Så sidder jeg sgu i Bangkok med visa og tix til Burma.
Det er lørdag morgen – klokken er næsten 8 – Take Five spiller fra Tabletten.
Men det er ikke ensbetydende med at jeg først er stået op nu. Jeg vågnede allered ved 6tiden… men feed back’en fra Nepal Film Gallaen i Cinemateket trak I mig.
Forløsningen af det projekt jeg startede op for 10 månedre siden, hvor jeg havde det første møde med KIMFF holdet. Et møde hvor jeg ikke lovede andet end at gøre hvad jeg kunne for at promote KIMFF og Nepalesisk film i Danmark.
Varen er leveret til UG med krydser og boller – eller et klart TOLVTAL!
Alle danske medier har skrevet om projektet. Print, radio, tv, web – DET HELE.
Effekten har været der efter.
Cinemateket kunne melde udsolgt allerede i onsdags. Og med udsolgt mener jeg UDSOLGT. I går var flere af mine venner forbi Gothersgade for at hente billetter i døren. Men der var INGEN at hente.
Og det allerbedste – stemningen har åbenbart været forrygende. Vågnede til skype beskeder fra Torsten der sad og drak nogle velfortjente pils på Palæ Bar…
Vi har ikke alene vist hvad der er muligt på god gammeldags aktivist maner. At man ikke behøver det store set up for at formidle nepalesisk kultur – at det ikke er nødvendigt at gøre kulturformidling til en videnskab.
Vi har også skabt en platform for det videre projekt. Et etablere et længerevarende samarbejde mellem Nepal og Europa med Danmark som den europæiske forankring/platform. Et projekt jeg håber vi kan få hjælp til…
Glæder mig til at arbejde videre med KIMFF – Kathmandu er en kulturel håndgranat!… DET SAGDE HAN SGU! Torsten i P1 live…. så hved man hvad kultur kan bruges til.
Torsten er gud!
—-
Så denne glædelige opvågen overskyggede vores triste oplevelse på Sra Bua i aftes – Kiin Kiin’s lokale restaurant i stueetagen af det super mondæne Kempinski. Og en af de bedste i Bangkok. En oplevelse der dog ikke er blevet bedre i nattens løb.
Når man betaler mere end 12.000 BATH eller 2.000 DKR så skal maden sgu være i orden.
OG DET VAR DEN IKKE!
Vi bestilte the full monty – den store menu med tilhørende vine samt en drink inden showet.
Lad mig starte med det sidste. Vores drinks…
Annette fik en Liche Mojito – den var fantastisk. Jeg ville traditionen tro hellere have en øl. Og jeg havde håbet på en mere eksotisk een af slagse – dels fordi Henrik Yde sætter pris på øl i Kiin Kiin. Men også fordi flere af retterne faktisk ville gøre sig bedre med en stout eller en ale i stedet for de traditionelle pilsner typer man får overalt… (må jeg anbefale et af supermarkederne omkring Sukumvit – et par af dem forhandler Coopers fra Australien – her i blandt to af mine favoritter – Coopers helt forrygende Original Pale Ale og Ekstra Stout.
Øl sortimente var ikke det store problem – jeg holder meget af en Beer Chang og glædede mig til en iskold. Men til min store skræk og gru. Den flaske jeg fik serværet var sun stroked. Den sødlige ubehagelig odeur ramt min næsebor længe inden selve smagen bekræftede min frygt – for dette sker ofte når man servere de små flasker. Henrik – du kan reducere denne risiko ved at gå over til de store flasker.
Jeg valgte ikke at gøre noget ved dette – vi var jo lige kommet. Og restauranten er jo en af Bangkoks dyreste…(jeg orkede ikke at gøre mig selv til grin. Oftest tror tjernene jeg er sindsyg når jeg brikker mig over dårlig øl:-)
Et par generelle ord om madsiden.
Retterne var for de flestes vedkommende ok. De fleste var faktisk helt fine – med Henrik Ydes signatur ret og desserterne som menuens absolutte højdepunkt. Foretten med suppen og de 3 gele ting var efter min mening kedelige – eller smagsløse. Men det er naturligvis min personlige mening.
På en restaurant som Sra Bua skal tingene som sagt være i orden. Og det var de sgu ikke.
Retten med porcheret æg på en suppe med morning glori og muslinger ver ifølge Annette god.
Mit æg var der ved serveringen gået hul på så blommen allerede var begyndt at sive ud i suppen.
Det er naturligvis kun æstetik – med fra æggets form kunne jeg se at de var porcheret i poser/plastikfolie – derfor måtte det altså være muligt at lave et ‘helt’ (det kan selv jeg finde ud af – og jeg er uddannet bankmand).
Det værste var at ægget ikke var færdigt. Da jeg satte skeen i det kunne jeg se at hviden ikke var kogt…. så den ret måtte jeg altså sende retur. Det groteske var at da retten efter et par minutter kom tilbage var der ingen suppe ved morning glorien. Dvs at den smagsoplevelse det gi’r når blommen fra ægget blander sig med saften fra glorien og muslingen – den smagsoplevelse udeblev!!!
I stedet fik jeg et ordinært æg på en sej salat som jeg ikke orkede at spise… især ikke fordi tjenerne midt i det hele begyndte at servere vores hovedret…. jeg aner ikke hvad de havde tænkt sig???
Vi havde bestilt to hovedretter – en med fisk og en med vagtel. Hertil foreslog tjeneren en jasmin ris samt en fried rice. Sidstnævnte var en katastrofe at foreslå til den dejlige sauce… men lad nu det være. Værre var det at tallerkenerne var iskolde – det kunne min gamle farmor aldrig finde på. Og endnu værre – fisken havde fået for meget – ALT FOR MEGET. Med mindre det var meningen – måske var det helt bevidst at man skulle efterlades med tørre fisketravler mellem tænderne, så man helt automatisk snuppede en af de fancy Kempinski tooth picks med håndfarvede grønne spidser.
I don’t know. Jeg kunne ikke li’ retten.
Mht vinene så var de OK. Men heller ikke mere. Det tredje glas – en Gewürztraminer - var gået over. Den var nærmest sprittet – så den måtte vi returnere (vi kunne faktisk se det på vinen da den blev skænket). Den ny flaske var helt i top – så den nød vi mens jeg sad og undrede mig over hvorfor de gæster der før os havde drukket af flasken ikke havde reageret…. dem om det.
Toppen af toppen var dessertvinen – det er noget af det bedste jeg nogensinde har smagt. En lokal produceret vin.
Og det var så det.
Hele seancen tog 2 timer og 30 minutter. Hverken mere eller mindre.
Normalt bruger man mindst en time mere på et tilsvarende arrangement – men jeg gad ikke være der mere. På det tidspunkt blev Carl Nielsen i baggrunde forstyrret af den skrålende kvinde fra lounge baren uden for restauranten. Hun sang åbenbart over sammen anlæg. Til gengæld var rystelserne fra generatoren der befandt sig et sted under os holdt op….
Mit værste problem med oplevelsen var at jeg ikke kunne lade være med at tænke på hvor mange fejl Jit og Ani laver i Kathmandu når vi nu ikke er der til at kontrollere… på den anden side. Vi befinder os med Tings Tea Lounge på et helt andet og langt mere jovialt niveau…
Må jeg anbefale de lokale night markets. Her koster samme menu 25 gange mindre end hos Sra Bua – og oplevelsen tilsvarende mange gange større.
Sorry Henrik – dette er en ommer!
CODA
Ny txt er just tikket ind fra Metalstein – han befinder sig nu i Istedgade hvor han får sig en Shawarma… han kan med garanti fornemme mine kulenariske frustrationer….
Tags:Bangkok, Cinemateket, Henrik Yde, KATHMANDU, Kiin Kiin, KIMFF, Murray Kerr, Nepal Film Gala, Palæ Bar, Sra Bua, Tings Tea Lounge, Torsten Hvas
