkriminelle og lort og lagkage.

Og efter endu en halv time sad vi på en fantastisk restaurant og spiste de mest forrygende retter med noget af det vi savner så forfærdeligt meget: Fisk.

Vores Guest House ligger lige midt i Gulshan, det internationale kvarter med ambassader, banker, brede boulevarder og horrible priser: Vores menu lød på 140 kr.

Dhaka viste sig – som du forstår – fra sin pæne og meget imødekommende side. Derfor glædede vi os også meget til at kaste os ud i dette underlige inferno. Underligt fordi vi fra turen fra lufthavnen til guest houset havde fået et noget andet indtryk end det, vi forlod Kathmandu med. I skumringen mindede byen mest af alt om Bangkok. Meget kommerciel med alle internationale kæder, dyre biler og Asiens Største Shopping mall under færdiggørelse. noget der fremstod som Ceaucescu’s rædsler under hans hey days.

Desværre må vi nu – efter vores tur rundt i byen i går – konstatere, at der ikke er meget komme efter i Dhaka.

Her er nærmest kedeligt og ligegyldigt.

Jeg ved ikke om dette skyldes at vi til dagligt lever i Kathmandu, og derfor ikke længere bliver så overraskede (eller skræmte) af den typiske tredje-verdens-inferno af biler, rickshaws, mennesker, lyde, lugte, tiggere uden lemmer og plattenslagere med deres How are you, What’s your name, how long will you be in Bangladesh og Oh – Denmark is a wonderful country…

Det eneste der overrskede os i går, var at vi ikke så en eneste hvid i Central + Old Dhaka, Bydele der trods alt svarer til et par byer af København og broerne menmed dobbelst så mange mennesker.

Lige gyldigt hvor vi befandt os vendte folk sig om og stirrede.

En sidste ting der om ikke overraskede os (vi er altid meget åbne over for folk) men så glædede os var at alle virkede ufatteligt søde og imødkommende. De folk vi mødte og talte med var meget tillidsfulde og behagelige og universer fra de skræmmebilleder Kjærsgaard og Langballe for tiden maler på danskernes fordomsmalerier med store, brede og populistiske penselsstrøg.

Øjnene og stemmerne bag burkaerne sprudlede som champagnebobler og virkede bestemt ikke hverken hæmmet eller skræmt eller for den sags skyld anderledes sammenlignet med veninderne uden burkaer, som altid fandtes i samme flok. Og der var ingen der kiggede nedladende eller fordømmende på vores bare ben, arme eller skuldre. Og der var OVERHOVEDET ingen der gav udtryk for noget som helst negativt, da vi fotalte at vi kom fra Danmark – hvad de ellers har rigeligt grund til.

Det eneste vi noterede os på negativ listen, var at alle forsøgte at hive ‘smøre’-penge ud af os. Vores hotelmutter begyndte allerede under min morgenmad at fortælle om hendes syge familie uden arme og ben, som hun forsørgede for hendes ikke eksisterende løn osv. med forventning om at finde en sponsor hos mig og Annette.

Det sammen gentog sig, da vi troppede op på middelalderkontoret i det statsejede rederi BIWTC, der står for driften af The Rocket – hjuldamperen, vi tager med i dag til Khulna…
Det var sgu’ lige før jeg udbrød Oh, I know your family… da vores billetsælgende embedsmand begyndte at tale om sin syge familie.

Efter 1½ døgn er vi kommet til den konklusion, at Dhaka er ligegyldig – her er ikke så skræmmende, som folk gør byen til. Her er ligefremt behageligt hvis man – som vi gør, når vi returnerer – bor i Banani distriktet, hvor der er masser af fede designer shops, restauranter og et par enkelte guest houses, der stritter lidt mere end vores kollegieagtige. Og i går spiste vi i den helt forrygende Spaghetti & Jazz på 3. sal i en håbløs beton silo… så overræskelser er her også.

I dag smutter vi som nævnt ud i deltaet. 28 timer på hjuldamperen er en af grundene til at vi er i Bangladesh. Det skulle tilgengæld være en forrygende oplevelse.

Læste flere fortællinger på folks blogge i går. Så det glæder vi os til. Afgang er kl. 6:30 pm – indtil da skal vi lave ingenting.

ABSOLUT INGENTING!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 854 other followers